Analyse: Er der en udløbsdato på Valverde?

Så er der naturligvis Alejandro Valverde, som man naturligvis må omtale efter ugens Volta a Catalunya. Forud for løbet var der enighed om, at spanieren sagtens kunne vinde samlet, fordi hans Movistar-mandskab fremstod stærkere end både Froomes Sky- og Contadors Trek-hold. Derfor kommer det ikke som en stor overraskelse, at spanieren søndag kunne bestige podiet for at fejre sin anden sejr i løbet hele 8 år efter den første.

Når det alligevel giver anledning til hævede øjenbryn, skyldes det omstændighederne. Efter den kontroversielle holdtidskørsel var Valverde pludselig bagud og skulle vinde tid på de stærke Sky-ryttere. Forude ventede Lo Port-stigningen, der med sin kombination af stejle procenter og relativt betydelige længde normalt vil være for svær for den spanske veteran, der ikke er ren klatrer og derfor traditionelt har haft vanskeligheder med at matche Froome og Contador på en stigning som denne.

Alligevel viste Valverde sig at være i en klasse for sig, og med en imponerende acceleration på den sidste kilometer satte han begge de store stjerner eftertrykkeligt til vægs. Dominansen fortsatte gennem hele løbet, og Valverde kunne til sidst rejse hjem med hele tre etapesejre (han vil endda selv hævde, at det var fire efter den kontroversielle holdtidskørsel), sejr i bjerg- og holdkonkurrencerne samt en tredjeplads til Marc Soler, der ovenikøbet vandt ungdomskonkurrencen og viste sig om muligt endnu stærkere end Froome og Contador.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Man kan naturligvis med god ret hævde, at Froome helt åbenlyst var meget langt fra topformen i det, der var hans europæiske sæsondebut. Det er imidlertid vanskeligt at hævde, at Contador ikke var tæt på 100%. Spanieren har i mange år gjort det til en tradition at være i fremragende form i foråret, og han har ikke lagt skjul på, at det var et stort mål for ham at vinde Paris-Nice, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco i 2017. I det franske løb viste han storform, og det var kun sidevinden, der kostede ham en sikker triumf. Alligevel blev han sat eftertrykkeligt til vægs af Valverde.

Det paradoksale er, at Valverde i en alder af 37 bare bliver bedre og bedre. Det er aldrig tidligere sket, at han har slået Contador i så svær en bjergfinale i et ugelangt etapeløb om foråret, og at han samtidig får ram på Froome, gør det kun endnu mere imponerende. Samtidig hævdede han endda, at han følte sig stærkere og stærkere, som løbet skred frem, og folk, der overværede sidste etape i Barcelona, vil få svært ved at bestride den påstand.

Præstationen betyder naturligvis ikke, at Valverde vinder Tour de France. En grand tour er en helt anden sag, og i Frankrig handler alt om Nairo Quintana. Valverde vil søge sin egen chance i Vueltaen, der er et af sæsonens helt store mål, men også her får han trods alt svært ved at tage kampen op med Froome. I første omgang betyder det imidlertid, at jeg - sikkert som mange andre - igen må gøre Valverde til manden, der skal slås i Ardennerne. For blot en uge siden var jeg ellers overbevist om, at 2017 blev året, hvor Julian Alaphilippe og Sergio Henao for alvor ville kunne true spanierens overherredømme i de kuperede klassikere. De to supertalenter udgør stadig en alvorlig trussel, men så længe der ingen udløbsdato er på El Imbatido, er der al mulig grund til at tro, at de må vente endnu et år med for at kunne fejre deres første store triumf i de endagesløb, der betyder mest. Under alle omstændigheder er scenen sat til et helt forrygende slag mellem en veteran, der utvivlsomt er en af de mest alsidige i cykelsportens historie, et colombiansk fænomen, der endelig er kommet sig over års nedture og uheld, og fremtidens superstjerne, der har udsigt til at dominere i Ardennerne i det kommende årti.

Er jeg den eneste, der ikke kan vente?

Dette er et uddrag af denne uges 'ugenanalyser' - se flere ved at klikke på linket.