Akademiske Udbrud: Cyclenomics #1

De senere år har set en stigende interesse for populærvidenskabelige bøger, der belyser dagligdagens fænomener ved brug af statistiske og især økonomiske metoder. Det primære eksempel er selvfølgelig Freakonomics, men også sportens verden - særligt baseball og fodbold - er blevet belyst og, til dels, revolutioneret af talmagikere. Selvom man med rette kan argumentere for, at cykelsporten allerede i høj grad er styret at tal og statistik, betyder det ikke, at der ikke stadig eksisterer myter. Der er stadig brug for ’cyclenomics’.

Det grundlæggende mål i denne artikel er, at undersøge validiteten af en specifik myte, nemlig det, som man kan kalde ’Rasmus Guldhammer-myten’: Ideen om, at det er usikkert og farligt at blive neopro i en ung alder.

Denne myte har især en fremtrædende rolle i det danske cykellandskab, hvor den opfattes som lidt af en grundlov, mens den ikke fylder nær så meget i udlandet. I Danmark er den trådt frem i lyset af en række danske cases – Mads Christensen, Rasmus Guldhammer, Thomas Vedel Kvist osv. – der fungerer som ’cautionary tales’. For nylig er diskussionen igen brudt op i forbindelse med Sebastian Lander, hvor danske ’eksperter’ har budt ind og kritiseret Sebastian Landers valg af, at blive professionel hos BMC og i en så ung alder (21 år).

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Men har de danske eksperter nødvendigvis ret eller har Sebastian Lander fat i noget? Statistik kan give os nogle svar. De følgende to afsnit beskriver analysens baggrund, metode og data, men man kan, som altid, blot springe frem til analysen hvis man lyster.

Moneyball og Soccernomics

Moneyball af Michael Lewes beskriver, hvordan baseball har gennemgået en statistisk revolution gennem et case-studie af Oakland Raiders manager, Billy Beane, der har drevet succes med et miniputbudget bl.a. ved at tage statistiske metoder i brug i deres transferpolitik. Beane spilles af Brad Pitt i filmatiseringen.

Revolutionen der har foregået i baseball i over et årti er således også kommet til fodbold, hvor konsulentfirmaer i stigende grad samler og sælger fodbolddata, og hvor Liverpool FCs nye amerikanske ejere, der også styrer baseball-klubben Boston Red Sox – en klub der med held har gjort brug af statistiske analyser – nu opererer den nordengelske traditionsklub under samme principper. Men talrevolutionen gennemsyrer i virkeligheden hele fodboldverdenen.

Soccernomics af Simon Kuper og Stefan Szymanski har mere tilfælles med Freakonomics end Moneyball. I de forskellige kapitler bruger de statistiske metoder til at belyse forskellige aspekter af fodbold, fx spørgsmål som: Hvorfor taber England altid? (det gør de ikke, måske overpræsterer de endda). Er det en god idé at skifte træner? (næsten aldrig). Hvad er god transferstrategi? (køb ikke efter EM og VM, køb yngre spillere der kan sælges videre, mexicanere er billigere end brasilianere osv.). Gør fodbold folk deprimerede eller glade? (sammenholdet og den sociale sammenhænghængskraft, som fodbold skaber, synes at fraholde folk fra at begå selvmord). Og så videre.

Det måske mest interessante fund i bogen er, at succes i fodbold i det store hele ikke er afhængigt af transferbudgetter. Det er klubbernes lønbudgetter der gør forskellen! Men andre ord: De største talenter tiltrækkes (og vigtigst af alt bevares) på baggrund af klubbens lønbudget, hvilket i sidste ende vil manifestere sig i ligatabellen. Men der er stadig vilkårlighed og irrationalitet i fodbold, hvorfor der findes klubber, der ved kløgtighed kan ligge højere, end deres lønbudget ellers berettiger: Nottingham Forrest i 1970’erne (og dele af 1980’erne) samt sydfranske Lyon i forrige årti er klare eksempler på klubber, der overpræsterer.

Cykelsport vil ikke gennemgå en lignende revolution, for cykelsporten er allerede gennemsyret af tal, statistisk og data. Tænk Bjarne Riis og pulsmålere. Tænk vindtunneller. Tænk på sejre, tider, tidskørsler. Tænk de nu berømmede ’value points’. Det er lettere at gøre en cykelrytter til et tal, fordi cykelsporten nok lettere lader sig kvantificere end fx fodbold, hvor fx en midterforsvarers kvalitet kan være sværere at måle. Men det betyder ikke, at myter og misforståelser ikke stadig rumsterer og styrer cykelverdens logik. Der er stadig masser af irrationalitet og ’markedsfejl’.

Det som man kan tage med sig fra Soccernomics og Moneyball er altså et perspektiv og nogle hypoteser. Man går ud fra, at sportsverdenen grundlæggende er konservativ og uvidenskabelig. De, som tager beslutningerne, er tidligere topudøvere som (generelt) ikke har den store forståelse for tal og som foretrækker at gøre ting ’som i gode gamle dage’. Det betyder samtidig, at sportsverdenen ikke er fuldstændig rationel, og at de aktører, der er åbne for nye ideer og brugen af data kan udnytte dette… indtil altså at konkurrenterne opsnuser metoderne. I den forstand er der et normativt mål; tal og statistik er vejen frem. Samtidig er det en optik, en måde at analysere fænomener på. Her står forfatteren tilbage og beviser eller afviser sådanne myter. Disse analyser underbygger så tesen om, at tal er vejen frem.

For at undersøge validiteten af ’Rasmus Guldhammer-myten’ har vi samlet og analyseret en relativ stor mængde data. Men databasen fortæller også så meget andet interessant, som vi vil røbe over to artikler. Første artikel undersøger sammenhængen mellem alder og succes, mens anden artikel ser nærmere på, hvilke andre variabler der kan forklare succes – hvilke hold og lande der gør det bedst. 

Data og metode

Jeg har ved ’håndkraft’ bygget en database på baggrund af offentligt tilgængeligt data, nemlig UCIs hjemmeside og CQ Ranking. Via UCI’s hjemmeside lokaliserede jeg alle de ryttere, som var blevet registrerede som neopros hos ProTour-holdene fra 2006 til 2008. I alt blev det en database på 120 ryttere. Derefter byggede jeg en database over en række variabler:

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

•    -   Nationalitet
•    -   ProTour-hold hvor rytteren først var registreret som neopro
•    -   Alder da rytteren blev professionel (tre kategorier: 20 år og under; 21 år;
•        og 22 år og over)
•    -   Længde af karriere på professionelt niveau, her defineret som år tilbragt
•         som enten på ProTour-hold (eller siden ProContinental-hold)
•    -   Drop-out eller ej: Har rytteren haft en ’komplet’, uafbrudt karriere
•        som prof? (ja/nej)
•    -   I tilfælde af drop-out, har rytteren haft hæld med at vende tilbage til det
•         professionelle felt i det hele taget (ja/nej) og for 2012 specifikt (ja/nej)?
•    -   CQ-point per professionel sæson (enten ProTour eller ProContinental) til og
•         med 2012
•    -   Gennemsnitlig CQ-point over alle sæsoner som professionel.

Hvorfor 2006? Fordi det er så langt UCIs database over ProTour-holdene går tilbage. Hvorfor CQ-point og ikke den officielle? En smagssag, men primært for at få mere data og fordi undertegnede synes CQ-point bedst afspejler en rytters succes og værdi. 

Alt i alt giver disse variabler et billede af, hvor succesfulde gruppen af neopros har været; hvor mange point de scorer og i hvor høj grad de har held med at bevare deres status som professionel. Samtidig lader variablerne os tjekke, hvilke andre faktorer muligvis kan spille ind, fx hold og nationalitet.

Men der er en række fejlkilder og problemer ved den valgte metode. For det første blev point noteret umiddelbart efter VM 2012, hvorfor nogle løb mangler for 2012. For det andet er det ikke alle yngre ryttere, der bliver registrerede som neopros hos UCI – Chris Anker Sørensen blev fx åbenbart aldrig registreret som neopro. Nogle få ryttere startede som neopro på et ProContinental-hold, fx Giovanni Visconti, for så at skifte til Milram efter en sæson hvor han så var registreret som neopro et år. Her har vi talt ham med som 22-årig prof (alderen da han startede hos Domina Vacanze), men hans optjente point hos Domina Vacanze tæller med i hans og Milrams gennemsnitlige værdi. Således er der en del ryttere, som i 2006 var i deres anden sæson som prof. Samtidig er der nogle få ryttere, som startede som neopros midtvejs i sæsonen. Her har vi talt dem med som en komplet sæson og der er ikke skælnet mellem point indkørt som U23-rytter og neopro.

Mads Christensen, der fx blev neoprof i 2005, optræder ikke i vores database, da han ikke var registreret som neopro ved et ProTour-hold i 2006, hvor han allerede havde forladt QuickStep. Men sådan er statistik; man opsætter kriterier og undersøger dem. Nogle ting falder ud, men det betyder ikke, at dataen ikke kan give et retvisende billede. Bare fordi jeg ved, at Mads Christensen mangler, kan jeg ikke blot tage ham med, da jeg ikke ved, om der fx andre var ryttere med samme skæbne.  

Og så er der det faktum, at databasen er relativ lille, og at det ikke er alle værdierne som afspejler noget særligt. Fx fortæller databasen mig, at Estlands ryttere gennemsnitligt har korte karrierer som prof. Men der er kun to ryttere i databasen, og begge startede først i 2007 eller 2008, og er begge ret succesfulde komparativt set – begge tjener masser af point og har stort set haft ProTour/WorldTour-kontrakter siden de blev professionelle.  

Et let og et svært eksempel. Roman Kreuziger startede hos Liquigas i 2006 og har hele sin karriere kørt på ProTouren/WorldTouren, enten hos Liquigas eller Astana og fra næste sæson SaxoBank-Tinkoff Bank. Han har derfor haft en ’komplet’ professionel karriere, er registreret i kategorien 20 og under; har kørt syv år som prof; er noteret som tjekke hos Liquigas og har et gennemsnit 672 CQ-point pr. sæson.   

Troels Vinther er et svært eksempel. Han startede som ung (20 og under) hos Unibet, hvor han kørte to sæsoner. Derefter kørte han nogle sæsoner på et mindre, ikke-professionelt hold, og er derfor noteret som ’ukomplet’ og har kørt tre sæsoner som prof (to hos Unibet, et hos Saxo Bank-Tinkoff Bank). Han har et gennemsnit på 32 CQ-point over sine tre sæsoner som prof.      

Rasmus Gulhammer-myten, sådan kort sagt

Som nævnt foroven, så er det målet, at undersøge ’Rasmus Guldhammer-myten’ eller ’aldersmyten’. Myten går grundlæggende ud på, at det anses som værende mere usikkert og farligt at blive prof i en tidlig alder; de unge ryttere siges at være i risiko for at brænde ud, for ikke at være modne nok til det, de har bedre fysisk af at blive endnu et år på et lavere niveau osv.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Disse argumenter har vi set springe frem for nyligt med offentliggørelsen af Sebastian Landers kontrakt hos BMC, hvor en mængde danske eksperter har givet deres besyv med, typisk i negative vendinger. Lander burde have ventet, synger koret. Rasmus Guldhammer, der blev prof i en ung alder hos Team Colombia, giver myten navn, da han efter blot et år vendte tilbage til Danmark med forklaringen, at han endnu ikke havde været klar og moden nok til en ensom professionel tilværelse i udlandet.

Det var åbenbart tilfældet med Rasmus Guldhammer, men giver det et retvisende billede af alle neoproffer?  Både ja og nej, men mest nej. Her er hvad vores undersøgelse af neoprofferne 2006-2008 viser.

Det triste faktum: Cykelsporten er en usikker karrierevej

Det vigtigste fund i denne undersøgelse er, at det er relativt få der driver det til en succesfuld og lang professionel karriere. Af de 120 neopros, der udgør vores database og hvis karriere vi har undersøgt, er der en drop-out værdi på 38,3%. Det vil sige, at næsten 40% af de neopros, der blev registreret som neopro ved ProTour-hold i perioden 2006-2008 ikke har haft en kontinuerlig, uafbrudt professionel karriere på enten et ProTour/WorldTour-hold eller et Pro Continental-hold til og med 2012.

Nogle få ryttere kommer dog tilbage efter en periode på den kontinentale scene – otte har fået chancen igen, hvoraf fem i hvert fald har grebet den til og med 2012. Men langt størstedelen dropper simpelthen livet som (professionel) cykelrytter:

Den første delkonklusion vi derfor kan drage er, at et liv som professionel cykelrytter er en meget usikker karrierevej, og at en neopro-kontrakt langt fra er ensbetydende med en lang og uafbrudt karriere i cykelsportens toplag. Det kan lyde som en banal observation, men det er ikke desto mindre vigtigt. 38,3% er en stor mænge ryttere, som kommer til at tilbringe mindst et år af deres (relativ) korte tid på toppen som arbejdsløse. Holdene dropper simpelthen mange af deres unge ryttere, rytterne dropper selv ud, og hold lukker. Det er en farlig, usikker tilværelse.

Livet som professionel cykelrytter er ikke for alle, og ikke alle har, hvad det kræver. Derfor skal vi måske heller ikke forvente, at alle danske neopros vil være succesfulde, for sådan er cykelsporten åbenbart ikke. En neopro-kontrakt er en prøve, ikke mere. Nogle vil blive droppet, andre vil erfare, at det ikke er noget for dem. Og det er helt fint. Det er ikke en katastrofe, det er livet.     

Yngre neopros er mere succesfulde og har længere karrierer

Men er det så tilfældet, at denne mænge af drop-outs skyldes alder, nemlig at rytterne simpelthen ikke var klar til livet som professionel?

Kort sagt: Nej. Størstedelen (71 af 120) af neoprofferne bliver professionelle som 22-årige eller over. De, som bliver professionelle i en yngre alder, er undtagelser. I denne undersøgelse betyder det, at er man født i 1985 og bliver neopro i 2007 eller 2008 hører man under ’22 og over’, neopros fra 2007 der er født i 1986 er 21 år og så fremdeles. Forneden kan man se hvordan aldersgrupperne generelt klarer sig.   

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Hvad man kan se her er, at 21 år synes at være den ’ekstreme’ alder: Det er her der er størst frafald, men det er også den aldersgruppe, der scorer suverænt flest point. Men det mest bemærkelsesværdige er, at de helt yngste proffer er de, som har mest held med at forblive proffer – både målt i længde af år tilbragt som proffer og drop-out værdi.

Men generelt er aldersgrupperne meget lige. Det eneste der rigtigt synes at adskille dem er, at de, som bliver proffer i deres sidste sæsoner, i mindre grad scorer masser af point. Der er ikke så mange stjerner som i de andre grupper. Dette er faktisk en lille overraskelse, for en del af ’Rasmus Guldhammer-myten’ er, at rytterne har godt af at udvikle sig på et lavere niveau. Da vi kun tæller point for år tilbragt som prof kunne man derfor have forventet, at de ældre proffer ville tjene flere point, da de var mere udviklede og derfor burde forventes at score point helt fra start af. Det er ikke noget der tyder på. De yngre ryttere tjener flere point hver sæson som prof.

Men der synes ikke at være nogen forbindelse mellem drop-out værdi og alder, ud over, at de 21-årige synes mest udsatte. Men omvendt synes der også at være noget der tyder på, at sene neoproffer generelt bliver mindre succesfulde. Selvom der fx findes ryttere som Mark Cavendish i den ældre aldersgruppe, så er der længere mellem topscorerne. De 22 og 23 årige bliver, mere typisk end de andre aldersgrupper, ’blot’ hjælperyttere, hvis de da ikke dropper det hele.

Konklusion

Hvad kan vi udlede af dette? Vigtigst af alt, synes der ikke at være nogen klar forbindelse mellem alder og drop-outs, mens der synes nogle rimelig klare indikationer på, at de ældre professionelle ikke lige så succesfulde. Hvordan kan vi forklare dette?

Der er ikke noget entydigt svar, men det er nok et spørgsmål om flere faktorer. Vigtigst er nok det faktum, at ’aktørerne’ – sportsdirektører som Bjarne Riis – ikke arbejder med fuldstændig information; de ved ikke præcis hvad det er, de faktisk køber. Systemet synes at være indrettet sådan, at man satser og håber på det bedste. U23-resultater og personlige anbefalinger giver indikationer, men de fortæller ikke fuldstændig om rytteren har, hvad det kræver.  

Samtidig synes det at være en god idé, at blive prof i en tidlig alder. Forklaringen kan være sociologisk: Tager man en 19-årig rytter ind, så føler holdet sandsynligvis også større ansvar for rytterens videre karriere. Man passer på dem, man lærer dem at kende, man vil dem det godt. 21 og 22 årige er måske mere udsatte; det skal vise noget de første to sæsoner, mens man giver de helt yngre lidt længere snor, når nu det er 'os', der har kastet den unge mand ud på dybt vand.

Samtidig synes det som om, at det er mere ’sikkert’ at satse ungt. De ryttere, hvis potentiale åbenbarer sig og manifesterer sig i resultater i en tidlig alder, er mere sikre satsninger målt i CQ-point. Der er længere mellem pletskuddene blandt de ældre neopros. Således kan man bemærke, at der ofte nok er en god grund til, at talentet først lod sig udfolde i en senere alder – måske fordi det var mere begrænset i første omgang.

Men der er altså ikke nogen klar forbindelse mellem succes og alder. Derfor må rytterne og holdene tage kvalitative beslutninger om hvad der er rigtigt i den givne situation. Her kan databasen fortælle os en del, som vi nok inderst inde vidste ubevidst. Det kigger vi på i anden del, der kommer onsdag. 

På falderæbet: De 20 bedste neopros fra 2006-2008