Akademiske Udbrud: Cykelsport som spejl af verden

Cykelsporten er smukkere og hårdere end alle andre sportsgrene. Det er den skønneste sport, fordi den modsat nærmest alle andre sportsgrene er umulig at forstå og nyde isoleret – omverdenen, samfundet som sådan, bliver ved med at krybe ind og manifestere sig i selve løbet. Dette er allermest tydeligt under VM, hvor firmahold og nationale dragter blandes grundigt sammen, og ikke kun på trøjerne. Landevejsrytterne kører ikke rundt på en kunstig bane, hvor bane og tribune markerer ’os’ fra ’dem’. De er på vores veje. Cykelrytterne er os, bare med bedre lungekapacitet.

Den store pointe i denne klumme er, at vi nok umiddelbart ville ønske at cykelsporten var lidt mere som fodbold, lidt mere simpel, et sted hvor det blot handlede om den rene, smukke sport. Sagen er så, at dette er ren illusion: moderne sport kan ikke forstås isoleret. Landevejscykelsport – der opstod i forbindelse med den moderne opfindelse, cyklen – har altid været moderne, har altid været kommerciel og har ikke de samme amatøridealer indprentet i dens historie. Cykelsporten har derfor tendens til at være mere ærlig end alle andre sportsgrene – og det er den skjulte grund til, at vi elsker den.

Fremgangen bliver lidt anderledes end normalt i denne klumme i den forstand, at der vil blive lånt fra alle mulige steder – fra akademika, fra skønlitteraturen, fra personlige oplevelser – for at fremmane det store argument.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Lad os starte med lidt skønlitteratur til at illustrere, hvad det hele handler om. James Waddingtons skønne cykelsportsroman Bad to the bone (1998) – som I alle burde købe, i øvrigt - handler om cykelsport og doping. Om Tour de France, Mefistofeliske pagter, idoldyrkelse, sex og mord. Fortælleren er en slags alvidende, sarkastisk type, der både tager cykelsportens verden dybt seriøst og samtidig gør grin med den. Han er både ’inde’ og ’ude’. En af bogens hovedtemaer er således forskellen på de, som er indenfor og udenfor cykelsporten: altså udøver og tilskuer, cykelrytter og civil, politimand og dopinglæge, fan og ikke-fan, cykelsport og den ’virkelige’ verden. Men er der en forskel?

I Bad to the bone sælger adskillige cykelryttere deres sjæl til en diabolsk dopinglæge, alt sammen for at blive den bedste og derved blive elsket og hyldet. Hovedpersonerne befinder sig primært indenfor cykelsporten; en mærkelig, indspist og autonom verden, der pludselig bliver infiltreret udefra, da en række mærkelige dødsfald blandt toprytterne til sidst må undersøges af politiet. Politibetjenten Gabriela Gomelez, romanens intellektuelle stemme, ytrer på et tidspunkt følgende dom:

”You see, to most of the world cycling is a very boring sport. Indistinguishable men in unfortunate costume pedal – a repetitive process in itself – for hours, sometimes days on end, and then they come to a place where they stop. That seems to be it. So don’t expect those who count, the metropolitan citizenry, to be remotely taken with the bicycling aspect of the case. No, no, what does thrill us to the urethra is the promise of a serial killer”.

Gomelez er ’udenfor’, selv sagt, og hun taler ned til sin tilhører, i dette tilfælde hjælperytteren Patrul Azafrán. Men modsat stjernerytteren Akil Sáenz, der mistænkes for mordene, er Patrul Azafrán ganske intelligent; han er vant til sådanne nedlandende kommentarer fra intelligentsiaen. Azafrán har bare, ligesom os andre, indset at det alligevel ikke nytter noget, da de altid vil tænke at ”cykelsport er dumt”, at ”der sker alligevel ikke noget”, og at de, der faktisk ser det, derfor også må være dumme.

Gomelez er stand in for den kritiske intellektuelle, der dømmer cykelsporten og dens fans. Hun er, så at sige, talerør for storbyens intellektuelle. Det, som hun her ekkoer, er det som sociologen Pierre Bourdieu viste allerede i 60’erne, nemlig at cykelsportens fans oprindeligt, i hvert fald i Frankrig, var den del af samfundet som typisk havde mindst social og økonomisk ’kapital’ – arbejdere og bønder. Det, som han grundlæggende sagde, var den banale pointe, at der (i 1960'erne) var forskel på dem der så og dyrkede cykelsport og de, som dyrkede tennis eller lacrosse. Well, duh…

Mere interessant er derfor Bourdieus store teori om, at samfundet har en naturlig tendens til at dele sig op i mere og mere specialiserede ’felter’ – det politiske, det økonomiske, det kulturelle. Alle felter arbejder sig mod ’autonomi’, om at kunne forstås isoleret, om ikke at være afhængig af andre. Inden for det kulturelle felt betyder det, at man snakker om ’kunst for kunstens skyld’ – om at man laver film alene for kunstens skyld, og ikke for at tjene penge. Inden for sporten snakker man om sportens fairplay og gentlemanværdier; værdier og idealer der har udviklet sig sideløbende og isoleret fra resten af samfundet. Aktørerne indenfor 'feltet' spiller primært for ’the beauty of the game’ og man snakker taktik, taktik, taktik.

Således kan moderne sportshistorie i Europa forstås som en udvikling, hvor sportsforbund skabes i løbet af 1900-tallet og frem, og hvor de langsomt demarkerer sig mere og mere fra de andre dele af samfundet. Men ’felter’ er aldrig fuldstændig autonome – nye aktører kan altid infiltrere og ændre reglerne i feltet. I sportsfeltet ses dette mest tydeligt fra 1970’erne og frem, hvor professionalisering begynder at vælte ind: klubberne og foreningerne bliver infiltreret af handelsskolefolk, og begynder langsomt at blive mere som professionelle virksomheder, hvor målet i højere grad bliver at tjene penge rettere end at fremelske de positive værdier, som fairplay og amatørisme tilvejebringer. Det bliver for mere end ’spillet selv’.

Nu det personlige. Jeg var for nylig praktikant i Europarådets sportsafdeling, EPAS, hvor man siden 70’erne har kæmpet hårdt for, at europæisk sport skal udvikle sig i den ’rigtige’ retning. I 1980’erne var Europarådet de første, der tog anti-doping seriøst (det blev til Den Europæiske Anti-doping Konvention), men det gennemgående træk har været, at man har søgt at beskytte det ’gode’ i sport – fairplay, sundhed, motion, og de etiske værdier, som bliver indlejret i folk, der dyrker sport.

Det man arbejder meget for at bekæmpe i europæisk regi disse dage er ’match-fixing’, hvor der de seneste år har været masser af skandaler, primært indenfor fodbolden, som er der, hvor pengene er. Match-fixing drejer sig om flere former for korruption og uetisk adfærd. Det kan dels være en fodboldklub, som køber sig til en sejr ved at bestikke dommeren, eller det kan være rigmænd, der betaler en fodboldspiller en sum penge for at få kampens første gule kort – sådan noget kan man altså også spille på nu til dags. Problemet, synes Europas topledere enige om, er, at sportens ’integritet’ derved trues, at rige asiatiske bagmænd korrumperer europæisk topsport for egen vindings skyld osv. Spillet, der anskues som værende ’rent’, korrumperes af kræfter ’udefra’ – fra den samfundet.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Hvor jeg måske skulle have lyttet mere til alt, hvad der ellers blev sagt til topmøderne, så slog det mig mest af alt, hvor lidt disse diskussioner er relevante for cykelsporten, og hvor umuligt det bliver at regulere sportskorruption, på trods af de gode intentioner fra Europas ledere.

Her er problemet: Hvor starter og stopper ’sportslig’ adfærd? Sammenlignet med nærmest alle andre sportsgrene fremstår cykelsporten ’usportslig’. I cykelsporten er underhåndsaftaler nemlig en del af selve sporten. Der laves aftaler hele tiden: Når Alberto Contador skænker en sejr væk, når Alejandro Valverde bliver hjulpet af nærmest alle spaniere frem til samlet sejr i Vueltaen, når Sebastian Langeveld skænker sit idol Michael Boogerd sejren i de hollandske mesterskaber, og få uger senere belønnes med en kontrakt af Rabobank.      

Og lad os så låne lidt fra Bad to the bone igen. Hjælperytteren Patrul beskyldes på et tidspunkt for være generøs – at lave ’aftaler’ under et løb: ”To which he might reply, if he had wanted a sport where only muscle counts he would have gone for something truly brainless, like amateur rowing. But cycling is a mirror of the world. Generosity, human judgment, trust, these things count as much as brute force”.

Mere kritisk kan vi tage en passage fra Ernest Hemmingways The Sun Also Rises (1926):

“There was a bicycle-race on, the Tour de Pays Basque, and the riders were stopping that night in San Sebastian. In the [hotel] dining room, at one side, there was a long table of bicycle riders, eating with their trainers and managers. They were all French and Belgian, and paid close attention to their meal, but they were having a good time…”

“The next morning at five o’clock the race resumed with the last lap, San Sebastian-Bilbao. The bicycle riders drank much wine, and were burned and browned by the sun. They did not take the racing seriously except among themselves. They had raced among themselves so often that it did not make much difference who won. Especially in a foreign country. The money could be arranged.”

Cykelsporten er et spejl på verden. Aftaler, selv hvor der er penge indblandet, er en del af cykelsportens DNA. Skete noget tilsvarende i en fodboldkamp ville man straks råbe match-fixing og degradere klubben eller fyre spilleren. I cykelsporten er grænserne mellem ’sport’ og ’verden’ meget mere flydende. Ved fodbold VM er det så simpelt: Land mod land. Klare farver markerer, hvem spillerne er allieret med.

Cykelsporten er anderledes, mere kompliceret. Gudskelov da! Jovist, det meste af tiden kører rytterne kun for nationen. Men det hænder, at rytteren mest bare tænker på sig selv, som da Kanstantsin Siutsou fra Hviderusland trak det meste af VM i Madrid (2005). Ikke fordi det var i landets interesse, men fordi det var i firmaholdets Fassa Bortolos intersse, da Allessandro Petacchi var løbets favorit. Fra næste år bliver det hele endnu mere blandet sammen, når UCI indfører VM i holdtidskørsel – hvor det ikke bliver landene, men holdene der stiller op. Til et VM. Det bliver gratis reklame midt i det, som ikke burde være et økonomisk og ’virkeligt’ men rettere nationalt anlæggende. 

Cykelsporten har altså endnu et lag, når man skal analysere det; et lag, hvor det ikke er nok at læse løbet ud fra ’reglerne’, men på baggrund af helt almindelig menneskelig motivation – såsom de situationer, hvor lysten til en ny kontrakt overstiger mængden af ens fædrelandskærlighed. Eller når ryttere, der til dagligt kører på firmahold sammen, beslutter at arbejde sammen. Cykelsport, og specielt VM, er overvældende kaotisk – et miskmask af interesser, som er sjove at afkode.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Og det gør både rytterne mere sympatiske og vedkommende. Fordi, de er os. Modsætningen her er fodbolden, den store europæiske mastodont med alle pengene, som trods diverse dopingsager, match-fixing skandaler, milliardærovertagelser af klubber og nu UEFAs plan om at råde bod på dette, ved at indføre ’Economic Fair Play’ prøver at holde fast i sine amatøridealer, altså ideen om den sunde, rene sport skal beskyttes fra ’samfundets onde indflydelse’. I disse tider, hvor al sport bliver professionaliseret og økonomiseret, og hvor alverdens sportsorganisationer prøver at standse denne tendens, er cykelsporten altså et friskt og dejligt åndehul. UCI, for alle dens fejl, anerkender at doping og snyd eksisterer, og endda omfavner ivrigt globalisering og alt hvad den indbefatter – sportsligt, kulturelt og økonomisk. Cykelsporten er altså den måske eneste sport, der rigtig spejler sand menneskelig adfærd og kultur; der erkender og som sådan afspejler det kapitalistiske handelssamfund, som vi lever i.       

Der har hidtil nu primært været talt om underhåndsaftaler og snyd, og mindre om elefanten i rummet - doping. Kan argumentet trækkes lige så langt? Både og. Samfundet har talt, og man accepterer – i hvert fald ikke officielt – at doping finder sted. Men, som vi har diskuteret før i denne klumme, så har fx Alberto Contadors sag pointeret, at det indenfor dopingbekæmpelsen bliver sværere og sværere at forlange, at fx atleter er fuldstændig herre over, hvad de spiser, når landmænd verden rundt benytter sig af alverdens kemikalier i deres fødevareproduktion. Sport og samfund hænger sammen.

Skal vi dømme rytterne for at handle ’usportsligt’, hvilket her er at sige, at afspejle vores egen verden? James Waddington slutter Bad to the bone af med følgende citat af den franske journalist Antoine Blondin: ”As sports fans, we prefer to dream about angels on wheels, somehow immune to the uppers and downers of our own pill-popping society. There is, all the same, a certain nobility in those who have gone down into God knows what hell in search of the best of themselves. We might feel tempted to tell them that they should not have done it, but we can remain secretly proud of what they have done. Their wan, haggard looks are for us an offering”.