Året, der cyklede - del 3: Cykelfest på trods

Denne landevejssæson har været blandt de bedste, jeg nogensinde har fulgt som cykelfan.

På trods af den sorte aske som USADA, UCI og Armstrong i fællesskab efterlod på gulvet hen over vinteren som et grufuldt minde om den sorte periode i cykelsporten, der uden tvivl har været fyldt mest med velorganiseret doping, viste rytterne, at de er villige til at lade fortid være fortid og velsigne os andre med formidabelt cykelløb.

På trods af Rasmussens, Sørensens og alle de andre langt større stjerners indrømmelser i den indledende del af 2013-sæsonen, så det nuværende felt fremad, og de unge ryttere som Taylor Phinney gik forrest med "no-pills"-strategier og en åbenhed, der ikke tidligere er set.

Alligevel har dopingsnakken hvilet som en tung skygge hen over sporten hele sæsonen, og det kan ikke undre nogen. Verdens største cykelsportsløgn blev endegyldigt revet væk under os alle sammen, og da både Danilo Di Luca, Mauro Santambrogio og Mustafa Sayar blev taget for brug af EPO, mens Sky viste imponerende dominerende styrke i etapeløbene, blinkede dopinglamperne med voldsom kraft hos selv de mest stålsatte og blåøjede cykelfans, selvom de prøvede at sige noget andet.

Menneskeligt - og umenneskeligt

Da Contador så viste blot menneskelig styrke og Froome decideret umenneskelig ditto under Tour de France, kunne de færreste holde mund længere. Den tidligere cykelrytter Niki Østergaard, der absolut ikke er bange for at ytre sin mening, sagde ligeud på live-tv, at han var sikker på, at Froome er dopet op over begge ører. Veteranen Horners præstation under årets sidste Grand Tour er der ligeledes blevet sat utallige spørgsmålstegn ved, og den ærgerlige opmærksomhed, emnet har fået, har taget fokus væk fra det fantastiske cykelløb, der har været kendetegnende for hele sæsonen.

Fra starten af året har cykelrytterne i det professionelle felt nemlig vist, at de er villige til at tage flere chancer end tidligere. Omloop Het Nieuwsblad, Gent-Wevelgem og Amstel Gold Race står som de klare eksempler på, at selv verdens bedste cykelhold ikke altid timer indfangningen af udbruddene til perfektion. Fleche Wallone endte i den sædvanlige (men særdeles underholdende) bakkespurt, mens vi i både Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège fik nogle af de bedste afslutninger i årevis.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Trods det forfærdelige vejr var der ingen, der ikke satsede i Giro d'Italia, mens også 2013-udgaven af Tour de France blev en rigtig flot en af slagsen, selvom Froome ikke overlod meget til tilfældighederne. Garmins vanvittige holdindsats, der fik 9. etape til at eksplodere og isolerede en Sky-kaptajn for første gang i halvanden sæson, og det aggressive og insisterende sidevindskaos på 13. etape, der reelt fratog Valverde en næsten sikker podieplads i løbet, står for mig som to af de største højdepunkter i en meget, meget mindeværdig sæson.

Samme spanier blev snydt for en næsten sikker sejr i San Sebastian ugen efter, men stjernefrøet Gallopin snød Movistar-rytteren, og måske var det et varsel om, at tingene ikke skulle gå helt som forventet i sensommeren og efteråret.

Overraskelser

Det særdeles sært strukturerede Polen Rundt tog Pieter Weening sig af i år, Zdenek Štybar viste i Eneco Tour, at skiftet til landevejen slet ikke er et dumt valg, mens Horner som nævnt viste sig som den bedste bjergrytter i de tre uger i Spanien.

Ingen af delene var forventede, men det gav fabelagtigt cykelløb. Hele Vuelta a España var fantastisk. Jeg har svært ved at nævne én etape, der var bedre end alle de andre, og selvom jeg personligt aldrig kommer op at ringe over Horners sejr, bliver man nødt til at anerkende den gamle mands og alle konkurrenternes insisterende fight gennem de tre uger i Spanien.

Verdensmesterskaberne i Italien var decideret mesterlige, og selvom tårerne hang i mine øjenkroge, da Rodriquez måtte opgive at spurte forbi Rui Costa på de sidste meter, var det en fantastisk afslutning på en cykelsæson, der sjældent har vist sig lige så seværdig gennem alle ti måneder på trods af den forfærdelige vinterpause, der lå forinden.

Vi kan kun håbe, at vi som cykeltilhængere får forsødet tilværelsen med lige så fabelagtigt cykelløb i næste sæson, og jeg kan slet ikke vente til den 20. januar, når Betancur, Nibali, Phinney, Sagan, Rodriguez, Moreno, Pozzato, Cunego, Van Den Broeck, Quintana, Boonen, Cavendish og Petacchi åbner sæsonen med et brag i Argentina.