Giro d'Italia-analyse: Alle veje fører til Rom

En hel cykelverden var ved at tabe både næse og mund, da Chris Froome i efteråret chokerede alle ved at melde sin ankomst i årets Giro som led i en meget ambitiøs satsning på en historisk Giro-Tour-double, som ikke var blevet opnået siden Marco Pantani i 2018. Endnu mere vanvittigt var det blevet af, at han ville gøre det umiddelbart efter at have sejret i Touren og Vueltaen, hvormed han gik efter at vinde fire grand tours i træk. Var manden blevet sindssyg? Havde han ikke set, hvordan Nairo Quintana kollapsede totalt, da han forsøgte det samme sidste år? Mange var vantro og tvivlede på forsøget.

Seks måneder senere er første - og nemmeste - del af missionen gennemført. Efter et mageløst comeback, der kan sammenlignes med det Nibali leverede sidste år, og som jeg reflekterede over i gårsdagens analyse, kan Froome skrive sig ind i historien som blot den tredje rytter, der på én gang sidder på alle grand tour-troner. Eddy Merckx gjorde det i 1972-73 og Bernard Hinault i 1982-83, men siden da er alle forsøg på det samme mislykkes. Og ingen har før gjort det, siden Vueltaen blev flyttet til efteråret. Med Froomes fire Tour-sejre var hans plads i historiebøgerne allerede sikret, men med denne præstation har han endegyldigt indskrevet sig som en af de allerstørste og kan måske allerede nu kun rigtigt sammenlignes med de to giganter Merckx og Hinault - selvom han ikke er færdig endnu!

Alt er bestemt ikke gået efter planen. Styrtet i Jerusalem varslede, at også Froome vil blive ramt af den Sky-forbandelse, der har reddet briterne som en mare i Giroen siden 2012, og siden da har han skullet overvinde det ene bump på vejen efter det andet. Mange troede undervejs, at Froome var på vej hjem for i stedet af forberede sig til Touren, da det så allermest håbløst ud, men han nægtede at give op. Det er den fightervilje, der har kendetegnet ham gennem hele hans karriere, og som man uanset sym- eller antipatier ikke kan undgå at have respekt for. De fleste var for længst smuttet ud af bagdøren eller givet op, men Froome nægtede. Og som jeg skrev i går, fornægtede hans klasse sig i sidste ende ikke.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I dag skulle han bare sikkert over stregen i Rom, men når nu hele løbet har været domineret af uforudsete begivenheder, skulle også sidste etape naturligvis byde på uventede udfordringer. Giro-arrangørerne viste desværre igen, at de trods Angelo Zomegnans afgang som løbsdirektør og en ny, langt mere moderne og ryttervenlig ledelse stadig træffer helt uforståelige beslutninger. Som Zomegnan gjorde det i Milano i 2009, hvor rytterne nægtede at køre væddeløb på en livsfarlig rundstrækning, der gav anledning til en neutralisering, havde løbsdirektør Mauro Vegni og co. af helt uforståelige årsager designet endnu en livsfarlig rute, der kun kunne give problemer. Knap havde rytterne, der også sat sig på cyklerne, før proteserne indløb, og den uundgåelige konsekvens var endnu en neutralisering.

I det store billede er det naturligvis af mindre betydning, at klassementsrytterne kunne rulle til mål, men de fleste cykelfans vil formentlig være enige i, at det alligevel er en skam. En grand tour er trods alt et væddeløb hele vejen fra start til mål, hvor man skal vise sig som den bedste i alle terræner. Derfor er det for de fleste frustrerende, at sidste etape ender som et mærkeligt vedhæng, der ikke på normal vis tæller i det overordnede billede.

Man kan ikke bebrejde rytterne, for alle kan formentlig være enige om, at det ville have været en katastrofe, hvis et styrt havde kostet podiepladsen for enten Froome, Dumoulin eller Lopez. Det er tværtimod arrangørerne, der kan bebrejdes den manglende omtanke, for reaktionen kunne forudses. Og hvem tør tænke på, hvad der var sket, hvis brostenene havde været regnvåde? Desværre er der tilsyneladende stadig brug for mere omtanke også hos den nye Giro-ledelse.

I sidste ende fik neutraliseringen også afgørende indflydelse på selve spurten, og den store taber blev Elia Viviani. Italienerens store fordel har altid været hans stærke tog og ikke hans topfart. De hidtidige spurter har vist, at Sam Bennett er løbets klart hurtigste rytter, og derfor var det altafgørende for Viviani, at ireren ikke fik hans hjul. Fik han først positionen bag sin italienske rival, ville udfaldet være givet, for Bennett har utallige gange vist, at ingen matcher hans topfart.

Derfor må han også have gnedet sig i hænderne, da melding om neutraliseringen indløb. Med ét forsvandt mere end halvdelen af feltet samt alle de klassementsryttere, der normalt gør det hele så hektisk, fordi de skal holde sig fremme og undgå at tabe tid. Det meget mindre felt betød, at positionskampen blev langt mindre hektisk end tidligere, og derfor stod det hurtigt klart, at Bennett havde langt bedre kort på hånden, end han havde haft ved etapens start.

Endnu bedre blev da, Quick-Step ikke havde samme koldblodighed som på 17. etape, hvor deres pokerspil sled Bora-holdet op. Da belgierne lidt uforvarende lod en alt for stor gruppe slippe afsted, havde Viviani ikke samme nerver som i Iseo, hvor han var villig til at risikere alt og overlade alt ansvaret til Bora. Drømmen om at vinde i Rom var for stor, så selvom han havde Florian Senechal i front, turde han ikke spille spillet, og han sendte med det samme Eros Capecchi, Maximilan Schachmann og Remi Cavagna frem for at lukke hullet.

I stedet spillede Bora spillet. Selvom Senechal havde langt, langt bedre chancer end Andreas Schillinger, der som Boras repræsentant i udbruddet aldrig ville kunne have vundet, var det Quick-Step, der jagtede, og Bora, der troede på deres mand i front. Det kostede tre af Quick-Steps stærke folk, mens Bora først blev tvunget til at bruge kræfter til allersidst, hvor Senechal atter sneg sig med i Tony Martin-gruppen mod slutningen, og hvor Quick-Step endelig turde lade deres hurtige franskmand gå efter sejren.

Resultatet var, at Bennett havde både Schillinger og Christoph Pfingsten til at køre for sig i finalen, og det var alt rigeligt til at holde sig fremme i det lille felt, hvor ingen af øvrige sprintere havde skyggen af tog. LottoNL-Jumbo havde på mærkværdig vis spillet Gijs Van Hoecke ud i udbruddet, EF havde efter tabet af Tom Scully slet ikke den ventede muskelkraft, og faktisk var det kun Niccolo Bonifazio med Matej Mohoric, der udover Bennett og Viviani kunne mønstre en eller anden form for lead-out. Dermed blev det alt for let for Pfingsten at aflevere sin kaptajn på Vivianis hjul, da Quick-Step skød frem i finalen, og da først han sad der, var udfaldet givet. I den situation kunne han ikke besejres.

Resultatet blev en fantastisk sejr for Bennett, der dermed kronede en smuk Giro for Bora, der virkelig har cementeret sig som et fremragende grand tour-hold. Siden Bora overtog sponsoratet, og man blev en del af WorldTouren, har man vundet etaper i alle fire grand tours, og denne gang blev det endda til hele tre med deres irske stjerne, der har cementeret sin status som en af verdens allerbedste sprintere. Dertil kommer, at man endelig fik brudt klassementsforbandelsen og slutter løbet med to unge talenter, Patrick Konrad og Davide Formolo, i top 10 - og endda kom meget tæt på to udbrudssejre med Pfingsten og talentfulde Felix Grossschartner også. Alt sammen skete det endda med B-holdet! Det bliver ikke let for Peter Sagan, Rafal Majka og Emanuel Buchmann at overgå den præstation i Frankrig til sommer!

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Vivianis drøm brast til gengæld. Italieneren har i månedsvis talt om at vinde i Rom med den cyclamenfarvede trøje på sine skuldre, men han måtte endnu engang indse, at Bennett simpelthen er feltets i særklasse hurtigste mand. Når skuffelsen har lagt sig, kan han imidlertid med tilfredshed se tilbage på et fantastisk løb, hvor han har vundet fire etaper samt pointtrøjen - endda bare 12 måneder efter sit livs skuffelse, da Sky lod ham blive hjemme. Det er trods alt ikke helt skidt - heller ikke for Quick-Step, der med fem etapesejre tog et stort skridt mod at matche de 16 grand tour-etapesejre fra sidste år.

Prisen for dagens særeste taktik går naturligvis til Danny Van Poppel, hvis hjerne må have lidt af kraftig iltmangel i finalen. Hvordan den hollandske sprinter kunne finde på at angribe på sidste omgang, er uforståeligt og savner enhver logik. Man kan kalde det forfriskende, men det er svært ikke også at beskrive det som himmelråbende naivt. En sprinter kan ikke gå i udbrud på en flad etape som denne, alene fordi ingen naturligvis vil slæbe ham til stregen. Om hollænderen selv havde regnet med, at Tony Martin og Ryan Mullen ville køre ham frem til en stensikker etapesejr, skal vi lade være usagt, men i hvert fald vidner om det en tiltro til andre menneskers gavmildhed, som næppe har megen hold i virkeligheden. Resultatet blev en forspildt mulighed for hollænderen, der dermed ikke kunne gentage sin etapesejr fra sin seneste grand tour, som han kørte helt tilbage i 2015.

Og dermed var det klart, at det stod mellem Viviani og Bennett. Ingen af de øvrige sprintere har topfarten til at matche de to stjerner, og de øvrige kunne derfor kun køre om tredjepladsen. Trods et flot lead-out af Matej Mohoric led lille Niccolo Bonifazio på brostenene og kunne slet ikke mobilisere sin vanlige fart, og i stedet blev det den kraftfulde Jempy Drucker, der med en 3. plads fik oprejsning efter en lang periode, hvor han slet ikke har været ved sin gamle styrke i spurterne. Dermed fik han også en lille revanche for et BMC-mandskab, der i går kunne se kaptajn Rohan Dennis gennemleve det kollaps, der hele tiden har ligget i kortene. En dag i gruppettoen kostede nemlig 45 minutter og blev endnu et bevis på, at australieren aldrig nogensinde bliver grand tour-rytter, uanset hvor gerne han vil. Druckers resultat gav lidt grund til at smile ved BMC-festen i aften.

Den allerstørste fest skal dog holdes hos Sky. Sejre på de to største etaper, samlet sejr, en bjergtrøje (den tredje i træk) og sejr i holdkonkurrencen er et udbytte, de næppe selv havde drømt om. Det kan godt være, at det hele ikke gik efter planen, og at der skulle improviseres undervejs, men målet blev nået. Ideen var at tage trøjen på Monte Zoncolan og forsvare den med defensiv kørsel i den tredje uge. Sådan gik det ikke, og man skulle finde en omvej for endelig at nå frem stregen. Det kostede ekstra kræfter og krævede uventet mod, men vejen blev fundet. Og som vi alle ved, fører alle veje jo i sidste ende til Rom…