En fyr ved navn Ted Nordhaus skrev en tråd på Twitter som jeg egentlig synes var ret tankevækkende
Tråden kan ses i sin helhed her:
https://threadreaderapp.com/thread/973240265115713538.html
Kort fortalt, så er hans pointe at man i den tidligere doping æra gik efter O2 doping, dvs. at forbedre iltoptagelsen hos rytterne. Med indførelse af test for EPO, blodpas m.v., så er disse muligheder mindre og fokus flyttet til at minimere rytternes vægt uden at miste watt.
Han mener at Team Sky's egentlige innovation er at tage større baneryttere med en naturligt "større motor" og trimme dem ned til en vægt hvor de kan konkurrere med bjergryttere. Ved brug af "quasi-legale" metoder gøres dette på en måde hvor rytterne ikke taber watt (kortikosteroider m.v. er netop kendt for at fremme vægttab uden tab af watt)
Det er en interessant teori. Omvendt er der nogle huller.
Ross Tucker tager teorien under behandling og viser hvor potent et vægttab vil være under den (væsentlige) forudsætning at watt ikke ændres.
https://www.youtube.com/watch?v=lUA7Y7Hs3kU
Men omvendt peger han også på at Froome er en anomali som vel næppe Team Sky selv havde set som noget stort lys. Og hvor meget (og med hvilke metoder) kan man få folk til at tabe sig uden at miste watt? Det siger Nordhaus ikke så meget om.
Men jeg synes alligevel teorien er lidt tankevækkende. Er det ude i hampen synes i?