Optakt: 5. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I et løb, der domineres af afslutninger på stigninger, går der naturligvis ikke mange dage mellem de svære etaper. Det er heller ikke tilfældet i år, hvor man to dage efter det første slag i de høje bjerge, kan se frem til løbets første mål på toppen af en stigning, og igen kan der være lagt op til et stort klassementsslag. Løbsbogen giver forskellige informationer, men noget tyder på, at der i Acossebre venter en regulær mur, der vil kunne skabe forskelle mellem de bedste.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 175,5 km mellem den kendte kystby Binicassim og Alcossebre, der også ligger ved vandet lidt længere mod nord. Første del af etapen består af en omgang på en 32,7 km lang rundstrækning i det kuperede område sydvest for startbyen. Fra starten bevæger man sig langs den flade kystvej mod syd, inden man igennem fladt terræn kører ind i landet til Castellon, hvorfra man kører tilbage mod nord. Efter 16 km rammer man kategori 2-stigningen Alto del Desierto de las Palmas (7,8 km, 4,8%), der har top efter 23,8 km, hvorefter man kører mod sydøst ned til Benicassim.

Herfra får det mod nord via den flade kystvej, inden man drejer væk fra vandet for at køre mod vest op af kategori 3-stigningen Alto de Cabanes (7,3 km, 4,4%), der har top efter 55,3 km. Herefter bliver man på et plateau, mens man fortsætter mod vest og nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Coll de la Bandereta (4,6 km, 7,6%), der har top efter 87,6 km. Nedkørslen leder mod sydøst, indtil man igen kører mod nordøst og nord gennem fladt terræn og op ad kategori 2-stigningen Alto de la Serratella (13,2 km, 3,7%). Herefter venter en nedkørsel, inden det falder let, når man sætter kursen mod sydøst for at køre tilbage til vandet. Undervejs venter dagens spurt med 15,7 km igen, inden man kører mod syd og øst helt ned til vandet. Her slår man en sløjfe ind gennem bycentrum, inden man kører ind i bakkerne mod nordvest for at slutte på toppen af kategori 3-stigningen Ermita Sta. Lucia. Den stiger med 9,7% over 3,4 km, men er meget irregulær. Det stejleste stykke stiger med hele 20% og kommer 1,4 km fra stregen. Efter den røde flamme venter et hårnålesving og dernæst adskillige bløde kurver på en meget snoet vej. Den sidste kilometer stiger med 8% i gennemsnit, og det sidste sving kommer med 250 m igen.

PRØV DET NYE TOP 10 SPIL PÅ FANPICKS.DK
 

Etapen byder på i alt 2733 højdemeter.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Alcossebre har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Dagens etape var præget af brutal varme, men feltet kan glæde sig over, at det bliver lidt mere udholdeligt i morgen. Ganske vist er der skyfri himmel hele dagen, men temperaturen ved kysten burde holde sig på 28 grader. Der vil være en let vind fra sydøst, hvilket efter den indledende rundstrækning primært giver sidemedvind. Efter nedkørslen fra næstsidste stigning vil der være sidemodvind og modvind. Til slut drejer man ind i sidemedvind frem til bunden af stigningen, hvor der også vil være sidemedvind.

Analyse af 4. etape

Er der nogen, der kan stoppe Quick-Step? Fernando Gaviria dominerede totalt i Giro d’Italia, hvor han med fire sejre blev den mest succesrige grand tour-debutant siden Bernard Hinault i 1978, og Bob Jungels stjal også en sejr i det italienske løb med en flot spurt i en lille favoritgruppe. I juli beviste Marcel Kittel igen, at han er verdens i særklasse hurtigste med hele fem sejre, og dermed havde det belgiske mandskab med hele 10 etapesejre inden årets Vuelta allerede overgået deres hidtil bedste grand tour-sæson i en ellers ganske lang historie. Og man havde endda ryttere i top 10 i begge de to løb samt hjemtog hele to trøjer i Italien.

Forventningerne forud for Vueltaen var måske knap så store, men med en tilbagevendt Julian Alaphilippe, en Matteo Trentin, der har kørt som en motorcykel siden løbet i London, og en David de la Cruz, der klatrede bedre end nogensinde tidligere i Burgos, var fundamentet for et godt løb lagt. De havde dog alligevel næppe regnet med, at de efter blot fire dage ville kunne se tilbage to etapesejre, tre andenpladser og en dag i førertrøjen samt sidde på både den grønne trøje og den samlede andenplads med en overraskende stærk de la Cruz.

Som vi allerede påpegede for to dage siden, må man til stadighed forbløffes over holdets evne til at vinde utallige sejre, selv når man på papiret er svækket. Det er ikke gå gange, at vi har tænkt, at holdets sejrsrate må aftage, men gang på gang fortsætter de med at levere. I dag var det så Trentin, der fortsatte den helt fantastiske form, han har vist, siden et dumt styrt og tidsgrænsen kostede ham deltagelse i Touren. Med en overlegen spurtsejr blev han dermed den. 100. rytter, der har vundet etapesejre i alle tre grand tours - ikke dårligt af en mand, der egentlig bruger mest tid på at agere hjælperytter.

Trentin skal som bekendt til Orica-Scott næste år, hvor han er blevet lokket af udsigten af chancen for at være klassikerkaptajn. Det siger imidlertid meget om den fantastiske holdånd, der hersker på Quick-Step, at det ingen indflydelse har haft på hans position på holdet. Tværtimod har man trods hans fremtidsplaner givet ham sit livs første chance for at være førstesprinter i en grand tour - også selvom han tager alle resultater og point med videre til de australske rivaler. Det er den form for tillid, der skaber en helt speciel atmosfære på et mandskab, der får alle til at blomstre, og som betyder, at man vinder løb med snart sagt enhver af holdets ryttere.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Trentin har i mange år været en stærkt undervurderet rytter. Nuvel, han har vundet etaper i både Giroen og Touren, men i klassikerne har han været hæmmet af sin status på holdet. I år nåede han imidlertid et helt nyt niveau på brostenene, og hans potentiale er utvivlsomt kolossalt. Derfor er det ikke overraskende, at han har søgt nye græsgange og jagtet en regulær kaptajnrolle. Hvis man ser på, hvad han har leveret siden det chokerende topresultat på Tourens første enkeltstart og det niveau, han specielt har haft efter Touren, kunne det se ud til, at Orica-Scott har gjort et decideret kup.

Det er imidlertid ikke kun Trentin, der skal takkes for sejren. Holdet viste igen, at de har et meget stærkt lead-out, det bedste i løbet hidtil. Julian Alaphilippe lancerede toget kort før den røde flamme, og selvom man kortvarigt tante kontrollen, og Trentin endda mistede Lampaerts hjul, betød det, at fundamentet for succes var lagt. Lampaert viste igen klassen ved at tage fronten i de sidste sving, hvor Trentins fremragende teknik tillod ham at genvinde tredje position bag sin holdkammerat og Tomasz Marczynski. Med perfekt årvågenhed greb han derefter Juan Jose Lobatos hjul, og selvom spanieren er kendt som en af verdens bedste i et stigende opløb, var Trentin ganske suveræn.

Lobato måtte nøjes med andenpladsen, men det kan han formentlig leve med. Det har til tider været næsten tragisk at se, hvordan en så talentfuld rytter i kraft af både ustabilitet og specielt en helt katastrofal positioneringsevne har fået så lidt ud af evnerne. Mange vil huske, hvordan han i Ruta del Sol for et par år siden fik John Degenkolb til at ligne en juniorsprinter i de stigende opløb, hvordan han slog sin holdkammerat Alejandro Valverde på muren til Hatta Dam i Dubai Tour, og hvordan han vandt den klassiske spurt i Stirling i Tour Down Under. Siden har der været meget stille om ham, men efter den chokerende flotte præstation på kongeetapen i Vallonien og den efterfølgende etapesejr i Tour de l’Ain, tyder meget på, at han er tilbage. Nu skal han bare have lært at positionere sig, og i det lys var det yderst lovende, at han kunne præstere så flot i en finale, hvor positionering netop var nøgleordet.

Det er også den evne, der gjorde det muligt for Tom Van Asbroeck at spurte sig på podiet. Nogle kan helt sikkert huske hans tid på Topsport Vlaanderen, hvor han snart sagt kom i top 10 i alle de massespurter, han kørte. Han har aldrig været den hurtigste, men evnen til at holde sig fremme er imponerende. Tiden hos LottoNL-Jumbo var overraskende svær for ham, og efter en mildt sagt skidt start på Cannondale-karrieren troede vi faktisk, at han var ved at ende lidt i glemslen. Siden maj har han imidlertid været tilbage. Han bliver aldrig en rytter, der kommer til at vinde meget - hvis noget overhovedet - men jagter man top 10-placeringer er han manden, der skal satses på. Formen er i hvert fald fremragende.

Det er den også for Edward Theuns, der imidlertid ikke fik fuldt udbytte af de forrygende ben, han har haft siden BinckBank Tour. Det var egentlig temmelig overraskende, når Trek på papiret har et så fremragende lead-out. Tabet af den sygdomsramte John Degenkolb var naturligvis en markant svækkelse, men det var alligevel tankevækkende, at Theuns var helt uden holdkammerater og endda manglede Koen De Kort allerede langt fra mål. Samtidig sad Markel Irizar helt fremme med Alberto Contador, og dermed blev det tydeligt, at der endnu ikke er skiftet prioriteter i Trek-lejren. Det kan godt være, at Contador tilsyneladende mangler benene, men det er tydeligvis vigtigt for ledelsen udadtil at signalere, at tilliden til holdets kaptajn er intakt. Derfor var Theuns’ fjerdeplads et resultat af individuel styrke og ikke kollektivt format - helt modsat af det, man kunne forvente.

Spurten viste også, at det i det i det hele taget er et ganske jævnbyrdigt sprinterfelt, og hvis man ser bort fra Quick-Steps dominans og det, der fortsat ligner en meget stærk Theuns, er niveauet meget lige. Sacha Modolo mangler fortsat den sidste topfart og savner stadig Maximilano Richeze, der var årsagen til hans store succes for et par år siden, og Jens Debusschere har stadig ikke genfundet fordums styrke. Sammen med Jonas Van Genechten og Lobato er de dog så huritge, at de sagtens kan vinde en etape i dette løb, og derfor er det faktisk kun en skam, at vi stort set ikke får flere spurtafgørelser. Der bør vente en på fredag, men derefter er der kun en enkelt i den anden uge inden den store finale i Madrid.

I klassementssammenhæng må man begræde Domenico Pozzovivos styrt. Den sympatiske italiener er som ingen anden ramt af uheld. Efter i går atter at have vist, at han er tilbage ved fordums styrke mistede han i dag 3.25 og dermed alle drømme om at forbedre den femteplads, der fortsat er hans bedste grand tour-resultat. Samtidig mistede Ag2r, der livsfarlige andet våben, og deres taktiske muligheder i kampen mod Fort Sky er svækket markant. Knap så galt gik det for en ellers delvist genfødt Daniel Moreno, men i det større perspektiv og for løbets spænding er det af mindre betydning. Derudover var det mest markante, at en sygdomsramt Rafal Majka definitivt har smidt klassementet. Det er trist for løbet, men måske dårlige nyheder for Omar Fraile, Darwin Atapuma og co. Alle kender Majkas bjergtrøjehistorik, og hvis han kommer sig, kunne der vente polsk podiehyldest i Madrid om et par uger.

Endelig vil vi bemærke, at Michael Woods sad langt fremme i feltet. Vi har hele tiden haft lidt fidus til, at han kan ende som Vueltaens overraskelse i klassementssammenhæng. Det var ikke på forhånd klart, at han kørte efter den samlede stilling, men når han ofrer kræfter i positionskampen - en disciplin, han hader som få - indikerer det, at han giver det et skud. Det skal blive spændende at følge allerede i morgen, når feltet rammer en afslutning, der passer den eksplosive canadier som fod i hose.

NYE GRATIS CYKELSPIL PÅ FANPICKS.DK - TIP MED OG VIND KONTANTER
 

Favoritterne

Dagens etape endte som den hidtil nemmeste for favoritterne, men de gjorde klogt i at nyde den relativt rolige dag. Efter fire dage er det nemlig tid til at tage hul på den lange serie af ni afslutninger på toppen af en stigning, og der kan vente feltet en ubehagelig overraskelse i Alcossebre.

Femte etape er fløjet under radaren og har ikke fået megen opmærksomhed i et løb, der generelt har haft som overskrift, at der er færre brutalt stejle mure og flere lange stigninger. Det skyldes formentlig, at man i løbsbogen anfører den gennemsnitlige stigningsprocent på den 3,4 km lange målbakke til at være bare 4,2%. Meget tyder imidlertid på, at der som så ofte før er tale om en fejl i Vueltaens officielle materiale. Man angiver nemlig samtidig højdeforskellen til at være 330 m, og simpel matematik giver dermed en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det gør det svært at vide, hvad man skal forvente, men meget tyder på, at det er den grimme stigningsprocent, der er den korrekt. Det skyldes profilen over stigningen, der klart viser, at den flader ud på den sidste kilometer, som anføres til at have en gennemsnitlig stigningsprocent på 8. Dermed må den første del være stejlere, og det svarer meget godt til, at den samlede stigningsprocent er 9,7. Meldingerne fra Spanien er også, at der er tale om en meget stejl sag.

Det ændrer etapens natur fuldstændig. Var angivelsen i løbsbogen korrekt, havde der været tale om en finale, hvor puncheurs som Søren Kragh og måske endda en John Degenkolb i storform ville kunne have været med. Nu forholder det sig imidlertid helt anderledes. Dette er en etape for favoritterne, og der vil blive skabt ganske store forskelle også blandt de allerbedste.

Det er dog ikke sikkert, at favoritterne skal slås om etapesejren. Konventionel logik vil egentlig tilsige, at Sky skulle overlade førertrøjen til en mindre rytter ved at lade et udbrud køre hjem, men vi lærte under Touren, at briterne og specielt Froome tænker anderledes. De sætter en ære i ikke at miste trøjen, når først de har erobret den, og Froome har da heller ikke langt skjul på, at han vil forsvare den med næb og kløer. Dermed kan enhver rytter, der ligger til i klassementet, glemme alt om at jagte en etapesejr og en rød trøje fra et udbrud.

Spørgsmålet er mere, om Sky også har blik på etapesejren. Hvis man kan lade et udbrud med ufarlige ryttere komme afsted, tvivler vi på, at de vil jagte. Skal man forsvare trøjen over samfulde tre uger, må man spare på kræfterne, og dette kunne være en oplagt dag ikke at brænde alt for meget krudt af. Da alle ved, at et udbrud har en ganske god chance, er der ingen tvivl om, at der vil blive kørt enormt aggressivt fra start, og med en svær stigning relativt tidligt på etapen, kan det blive svært at forhindre, at udbruddet bliver stærkt og farligt. Hvis det imidlertid lykkes efter den formentlig hektiske indledning, vil Sky formentlig lade udbruddet køre hjem, og det vil derfor være op til andre at lukke hullet.

Hvem kan have en interesse i det? Vi tvivler på, at Astana og Ag2r, der stadig er meget forsigtige med at vurdere hhv. Arus og Bardets muligheder, vil tage initiativet. I stedet peger pilen på Cannondale. Det amerikanske mandskab har ikke lagt skjul på, at forventer meget af Michael Woods i disse eksplosive finaler, og derfor må det være oplagt for dem at give den et skud på denne etape. De har dog samtidig folk, der kan vinde fra et udbrud, og de vil derfor formentlig anvende en tosidet strategi. Kommer der en mand med i udbruddet, lader de dem køre. I modsat fald er det sandsynligt, at de jagter.

Også Orica-Scott kunne meget vel have blikket rettet mod denne etape. Esteban Chaves har i den grad fået selvtillid, og det er også en finale, der passer Yates-brødrene godt. Australierne, der ellers ofte kører lidt konservativt, er som regel mere aggressive i Vueltaen, og de har ikke lagt skjul på, at de vil udnytte mulighederne i løbet. Vi forventer, at de sammen med Cannondale vil tage ansvar, også fordi Chaves har brug for bonussekunder inden det forventelige tidstab på enkeltstarten. Derfor tror vi mest på, at det bliver samlet til finalen, men specielt hvis Cannondale får en mand med i udbruddet, har udbruddet en god chance. Det er tæt på at være 50-50.

Finalestigningen er som sagt ganske stejl og samtidig betydeligt længere end mange af de andre mure, der altid har præget løbet. Selvom det er en eksplosiv sag, er det en etape, der passer bedre til de rene klatrere end mange tidligere Vuelta-etaper i den første uge. Den er sværere end sidste stigning i går, og i lyset af den ravage, den kunne lave, må man forvente, at det kun bliver endnu værre i morgen, hvor der endda er mål på toppen.

Det får os til at pege på Chris Froome som vores favorit. Briten efterlod i går ikke megen tvivl om, at han er feltets bedste klatrer, da han lancerede et storstilet angreb, som kun Esteban Chaves kunne matche. Det er tydeligt, at Froome denne gang har en mere offensiv tilgang end ved tidligere Vueltaer, og at han vil gribe enhver mulighed - nøjagtigt som han altid gøre det i Touren. Han er tydeligvis langt mere klar, end han har været i de foregående år og ligner allerede nu løbets stærkeste mand. Der er næppe tvivl om, at han også i morgen vil jagte mere tid - som han sagde i dag, bliver der ingen gaver i resten af løbet - og finalen passer ham godt. Faktisk har han i de foregående år i Vueltaen netop klart sig bedst på de korte, stejle stigninger, mens hans store vanskeligheder har været på de lange bjerge. I disse finaler er han ganske enkelt en af verdens bedste, og stigningen er hård nok til at gøre en forskel. Da han samtidig hører til blandt de hurtigste i en spurt, ligner det en Froome-sejr, hvis favoritterne skal afgøre slaget.

Hans værste rival er naturligvis Esteban Chaves, der har levet op til den tillid, vi viste ham ved forud for løbet at pege på ham som tredjestørste favorit efter Froome og Nibali. Det er velkendt, at colombianeren som regel flyver efter en grand tour, og det gjorde han også i går, da han fulgte Froome pedaltråd for pedaltråd. Han så ganske vist ud til at være på sin grænse, men Froome kunne trods alt ikke komme af med ham. Det bliver sværere at følge med på morgendagens sværere stigning, men også Chaves er kendt for sin styrke på korte, stejle mure. Samtidig har han en spurt, der gør det muligt reelt at udfordre Froome på stregen, og det kan gøre det til en interessant duel mellem de to umiddelbart stærkeste ryttere.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Måske kan Romain Bardet true dem. Forud for løbet havde vi faktisk ikke den store fidus til franskmanden, men han har overgået vores og vist egne forventninger. I går var han skidt placeret i bunden af stigningen, og det kostede kræfter at lukke hullet, da feltet eksploderede efter Moscons hårde føring. Alligevel lykkedes det franskmanden med en voldsom forcering mod toppen næsten at lukke hullet til de to forreste, og det blev dermed klart, at han ikke er langt fra sit Tour-niveau. Også han er relativt gode på korte, stejle stigninger - kan I eksempelvis huske, hvem der vandt spurten på rampen op til Peyragudes for en måneds tid siden - og det er derfor ikke en finale, der passer ham dårligt. Det bliver interessant at se, hvad han kan, hvis han denne gang ikke skal brænde sig af i bunden.

Fabio Aru har kørt med stor autoritet hidtil i løbet og virker til at være meget tæt på sit Tour-niveau. Han var ikke helt i stand til at følge de bedste i går, men som Bardet sluttede han flot af. Han er ikke helt så eksplosiv som Froome og Chaves, men han har et ganske godt punch. Vi tvivler på, at han kan slå Froome i en direkte duel, men bliver det en anelse mere taktisk i den lidt fladere finale, har Aru før vist, at han har næse for at gribe mulighederne.

Det samme har Vincenzo Nibali, men den italienske stjerne er ikke skabt til disse stigninger. Han manglede det sidste for i går at kunne følge rivalerne, men også for ham skyldtes det hovedsageligt dårlig positionering i bunden. Var han startet i Froomes hjul, havde det måske været anderledes, selvom vi fortsat tvivler på, at han havde kunnet følge Froome. Det kan han næppe heller på morgendagens mur, men han har om nogen evnen til at gribe muligheder, hvis det bliver taktisk til slut. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan man blot gense gårsdagens afslutning.

Som nævnt ovenfor er dette en etape Michael Woods utvivlsomt har udset sig. Han er specialist på korte, stejle stigninger og meldes at være i flyvende form. Efter Giroen så det i Tour de Suisse ud til, at han har nået et nyt niveau, og vi glæder os til at se ham i dette løb, hvor han må formodes at kunne vise sig frem i de eksplosive finaler som disse.

Holder et udbrud hjem, vil vi specielt pege på Darwin Atapuma som en god kandidat. Colombianeren kom flyvende ud af Touren efter en ellers svær sæson, og det bekræftede han i går, hvor han leverede et fremragende stykke arbejde for Rui Costa. Hans store problem bliver at ramme udbruddet i en flad indledning, men kører gruppen først på stigningen, bliver han svær at holde tilbage. Med den form, han udviser, bliver han næsten umulig at slå på en puncheurstigning, der passer ham fint.

En anden yderst formstærk klatrer er Lachlan Morton. Den ustabile australier har ikke haft en god tilbagevenden til WorldTouren, men nu synes han endelig at have ramt den form, der sidste år gjorde ham til den dominerende skikkelse i USA. Han kørte et godt holdløb og sad med langt fremme i går. Han bliver svær at slå på en stejl stigning, men som ren klatrer har han en udfordring i at ramme udbruddet. Kører de først væk på stigningen, er hans muligheder dog gode.

En anden god kandidat er Sander Armee, der i maj måned viste, at han har nået nye højder. Her klatrede han mildt sagt fremragende, og i går konfirmerede han den gode form ved at krydse stregen som nummer 29. Han lider lidt på de lange stigninger, men på en kort bakke som denne er han ganske stærk. Måske er den en anelse for stejl for ham, men det kunne være en god etape for en mand, der står på tærsklen til et gennembrud.

Hidtil har Omar Fraile tilbragt tiden bagerst i feltet, men nu må det være tid til at vise sig frem. Etapen her passer ham nærmest perfekt, da stigningerne ikke er for lange. Han er en mester i at ramme udbruddene, og selvom den sidste stigning er en anelse for svær, viste han i Giroen, at man ikke skal undervurdere ham i disse finaler. Vi mangler fortsat at se, om formen er god, men det skulle undre, om han har mistimet den helt.

Mere usikkerhed er der om Serge Pauwels. Også han har smidt masser af tid, og man kan ikke vente, at han er på sit Tour-niveau. Hvis han er, er det imidlertid en fremragende etape for den aggressive belgier, der er en af de allerbedste til at ramme udbruddene. Har han ramt formen vil han blive meget svær at slå i denne finale.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Hans holdkammerat Bart De Clercq ligner også en mand, der har ramt en fornuftig form. Belgieren er en dieselmotor, der slet ikke bryder sig om mure som disse, men man skal passe på med at undervurdere hans klatreevner. I en finale som denne er der en vis sandsynlighed for, at han vil kunne være bedste klatrer i et eventuelt udbrud, og på så svær en stigning vil sejren ofte gå til den stærkeste. Det kunne meget vel være De Clercq, der synes endelig at nærme sig sit højeste niveau.

Sidste år vandt Alexandre Geniez 3. etape i dette løb, en etape, der interessant nok sluttede på en mur og var den første, der sluttede på en stigning. Hvorfor ikke gentage den bedrift? Franskmanden har efter sit svære forår endelig fundet formen og kommer til løbet med frisk sejr fra kongeetapen i Ain i bagagen. I går viste han sin angrebslyst, og hvis han ikke har en af sine berømte dårlige dage, kan han blive svær at holde tilbage.

Joe Dombrowski er kendt om ren klatrer, og dette er derfor ikke en perfekt etape for ham. Amerikaneren er samtidig kendt som en ustabil rytter, der kun sjældent finder formen. Noget kunne imidlertid tyde på, at den langsomt nærmer sig. Det kan sagtens være, at vi først ser ham flyve i de rigtige bjerge senere i løbet, men måske er han allerede klar til at køre efter sejren her. Den sidste stigning er for eksplosiv for ham, men stejl nok til, at en ren klatrer som ham sagtens kan vinde.

Hvad med Julian Alaphilippe? Det tyder på, at han endnu ikke er i form efter sit rædselsfulde forår, men man skal ikke afskrive ham endnu. I går kunne være en dårlig dag, og han viste trods alt fornuftig form i Burgos. Vi tvivler på, at formen er til at slå de bedste i en direkte duel på så svær en stigning, men rammer han et udbrud og er i nogenlunde form, bliver han umulig at besejre for sine følgesvende.

Endelig vil vi pege på hans holdkammerat Enric Mas og Alessandro De Marchi. Det spanske supertalent viste i Burgos, hvor fabelagtig en klatrer han er. I dette løb har han ikke været helt på samme niveau, men han kan nu få frihed til at angribe. Udbrudskongen De Marchi vil helt sikkert forsøge sig. Vi frygter, at finalen er for svær, men italieneren har ofte før overrasket med sine klatreevner.

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Øvrige vinderkandidater: Esteban Chaves, Romain Bardet

Outsidere: Fabio Aru, Vincenzo Nibali, Michael Woods

Udbrudskandidater: Darwin Atapuma, Omar Fraile, Lachlan Morton, Sander Armee, Serge Pauwels, Bart De Clercq, Alexandre Geniez, Julian Alaphilippe, Enric Mas, Joe Dombrowski, Alessandro De Marchi

KAN DU FORUDSIGE 6 RYTTERE I TOP 10 PÅ 5. ETAPE? SPIL MED GRATIS