Tillader mig lige at præcisere ABC-træningen, da der bliver refereret både til motion og licens. Du kan se tidspunkterne på vores hjemmeside.
Motionstræningen, som starter til april, foregår onsdage og søndage med mødested ved Mosehuset i starten af Hillerødmotorvejen. En tur indeholder 1-2 intervaller, og der køres typisk rulleskift, også selv om det 'bare' er motion. Foruden at komme i bedre form, er det et mål at forbedre deltagernes teknik og sikkerhed på cyklen. Motionstræningen imiterer licenstræningen, men tempoet og distancen er en tand lavere.
Licenstræningen, som køres året rundt, foregår tirsdag og torsdag samt lørdag-søndag i løbsfrie weekender med mødested ved Kolle Kolle. Der opsamles, hvor Mørkhøjvej krydser Hillerødmotorvejen 20 minutter forinden. Licenstræningen er altid intervalbaseret, og der køres ofte på de samme ruter og rundstrækninger, da det primære formål ikke er naturoplevelsen, men at køre nogle bestemte intervaller med passende længde og intensitet. Man kan dog sagtens deltage, selv om man ikke er licensrytter (jeg er selv motionist), og mellem intervallerne køres i et tempo, hvor alle kan følge med. Det gode ved at være en stor klub er, at man altid kan finde nogen at køre sammen med, som ligger på nogenlunde samme niveau som en selv. Vi kan ofte være 40-50 fremmødte til en sommertræning, og det er alt fra motion til team-ryttere og fra ungdom til 70+.
Vi har gennem tiden haft flere, som har startet til motionstræning og senere hoppet over i licenstræningen. Men der er også dem, som bliver ved med at køre med motionsholdet og er glade for det. Ved at de følger nogenlunde samme struktur søger vi at mindske overgangen, hvis man hellere vil køre med til licenstræningen og måske prøve kræfter med cykelløb.
Et godt råd, hvis du overvejer at begynde til klubtræning, er at være stædig. Lad være med at lade dig slå ud, hvis du bliver sat - det bliver alle før eller siden - og der bliver altid samlet op. Husk at du kommer til køre sammen med nogen, som har cyklet i rigtig mange år og er blandt de stærkeste i deres respektive klasser. Se det hellere som en mulighed for at kunne lære en masse. Folk deler gerne ud af deres erfaringer og viden, uden de samtidig skal forsøge at sælge dig noget.
I øvrigt dejligt at høre Gregers' indtryk af klubben.