Optakt: Vuelta a San Juan

Løbet rolle og historie

2017 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.

Denne udvikling har ansporet skabelsen af en ny åbningsweekend, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien, og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge af januar.

Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerne nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

På papiret er Tour Down Under naturligvis den store begivenhed, idet det lynhurtigt har etableret sig selv som åbningsløbet på WorldTouren. Som et 2.1-løb har Tour de San Luis ikke kunnet tilbyde de prestigiøse point til det overordnede regnskab, men når det handler om at tiltrække et stjernebesat felt, har de været i stand til at gøre argentinerne rangen stridig. Således har man siden 2007, hvor løbet for alvor begyndte at vokse, været i stand til at præsentere navne som Gilberto Simoni, Riccardo Ricco, Frank Schleck, Ivan Basso, Vincenzo Nibali, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Alberto Contador, Levi Leipheimer, Elia Viviani, Rafal Majka, Michele Scarponi, Daniel Moreno, Nairo Quintana og Peter Sagan.

Netop som Tour de San Luis så ud til at have etableret sig som en stor begivenhed med fremtidigt WorldTour-potentiale, er løbet imidlertid til stor overraskelse blevet aflyst i 2017. Økonomiske problemer tvang i efteråret arrangørerne til at gøre en ende på en årrække med uafbrudt vækst, og pludselig så det ud til, at der i år ville mangle et alternativ for de ryttere, der vil undgå den hektiske medieopmærksomhed ved Tour Down Under.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Løsningen var imidlertid ikke langt borte. Naboregionen San Juan har siden 1982 arrangeret et ældre løb, Vuelta a San Juan. Det har imidlertid ikke fået nær samme opmærksomhed som dets storebror, og det har aldrig præsenteret en lignede stjerneparade på startlisten. Faktisk har det kun af og til været et UCI-løb, senest i 2009. Ikke desto mindre var der allerede forud for aflysningen af Tour de San Luis planer om at styrke løbet, og det havde således allerede opnået 2.1-status, da den beklagelige meddelelse kom fra kollegerne. Dermed kan Argentina igen i år præsentere et alternativ til Tour Down Under, men i stedet for at kunne bygge på en synergieffekt med Tour de San Luis er løbet i San Juan nu ene om skulle tiltrække stjernerne. Samtidig holder løbet fast i de oprindelige datoer og afvikles således ugen efter Tour Down Under og ikke som en sideløbende begivenhed med WorldTour-åbningen.

Ikke desto mindre befinder løbet sig i en kamp med Tour Down Under om at tiltrække det stærkeste felt, og de har i høj grad de samme styrkepositioner som deres naboer. Mens det australske løb traditionelt har været for sprintere og puncheurs, har Tour de San Luis været et traditionelt etapeløb for de virkelige specialister. Således har løbet ofte haft en tidskørsel - enten en enkeltstart eller en holdtidskørsel - og helt op til tre bjergetaper i tillæg til et pr muligheder for sprinterne. Løbet i San Juan er med sine fem sprinteretaper betydeligt mindre bjergrigt, men da løbet både tilbyder en enkeltstart og en reel bjergetape, er det stadig et langt bedre alternativ for grand tour-ryttere. Det afspejles i startlisten, der tæller navne som Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Kanstantsin Siutsou, Franco Pellizotti, Darwin Atapuma, Rui Costa, Damiano Cunego og Julian Arredondo.

Da der er værdifulde WorldTour-point på spil i Australien, foretrækker mange sprintere og klassikerryttere at tage til Australien, men i de senere år synes flere og flere hurtige afslutter at have præference for Sydamerika. Med dets lavere status er løbet mindre prestigiøst og tiltrækker således betydeligt mindre presse. I den forstand er det en mindre stressende og mere afslappende start efter en lang pause. Vejrbetingelser er nøjagtigt lige så gunstige som i Australien, og løbet giver endda også mulighed for formopbygning på længere stigninger. Ganske vist vil Mark Cavendish og Peter Sagan i år ikke være til start, men med navne som Fernando Gaviria, Elia Viviani, Andrea Guardini, Tom Boonen, Nicola Ruffoni og Nicolas Marini er det masser af hurtige herrer på startlisten.

Trods det stjernebesatte felt afvikles løbet tidligt på sæsonen. Ingen kan forvente, at verdens bedste ryttere er i topform i midten af januar, og det vil afspejles i resultaterne. Med 2010 og 2016 som undtagelser har Tour de San Luis altid haft mindre kendte argentinske ryttere på podiet, og løbet har sjældent været rammen om en stor dyst mellem verdens bedste. For stjernerne er det hovedsageligt et forberedelsesløb, men for de hjemlige ryttere er det sæsonens højdepunkt, og således kan vi også i San Juan vente at se kontinentalryttere langt fremme, mens nogle af de største navne vil tabe minutter på den store bjergetape.

Sidste år tiltrak løbet slet ikke samme opmærksomhed, og faktisk var det end ikke på UCI-kalenderen. Derfor blev det som vanligt domineret af lokale ryttere. Således hjemførte Laureano Rosas sejren for tredje år i træk

Ruten

Som sagt har Tour de San Luis altid haft status som en slags mini grand tour med dets mange bjergetaper, en enkeltstart eller en holdtidskørsel og mindst tre muligheder for sprinterne. Faktisk har det ofte været på kanten af det hensigtsmæssige at have et så hårdt løb så tidligt på sæsonen, og de mange lange stigninger kan have afholdt mange fra at give sig i kast med den argentinske begivenhed.

Terrænet i San Juan er betydeligt fladere end i naboregionen, og derfor vil Vuelta a San Juan uvilkårligt være nemmere end dets storebror. Det afspejler sig i ruten for den første udgave som 2.1-løb. Med en enkeltstart og en bjergetape på menuen vil klassementet fortsat blive domineret af de virkelige etapeløbryttere, men da de resterende fem etaper er relativt flade, kan løbet let udvikle sig til lidt af en sprinterfestival.

Løbet indledes således med to flade etaper, inden den første udskilning i klassementet vil finde sted på onsdagens 11,9 km enkeltstart på de flade veje i San Juan. Sprinterne får endnu en mulighed på torsdag, inden løbet afgøres på den store bjergetape fredag. Weekenden byder igen på to flade etaper, og dermed vil det være de hurtige afsluttere, der får det sidste ord inden den afsluttende podieceremoni på søndag.

1. etape

Tour de San Luis indledtes altid med en sprinteretape, og det forholder sig ikke anderledes i Vuelta a San Juan. Således er det vanskeligt at forestille sig en fladere åbningsetape end det, der venter rytterne på mandag. Således har 1. etape karakter af en lille sightseeing-tur i det flade terræn syd for byen San Juan, og det kan næsten ikke undgås, at det hele ender i en massespurt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen er med sine 142,5 km en kort sag, der afvikles sidst på eftermiddagen/først på aftenen for at undgå den værste varme. Starten foregår i centrum af San Juan og herfra bevæger rytterne sig sydpå ad flade veje, inden de vender rundt og begiver sig tilbage mod målet i San Juan. Etapen byder end ikke på én kategoriseret stigning, og højdepunkterne er de indlagte spurter efter henholdsvis 52,9 km og 121,5 km. De sidste tre kilometrer er helt flade, og det sidste sving kommer med 1600 m til mål. Herfra er det en let bugtende vej, der leder til målet.

Feltet er fyldt med sprintere, og de vil være ivrige efter at vise sig straks fra start. Vinden har imidlertid ofte spillet et puds på de flade argentinske sletter, og det kan gøre etapen mere dramatisk end ventet. Det er således ikke sikkert, at et fuldt felt når målet samlet, men en eller anden form for spurtafgørelse bør afslutte etapen.

2. etape

De sprintere, der forlod 1. etape med et skuffende resultat, får med det samme mulighed for at tage revanche. 2. etape er ganske vist en anelse mere kuperet, men med en flad afslutning burde også andendagen være en dag for de hurtige afsluttere.

Etapen er med sine 128,5 km endnu kortere end åbningen, og igen er der både start og mål i byen San Juan. Hvor rytterne på åbningsdagen testede terrænet mod syd, skal de denne gang udfordres af en rundstrækning vest for regionens hovedby. Etapen består således af to omgange på en 61,4 km lang rundstrækning samt et kort, fladt stykke, der i begyndelsen og slutningen leder fra og til start- og målområdet. Rundstrækningen er stort set flad, men inkluderer en lille kategori 3-stigning, der stiger med 7,5% over 1600 m. Toppen kommer imidlertid med 31,3 km til mål, og herefter er det stort set fladt. Det sidste sving kommer efter en lille nedkørsel med 2500 m til mål, og herfra er det en lang, lige, flad vej, der leder til mål. De indlagte spurter kommer efter henholdsvis 36,1 og 97,5 km.

Etapen er ganske vist en anelse mere kuperet, men det burde ikke forhindre, at vi får endnu en massespurt. Som på 1. etape skal klassementsrytterne og sprinterne imidlertid være opmærksomme på den mulige sidevind, inden de hurtige afslutter dyster om sejren i San Juan.

3. etape

Efter to dages overlevelse skal klassementsrytterne endelig i aktion på tredjedagen, hvor den første store styrkeprøve venter i form af en relativt kort enkeltstart i San Juans gader. Etapen er således blot 11,9 km lang, og da den samtidig er helt flad, bliver det en lynhurtig affære. Der er heller ingen tekniske udfordringer, idet rytterne kører nordøst på ad en let snoet vej uden et eneste regulært sving, inden de midtvejs på etapen foretager en U-vending. Herefter går det tilbage til mål ad den samme vej.

Etapen er én af to, der ventes at afgøre det samlede klassement, og da bjergetapen ikke er voldsomt svær, er det en nøgledag for de ryttere, der håber at vinde samlet. Med sit flade terræn og mangel på tekniske udfordringer er det imidlertid ikke en dag for de lette klatrere, der vil tabe værdifuld tid. Med de kæmper for at begrænse tidstabet ventes de store specialister og powerfulde maskiner at slås om etapesejren.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

4. etape

Sprinterne trådte i baggrunden onsdag, men ventes at være tilbage i rampelyset torsdag, hvor endnu en helt flad etape venter. Efter tre dage i San Juan er rytterne taget til San Martin, der huser både start og mål på 4. etape, der med sine 160,5 km er længere end de fleste øvrige i det argentinske etapeløb.

Fra starten i San Martin bevæger rytterne sig ud på den 38,4 km lange rundstrækning, der er rammen om hovedparten af etapen. De tilbagelægger stort set en hel omgang, men inden de når helt rundt, foretager de en lille afstikker til Campo Afuera, hvor de på en lille bakke dyster om pointene i den første indlagte spurt efter 54,2 km. Herefter vender de rundt og returnerer til rundstrækningen, hvor de færdiggør første omgang. Herefter afsluttes etapen med to fulde omgange. Den anden indlagte spurt kommer kort efter første målpassage ved 85,5 km-mærket, og etapen afsluttes for enden af en flad vej, der er mere end 3 km lang. Hele etapen er stort set flad.

Igen er der ingen nævneværdige terrænmæssige udfordringer, og således ventes også fjerdedagen at blive en dag for de hurtige afsluttere. Igen er vinden eneste udfordring, men hvis ikke den volder problemer, er det en perfekt etape for de rene sprintere, der vil elske den ukomplicerede finale.

5. etape

Efter fire dage i fladt terræn er det endelig til at finde klatrebenene frem på løbets store bjergetape, der fører rytterne over 162,4 km fra Chimbas til toppen af Alto Colorado hele 2565 m over havets overlade. Etapen indledes med en flad rundstrækning i startbyen, der er en nordlig forstad til San Juan, og herfra begiver rytterne sig mod bjergene nord for hovedbyen. Terrænet blive med det samme mere udfordrende, idet rytterne først testes på kategori 3-stigningen Alto de Villucum, hvis top nås efter 56 km. Herfra fortsætter de nordpå i gennem fladt terræn, mens de undervejs dyster om pointene i den første indlagte spurt efter 80,6 km. Den markerer starten på en meget lang stigning, der officielt inddeles i to, og der vil således være kategori 2-bjergspurter efter henholdsvis 100,0 og 114,7 km. Herefter giver et kort fladt stykke mulighed for at komme sig, inden dagens sidste spurt kommer efter 128,7 km. Det markerer starten på de sidste 30 km, der stort set alle går op ad. Det hele kulminerer på toppen af Alto Colorado, der officielt er en 15 km lang kategori 1-stigning med en gennemsnitning stigningsprocent på 4,4%. Stigningen er ikke særlig regulær og består af stejlere passager efterfulgt af næsten helt flade stykker. Stigningsprocenten når aldrig mere end 6,4%, og den sidste kilometer er næsten helt flad.

Etapen byder på mange højdemeter, men det er værd at bemærke sig, at den afsluttende stigning er relativt nem. Den er således helt anderledes end de bjerge, der kendes fa Tour de San Luis, og dermed bliver etapen heller ikke nær så selektiv. Ofte afgøres en sådan etape i en spurt i en mindre gruppe, men på dette tidspunkt af sæsonen vil forskellene nok være mere markante. Samtidig vil højden gøre en forskel, og det bør således være en fremragende klatrer, der afgør etapen til sin fordel.

6. etape

Sprinterne skulle blot overleve én dag i højderne, inden de ventes at være tilbage i rampelyset. 6. etape er med sine 185,7 km klart den længste, men da den er stort set flad, bør den ikke byde på de store udfordringer. Denne gang er der start og mål i Pocito, og herfra bevæger rytterne sig ad flade veje mod øst. Her passerer de den første indlagte spurt efter 51,9 km, inden de udfordres af kategori 3-stigningen Cueste de las Vacas, der har top bare 19,6 km senere. Nedkørslen fører til Vallecito, hvor der vendes rundt, og derfor skal rytterne igen op over kategori 3-stigningen, denne gang fra den anden stigningen. Toppen nps efter 80,8 km, og herefter er etapen flad. Efter at have dystet om point i den sidste spurt efter 111,7 km, kører rytterne ad en lidt anderledes rute tilbage til start- og målområdet. Etapen afsluttes med en omgang på en flad, rektangulær rundstrækning, der er 17,6 km lang. Igen er der ingen sving i de sidste 3 km, der er helt flade.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det ligner næsten en gentagelse, men igen synes det at være en helt oplagt sprinteretape. Stigningerne er lette og kommer langt fra mål, så kun vinden på de åbne sletter kan skabe kaos. Sprinterne må imidlertid være motiverede af endnu en finale, der er helt oplagt til et brag en massespurt, og det er således igen det ventede udkomme.

7. etape

Som mange andre etapeløb afsluttes Vuelta a San Juan med et kort gadeløb i hovedbyen. På sidstedagen skal rytterne således tilbagelægge 138,2 km i San Juan. Først begiver de sig fra startområdet ud til rundstrækningen, der er helt flad, har form som en oval og er uden reelle sving. Efter at have tilbagelagt det meste af en omgang nås målstregen efter 11 km, og herefter afsluttes etapen med 8 omgange på den 15,9 km lange rundstrækning. Der er indlagte spurter ved målpassagen efter 2. og 5. omgang.

Etapen minder om afslutningsetapen i mange andre etapeløb, og udkommet vil formentlig også være det samme. Således kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere tingene og sikre, at det hele afgøres i en massespurt. Da etapen foregår i byen, vil vinden end ikke komme i spil, og derfor skal løbets førende rytter blot holde sig oprejst for at sikre sig den samlede sejr, mens sprinterne dyster om etapegevinsten i en finale, der er skabt til de helt rene sprintere.

Favoritterne

Hvor Tour de San Luis udpræget var et løb for klatrerne, forholder det sig anderledes med Vuelta a San Juan. Ganske vist er der en stor bjergetape på programmet, men Alto Colorado er slet ikke sammenlignelig med de stigninger, vi kender fra naboregionen. Her nåede stigningsprocenterne af og til over de 20, mens udfordringen i San Juan er en lang, moderat stigning, der kun stiger med 4,4% i gennemsnit.

Det betyder imidlertid ikke, at 5. etape ikke bliver udfordrende, og der er ingen tvivl om, at fredag er den helt afgørende dag. Hvis samme etape kom midt i den europæiske højsæson, ville stigningen næppe skabe den store udskilning, og en gruppe på 10-15 ryttere ville med stor sandsynlighed skulle spurte om sejren. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor stjernerne er langt fra topformen, og da niveauet i feltet samtidig er meget spredt, kan der forventes ganske store forskelle. Samtidig er det værd at bemærke, at etapen afsluttes i højderne, og det vil utvivlsomt spille en stor rolle samt gøre etapen langt mere selektiv.

Mellem de bedste klatrere bliver forskellene imidlertid ikke overvældende, specielt ikke hvis der er modvind, og det betyder, at enkeltstarten vil være langt mere afgørende, end den traditionelt har været det i San Luis. 3. etapes flade udfordring er ganske vist kort og vil således ikke skabe store tidsforskelle, men i noget, der kan vise sig at blive en knivskarp afgørelse mellem de bedste klatrere, vil de 11,9 km i kampen mod uret have kolossal betydning. Hvis man dertil lægger, at netop enkeltstarten ofte favoriserer de store hold og etablerede navne voldsomt sammenlignet med kontinentalryttere, der ofte har det svært i den meget specialiserede disciplin, bliver den endnu mere afgørende. Således vil nogle af de lokale sagtens kunne gøre sig gældende helt fremme på bjergetapen, men med enkeltstartens store betydning bliver det vanskeligt.

Overordnet skal man besidde tre egenskaber for at kunne gøre sig gældende. Først og fremmest skal man kunne blande sig med de allerbedste på bjergetapen. Dernæst er det afgørende at være powerfuld på enkeltstarten, hvis betydning bliver kolossal. Afslutningsvis kan sidevinden meget vel spille en rolle, og derfor er det afgørende at have et stærkt hold til at beskytte sig på de vindblæste stepper i Argentina.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Løb i januar måned er altid ekstremt vanskelige at forudsige. For samtlige ryttere er der tale om sæsondebut, og derfor har vi ingen forudgående indikationer af form. Tingene kompliceres af, at de bedste ryttere samtidig er langt fra deres højeste niveau, og man kan derfor ingenlunde bruge de sædvanlige referencer til at vurdere det indbyrdes styrkeforhold. I stedet er man nødt til at benytte sig af de kommentarer, som rytterne har givet forud for løbet, samt deres historik i løb tidligt på sæsonen. Situationen kompliceres samtidig af, at det er sæsonhøjdepunktet for mange af de lokale ryttere, der derfor altid kan levere en stor overraskelse.

Tour de San Luis har før været vundet af lokale ryttere, men det bliver vanskelige i San Juan. Enkeltstarten spiller sandsynligvis for stor en rolle, og det tipper balancen mod de etablerede stjerner, der er langt mere vant til at gøre sig i kampen mod uret. Således venter vi også, at løbet domineres af de store WorldTour-ryttere.

Af disse fremstår Bauke Mollema som vores bedste bud på en samlet vinder. Således har hollænderen tradition for at starte i god form, og selvom han aldrig har kørt så tidligt på sæsonen, forventer vi ikke, at det forholder sig anderledes i 2017. Sidste år blev han eksempelvis nummer 3 i Vuelta a Andalucia, og han har tidligere gjort det godt i Challenge Mallorca.

Rute passer Mollema storartet. Den lange, gradvise stigning på kongeetapen er fornuftig til hans ikke specielt eksplosive klatrestil, og han bør kunne hænge på de bedste. Samtidig er han ganske hurtig i en spurt, og det kan vise sig vigtigt i kampen om bonussekunder på en stigning, der ikke er meget er svær. Den vigtigste etape kan imidlertid vise sig at være enkeltstarten. Her har Mollema gjort store fremskridt. Uheldigvis har han aldrig brilleret på en kort, flad rute som denne, men sejren på enkeltstarten i Tour of Alberta sidste år er en indikation på fremgang i en udfordring som denne. Under alle omstændigheder bør han kunne sætte de rene klatrere til vægs her. Hvis man dertil lægger, at han er stærk i sidevinden, er Mollema vores bud på en samlet vinder.

Den lokale helt er Eduardo Sepulveda, der her er til start for det argentinske landshold. Sidste år var Fortuneo-kaptajnen flyvende i Tour de San Luis, hvor han tog en stor solosejr på en bjergetape, og han har altid været god i sit hjemlands største etapeløb. Vuelta a San Juan passer ham endda endnu bedre, idet stigningerne er lettere og enkeltstarten vigtigere. Tidligere var han faktisk kendt som lidt af en enkeltstartsspecialist, og selvom han ikke helt har vist sine bedste takter i de senere år, er han muligvis den bedste af klassementsrytterne i kampen mod uret. Hvis han kan sætte rivalerne til vægs på 5. etape og klatrer lige så godt som sidste år, bliver han vanskelig at slå.

Rui Costa har et fantastisk højt bundniveau, og det betyder, at portugiseren altid starter sæsonen meget stærkt. Det gør ham til en naturlig kandidat til den samlede sejr, og selvom han har nedspillet forventningerne, vil han være at finde helt fremme. Det store spørgsmål er, om Alto Colorado er for lang en stigning for en rytter, der ikke er kendt som en ren klatrer. Omvendt er stigningen ikke stejl, og det taler til fordel for Costa, der nøjagtig som Mollema kan drage fordel af sin gode spurt i kampen om bonussekunder på toppen. Portugiserens største udfordring er enkeltstarten, hvor han ikke er specialist. Det kan gøre det vanskeligt at matche Mollema og Sepulveda, men hvis han som vanligt er i god form straks fra start, kan konditionen tippe den vanlige balance.

Løbets store navn er naturligvis Vincenzo Nibali, men vi er ikke overbeviste om, at han har formen til at vinde samlet. Ganske vist har han tidligere vundet Tour de San Luis, men i de senere år har han ikke været på toppen i januar. Omvendt betød styrtet ved OL, at han stort set ikke kørte i efteråret, og da han faktisk endte sæsonen i fin form, er der en chance for, at han er bedre end vanligt. Under alle omstændigheder har han en bedre chance på den lettere rute. Specielt er enkeltstarten til hans fordel. I de senere år har han forbedret sig voldsomt på korte, flade enkeltstarter, og umiddelbart er han blandt klassementsfavoritterne den bedste. Hvis han kan hænge på i bjergene, vil han således være i stand til at vinde.

Blandt klatrerne ser vi frem til at se, hvad den yderst talentfulde Egan Bernal kan præstere. Colombianeren er kun lige fyldt 20, men allerede nu har han vist, at han kan match de allerbedste på stigningerne. I 2016 viste han sig således på imponerende vis frem i store italienske løb, og på papiret er han en af de bedste klatrere i San Juan. Samtidig kan han som mange andre colombianere ventes at være i storform allerede nu. Det store problem er enkeltstarten, men hvis han er flyvende fra sæsonstart, kan han udligne tabet på bjergetapen.

Vi er meget spændte på at se, hvordan Julian Arredondo er kørende. Colombianeren havde udsigt til en stor karriere på WorldTouren, men efter gennembruddet i 2014 fik han de følgende sæsonen ødelagt af en hofteskade. Rygtet siger imidlertid, at problemet nu er løst, og hvis det er sandt, kan han måske vende tilbage til tiders tidligere styrke for sit nye hold Nippo-Vini Fantini. I 2014 vandt han to etaper i San Luis, så han har før været flyvende fra sæsonstart. Den lange, ikke særligt stejle stigning er imidlertid ikke ideel, og nøjagtigt som Bernal får han problemer på enkeltstarten. Hvis han er tilbage ved fordums styrke, kan han imidlertid gøre en afgørende forskel i bjergene.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Veteranen Oscar Sevilla har sjældent chancen for at dyste mod WorldTour-ryttere, og derfor må han være yderst opsat på at brillere i dette løb. Spanieren har senest med andenpladsen i Vuelta a Colombia vist, at han stadig er en fremragende klatrer. Som for alle andre er formen et åbent spørgsmål, men han kan ventes at være længere fremme i forberedelserne end de europæiske rivaler. Samtidig kører han en fornuftig enkeltstart, og det gør ham til en oplagt kandidat til den samlede sejr.

Blandt de lokale ryttere er man nødt til at pege på den tredobbelte vinder Laureano Rosas. Argentineren er et ubeskrevet blad på så højt et niveau, men har med andenpladsen i Vuelta Uruguay vist, at han også kan præstere uden for hjemlandet. Samtidig er han dobbelt national mester i enkeltstart, og det vidner om, at han har visse evner i kampen mod uret. Om han klatrer godt til at matche de bedste her, og om han har poweren til at slå de bedste på enkeltstarten er et åbent spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at han modsat de fleste er i absolut topform.

Bernal er ikke Andronis eneste kort. Også Rodolfo Torres har muligheder for at vinde samlet. Efter gennembruddet i 2015 havde han det svært i 2016, men mod slutningen af sæsonen var han bedre end nogensinde før, og han var således en af de allerbedste i Il Lombardia. Hvis han allerede nu er i form og kan genfinde de takter, bliver han meget svær at slå på bjergetapen, men nøjagtig som Bernal får han det svært på enkeltstarten. Sidevinden er samtidig en stor udfordring for den colombianske klatrer.

Darwin Atapuma er klar til sin debut for UAE Abu Dhabi. På papiret er han en af de bedste klatrere, men historien viser, at han ofte skal bruge et par løb for at komme i gang. Dertil skal lægges, at også han vil miste meget tid på enkeltstarten, og derfor tvivler vi på, at han er med i kampen om sejren. Da han er en af feltets stærkeste ryttere, er han imidlertid en af de få, der rent faktisk kan vinde, hvis han er i form.

Unitedhealthcare stiller til start med Daniel Jaramillo. Colombianeren er yderst svingende, men han har på den amerikanske scene givet prøver på sit store potentiale. Sidste år var han imidlertid langt fra topformen i San Luis, og det er således usikkert, hvor han står formmæssigt. Hans mangel på stabilitet gør ham samtidig til et stort spørgsmål, men på papiret kan han gøre det godt. Som for de øvrige klatrere får han det imidlertid svært på enkeltstarten.

Etixx-QuickStep stiller til start uden en decideret klassementsrytter, men det kan ikke udelukkes, at Pieter Serry kan gøre det godt. Belgieren er ganske vist ikke ren klatrer, og i de senere år har han primært været hjælper. Han er imidlertid kørt i top 10 i Lombardiet, og det vidner om, at han klatrer godt, når han er i form. Samtidig kører han en ganske habil enkeltstart, og det er en stor fordel i dette løb. Det store spørgsmål er formen samt om stigningen er en anelse for lang.

Afslutningsvis vil vi pege på Enzo Moyano. Argentineren har tidligere kørt for Caja Rural, hvor han viste lovende takter, men det blev aldrig til en lang karriere i Europa. Han er imidlertid stadig blandt de bedste i Sydamerika og er to gange kørt i top 5 i Tour de San Luis. Uheldigvis synes ha ikke at være helt så skarp længere, og han får det sværere i San Juan, hvor enkeltstarten spiller en større rolle.

***** Bauke Mollema

**** Eduardo Sepulveda, Rui Costa

*** Vincenzo Nibali, Egan Bernal, Julian Arredondo, Oscar Sevilla, Laureano Rosas

** Rodolfo Torres, Darwin Atapuma, Daniel Jaramillo, Enzo Moyano

* Juan Pablo Dotti, Sergio Pardilla, Gavin Mannion, Edoardo Zardini, Rafael Reis, Yondor Godoy, Kanstantsin Siutsou, Eder Frayre