GADELØBET GRAND PRIX BIKEBUSTER 2010 LØRDAG DEN 11. SEP.
Bandsholm Pro Cycling og Hvidovre CK arrangerede i dag Grand Prix Bikebuster. Et heldags arrangement, hvor publikum blev underholdt fra tidligt i formiddags, inden eliten tog over her til aften. Ind i mellem blev der også afholdt Derny GP for tidligere professionelle cykelryttere, hvor det lykkedes Søren Lilholt at vinde sammen med paceren Gert Frank.

De professionelle skulle køre to løb i dag. Først et 65 minutter langt gadeløb plus tre omgange på den 1.6 kilometer lange rute, inden de otte bedste bagefter skulle køre et ti omganges langt Derny løb.

Gadeløbet blev fra start til mål domineret af et firemands stort udbrud. Allerede ude på anden omgang lykkedes det Nikola Aistrup og Philip Nielsen fra Concordia Forsikring, Jonas Aaen (Team Saxo Bank) og Michael Berling (Glud & Marstrand – LRØ Rådgivning) at komme afsted, og siden hen så feltet dem ikke igen.

”Vi kørte rigtig godt sammen, så vi fik slået det afgørende hul. I disse gadeløb gælder det om at have gode ben fra start af, og det havde jeg også i dag. Med tre omgange igen begyndte vi at rykke lidt, og da vi kørte ud på næstsidste omgang, rykkede Jonas Aaen for alvor. Philip kørte ham så ind, og så kørte jeg kontra og fik slået hullet. Der gik lidt taktik i den bagved, da Philip jo er hurtig, så de to andre ville heller ikke bare trække ham hjem til sejren, så det var perfekt at vi fik udnyttet, at vi sad to mand fremme,” forklarede Nikola Aistrup efter løbet til Feltet.dk. Aistrup vandt også Grand Prix Bikebuster for to år siden og er dermed både nuværende og forsvarende mester. Jonas Aaen tog andenpladsen, mens Michael Berling fik den sidste plads på podiet.

Efter ti minutters pause var det så tid til endnu et løb. Denne gang skulle de otte bedste køre Derny løbet og endnu engang blev det til en Concordia sejr, da Thomas Riber-Sellebjerg vandt foran Michael Rasmussen og Jonas Aaen.

”Jeg blev pacet af René Dupont, og jeg sagde til ham, at vi bare skulle derudaf fra start af. Heldigvis regnede det ikke under løbet og vejene var blevet tørre, så vi gav den en skalle og tog føringen, og der blev vi resten af løbet. Så det var dejligt at få en sejr foran Michael, som kørte stærkt i dag, og Jonas. Det er jo altid lækket at få succes inden sæsonens sidste løb, og inden man skal ud og forhandle kontrakt,” forklarer Thomas Riber-Sellebjerg til Feltet.dk.

Foto: Reinhardt/DK (Se flere billeder fra løbet i galleriet under FOTO)

Eliten
1 Nikola Aistrup - Team Concordia Forsikring 01:13:11
2 Jonas Aaen Jørgensen - Team Saxobank +00:04
3 Michael Berling - Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning
4 Philip Nicholas Nielsen - Team Concordia Forsikring
5 Marc Hester - Sorø BC +00:13
6 Mark Sehested Pedersen - Team Reelight - CUBE
7 Thomas Riber-Selebjerg - Team Concordia Forsikring
8 Michael Smith Larsen - Team Stenca Trading /M1
9 Kristian Sobota - Team Concordia Forsikring
10 Martin Hammer Larsen - Team Designbrokers - Elite
11 Michael Ellermann Jæger - Team ABC
12 Johannes Boe Kaluzny - Team ABC
13 Kasper Jebjerg - Team Designa Køkken - Blue Water
14 Morten Høberg - Team Concordia Forsikring
15 Michael Rasmussen - Christina London
16 Michael Johansen - Team ABC
17 Anders Holm - Hvidovre CK +00:54
18 Rasmus Andersen - Team Designbrokers - Elite
19 Mads Christensen - Team Glud & Marstrand / LRØ Rådgivning +05:48



Verdensmester skal kæmpe imod eliten
Den unge juniorverdensmester, Lasse Norman Hansen, kører på lørdag imod eliten, når Hvidovres gadeløb bliver afviklet. Lasse Norman Hansen er et af Danmarks største talenter, hvilket han beviste den forgangne weekend, hvor det blev til to etapesejre og en samlet fjerdeplads i det schweiziske etapeløb GP Rüebliland.

”Det er dejligt at kunne præsentere en verdensmester i sit felt. Jeg glæder mig til at se den unge knægt kæmpe imod eliten. Det bliver en hård opgave for ham, men hvis der er en, der kan løfte opgaven, så er det ham,” fastslår løbsarrangør Henrik Bandsholm.

Lasse Norman ser frem til opgaven og vil kæmpe for at gøre sig bemærket.

”Det bliver vildt spændende, og jeg vil gøre mit bedste, men jeg ved selvfølgelig også, at der er et stort spring fra at køre junior til at køre med de bedste seniorer, men jeg tager udfordringen op, og så må vi se, hvordan det går,” tilføjer Lasse Norman.


Kendisserne samles til duel igen
Det bliver et hæsblæsende arrangement, når Grand Prix Bikebuster bliver afviklet lørdag den 11. september i Hvidovre. Allerede 11.30 er der aktivitet i målområdet og arrangementet slutter først klokken 18.20.

Mange af de tidligere cykelstjerner vender tilbage på cyklerne og vil køre imod hinanden i et Derny Grand Prix for tidligere professionelle. Derny løbet vil være noget helt nyt og specielt herhjemme i Danmark og helt sikkert noget, som publikum vil synes rigtig godt om.

”Der køres et Derny Grand Prix over 8 omgange, hvor Derny-maskinerne fra 6-dagsbanen i Ballerup kommer ud og køre på vejen. Det er først gange, at sådan en event med Derny maskiner kører til et gadeløbs event,” forklarer løbsarrangør Henrik Bandsholm

Som pacere vil det meste af DBC professionelle Derny-korps være at finde som pacere. Af kendte pacere til Derny GP vil bl.a. den tidligere store 6-dagsstjerne og CSC-rytter Michael Sandstød være at finde, Mark Jakobsen, dobbelte vinder af amatørernes 6-dagsløbet og de tidligere 6-dagsstjerner fra 70-80érne Kim G. Svendsen og Gert Frank vil også være at finde i feltet som pacere.

”Ryttere til løbet bliver de tidligere 6-dagsstjerner Jakob Piil og Jimmi Madsen. Udover disse ryttere kommer tidligere Tour de France ryttere som, Søren Lilholt, indehaver af den grønne point trøje 1988 i en dag og i 1989 i fire dage, Bo Hamburger, en dag i gul trøje i 1998 i Tour de France samt vinder af 8. etape i 1994. Lars Michaelsen, som var Team CSC/Saxo Banks forårsklassiker stjerne på brostenen, Kim Marcussen dobbelt dansk mester på landevej og den mest vindende A-rytter i flere sæsoner, Steen M. Petersen tidligere professionel og nordisk mester som amatør, John Carlsen og Jørgen Emil Hansen kørt i A-klassen i 25 år og har vundet adskillige medaljer ved VM og OL i 100 kilometer holdløb 1966 guld, 1967 sølv, 1969 sølv og i 1976 OL Bronze,” tilføjer Henrik Bandsholm.

Den tidligere OL bronzevinder i 4000 meter holdforfølgelsesløb Ken Frost vil køre førerbil.

Kort efter de professionelles gadeløb, hvor Michael Rasmussen deltager i, vil der blot 15 minutter efter blive kørt en Derny GP finale med de otte bedste ryttere over fem omgange. Det er de samme pacere, som kører dette løb.


Michael Rasmussen kører gadeløbet!



Den danske ”kylling” Michael Rasmussen er klar til Danmarks største gadeløbsevent, når Grand Prix Bikebuster bliver afviklet lørdag den 11. september 2010. Michael Rasmussen har de seneste år haft en svær tilværelse i cykelsporten, men nu begynder danskeren igen at få luft under vingerne med den nye personlige sponsor, som har garanteret hans løn.

”Jeg glæder mig til gadeløbet i Hvidovre. Det bliver rigtig sjovt. Jeg går selvfølgelig efter sejren, men jeg er sikker på, at jeg får hård konkurrence fra de øvrige danske ryttere,” forklarer Michael Rasmussen.

Glad arrangør glæder sig over aftalen
Eftersom Michael Rasmussen ikke nåede at finde et hold forud for Vuelta a España, som starter på lørdag, udnyttede løbsarrangør Henrik Bandsholm chancen og fik ”kyllingen fra Tølløse” til start i Grand Prix Bikebuster.

”Jeg må indrømme, det er lidt af et scoop at få Michael Rasmussen til start i gadeløbet i Hvidovre. Jeg har i et stykke tid været i god dialog med Michael, og vi har indgået en aftale omkring hans deltagelse i gadeløbet,” forklarer en meget glad løbsarrangør Henrik Bandsholm og tilføjer:

”Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en blandt mange, som mener, at Michael er blevet straffet hårdt siden hans exit fra Tour de France i 2007. Hvis Michael skal have en chance for på nogen måde at komme tilbage til verdenseliten i professionel cykling, så skal det være nu.”

Michael Rasmussen har de seneste måneder kørt flere gadeløb i Danmark og har gjort det rigtig godt. Senest i Herning hvor det blev til en andenplads og årets Tour de France vinder Alberto Contador deltog.

”Det, at han har været til start i forskellige gadeløb rundt omkring i landet de sidste 3 måneder, gør ikke, at Michael får en professionel kontrakt, men det gør, at Michael viser det danske publikum, at han stadig brænder meget for cykelsporten, og at han stadigvæk er blandt Danmarks - og verdens bedste cykelryttere trods manglende løbsform.”

”Det, som også gør det unikt at have Michael med i gadeløbet i Hvidovre, er, at Michael ikke har kørt nogen former for gadeløbsevents på Sjælland siden 2007, da han var med i Ordrups gadeløb. Så det at have ham til start i Hvidovre bliver stort for det sjællandske publikum. Jeg er helt sikker på, at Michaels deltagelse i Grand Prix Bikebuster, lørdag den 11. september, vil få rigtig mange københavnere op af sofaen og ud at se "Kyllingen" køre i Hvidovre,” slutter løbsarrangøren.


Du har mulighed for at køre med stjerne.
Som stort hovednavn til motions gadeløbet, kommer den tidligere prof. 6-dagsrytter og Team T-mobile stjerne, Jakob Piil, samt TV-2 og Tour de France speaker Dennis Ritter. 

 

 

 

 

 

 

Billede fra motions gadeløbet 2008 med Dennis Ritter og Lars Michaelsen.

Gadeløbet kører med start og mål i Hvidovre midtby, u.f. Hvidovre Rådhus. Første start er kl. 12.00 for motionister, som kører 40 min + 1 omgang.

Kl. 16.30 starter det professionelle gadeløb, hvor der i feltet vil være flere prof. stjerner, danske teams og det meste af den hjemlige elite.

Tilmelding til GP Feltet.dk motions løbet sker her på siden i menu feltet under GP Bikebuster og for licensrytter på Sjællands Distriktets hjemmeside. 

Vel mødt til gadeløbs event Grand Prix Bikebuster 2010. 

Programmet
Kl. 11.30 mål område og rute afspærres for trafik
Kl. 11.40 optakt til gadeløbs event ved målstregen
Kl. 12.00 starter motionsløb over 40 min + 1 omgang, med tidligere professionelle Jakob Piil
Kl. 13.00 starter gadeløbet for unge talenter. Ungdom 15/17 over 40 min + 1 omgang
Kl. 13.10 præmieoverrækkelse for motionsklassen
Kl. 14.00 starter gadeløbet for junior, H-40 og C-klassen over 45 min + 1 omgang
Kl. 14.10 præmieoverrækkelse for de unge talenter
Kl. 15.05 præsentation af Derny GP feltet
Kl. 15.15 starter Derny GP over 8 omgange for tidligere professionelle ryttere
Kl. 15.45 præmieoverrækkelse Derny løbet
Kl. 15.50 præmieoverrækkelse for junior, H-40 og C-rytterne
Kl. 15.55 opvarmning på ruten for de professionelle rytterne til det prof. gadeløb GP Bikebuster
Kl. 16.10. præsentation af det professionelle felt ved målstregen
Kl. 16.15 skydes det professionelle gadeløb i gang over 65 min + 3 omgange
Kl. 17.55 Derny GP finale for de 8 bedst placerede ryttere i det prof. felt, over 5 omgange.
Kl. 18.05 præmieoverrækkelse for de 3 bedste, samlet, i spurt konkurrencen og i Derny finalen
Kl. 18.20 slut på dagens program

Med sportslig hilsen

Løbsdirektør
Henrik Bandsholm.

 

 

(c) Bandsholm Pro Cycling