Akademiske udbrud: Alberto og Bøffen

”Lige nu sidder jeg i et projekt og ser på doping i massemedierne”, siger Ulrik Wagner, post.doc ved Institut for Idræt, Københavns Universitet, ”retorikken ændres markant efter Festina-skandalen i 1998. Vi tager alle OL-årene, altså 1992, 1996, 2000, 2004, og i 2008 begynder der at komme modreaktioner. Nu kommer atleterne på banen, som ikke længere synes, der er så meget logik i det kæmpestore anti-doping regime, man har fået sat på benene. Fx begynder man at spørge, om det giver mening med al den overvågning? Der er Michael Rasmussens sag et godt eksempel, men det bedste er Alberto Contador.”

Der sker noget i sporten og dopingbekæmpelsen i disse år. Rytterne oplever, at der er en voksende kløft mellem, hvad samfundet forventer af atleter og ikke-atleter. Og afstanden er blevet for stor, mener atleterne.

UCI høster al skidtet
For at forstå Contador-sagen, og atleternes harme generelt, må man forstå cykelsportens rolle i oprettelsen af WADA, det internationale anti-dopingagentur. Wagners Ph.D.-afhandling fra 2009 fokuserede netop på internationale idrætsforbund såsom cykelforbundet UCI, atletikforbundet IAAF og fodboldforbundet FIFA. Han undersøgte disse forbunds rolle og ageren før og efter oprettelsen af WADA i 1999.

”Her har cykelsporten stået helt centralt. Det var jo Festina-skandalen, som fik bægeret til at flyde over. Man kunne også argumentere, at der var en svømmeskandale samme år, men det har slet ikke haft samme pondus i forhold til svømning. Og atletikken - selvom der med jævne mellemrum kommer dopingsager - er også gået lidt fri. Cykelsporten derimod har stået i centrum siden Festina-skandalen, men har også løbende været med til at holde gryden i kog med yderligere skandaler.”

”Samtidig sker der et skifte i UCI. I Hein Verbruggens tid gik UCI lidt på to ben. På den ene side lavede man lidt anti-dopingarbejde og på den anden side lavede man pragmatiske løsninger, fx at hvis rytteren havde en hæmatokritværdi over en vis værdi, så fik de 20 dages ”løbspause” af hensyn til helbredet, hvilket er meget pragmatisk i modsætning til de, som tror en lille test vil kunne afsløre alt, og så viser det sig efterfølgende, at det ikke afslører noget alligevel, hvilket heller ikke er særlig smart.”

Man havde altså to afdelinger indenfor UCI: De, som tog sig af det sundheds- og helbredsmæssige og så selve anti-dopingarbejdet?

”Ja, man skilte tingene ad, og man kan argumentere sagligt for, at det var en ret god og praktisk måde at gøre det på, for på det tidspunkt kunne man ikke teste særlig godt for EPO, så i det mindste kunne man sørge for, at rytterne ikke døde undervejs. Men lige netop med cykelsporten duede det ikke, for det var med til at forstærke billedet af, at cykelsporten ikke gjorde nok. UCI skulle tilbyde at gøre mere end de forbund, der gjorde meget. Samtidig er der frekvensen af skandaler, der bliver ved med at klæbe – Floyd Landis, Michael Rasmussen, Operation Puerto. Det er med til at skabe et anderledes krav fra omverdenen.”

”Skiftet kommer, da UCI begynder at kigge på et ’biologisk pas’, som er meget mere vidtgående, end det de andre idrætsorganisationer gør i løbet af 2000erne. På den måde tager UCI teten tidligt og bliver pionerer. Men selvom jeg nøgternt set faktisk mener, at UCI er dem der er længst fremme med dopingbekæmpelsen overhovedet, så er det også dem, der høster alt skidtet, lige meget hvad de gør.”

Ideen med blodpasset er – som de fleste på denne side sikkert ved - at UCI gennem en masse blodtests laver en baseline for hver rytter – rytterens ’blodpas’. Er der tydelige indikatorer eller markante afvigelser fra denne baseline, er det nok til at stemple rytteren som ’dopet’ uden nødvendigvis at have fundet et specifikt ulovligt stof såsom EPO. Wagner er dog ikke sikker på, det er en langtidsholdbar løsning.

”Min pointe er så, at det alligevel ikke nytter noget. Lige meget hvad UCI gør, bliver det en fiasko. Fordi UCI har et meget mere fintmasket testningssystem, der tager hele blodprofilen alvorligt, og det gør at man kan teste positiv blot på indikatorer samt i gammeldags forstand. Det vil jo bare forstærke imaget om, at cykelsporten har et dopingproblem. Hvis man derimod valgte det andet, og lod være med at indføre noget, der var rigtig skrapt, så ville det også bekræfte omverdenen i, at cykelsporten har et dopingproblem, som de så igen prøver at skjule ved så ikke at gøre nok."

”Det er derfor, jeg i min artikel titel leger med den gamle Tom Cruise-film, altså Mission Impossible, for lige meget hvad de end gør, så står UCI i lort op til knæene. Det kan godt være, det er midlertidigt; det kan også godt være, at alt det der anti-doping og blodpas dør en stille død, fordi det er så omfattende og så dyrt at lave.”

”Man kan sige, FIFA, selvom de ikke har været særlig langt fremme i noget som helst med dopingbekæmpelse – i hvert fald ikke tilsvarende det, som en cykelrytter udsættes for – men det har de kunnet slippe af sted med, fordi de har en anden historie. Fodbolden har simpelthen en fortælling der hedder, at man ikke nødvendigvis kan dope sig selv til at blive en dygtig fodboldspiller, fordi det er et teknisk spil.”

Dopingbekæmpelse 2.0
Hvis man ser bort fra det offentlige pres, du har beskrevet, har UCI så flere interesser at jonglere end andre forbund som FIFA?

”Nej, men jeg tror, at når det kommer til lige netop dopingspørgsmålet, er UCI og cykelsporten generelt fanget i et meget kompliceret net, fordi man på den ene side har den formelle idrætsmedicin, men der er også et uformelt netværk. Operation Puerto og Blodplasma-sagerne i Østrig er et meget godt eksempel på, at den uformelle idrætsmedicin er meget tæt knyttet til cykelsporten. Der er sku mange fodboldspillere, der også spiller på en sprøjte, men det er ganske formaliseret; der er det holdlægen, der sprøjter det ind, så man kan spille en kamp mere. I cykelsporten er der selvfølgelig de formelle læger, der er tilknyttet holdene, men derudover er der et helt netværksmiljø, som foregår mere skummelt. Og det gør det jo lidt mere svært at bekæmpe dopingen, for det er en kultur, man har været 150 år om at udvikle, og så er det lidt naivt at tro, man på ti år kan rive sådan en kultur op ved roden.”

”I forholdet mellem UCI og WADA er min argumentation, at UCI med blodpasset går ind og bliver pioner med WADAs velsignelse. Der tipper magtratioen i retning af UCI. Men det sker ikke pludseligt eller ukompliceret – der er bl.a. en masse ryttere, som af og til brokker sig. På den måde er der hele tiden en balance, som nogen gange har været meget imod UCI. I årene efter Festina-skandalen var det især tilfældet, hvor man meget prøvede at gå på egne ben og køre sin egen dagsorden, sådan lidt mere pragmatisk, med at gå på to ben, men i det øjeblik man indgår i en større alliance og allierer sig med nogen af de mere magtfulde aktører såsom WADA, så kan man trumfe et eller andet igennem.”

Og i dette interessenetværk er blodpasset det vigtige?

”Der er mange andre aspekter af det, men blodpasset er det spændende, fordi det er version 2.0 inden for dopingbekæmpelsen. Version 1.0 var, at man indførte 2 års straf ved førstegangs foreteelser, test både i og uden for konkurrence, og nogle overordnede regler som WADA definerede. Derfor er UCI og cykelsporten gået et skridt videre med blodpasset. Og det spændende er, om der er andre end UCI, der tager ideen op. FIFA er fx ikke helt afvisende for at lave noget tilsvarende i fodbolden.”

Det ville jo være spændende…

”Det ville jo være vildt, men også meget, meget omkostningstungt, for bare det, at UCI har givet for at lave en profil på omkring 700 ryttere, så er der måske 25.000 i fodbold, og det er altid et af de stridspunkter, der har været i international doping, altså hvor mange er egentlig omfattet? Og FIFA har altid sagt: ’Jamen vi kan jo ikke teste 25.000’, og det kan man egentlig godt følge dem i – det ville ruinere dem hurtigt.”

Holdene i cykelsporten financierer det jo også delvist selv, og der er vel generel enighed om, at der er flere penge i fodbold, men FIFA har måske heller ikke det samme incitament?

”Der er rigtig meget hykleri fra FIFA. De er jo nogle klynkebasser, så snart der sker noget. Så snart man snakker om, at de skal ud og teste deres spillere, der så skal sige, hvor de er – det vi kender som whereabouts – så var der jo et ramaskrig ovre i England, da de blev bedt om det. Og det de klynker over, er jo bare vand i forhold til, hvad en cykelrytter skal. Så på den måde er der stor forskel på, hvad der ligesom er blevet kutyme i organisationerne, selvom de formelt set alle sammen støtter WADAs anti-doping kodeks. Så der er stadig meget store forskelle, selvom der på det formelle plan er blevet harmoniseret.”

Ejerskabet til kroppen
Hvis vi tager nogle nyere sager, kan du selv finde nogle af de spændinger, som du har lokaliseret i din forskning?

”Det bedste eksempel nu og her er Alberto Contador, der jo går ind og hævder: ”Jamen, det er jo en mikroskopisk del, man finder i mine kropsvæsker. Og hvordan det er kommet ind i min krop, ved jeg ikke.” Der er WADAs regler meget klare, nemlig at man selv er ansvarlig for alt, hvad der findes i ens kropsvæsker. Det står jo i WADAs regelsæt, så sagen burde være klokkeklar. Så skal han dømmes ude i to år, hvis man skal følge reglerne."

”Problemet er, at ser man på resten af samfundet, og den debat vi har dagligt, så handler det jo om, at man ikke ved, hvad man får i sine madvarer, når man går ned i køledisken. Man ved ikke, hvad producenterne kommer i, og mærkningen er helt ad helvede til."

”Så det rejser et helt fundamentalt problem: Hvordan kan vi kræve, at atleterne har så meget styr på deres krop – at de er 100 % herre i eget hus – når samfundet hele tiden diskuterer, hvordan alle mulige tilsætningsstoffer havner i vores lever, blodbaner og blodceller? Hvordan kan vi klandre atleterne, når vi selv har denne diskussion konstant? WADA har jo lagt sig op på ideen, at det har atleten helt selv styr på. Og vi andre kan jo godt se, at kroppen ikke nødvendigvis er helt vores egen; den er rettere et produkt af en meget kompleks samfundsudvikling, der handler om alt fra medicinalbranchen til producenter af forureningskilder. Ergo er kroppen ikke vores egen. Den diskussion har man set fuldstændig bort fra i Contador-sagen, nemlig ejerskabet til kroppen.”


Noter:
* Billede nr. 2 er fra DM i triatlon 2009, hvor Ulrik Wagner deltog i sin aldersgruppe.
** Wagners Ph.D.-afhandling blev udgivet i 2009 under titlen "The Struggle for Clean Sports: Anti-doping strategies from 1960 to 2009". Wagners speciale om diskurser i cykelsporten fra 1996 til 1999 er offentligt tilgængelig på idan.dk, eller kan hentes her. 

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic