Optakt: 2. etape af Tour Down Under

Ruten

Et af løbets faste kendetegn har været spurten opad den hårde bakke i Stirling, der har været et fast indslag siden 2009. Sidste år er der imidlertid vendt rundt på tingene, og i stedet for at fungere som etapemål var Stirling startby på 2. etape, der var det første af to store klassementsslag. I år vender man tilbage til den klassiske finale på bakken op til målet i byen, der er placeret i en af de mere kuperede dele af regionen, og dermed er der på andendagen lagt op til, at der kan opstå de første mindre forskelle i det samlede klassement.

De 148,6 km bringer rytterne fra Adelaide-forstaden Unley, der ofte har ageret startby i løbet, og Stirling. Herfra bevæger feltet sig mod nord ud af byzonen, inden den reelle start gives. Det går nu mod øst op ad en ganske lang stigning, der efter 12,8 km kulminerer på toppen af kategori 2-stigningen Tea Tree Gully (2,5 km, 6,3%). Det går hefra videre mod øst og siden syd gennem let kuperet terræn uden væsentlige udfordringer, hvor højdepunktet er den indlagte spurt efter 45,9 km. Det sydligste punkt nås efter ca. 65 km, hvorefter feltet fortsætter mod nordvest op til den afsluttende rundstrækning.

Den 21,1 km lange runde er en klassiker i Tour Down Under-sammenhæng. Feltet lægger ud med at tilbagelægge den sidste halvdel, der er den hårdeste og byder på den sidste indlagte spurt efter 77,3 km samt den vanskelige bakke op til mål. Herefter afsluttes etapen med tre fulde omgange, så man i alt skal klatre op til målstregen hele fire gange. Første halvdel fører feltet mod syd og siden øst gennem let faldende terræn, inden det stiger de sidste ca. 7 km. Opløbet byder ikke på mange tekniske udfordringer, idet der i den sidste kilometer blot er et par bløde sving.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I 2009 slog Allan Davis Graeme Brown i spurten, mens Manuel Cardoso med en lang spurt fik ram på Alejandro Valverde og Cadel Evans i 2010. I 2011 viste en ung Michael Matthews sine evner i denne type finaler, da han sejrede foran André Greipel og Matthew Goss. Året efter var han igen den hurtigste i spurten, men desværre rakte det kun til en andenplads, da William Clarke tog en storslået solosejr efter et langt udbrud. I 2013 lagde Tom-Jelte Slagter grunden til sin samlede sejr ved at slå Goss og Philippe Gilbert, mens Diego Ulissi timede det hele perfekt i 2014, hvor han slog Simon Gerrans og Evans. I 2015 var Juan Jose Lobato hurtigere end Daryl Impey og Gorka Izagirre, mens Jay McCarthy sejrede foran Ulissi og Rohan Dennis, da finalen sidst blev benyttet i 2016.

Vejret

1. etape var varm, men hvis rytterne svedte i dag, er det ingenting i forhold til det, de vil opleve de kommende dage. De næste etaper bliver kun endnu varmere, og specielt torsdag og fredag bliver næsten ulidelige at komme igennem. Også onsdag bliver med en maksimumtemperatur i Adelaide på 35 grader brutal, og man kan ikke helt udelukke, at man vil skære en omgang af i finalen, som man så det på 1. etape af sidste års løb. Der vil heller ikke være en sky på himlen og kun en let vind fra nord. Det giver først sidevind, siden medvind og til slut sidemodvind på stykket frem til rundstrækningen. Her vil der være medvind på den faldende del og modvind og sidemodvind på bakken op til mål. Der vil være sidemodvind på de sidste 3 km.

Analyse af 1. etape

Sjældent har en sejr været mere velkommen. Det meste af 2017-sæsonen endte som en lang ørkenvandring for André Greipel, der efter sin etapesejr i Giro d’Italia måtte vente helt indtil slutningen af september, inden han atter kunne rejse armene i triumf. Da det endelig skete, fandt det endda sted i det mindre belgiske løb Omloop Eurometropool, hvor han mildt sagt ikke befandt sig i det stærkeste selskab, og det blev efterhånden et af de meget diskuterede emner ikke mindst i belgisk sportspresse, om den aldrende tysker efterhånden havde nærmet sig sidste udløbsdato. Bedre blev det ikke af, at han undervejs måtte se sin imponerende sejrsstime i grand tours brudt, da han forlod Tour de France uden en etapesejr for første gang siden skiftet til Lotto Soudal, og da først belgisk presse begyndte at spekulere i, om det var Bryan Coquard eller Caleb Ewan, der var udset som Greipels afløser som det belgiske mandskabs topsprinter, var det tydeligt, at det ramte den vellidte tysker på selvtilliden.

Af samme grund har det helt sikkert været en svær vinter for Greipel, der selv har tilskrevet de manglende resultater moderens alvorlige hjernesygdom. Hun lider af ALS, og manager Marc Sergeant har beskrevet, hvordan frygten for et alvorligt uheld i en situation, hvor moderen er afhængig af hans hjælp, har fået ham til at trække i håndbremsen i de hektiske massespurter. Greipel har i forvejen været kendt for ikke at høre til blandt de modigste sprintere, og yderligere forsigtighed er der ikke plads til i den rå og ubarmhjertige sprinterverden. Resultatet udeblev ikke: Greipel oplevede et sandt mareridtsår, hvor han stille og roligt gled ned i sprinterhierarkiet.

Det er helt sikkert i det lys, at man skal se Greipels beslutning om efter fire års fravær at vende tilbage til Tour Down Under, det løb, han totalt dominerede fra 2008 og 2013, og hvor han har opbygget en imponerende rekordliste med 16 etapesejre. Den 17. kom så i går og tjente lige præcist formel, som turen til den australske hede har: at afpudse selvtilliden inden de første opgaver i Europa, hvor stressniveauet og ikke mindst kampen i de hektiske finaler er langt voldsommere.

Én ting er, at Greipel sejrede. Som Peter Sagan viste på 1. etape, kan man krydse stregen først med snilde, selvom man ikke er feltets hurtigste. Langt vigtigere for Greipel var det formentlig, at sejren kom efter et brag af en spurt, hvor han ganske enkelt overspurtede Caleb Ewan og Elia Viviani, der gentagne gang har dokumenteret, at de befinder sig i den absolutte top over sprintere med den højeste topfart. Da Greipel fandt en åbning og skød ned i midten af vejen mellem sine to rivaler i en enkel finale, der passede ham som fod i hose, var det atter som at se den tyske sprinter i sine velmagtsdage, hvor han eksempelvis i 2015 totalt dominerede massespurterne i Tour de France.

Det er naturligvis tidligt på sæsonen, men Ewan viste med præstationen ved de australske mesterskaber, at der bestemt intet er i vejen med hans fremragende form. Også Viviani viste stor fart med sin flotte spurt i søndags i Adelaide, hvor han på imponerende vis blev nr. 4 trods en position alt for langt tilbage. At Greipel derfor kan slå sine to rivaler på ren topfart, vidner om, at vi fortsat må regne tyskeren som hørende til den absolutte sprinterelite. Det spiller naturligvis ind, at Greipel altid har haft tradition for at være i fremragende form fra sæsonstart - det er ikke uden grund, at han har en så imponerende rekordliste i Australien, og at han også i de seneste fire år har vundet tidligt på sæsonen - men i nat så vi alligevel en ren udmåling af topfart i en klassisk powerspurt, som efterlader et indtryk af, at Greipel skal tages meget seriøst, når han for første gang stiller til start i en stor spurt i Europa. Eneste malurt i bægeret er, at det ellers altid så stærke Lotto-tog ikke fungerede optimalt, men det lykkedes dog Jens Debusschere, der også kørte et fremragende lead-out i søndags, at få Greipel så langt frem, at hans fart kunne gøre en forskel i finalen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Hvor presset lettedes fra Greipels skuldre, var det modsatte tilfældet for Caleb Ewan. Den klejne australske sprinter har i de seneste to år totalt domineret spurterne i sit hjemlands løb, men nu er han to gange blevet besejret af sine rivaler i et sprinterfelt, der er meget stærkere end længe. Det var til at forudse, at Ewan næppe kunne fortsætte sin suveræne sejrsrække med så stærk modstand, men efter præstation ved de australske mesterskaber, hvor han så stærkere ud end nogensinde, er det alligevel temmelig overraskende, at det nu to gange er gået galt. På forhånd så hans største svaghed nemlig ud til at være et lead-out, der ikke helt kunne matche Bora og Lotto Soudal, men faktisk er det australske mandskab det eneste, der har leveret i begge de to hidtil kørte spurter. Igen i nat kunne Ewan således starte sin spurt helt fremme, men atter måtte han se sig overspurtet.

Ewan selv tilskriver det manglende timing, og det er da også klart, at specielt hans spurt i Adelaide blev åbnet alt for tidligt. I nat blev han imidlertid overspurtet af en klart hurtigere sprinter, der ikke havde meget mere læ end den lille australier, og det må naturligvis give anledning til bekymring. Man kan efterhånden stille sig selv det spørgsmål, om de imponerende klatreevner, Ewan fremviste på Mt. Buninyoung for lidt over en uge siden, måske er tilegnet på bekostning af topfarten. I hvert fald er han nu i tre ud af tre spurter blevet besejret (han vandt heller ikke feltets spurt ved mesterskaberne, hvor Jay McCarthy var hurtigere), og det må give anledning til bekymring. Hvis det også kikser i Victor Harbor på torsdag, går Ewan nogle svære dage i møde, idet presset så vil være kolossalt inden det afsluttende gadeløb i Adelaide, specielt fordi hjemmeholdet Mitchelton-Scott i år satser 100% på ham. Han kan håbe, at Daryl Impey kan overraske positivt i klassementet - og måske hans gode klatreevner endda kan give anledning til en overraskelse fra Ewan i den stigende spurt på 2. etape.

En anden taber var Elia Viviani. Den italienske supersprinter havde blandede følelser i søndags, hvor han kørte den hurtigste spurt af alle, men hvor hans nye tog totalt fejlede. Det gjorde de bestemt ikke i nat. Michael Mørkøv og Fabio Sabatini vandt den hektiske kamp mellem sprintermandskaberne og afleverede Viviani i den perfekte position. Denne gang blev Viviani imidlertid regulært overspurtet, og han efterlod slet ikke det samme meget positive indtryk som efter åbningsløbet. Modsat Ewan, der afskrev nederlaget med dårlig timing, var Viviani imidlertid helt ærlig i sin vurdering af spurten: han var ganske enkelt blevet slået af hurtigere ryttere.

Måske er situationen ikke helt så bekymrende for Viviani. Først og fremmest kan han være yderst tilfreds med, at hans tog viste sig som det stærkeste, men nederlaget afspejler måske også den udvikling, han har gennemgået. Efter at have rettet fokus fuldt mod landevejen har Viviani nemlig rettet blikket mod klassikerne, og derfor har han arbejdet hårdt på at øge sin holdbarhed. Det har i den grad båret frugt, hvilket han viste i sit suveræne efterår, hvor specielt sejren i det knaldhårde WorldTour-løb Bretagne Classic var imponerende. Det er imidlertid nærliggende at tro, at det har kostet en anelse på topfarten i de allerhurtigste spurter som den, der blev udkæmpet i nat. Tidligere har Viviani ellers opnået størst succes på de helt nemme etaper, men det seneste år fortæller, at han måske gradvist er ved at ændre sin profil en anelse.

Også i nat lykkedes det Peter Sagan at vise sig helt fremme, men denne gang kom verdensmesteren for sent. I søndags var hans tøven udslagsgivende i en sejr, der i høj grad blev opnået i kraft af eminent timing. Han undlod ganske enkelt at holde sig til sit ellers fremragende tog, der vandt kampen i finalen, og dermed undgik han som Ewan og Greipel at ramme fronten for tidligt. Også denne gang valgte han at lade holdkammeraterne køre deres eget løb, og han befandt sig helt alene i det meste af finalen. Det er en meget særegen taktik, hvor man med rette kan spørge, hvorfor holdet overhovedet kører lead-out, men Sagans eminente positioneringsevner betyder, at han alligevel altid kan starte sin spurt i en god position. Denne gang var han imidlertid fanget lidt for langt tilbage i den ekstremt hurtige spurt, hvor man altid vil blive slået, hvis ikke startpositionen er god. Alligevel tyder meget på, at Sagan fortsætter tendensen fra de seneste to sæsoner, hvor han er blevet markant hurtigere i massespurterne. I hvert fald kørte han atter en fremragende spurt, og man efterlades med indtrykket af, at han er kommet til Australien i langt bedre form end sidste år. Desværre mistede han Sam Bennett, der fik mekaniske problemer i finalen, men i lyset af den meget egenrådige kørsel i finalen, var det næppe det, der gjorde den afgørende forskel.

Spurten viste også, at de unge sprintertalenter er klar til at slå til. Phil Bauhaus, der efter sidste års Giro tog et kvantespring og med specielt sejren i Dauphiné viste, at han er at regne som en fremtidig topsprinter, cementerede sin position som den hurtigste af de sprintere, der ikke kører på et af de fire dominerende sprinterhold. Han mangler fortsat den sidste topfart for at kunne slå dem, men spurten understregede, at en af hans forcer er sin meget gode positioneringsevne. Samtidig er hans form næppe så langt fremme, som det er tilfældet for specielt Ewan, Greipel og Viviani, der altid starter stærkt, og det lover godt forud for en sæson, hvor han formentlig er Sunwebs vigtigste mand til de helt rene massespurter.

Også Simone Consonni, der skuffede en anelse i sin debutsæson, synes klar til endelig at indfri det kolossale potentiale, han viste i U23-årene. En let etape som denne passer bestemt ikke til den ret hårdføre italiener, men for anden spurt i træk lykkedes det ham at blande sig helt fremme i en ugunstig finale. Det må indgyde en betydelig optimisme forud for en sæson, hvor han skal slås for sin plads på et hold, der i Alexander Kristoff har en stjerne, som på mange måder deler Consonnis egenskaber.

Omvendt var det en anelse skuffende at se, hvordan den lovende britiske sprinter, Chris Lawless, trods en god udgangsposition kun gled baglæns, da spurten blev åbnet. Desværre fejlede Sky-mandskabet en del i deres lead-out, og den unge brite syntes ganske enkelt at have brugt lidt for mange kræfter på at forsvare sin position i den hektiske finale, der bl.a. betød, at FDJs unge sprinter, Daniel Hoelgaard, der ellers var blevet lovet sin chance på 1. og 6. etape ramte asfalten.

Etapen gav naturligvis ikke mange svar om klassementsrytternes form, men vi fik dog den ventede kamp om bonussekunder. Helt efter bogen var det de to hurtigste sejrskandidater, Nathan Haas og Jay McCarthy, der dystede om et enkelt sekund i den sidste spurt. Normalt er McCarthy den hurtigste af de to - det var således i de indlagte spurter på sidste etaper, at han sidste år fik stjålet en podieplads fra netop Haas - men denne gang lykkedes det den nye Katusha-rytter at slå sin landsmand. På forhånd har vi udset netop de to ryttere som Richie Portes værste rivaler, og deres chance er netop at gøre brug af deres hurtighed til at jagte bonussekunder. Det vil være et mønster, der vil gentage sig på de kommende etaper.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Endelig viste UAE sig også fremme. Den altid snu Rui Costa fulgte Laurent Didier, da denne højst overraskende gik efter det tilbageværende bonussekund i den første spurt. Desværre for den portugisiske stjerne, der ikke har mange chancer i en spurt mod Haas og McCarthy, var Katusha årvågne. De sendte den ligeledes meget hurtige Jhonatan Restrepo med i fremstødet, og selvom den unge colombianer i år næppe er tiltænkt en rolle i klassementet på et Katusha-hold, der er 100% fokuseret på Haas, var det vigtigt, at han med sine gode spurtevner let satte den langsommere Costa til vægs i kampen om bonussen. Dermed undgik Haas, at en af hans værste rivaler vandt vigtig tid. Og med den efterfølgende tredjeplads i den sidste spurt, endte det hele helt perfekt for Katusha, der nu håber, at Haas kan fortsætte succesen ved at tage årets første sejr på onsdagens 2. etape, der passer ham glimrende.

Favoritterne

Som altid tilhørte 1. etape de hurtige folk og de rene sprintere, der var som fisk i vandet i den lynhurtige finale i Lyndoch. Nu venter imidlertid et sceneskifte, når feltet vender tilbage til den vanskelige rundstrækning i Stirling, der med 2017 som eneste undtagelse har været benyttet som etapeafslutning hvert eneste år siden 2009. Dermed er etapen også en af de mest velkendte, og vi har derfor en ganske god fornemmelse af, hvem der kan blande sig fremme i den lidt specielle finale.

Der er altså tale om en helt klassisk etape, der dog har varieret i format fra år til år. Tidligere gjorde man den hårdere og hårdere ved at tilføje flere og flere omgange på rundstrækningen, og det kulminerede i 2013, hvor man skulle rundt hele fem gange. I 2014 og 2015 var der kun to omgange på programmet, inden der i 2016 atter skulle tilbagelægges fem runder. Det har haft en indflydelse på graden af udskilning, men etapen har altid haft det samme udfald, nemlig en hård spurt op ad den afsluttende bakke. I de hårdeste udgaver har feltet været mindre, men det er hidtil kun William Clarke, der med sit lange soloudbrud i 2012 har kunnet sikre et andet udkomme end en spurt.

Her har det typisk været en kamp mellem puncheurs og stærke sprintere, og ofte har et par af klassementsrytterne sikret sig vigtige bonussekunder. De mere rendyrkede har skullet tage sig i agt for de huller, der altid opstår i den lynhurtige finale, og etapen har ofte givet den første lille ide om, hvem der er i form. Det vil formentlig være tilfældet igen denne gang, hvor vi som altid kan vente os at se en skøn blanding af hårdføre sprintere slås med de hurtigste af klassementsrytterne.

Betingelserne er meget afgørende for, hvor hård etapen ventes at blive. Denne gang skal rundstrækningen køres tre gange, og etapen er derfor ikke så hård som i de sværeste udgaver, men heller ikke så let som i 2014 og 2015. Umiddelbart øger det chancen for, at de hårdføre sprintere kan gøre sig gældende. Deres muligheder øges også af modvinden på bakken, der vil gøre det endnu vanskeligere at skabe udskilning, og derfor er der flere af disse, der kan drømme om at blande sig i kampen om sejren. På den anden side vil varmen være brutal, og det vil helt sikkert slide på feltet og bidrage til, at etapen bestemt ikke bliver nogen leg - specielt fordi det ikke er svært at finde hold, der har en udpræget interesse i at gøre det hårdt.

1. etape var som altid temmelig begivenhedsfattig, da alle ventede på den afsluttende massespurt, men mon ikke vi vil se lidt mere action på 2. etape. Den relativt hårde start kan anspore lidt flere ryttere til at jagte det tidlige udbrud, og selvom det mest sandsynlige i de varme betingelser er, at gruppen vil blive etableret næsten fra start, har vi før set en lille kamp i den indledende fase på disse etaper, hvor mange hold gerne vil have etapen så hård som mulig. Når gruppen er etableret, vil Lotto Soudal tage kontrol, men det er usikkert, hvor meget de vil gøre for at forsvare trøjen. Kun i de tidlige år, hvor feltet ikke var det stærkeste, har André Greipel kunnet være med helt fremme, men han har dog før kunnet slutte i første gruppe. Lykkes det ham også denne gang, vil han måske kunne forsvare sin førsteplads, hvis vinderen af etapen ikke sluttede alt for langt fremme på 1. etape.

Lotto Soudal kan ventes at få hjælp af Bora-hansgrohe, UAE, Katusha og måske BMC, der alle har udset sig etapen som et stort mål. Specielt de tre sidstnævnte har også en klar interesse i at gøre løbet hårdt, og derfor er det nærliggende at tænke sig, at de vil sætte et voldsomt tempo, når vi rammer det vanskelige terræn på rundstrækningen. Her har vi ofte også i tidligere udgaver set flere hold lægge pres på ved at sende folk i udbrud. Movistar har tidligere gjort brug af denne taktik, og det vil de måske gøre igen. Samtidig kan der blive en kamp om bonussekunder i de indlagte spurter, hvis udbruddet består af færre end tre ryttere, og de kommer så tidligt, at Jay McCarthy, Diego Ulissi og Nathan Haas kan blande sig, uden at det kompromitterer deres chancer i finalen.

I sidste ende er der så stor interesse i at skabe samling, at det vil være en overraskelse, hvis det ikke ender i endnu en spurt. Det vil formentlig ende som et brutalt udskilningsløb, hvor varmen og bakkerne langsomt vil slide feltet op. Til slut vil vi se puncheurs og stærke sprintere kæmpe om sejren i en finale, hvor modvind og stigning betyder, at timing er altafgørende.

På papiret er der specielt tre hold, der har styrken til at dominere finalen. Bora-hansgrohe, Katusha-Alpecin og BMC har alle en stribe ryttere, der både er spurt- og klatrestærke og netop specialiserer sig i spurter som disse. Derfor kan vi vente os, at de tre hold vil slås hårdt om at aflevere deres kaptajn perfekt, og det er derfor specielt også de to førstnævnte hold, der kan drømme om sejren.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det helt store spørgsmål er, hvordan Bora-hansgrohe griber etapen an. Jay McCarthy vandt i Stirling for to år siden, og han kan i den grad bruge bonussekunderne. På den anden side er etapen skræddersyet til Peter Sagan, der synes at være i så god form, at han formentlig vil være helt umulig at slå, hvis han går efter sejren. Det vil samtidig kunne give ham førertrøjen, hvilket vil være guld værd for Bora ud fra et markedsføringsmæssigt perspektiv.

Umiddelbart er interesserne i klassementet så store, at Jay McCarthy er den mest oplagte kaptajn, men det kan sagtens tænkes, at Sagan får lov at køre sin egen spurt. På den anden side vil verdensmesteren meget gerne vise sin loyalitet over for sin holdkammerat, og sidste år ofrede han sig 100% for McCarthy på de svære etaper. Derfor tror vi, også mest på, at Sagan ender i en støtterolle, og at man satser på, at McCarthy kan gentage præstationen fra 2016.

Er det planen, peger meget på, at det vil lykkes. Sagan, Daniel Oss og Peter Kennaugh er alle brølstærke ryttere, der kan klatre og spurte, og der er derfor ikke mange, der har et lead-out som McCarthy. Specielt Sagan er guld værd i en finale som denne, og McCarthy vil formentlig kunne starte sin spurt fra den helt ideelle position. Normalt er han den hurtigste af klassementsryttere og slog eksempelvis Ewan i spurten ved de australske mesterskaber. Denne finale passer ham som fod i hose, og han viste forrige søndag, at han formentlig er bedre end nogensinde tidligere. Derfor peger vi på McCarthy som vores favorit.

Det er dog kun, hvis Sagan ikke får lov at køre sin egen chance. Denne finale har slovakkens navn skrevet med fed ud over det hele, og hvis Sagan vitterligt kører spurten, vil vi blive meget overraskede, hvis han bliver slået. Ingen i denne verden er bedre end Sagan i en stigende spurt som denne, og han er samtidig en mester i at positionere sig. De to foregående løb har vidnet om, at formen tilsyneladende er meget bedre end sidste år, og farten er samtidig i top. Kører Sagan spurten, bør han vinde komfortabelt.

Den store rival til Bora er Nathan Haas. Som omtalt ovenfor fik Katusha-kaptajnen en perfekt start på løbet ved at overspurte McCarthy i den sidste indlagte spurt på 1. etape. En stigende spurt som denne passer ham endda langt, langt bedre, og nogle vil måske huske, hvordan han tog en stor sejr i en lignende finale i Vuelta a Burgos for to år siden. Han er som altid i storform på denne tid af året, og samtidig har han et fabelagtigt tog. Jose Goncalves, Maurits Lammertink og Jhonatan Restrepo er alle deciderede specialister i netop denne type afslutning og kunne selv blande sig i kampen om etapesejren. Også Mads Würtz har god fart, og chancen for, at Haas får det allerbedste lead-out er god. Lykkes det, bliver han ikke nem at slå for McCarthy, der altså i dag blev overspurtet af sin landsmand.

En anden tidligere vinder af etapen er Diego Ulissi, der flere gange har vist, at han er en af verdens allerbedste til at spurte op ad bakke. Modvinden taler ikke helt til hans fordel, da han ikke har samme topfart som de mere robuste typer, men han viste med sin sejr i en lignende spurt i Giroen for et par år siden, hvor han slog flere deciderede sprintere, at hans punch på bakker gør ham til en af verdens allerbedste i denne type finaler. Hans lead-out kan måske ikke helt matche de bedste, men han har i en tilsyneladende formstærk Simone Consonni, der faktisk selv ville kunne blande sig fremme her, en glimrende mand til at køre sig frem. Hans timing er som regel god, og med sin snilde er det ikke umuligt, at han kan slå de hurtigere sprintere. Holdets anden klassementsrytter, Rui Costa, vil helt sikkert også være med fremme, men er ikke hurtig nok til at vinde.

Simon Gerrans er på mange måde Mr. Tour Down Under, og derfor er det nærmest paradoksalt, at han endnu ikke har vundet en etape, der passer ham helt perfekt. Det drømmer han helt sikkert om at gøre i år, men hans status på holdet er ændret. Nu er han her først og fremmest for at hjælpe Richie Porte, og hans personlige ambitioner må indrettes herefter. Heldigvis er det i Portes interesse, at bonussekunderne ikke går til folk som McCarthy, Haas og Ulissi, og derfor vil han formentlig få mulighed for at køre sin chance. Hans form er usikker, da han ved de australske mesterskaber ofrede sig for holdet, men han er altid godt kørende på denne tid af året. Desværre er han ikke i nærheden af at være den rytter, han var blot få år siden, og spørgsmålet er, om han stadig har niveauet til at vinde på dette niveau. På papiret har han farten i en finale, der passer ham, og i Patrick Bevin har han en ideel lead-out man.

Det er også nærliggende at tro, at Rohan Dennis skal blande sig for derved at tage bonussekunder væk fra Portes konkurrenter. Tempospecialisten blev nr. 3 for to år siden, og sidste år vandt han en knaldhård bakkespurt i Tour of the Alps. Mange overser, at Dennis faktisk er lynhurtig på stregen, og han bør kunne blande sig helt fremme, hvis ikke han skal køre for Gerrans. Desværre er finalen nok ikke helt hård nok til, at han også kan vinde.

Mitchelton-Scott vil formentlig køre for Daryl Impey, der har brug for bonussekunderne, hvis han skal blande sig i klassementet. Sydafrikaneren er i de senere år blevet mere og mere hårdfør og har endda vist sig frem på deciderede bjergetaper. Han har tidligere vundet reducerede massespurter på WorldTour-niveau - endda så sent som sidste år i Catalonien - og et stigende opløb som dette passer ham. Det er første gang, han får alvor for chancen i Stirling, og Mitchelton-Scott har et glimrende hold med specielt Cameron Meyer, Alexander Edmondson og Jack Bauer til at køre sig frem. Sejren bliver svær at tage, men en podieplads er et realistisk scenarium.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Løbets store joker er Caleb Ewan. Hidtil har denne etape været alt for hård for den lille australier, men alle, der så de australske mesterskaber, vil vide, at han er i sit livs klatreform. Richie Porte kunne ganske enkelt ikke komme af med Ewan på den langt sværere stigning Mt. Buninyoung, og det kan give muligheder i denne finale. Ewan har med sin etapesejr i Vueltaen vist, at han er glimrende til at spurte op ad bakke, og det eneste spørgsmål er, om stigningen i Stirling er for lang. Modvinden taler til hans fordel, og med den nuværende form kan han måske overraske.

En anden dark horse er Carlos Barbero . Spanieren er en af verdens bedste til at spurte op ad bakke, hvilket han flere gange har vist i Vuelta a Burgos, hvor han sidste år eksempelvis slog Julian Alaphilippe og Gianni Moscon i en endnu hårdere finale. Havde dette været august måned, havde vi da også udpeget ham som en af etapens helt store favoritter, men vi er temmelig usikre på, om han allerede nu er så god, at han kan slå de formstærke australiere. Alt afhænger af hans form. Er han tæt på 100%, er han en af topfavoritterne, men mangler han fortsat noget, vil han slet ikke blande sig.

Tom-Jelte Slagter er en anden tidligere vinder af denne etape, men det er efterhånden fem år siden. Siden da er ikke meget gået rigtigt for 2013-mesteren, der slet ikke har indfriet de høje forventninger. Det er dog fortsat en finale, der burde passe ham, og han meldes at være i god form efter et efterår, hvor der også var indikationer på, at han var på vej tilbage. Hans hold er dog ikke det stærkeste, og finalen er formentlig for let til at en lille fyr som ham kan vinde.

Meget af det samme kan siges om Daniel Moreno. Spanieren var tidligere skræmmende stærk i spurter op ad bakken, men alderen har efterhånden indhentet veteranen. I de senere år har han været en skygge af sig selv, men alligevel bør han kunne spille en rolle i denne finale. Han havde helt sikkert foretrukket, at den var hårdere, men man skal ikke glemme, at han som altid har trænet i konens hjemland, Argentina, og derfor formentlig er i glimrende form. Spørgsmålet er, om han fortsat har farten til at slå de tungere ryttere i denne type afslutning. Også hans holdkammerat Simon Clarke, der så godt ud i de australske mesterskaber bliver spændende at følge.

En anden specialist i denne type afslutninger er Enrico Battaglin. Desværre er det italienske supertalent nærmest gået totalt i stå, og han har slet ikke udviklet sig til det, vi alle havde håbet. Samtidig er formen på denne tid af året oftest mildt sagt katastrofal, og vi tvivler derfor på, at han vil blande sig i kampen om sejren. Modvinden taler dog til hans fordel, og han kan sagtens ende med at vise sig frem.

Set med danske øjne er en spændende joker Mads Pedersen. Danskeren fik i nat lov at køre spurten i stedet for Alex Frame, og der er gode chancer for, at han også for lov i denne finale, der passer ham langt, langt bedre. Det helt store spørgsmål er, om hans form allerede nu rækker til at bygge videre på de gode takter fra 2017. Vi tvivler stærkt på, at det er tilfældet, men har Pedersen passet vindertræningen, er det en stor chance for at gøre sig gældende på WordTour-niveau.

Også klassementsryttere som Luis Leon Sanchez, Nathan Earle, Gorka Izagirre, der tidligere er blevet nr. 2 på denne etape, Anthony Roux, Michael Valgren og Ruben Guerreiro vil kunne blande sig i denne spurt, men de er næppe hurtige nok til at vinde. Omvendt vil hurtige og formstærke folk som André Greipel og Elia Viviani måske kunne holde sig til, men finalen bliver dog nok så svær, at de næppe kan vinde. Finalen er god for Oscar Gatto, Nikias Arndt, Florian Senechal og Owan Doull¸ men de er næppe allerede i form til at blande sig helt fremme.

Feltet.dks vinderbud: Jay McCarthy

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Nathan Haas

Outsidere: Diego Ulissi, Simon Gerrans, Daryl Impey, Rohan Dennis

Jokers: Carlos Barbero, Caleb Ewan, Tom-Jelte Slagter, Daniel Moreno, Simon Clarke, Mads Pedersen

Tidligere udgaver af etapen

Etapen er som bekendt en klassiker, der er blevet benyttet utallige gange. Her kan du se afslutningen fra 2016, 2015, 2014, 2013, 2012, 2011, 2010 og 2009.