Det lignede ”business as usual”, da løbsdirektør Javier Guillen i går præsenterede ruten til 2017-udgaven af Vuelta a Espana. Ni afslutninger opad - blot én færre end i det højst seværdige løb for et par måneder siden - en indledende holdtidskørsel samt en relativt flad, teknisk enkeltstart på ca. 40 km i den tredje uge - er alle karakteristika, der har været faste kendetegn ved den spanske grand tour i de senere år. Lægges dertil, at der er bjerge spredt ud over alle løbets tre uger, og at den sidste bjergetape kommer blot 24 timer før den store finale i Madrid, synes der ikke at være de store forandringer for et løb, der efterhånden har etableret et rygte som den hårdeste og mest brutale af de tre uger lange styrkeprøver.

En nærmere granskning af ruten afslører imidlertid et par nyskabelser, der giver ruten et nyt og anderledes touch, og som har givet anledning til, at Movistar-manager Eusebio Unzue med nogen ret har betegnet 2017-udgaven som den hårdeste i de senere år. Selvom antallet af afslutninger opad i det spanske løb stadig langt overgår, hvad man finder i de italienske og franske rundture, har Guillen foretaget tre justeringer, der bringer det spanske løb mere på linje med årets første to grand tours.

Først og fremmest har karakteren af bjergafslutningerne ændret sig. Hvor Vueltaen tidligere er blevet berømt for sine mange korte, ekstremt stejle mure - hvad der gjort løbet til en ”happy hunting ground” for eksplosive typer som Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde - har det tidligere været småt med lange stigninger og høje bjerge.


Foto: Quintana kan glæde sig over længere stigninger i stedet for de eksplosive mure, som Valverde og Rodriguez er kendt for at elske.

Det ændrer sig markant i 2017, hvor kun fire af de ni finalestigninger er relativt korte og kun to kan karakteriseres som deciderede mure. De kommer begge i løbets anden weekend, hvor rytterne dels skal forcere den korte, stejle Xorret del Cati-stigning, der senest blev besøgt i 2010, og hvor Wout Poels for mindre end en måned siden lagde grunden til sin samlede sejr i Volta a la Comunitat Valenciana, og den fascinerende Cumbre del Sol, hvor Tom Dumoulin leverede et helt fantastisk comeback og passede Chris Froome bare få meter på stregen under hans store grand tour-gennembrud i 2015. Yderligere to af de afsluttende stigninger er relativt korte, men de er så lette, at de næppe vil gøre nogen større forskel i klassementet.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I stedet for de mange mure er løbet i år beriget med flere lange stigninger. Således bevæger mig sig i den anden uge ind i de andalusiske bjerge, hvor man kan nå højder, der sjældent ses i den spanske grand tour. Opkørslerne til Calar Alto, La Pandera og ikke mindst navnkundige Sierra Nevada er lange, jævne stigninger, der har langt mere til fælles med Tourens monotone bjerge end de hidsige, eksplosive finaler, der normalt karakteriserer Vueltaen. I det hele taget minder den hårde anden uge meget om de vanskeligste etaper i 2009, hvor Alejandro Valverde tog sin hidtil eneste grand tour-sejr.


Foto: 15. etape bliver en voldsom sag med den lange stigning op til Sierra Nevada

I løbets tredje uge synes de to første uge at smelte sammen i en brutal afslutning, der klart gør løbets sidste tredjedel til den hårdeste og mest afgørende. I tillæg til den efterhånden klassiske enkeltstart, der er stort set identiske med tidskørslerne fra 2015- og 2016-udgaverne, skal rytterne således slutte på både den nye Los Machucos-stigning samt navnkundige Angliru, hvis tilbagevenden har været en slet skjult hemmelighed siden oktober. Begge er længere end traditionelle Vuelta-stigninger, men inkluderer samtidig ekstreme stigningsprocenter, der gør dem fuldt ud sammenlignelige med det stejleste, Vueltaen kan tilbyde, og i den forstand forenes de to karakteristika - første uges stejlhed og anden uges lange stigninger - i et festfyrværkeri af en finale.

Den anden væsentlige ændring i løbets komposition er det faktum, at den første uge i år er lettere end vanligt. Hvor Tour- og Giro-arrangørerne har været meget opmærksomme på ikke at kvæle spændingen for tidligt, har Vueltaens ruteplanlæggere ikke været bange for at introducere de første seriøse stigninger straks fra start - sandsynligvis fordi løbets placering på kalenderen gør, at træthed kan skabe seriøse forskydninger senere i forløbet. I år er den første uge imidlertid usædvanligt nemt. Rytterne rammer ganske vist de første seriøse bjerge allerede på fjerde etape, men da etapen ikke slutter på en stigning, vil det sandsynligvis være en dag, hvor målet er ikke at tabe løbet.


Foto: Klassementet vil være tættere efter den første uge

De senere målstigninger i den første uge er alle relativt korte, og tidsforskellene vil således skulle tælles i sekunder, ikke i minutter. Lægges dertil, at den indledende holdtidskørsel er kortere end i 2016, synes det indlysende, at klassementet vil være langt tættere på første hviledag, end det har været tilfældet i de senere år. Samtidig er de lange stigninger i løbets anden uge ikke nødvendigvis skabt til at lave store forskelle og er bedre anvendt til at skabe udskilning bagfra end til at lancere storstilede angreb. Således er det sandsynligt, at de helt store forskelle først vil blive skabt i de hårde finaler i den tredje uge, hvor tidsforskellene i de seneste udgaver ellers har været relativt begrænsede. I den forstand bringes Vueltaen mere i sync med Giroen og Touren, hvor tendensen har været, at man samler de afgørende stigninger i løbets absolutte finale.

Hvem har grund til at gnide sig i hænderne?

Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der har mest grund til at glæde sig ved udsigterne til en lidt anderledes Vuelta-rute i 2017. På nuværende tidspunkt er det usikkert, hvem der stiller til start - Vueltaen har trods alt stadig karakter af at være en mulighed for revanche for ryttere, for hvem første del af sæsonen ikke er gået som forventet - men allerede nu synes det klart, at Chris Froome planlægger at vende tilbage i et forsøg på at sikre sig den Tour-Vuelta-double, han var så tæt på i 2016. Hvorvidt Nairo Quintana vil forsvare sin titel er endnu usikkert, men trods rygter om en Giro-Tour-double - noget, colombianeren selv synes at være meget interesseret i - anser jeg det for usandsynligt, at Movistar-holdets spanske hovedsponsor Telefonica vil acceptere et sådant sats, og vi venter derfor, at 2016-vinderen vil være tilbage.

Vincenzo Nibali, Fabio Aru og Steven Kruijswijk planlægger alle en Giro-Vuelta-kombination, og også Alberto Contadors tilstedeværelse synes meget sandsynlig, selvom den endelige bekræftelse mangler. Orica-Scott vil stille med mindst én af deres tre klassementsryttere, Esteban Chaves, Adam og Simon Yates - jeg gætter på førstnævnte - og Alejandro Valverdes deltagelse synes så godt som sikker. Endelig er der stor sandsynlighed for, at også navne som Romain Bardet og Ilnur Zakarin vil være at finde på startrampen i Nimes i august, og det tegner således til, at vi igen i år får et ganske forrygende felt i Spanien.


Foto: Froome vil gå efter doublen

Af disse mulige topkandidater er der ingen tvivl om, at specielt Chris Froome har haft grund til at åbne en flaske champagne på Sky-træningslejren på Mallorca i går aftes. I 2016 havde briten endeligt sikret sig sin Vuelta-sejr, hvis ikke han og resten af Sky-mandskabet havde taget sig en kollektiv blunder og glemt at læse side 1 i Contadors lærebog om grand tours - der, hvor der står, at spanieren altid angriber fra start på en kort, intens bjergetape - da de rullede ud på den intense etape til Formigal. Det var en dyr lærestreg for Froome og hans ellers fantastiske hold, men der var stadig grund til at forlade Spanien med oprejst pande. Således viste de tre uger på Den Iberiske Halvø, at det sandsynligvis blot er et spørgsmål om tid, inden Froome vinder Touren og Vueltaen samme år.

Når Froome har grund til at glæde sig ved udsigten til 2017-udgaven af Vueltaen, skyldes det hovedsageligt den lettere første uge. Den tredfoldige Tour-vinder har ganske vist opbygget et ry for at falme i den tredje uge af grand tours, og det er på alle måder sandt, at det har været tendensen på de franske landeveje. I Spanien forholder det sig imidlertid anderledes. Hvor han altid ankommer til Frankrig på ryggen af måneders intense forberedelser, bruger Froome tiden mellem Touren og Vueltaen på at restituere. Det betyder, at han stiller til start i Vueltaen langt fra topformen, og tendensen har været, at han bliver bedre og bedre, som løbet skrider frem. I både 2014 og 2016 var det således tydeligt, at han først nærmede sig sit højeste niveau, da rytterne kunne ane Madrid i horisonten.

Set i det lys er den relativt lette første uge en gave til Froome. I 2016 var hans strategi at køre afventende frem til enkeltstarten og at gøre den afgørende forskel i kampen mod uret. Hans dominerende præstation i Calpe, hvor han var fuldstændig suveræn i den individuelle disciplin, viser, at strategien havde fungeret til UG med kryds og slange, hvis det ikke havde været for det kollektive Sky-kollaps på vejen mod Formigal. I år er der en tilsvarende enkeltstart i den tredje uge, og med en lettere første uge er der endda udsigt til, at Froome kan nå til det punkt med et mindre tidstab end i 2016.

Foto: Vil Quintana forsvare sit trofæ fra 2016?

Det betyder imidlertid ikke, at alle forandringer er til Froomes fordel. Selvom han er verdens bedste klatrer, har han i Vueltaen hovedsageligt brilleret på korte, stejle stigninger, hvor han er mere eksplosiv end hovedrivalen, Quintana. Den ændrede natur af de stigende finaler med flere høje bjerge bør således give colombianeren håb om, at han kan distancere Froome og vinde mere tid på stigningerne end i 2016. Quintana er ganske vist aldrig kørt fra Froome, når denne har været på 100% af sin ydeevne, men det niveau når han aldrig i Vueltaen. I 2016 leverede Quintana sin bedste klatrepræstation på den navnkundige Lagos de Covadonga-stigning, der er blandt de længste af de hyppigt forekommende bjerge i Vueltaen. I år vil der være flere af den type stigninger, hvor Froome traditionelt har været tvunget til at benytte sin meget specielle strategi til at begrænse tidstabet, og det er netop det aspekt, der gør, at Quintana kan gøre sig visse forhåbninger om måske at gentage sejren.

Blandt de øvrige potentielle vinder må også Contador glædes over udsigten til en hård tredje uge, idet spanieren største styrke er hans helt fantastiske evne til at restituere. Ikke desto mindre har Trek-kaptajnen allerede været ude med hård kritik af en rute, der i hans øjne inkluderer alt for mange flade kilometer alene i kamp mod uret, hvor han unægteligt vil tabe betydelig med tid til Froome. Et løb med flere lange stigninger og en vanskelig sidste del tilgodeser også dieselmotoren Kruijswijk, der håber på at ramme det niveau, han havde i Italien i maj i år, og Aru, der altid er flyvende i den tredje uge, har også grund til at glædes. Nibali, der ikke just er kendt for sin eksplosivitet, har ligeledes grund til optimisme, også ved udsigten til en meget teknisk enkeltstart.
 

Omvendt må der være frustration at spore hos Alejandro Valverde, for hvem de stejle mure altid har været en sand lækkerbisken. De længere stigninger passer ham dårligere, og selvom han sjældent går ned i Vueltaen - 2016 var en undtagelse grundet et helt usædvanligt hårdt løbsprogram - må det trods alt være til hans ulempe, at de vanskeligste etaper kommer mod slutningen, idet det spanske multitalent typisk ankommer til årets sidste grand tour med en meget hårdere sæson i benene end de værste konkurrenter. Orica-Scott kan heller ikke være fuldt tilfredse. Selvom han foretrækker længere stigninger, er Chaves mere eksplosiv end mange af sine værste konkurrenter, så de spanske mure har altid passet ham godt. Dertil kommer, at han traditionelt falmer betydeligt i den tredje uge, hvor også begge Yates-brødrene typisk har det svært. Dertil skal lægges, at alle tre Orica-kaptajner vil finde 42 flade kilometers enkeltstart ganske vanskelige, og de havde unægtelig håbet på en tilbagevenden til tidligere tiders mere kuperede ruter.

Foto: Chaves og Valverde må ikke være super tilfredse med ruten. Contador har til gengæld grund til at glæde sig.
 

Meget kan ske inden august, og en lang sæson med styrt og skader kan fuldstændig ændre udsigterne, når rytterne endelig ruller ned af startrampen i Nimes den 19. august. Det ændrer imidlertid ikke på, at ruterne til de tre grand tours nu studeres nøje, og holdene allerede nu gør sig mange tanker om, hvordan løbet kan angribes og trupperne sammensættes.

Foreløbig har de fleste udtalt sig positivt om en rute, der er usædvanlig hård, men reelt var der kun to vindere, da Guillen i går løftede sløret for 2017-ruten. Selve løbet har med et fantastisk velkomponeret design af de 21 dage skabt alle forudsætninger for igen at blive årets måske bedste grand tour, og har således alle forudsætninger for at nærme sig sine to storebrødre i Italien og Spanien. Allermest grund til at smile har imidlertid en vis britisk Tour-vinder, der nu har fået skabt det bedst mulige udgangspunkt for at blive den første til at vinde Touren og Vueltaen i samme sæson siden Bernard Hinault i 1978.

 

Vuelta a España-ruten 2017

1. etape lørdag 19. august: Nîmes (Frankrig), 13.8km (Holdtidskørsel)


2. etape søndag den 20. august: Nîmes (Frankrig) - Gruissan (Frankrig), 201km


3. etape mandag den 21. august: Prades (Frankrig) - Andorra la Vella (Andorra), 158.5km


4. etape tirsdag den 22. august: Escaldes (Andorra) - Tarragona (Spanien), 193km


5. etape onsdag den 23. august: Benicassim - Ermita Santa Lucia, 173.4km (Bjergafslutning 1)


6. etape torsdag den 24. august: Vila Real - Sagunto, 198km


7. etape fredag den 25. august: Lliria - Cuenca, 205.2km


8. etape lørdag den 26. august: Hellín - Xorret de Catí, 184km (Bjergafslutning 2)


9. etape søndag den 27. august: Orihuela - Cumbres del Sol, 176.3km (Bjergafslutning 3)


Hviledag mandag den 28. august

10. etape tirsdag den 29. august: Caravaca de la Cruz - ElPozo Alimentación, 171km


11. etape onsdag den 30. august: Lorca - Calar Alto, 188km (Bjergafslutning 4)


12. etape torsdag den 31. augsut: Motril - Antequera, 161.4km


13. etape fredag den 1. september Coín - Tomares, 197km


14. etape lørdag den 2. september: Écija - La Pandera, 185.5km (Bjergafslutning 5)


15. etape søndag den 3. september: Alcalá la Real - Sierra Nevada, 127km (Bjergafslutning 6)

Hviledag mandag den 4. september

16. etape tirsdag den 5. september: Circuito de Navarra - Logroño, 42km (Enkeltstart)


17. etape onsdag den 6. september: Villadiego - Los Machucos, 180km (Bjergafslutning 7)


18. etape torsdag den 7. september: Suances - Santo Toribio de Liébana, 168.5km (Bjergafslutning 8)


19. etape fredag den 8. september: Caso - Gijon, 153km


20. etape lørdag den 9. september: Corvera - Angliru, 119.2km (Bjergafslutning 9)


21. etape søndag den 10. september: Arroyomolinos - Madrid, 101.9km