Året, der cyklede - del 1: Italien, ligger det ikke sydpå?

Når man forsøger at tilbagekalde minder og fremdrage dem på papir fra en længere tidsperiode, er der flere måder, hvorpå man kan organisere dette.

Det mest naturlige vil være at gøre det kronologisk, en anden mulighed er et geografisk udgangspunkt, mens en helt tredje vil være bare at frembringe tilfældige udpluk alt efter, hvad man finder interessant undervejs på sin tur ad Memory Lane om landevejssæsonen 2013.

Jeg vil nedenfor - og i to artikler mere - gøre brug af alle tre metoder, da jeg indledningsvis vil lade en bemærkning eller to falde om noget, der alle dage har og alle dage vil præge cykelløb over hele verden - nemlig vejret.

Solen skinner da dernede …

Italien: Gardasøen, solbeskinnede gladiatorarenaer i Rom, smukke, dramatiske landskaber præget af årtusinders smukt vejr med små og ikke uvæsentlige afvigelser herfra. Blot ikke i cykelsæsonen 2013. Jeg ved faktisk ikke, hvordan vejret har været resten af året i Italien, men når der har været kørt store cykelløb, har vejret været ganske enkelt forfærdeligt.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Roma Maxima og Strade Bianche er to af de smukkeste cykelløb på hele sæsonen, og de kom for alvor til deres ret i smukt solskinsvejr og pæne temperaturer. Ugen efter var der dog Milano-Sanremo, der blev kørt i de værste forhold i nyere tid med sne og frostgrader, indtil arrangørerne fik for ondt af rytterne.

Feltet blev kørt uden om de store terrænmæssige udfordringer undervejs i løbet og helt ud til Middelhavskysten, inden de fortsatte i silende regn hele vejen til målstregen. Det var et billede på en europæisk forårssæson, der aldrig har været koldere i al den tid, jeg har fulgt cykelsporten.

Sæsonåbneren Omloop Het Nieuwsblad blev kørt i forfærdelig frost og blæst, Kuurne-Brussel-Kuurne blev aflyst, Dwars door Vlanderen og E3 Prijs Vlaanderen var ligeledes hamrende kolde, Gent-Wevelgem blev forkortet grundet kulden (selvom Gilbert og Haussler stadig kørte uden handsker), mens Ronde van Vlaanderen markerede afslutningen på den kolde forårsperiode med mere kulde og voldsom sidevind, som var med til at knække Sagan på sidste opstigning af Paterberg.

En smuttur til Baskerlandet med masser af regnvejr gav en etapeløbssejr til Quintana, men det var det sidste, vi så til det dårlige vejr i denne omgang, for solskin og medvind var medvirkende til at afvikle den hurtigst kørte udgave af Paris-Roubaix i nyere tid. Og så er jeg, som den opmærksomme læser måske bemærkede, helt sprunget over de to forårsetapeløb og den efterhånden så berømte og grufulde 6. etape af Tirreno-Adriatico (du gættede rigtigt, Italien!), der reelt afgjorde løbet, samt den regnfulde udgave af Paris-Nice. Endelig kunne rytterne ånde lettet op og forvente dejligt vejr resten af foråret og sommeren.

Sure italienske vejrguder

Men en stor del af feltet begik årets største brøler og tog tilbage til Italien i en af de mest forfærdelige udgaver af Giro d'Italia nogensinde. I tre uger var solskin nærmere undtagelsen end reglen, og selvom Dennis Ritter gjorde meget ud af at bemærke, at det undtagelsesvis var "dejligt at se rytterne i korte bukser", så fik han ikke meget tid til at nyde det.

Det forfærdelige vejr fortsatte hele vejen gennem det smukke italienske landskab, så det blev meget svært for alvor at nyde. På de lettere kuperede etaper stod regnen i lårtykke stråler, mens de høje bjerge blev præget af ekstremt snevejr. Et forunderligt og sjældent syn at se verdens bedste bjergryttere i tykke handsker og jakker på vej op ad dagens sidste stigning.

Både etapen til Galibier og Tre Cime di Lavaredo blev afgjort i voldsomt snevejr og forkortet eller ændret på grund af det, mens etapen til Martell simpelthen blev aflyst.

Det forfærdelige vejr i Italien blev dog til alt held for de lidt mindre hårdføre ryttere i Frankrig vendt til strålende solskin hele juli måned, da Tour de France blev afholdt med kun to regnvejrsdage i løbet af de tre uger. Det fortsatte altså hele vejen til VM, hvor det italienske vejr endelig viste sig fra sin bedste side og gav flot vejr hele ugen. Altså lige indtil elite herrerne valgte at træde frem til startstregen.

De 272 kilometer i Toscana lignede en gentagelse af en regnvejrsetape fra Giroen, og kun 25 % af feltet formåede at gennemføre i de grufulde betingelser. En tur fra Milano til Torino gav dog forhåbninger om bedre betingelser til kalenderens sidste store cykelbegivenhed - Il Lombardia. Men ak, endnu engang viste Italien sig fra sin mest ubarmhjertige side og endnu engang måtte flere af storfavoritterne forlade løbet på grund af de ugæstfrie konditioner.

Det forfærdelige forårsvejr, der prægede Europa gennem den indledende del af forårssæsonen står for mig som et af de klareste minder om en 2013-sæson, der har været ganske formidabel, hvad underholdning angår. Og vejret er den uforudsigelighedsfaktor, som betyder, at man aldrig kan forudsige resultatet af et cykelløb.