Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

23.10. kl. 18:48 af Brian_Holm.

Banani cykel

Del på Twitter
Del på Facebook

Viser billede 1 af 2

Vis i fuld størrelse  |  Næste »

Stelmærke:Banani
Styr:Det klassiske måge-styr
Frempind:3TTT Titanium fra 1993
Sadel:Concor fra 1982
Sadelpind:Stronglight
Hjul:Campagnolo (Eloxeret guld)
Geargruppe:Simplex
Bremser:Shimano Dura Ace
Købt og samlet af?:Mig selv

Jeg synes efterhånden, der er lige lovligt mange "fixie" cykler på gaderne i København og de forskønner ikke ligefrem byen.

Altså unge mennesker med dreadlocks, ringe i næsen og tatoveringer alle vegne, der suser rundt på gader og stræder på banecykler. Helt uden at tage hensyn til stoplys eller de ældre og helt uden nogen form for cykelkultur.

Talte for nyligt en fyr på ”fixie” ved Sdr. Farimagsgade. Knægten troede, at Pinarello var en pizza og L`Enfer du Nord var en parfume. Jeg prøvede at forklare ungersvenden, at banecykler hørte hjemme på cykelbanen og ikke i København K. Snotungen spurgte, så hvorfor jeg så kørte på MTB, og om han havde overset en alpetop ved Nørreport. Jeg bandede over, at jeg lige havde lånt min kones MTB. Skyndte mig videre eftersom den samtale var svær at vende til min fordel.

Men lidt om hvordan en rigtig bycykel bør se ud. Rammen på billedet er en Banani (fra Lillebror), som jeg endnu ikke havde fået sat mærker på, da billedet blev taget. Som de fleste (med minimum kendskab til cykling) ved, så var Banani cyklen man kørte på (sammen med Saxil og Schrøder) tilbage i 70erne og langt op i 80erne.

Sandt at sige var der næsten ikke andre cykelmærker på markedet end ovennævnte og selv stjerner, som Marc Demeyer og Danny Clark kom til Danmark for at få en håndbygget Banani. Den hvide farve og de røde bånd er de samme farver, som Merckx benyttede i 70erne, da han kørte for det legendariske Faema hold. Farverne er også de samme som Amager Cykle Ring benyttede op til 1982. Også samme farve cykel, som jeg blev junior Danmarksmester på i 1980.

Læg mærke til det klassiske måge-styr, der gør kørslen gennem byen til en ren fornøjelse. Man kører automatisk med rank ryg og får overskud til sine medtrafikanter og næsten lyst til at fløjte undervejs.

Frempinden er en 3TTT Titanium fra 1993. En af de lette frempinde, hvor vi skulle skrive under på "en egen risiko erklæring", hvis vi kørte med dem på Telekom. Fordi de brækkede nemt (spørg bare Udo Bölts), så den springer vi hurtigt over.


Sadlen er også orginal Concor fra 1982. Concor blev jeg forelsket i, da Sergej Suchorutschenkow vandt OL på landevej i Moskva i 1980. Concor var gennem hele Saronni`s karriere hans fortrukne sadel og ligeledes sadlen fra San Marco, hvormed Lance Armstrong vandt sine syv Tour de France og sidder på den dag i dag.

Sadelpinden stammer fra min amatørtid på det nordfranske La Redoute hold og er af mærket "Stronglight". Stronglight (sammen med Huret, Mafac og Simplex) var indtil sen 80erne på højde med Campagnolo (og langt større en Shimano) i fransk cykling.

Bag og forskifter er Campagnolo rekord. Begge dele sad på min Guerciotti træningscykel fra 1983.
Pedalarme er super record og "fræset" flade og aerodynamiske, som man havde for vane i de tidlige firser, da Hans Henrik Ørsted var den tids Tony Martin.

Gearvælger er naturligvis fra Simplex. De var jo de eneste, der ikke "flyttede" sig, så gearet pludseligt hoppede og skiftede. Bremseklør er Shimano Dura Ace og var en gave fra John Nicholson den gamle verdensmester i sprint fra 1975 og 76.  jeg fik dem sort eloxeret i 82. John var dansk gift og boede ved Sundbyvester plads ved siden af Jack Arvid. Verdensmesteren tog jævnligt os amager-drenge med på Ordrup-banen, når han trænede og var i øvrigt den første professionelle cykelrytter Shimano sponserede. Et par år efter fik Flandria holdet den tvivlsomme ære af at køre med Shimano, der var mest kendt for deres fiskehjul.

Hjulene er Campagnolo og i "eloxeret guld". De er for nyligt købt hos Bikebuster for 900 kroner. Søren fra Web’sen Cykler i Ndr. Frihavngade var den første til at kritisere dem og sige de ikke passede til resten af cyklen, de var for moderne og forvirrede indtrykket - påstod Søren Weber. Her måtte jeg så minde ham om, at de første farvede fælge kom allerede i 1978 og hed Mavic "Arc en Ciel", altså efterfølgeren til Mavic Monthlery route. Faktisk var Camper fælgene en form for replica, og Søren så mere tilfreds ud.

Oprindeligt havde jeg Campagnolo Record (sorte) banepedaler med Alfredo Binda tåclips på cyklen, men efter en lidt sen aften på Cafe Qoute manglede de, da jeg kom ud. Faktisk nåede jeg helt til Gothersgade, inden jeg opdagede pedalerne var stjålet, men jeg havde også fået et par Pastis i løbet af aftenen.

Kære læser, som de kan læse mellem linjerne, mener jeg, cykler i dag er kedelige lagervarer og mangler enhver form for personligt præg eller sjæl. En tur i kælderen, på loftet eller på E-bay for at finde gamle dele og så til Dibberen for at få sprøjtemalet din ramme, og du har noget unikt, som ingen andre kører på. Selvfølgelig risikerer man, at sådan en cykel bliver hurtigt stjålet, men det giver jo bare en chancen til at samle en ny.

Eller som Bananen (fra Banani) sagde engang, han smed en kunde ud af butikken, som havde spurgt efter en lås til sin nye cykel: ”Forsvind ud af min butik, hvis de skal havde lås på cyklen. En Banani står nemlig aldrig alene eller ude om natten.”

En anden gang nægtede Bananen at sælge en Aero saddelpind til en kunde for som han sagde:
”Hvad skal du med en Aero saddelpind med den store røv, du render rundt med.”

Det var lidt sjovere i gamle dage.


God fornøjelse og god tur på jeres lager-havelåger (Der højst sandsynligt er udstyret med kæmpe GPS. så I ikke bliver væk)

Kærlige hilsner,
Brian

 


5.690 i gennemsnit fra 13765 rating(s)

20 kommentarerSkriv kommentar

23.10.2011 kl. 19:44 Pantani_4_ever

He he, meget enig, men der blev og bliver også bygget fine cykler vest for Valby bakke. Fra det skønne Fyn må vi ikke glemme Tornado og de hedengangne Vitesse cykler.

23.10.2011 kl. 20:06 Fondriest

KLASSE....simpelthen.
Er selv ved at istandsætte min gamle 85'er Faggin i SL/SP rør. Desværre skal der ny crom på og ikke hverken Bananen eller Schrøder kunne hjælpe mig med dette, så en lokal forcromer her i Århus kommer til stå for denne del...

23.10.2011 kl. 20:33 bobhund

”Forsvind ud af min butik, hvis de skal havde lås på cyklen. En Banani står nemlig aldrig alene eller ude om natten.”... Brian, skulle du ikke lige se at få fjernet den lås :-)

23.10.2011 kl. 21:53 hubert

Flot cykel Hr. Holm. Men hvad pokker, sker der lige med den gigant lås!?

23.10.2011 kl. 21:56 vw1972

Jeg startede med at køre på banecykel (en håndbygget Schørder, fra før Schrøder begyndte at sælge masseproducerede banerammer) i byen/kbh i 2005. Dette gjorde jeg alene ud fra et praktisk perspektiv, da jeg kørte fuldtid som grønt cykelbud.
For et cykelbud er banecyklen den ideelle cykel. Let/stiv/hurtig/aggressiv geometri, og et absolut minimum af vedligeholdelse. Så ud fra det sysnpunkt hører banecyklen ikke kun hjemme på velodromen.
Desværre har denne dille taget fuldstændigt overhånd, hvor alle i dag kører på fastnav alene pga. de har hørt det er populært.
Jeg vil fortsætte til evig tid med at køre banecykel i byen, også efter nutidens modedille forhåbentligt snart er passé.

24.10.2011 kl. 01:33 Habis

Talt som en ægte amagerdreng. Som altid er Brian ved sine meningers mod og det kunne ikke være mere sandt eller mere underholdende.

24.10.2011 kl. 18:44 Spildevand

frække lømmel!! "lager-havelåger"!! Kom til Hobro og få cyklet røven ud af bukserne Brian, af een som mangler den ene lårmuskel!
Hvis du ellers kan frigøre dig fra din "ledsagerbil"?

24.10.2011 kl. 20:59 MrStorck

Tak Brian.

25.10.2011 kl. 08:08 Hank664

Det er da en hammerflot cykel. Især mågestyret er et hit. Det er faktisk det, der er med til at give cyklen karakter. Blandingen af Simplex, Campagnolo og Shimano er jeg derimod ikke så helt hooked på. Den var ikke gået i gamle dage, hvor Simplex gear hørte sammen med Mafac bremser og Stronglight krank, mens Campagnolo helst skulle være "ren" Campagnolo. Alternativt kunne man gå efter Sugino krank med SunTour gearskifte. Det "hørte også sammen". Mit SunTour Cyclone gear var på min daværende Schrøder var faktisk exceptionelt let, ikke så frygtelig mange gram tungere end dagens SRAM Red. Shimano var kun en uanselig kopiproducent, som ingen tog seriøst sidst i 1970'erne ;-)

25.10.2011 kl. 18:44 jesper28

Trist nyhed: "Bananen" er netop afgået ved døden. RIP!

26.10.2011 kl. 09:34 Hank664

ØV :-(

Det var da trist. jeg husker ham også fra "gamle dage". Han var godt nok en kæmpe i cykellandskabet dengang, hvor der ikke var ret mange steder i DK, man kunne købe racergrej …

26.10.2011 kl. 19:31 plafitracer

Hmmm, det ku være jeg skulle få min Benotto 3000 fra 1982 sat til ære og værdighed igen.
Ellers fin cykel, Brian - der er ihvertfald kærlighed i og til den.

26.10.2011 kl. 19:31 plafitracer

Hmmm, det ku være jeg skulle få min Benotto 3000 fra 1982 sat til ære og værdighed igen.
Ellers fin cykel, Brian - der er ihvertfald kærlighed i og til den.

26.10.2011 kl. 19:33 plafitracer

Tak iøvrigt for en rigtig god historie fra den vi begge var unge ;)

27.10.2011 kl. 22:31 Lenni

Det var godt nok noget af det mest arrogante jeg længe har læst.
Jeg er absolut ikke fan af fixiecykler,men al det med tatoveringer og rastahår mv. er da til at brække sig over! Nu kan jeg godt høre at det er roadie`erne som klapper hinanden på ryggen her,jeg er mest til klipper og træer,så jeg er ikke så fin. Jeg har masser af sjældent grej,men min nye serieproducerede cykel giver mig kæmpe køreglæde. Det undrer mig ærlig talt at jeg er den første som kommer med et surt opstød her. Bevares det er da fedt med unikke cykler,men det snobberi her er virkelig usympatisk.
Hurra for alsidighed og cykelglæde hvad man så end har valgt at bruge sine surttjente på.

28.11.2011 kl. 12:15 r-tange

Det er dog utroligt snævertsynet af en mand der ellers altid har dyrker undergrunden. Banecyklers geometri egner sig fantastisk godt til bykørsel.
Jeg har svært ved at finde ud af om alt før 80 bare er det der gør det godt eller at han selv har valgt det der gør det godt. Mange der køre på bane cykler vælger selv deres dele om du så kan lide det er et nyt spørgsmål. Jeg syntes ikke den cykel han har valg at samle er lækker, det er min holdning og den ville jeg normalt holde for mig selv. Gid Brian havde gjordt det samme i stedet viser han sig som en rigtig Brian

05.01.2013 kl. 00:07 Steen Goe Ben

Det er åbenbart ikke nok at være undergrund længere - men man skal tilhøre det rigtige slæng i undergrunden, WTF altså?

Brian Holm; fed historie med baggrunds-historier om din cykel og grej-fetisch, den har vi vist alle herinde, men noget helt andet;

Lad folk se ud som de vil, ikke alle har lyst til custom-Rolex'er foræret af verdensklasse sprintere, går klædt som Mods, har "sjove" briller på, og whatever...

Jeg er enig med dig i at banecykler ikke hører hjemme på offentlig vej, har på de få år den dille har været, set en håndfuld ungersvende med smadret fjæs, tænder osv, ligge og rode rundt på vejen, samt en der ikk lige nåede at komme udenom en varevogn, det var så sidste fixie tur for hans vedkommende.

Men at disse andre for valg af cykler, udseende og attitude på vejen, det er noget uskønt, når ordene kommer fra en mand der har lagt navn (og ry?) til noget af det mest arve lort der hidtil er importeret til landet; Maxxum cykler.

Så kan du ikke fortælle os alle sammen, hvorfor dét er god stil at have sådan en svend at cykle på, eller om det udelukkende er et fint trade-off du gjorde dig mht. ussel mammon, da du (velvidende går man ud fra) lagde navn til sådan noget L.O.R.T

Steen 41 år, cyklist siden 1974, 12 cykler af forskellig art i stalden.

15.08.2013 kl. 14:36 Camparibianchi

Klasse! Fantastisk historie der understreger værdigen af grundig viden, og ikke blot mental habitus udlicitering til Google.
Tak for det.
I øvrigt: snappy comeback fra fixiefyren på Nørreport...
Alt det bedste
J-Lu

19.09.2013 kl. 23:06 larsoleruben

Det er fandme nogle grimme sandaler

26.10.2013 kl. 23:34 VelopressDK

Smuk vintage hverdagscykel med personligt præg, og tilføje nye stumper der dog matcher den klassiske ramme ganske godt.

Din kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne kommentere cykelgallerier.

Oprettet: 05-08-2011 09:22
Oprettet: 17-07-2011 23:49
Oprettet: 23-10-2011 18:48
Oprettet: 20-07-2011 16:34
Oprettet: 05-08-2011 11:19
Oprettet: 04-06-2013 18:38
Oprettet: 01-08-2011 20:52
Oprettet: 17-07-2011 23:49
Oprettet: 26-07-2011 22:40
Oprettet: 23-02-2014 11:46

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk