Analyse: Giro-rute godt afsæt for Froome-sejr

Normalt er det ruten, der står i centrum, når en grand tour for det kommende år præsenteres. Sådan var det imidlertid ikke, da der for et par uger siden blev kastet lys over 2018-udgaven af Giro d’Italia. Det er ikke unormalt, at arrangørerne har svært ved at hemmeligholde væsentlige detaljer om ruten, hvis nøglemomenter som regel allerede er blevet afsløret i pressen, men som regel er det altid lykkedes at gemme en overraskelse eller to til den ofte pompøse præsentation. Denne gang var det imidlertid gået helt galt for løbsdirektør Mauro Vegni, der drypvist kunne se detalje efter detalje blive fremlagt i pressen, indtil praktisk talt hele løbet var kendt allerede en uges tid inden festlighederne i Milano.

Alligevel har en præsentation sjældent været imødeset med så stor spænding. I dagene op til begivenheden havde rygtet om Chris Froomes mulige deltagelse nemlig spredt sig som en steppebrand og taget til i styrke. Flere og flere medier kunne rapportere om anonyme kilder både inden og uden for arrangørorganisationen RCS Sport, der alle kunne berette om, at den britiske stjerne havde ladet sig overtale af Vegnis stædige lobbyarbejde, og til sidst var rygtestrømmen så massiv, at det ville have været en stor skuffelse, hvis ikke Froome under præsentation havde annonceret sit kandidatur til som den første rytter siden Marco Pantani i 1998 at sejre i Giroen og Touren i samme sæson. Heldigvis endte præsentationen da heller ikke i det frygtede antiklimaks, og i en kort videohilsen meddelte Froome, at han vil gøre et forsøg på at opnå det, som i de senere år har ført til fiasko for både Alberto Contador og Nairo Quintana.

De finere detaljer i selve ruten druknede i den massive omtale af Froomes historiske forsøg, men sådan bør det ikke være. Froomes deltagelse og Vegnis sammensætning af det kommende års Giro kan nemlig ikke ses adskilt, tværtimod. Der er ingen tvivl om, at Froomes modige forsøg først og fremmest er ansporet af, at han allerede nu sidder på både Tour- og Vuelta-tronen og derfor kan skrive historie ved som den blot tredje i historien at være vinder af samtlige grand tours på samme tid, og ikke mindst af at den ekstra uges hvile mellem de to løb - et forhold, der skyldes, at Tour-starten i år er skubbet en uge som følge af VM - giver ham en formentlig helt unik chance for at opnå den double, der betragtes som cykelsportens sværeste.  Alligevel havde han aldrig nogensinde kastet sig ud i projektet, hvis ikke RCS var fremkommet med en rute, der gjorde det realistisk for Froome at gøre forsøget uden at kompromittere sine chancer i Touren alt for voldsomt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Tre gaver til Froome

Rutedesignet afslører da også tydeligt, at Vegni har skævet til muligheden for at få Froome til start, da han sammensatte løbets anatomi. Selvom der helt sikkert har været vandtætte skotter mellem Team Sky og ruteplanlæggerne, der under ingen omstændigheder har taget imod direkte ordrer fra det britiske hold, kræver det ikke megen fantasi og fingerspidsfornemmelse at indse, hvilke elementer der kunne øge sandsynligheden for at få Froome til start. Det har længe været en mission for Vegni og hans stab at gøre Giroen mere international ved at tiltrække sportens største stjerner, og det har klart spillet en rolle i flere af de foregående udgaver. Specielt har det været kendetegnende, at man har skruet ned for de ekstreme sværhedsgrader, som prægede årene under Angelo Zomegnans ledelse, og som på forhånd skræmte stort set alle internationale navne væk, og at man har øget antallet af enkeltstartskilometer, som ellers i mange år lå på et minimum i et forsøg på at tilgodese de hjemlige stjerner. Den ambition har allerede bragt løbet langt og gjort det betydeligt mere internationalt på bare få år, men den ultimative blåstempling har længe været at få Froome til start. Vegni har tydeligvis været bevidst om, hvilke knapper han skulle skrue på for at nå det mål, og gennem en intensiv dialog i ugerne op til præsentationen, hvor Sky-ledelsen angiveligt er blevet forelagt ruten som grundlag for deres beslutning, er det lykkedes ham at indfri sit mål.

Udover den ekstra uges hvilke, som Vegni ingen indflydelse har haft på, er der specielt tre forhold, der har gjort det kommende års Giro særligt attraktiv for Froome: karakteren af de to enkeltstarter, placeringen og designet af bjergetaperne samt starten i det gunstigere klima langt mod syd. Hvor de to førstnævnte elementer øger sandsynligheden for, at Froome ikke blot kan vinde, men gøre det på en måde, der efterlader tilstrækkeligt med energi til senere at gå efter Tour-sejren også, er sidste element i hans forsøg på at undgå en uheldig sygdomsperiode, der med ét kan ødelægge selv den bedste forberedelse og ruinere alle Froomes ambitiøse planer.

Sydlig start mindsker risikoen for sygdom

Lad os tage det sidste først. Et af de væsentligste kendetegn ved Giroen, der adskiller den fra de to øvrige grand tours, er sandsynligheden for dårligt vejr. Hvor sne, frostgrader og aflyste etaper hører til sjældenhederne i Touren og Vueltaen, er de alle jævnligt forekommende elementer i Giroen og forhold, man skal kunne håndtere, hvis man vil vinde i Italien. Froome har aldrig lagt skjul på, at han foretrækker varmen, men det er nu ikke hovedårsagen til, at han har lagt vægt på vejrforholdene i sin beslutning. I stedet er det risikoen for, at et par dage under ekstreme forhold kan gøre ham så syg, at det enten vil ødelægge hans chance for at vinde Giroen eller afgørende kompromittere hans muligheder i Touren.

Nu giver meteorologer som bekendt ikke garantier - og da slet ikke om forhold, der ligger et halvt år ude i fremtiden - men betingelserne er i hvert fald tilrettelagt således, at risikoen for snevejr er så lille, som den kan fås i Giroen. Først tilbringes tre dage i Jerusalem, der i gennemsnit byder på dagtemperaturer på 25 grader og blot én nedbørsdag i maj. Herefter venter tre dage på Sicilien, hvor temperaturen blot er tre grader lavere, og hvor antallet af nedbørsdage i maj blot er 4. Herefter venter en længere rejse mod nord, der betyder, at feltet vil tilbringe første halvdel relativt langt mod syd i Støvlelandet. I denne del af landet er der heller ikke mange høje bjerge, og det er således i de første to uger kun på 9. etape, at man for alvor skal op i højderne. Gran Sasso-stigningen ligger imidlertid i en del af landet, hvor risikoen for sne er mindre, og derefter er det kun på de frygtede 19. og 20. etaper, at man skal op over 2000 m. Der er intet spor af legendariske stigninger som Gavia og Stelvio, der netop er kendetegnet ved at have top langt over 2000 m over havets overflade, og det forhold har helt sikkert spillet en væsentlig rolle for Froomes beslutning.

Lette stigninger i løbets første halvdel

Alt dette er dog lige meget, hvis ruten enten er designet, så Froome vil anse det for svært at vinde - det er nu vanskeligt at sammensætte en grand tour, der ikke automatisk vil have Froome som den indlysende favorit - eller hvis vanskelighederne er så voldsomme, at det vil koste alt for mange kræfter at kunne løfte den store pokal i Rom på løbets sidste dag. Også på det område har Vegni og co. imidlertid været Froome og Sky nådige, både hvad angår karakteren af de to tidskørsler og placeringen af løbets bjergetaper.

Froome er bestemt ikke specialist på korte, flade enkeltstarter, og da slet ikke, når de er så tekniske, som det er tilfældet for åbningsetapen i Jerusalems smalle gader. Det ændrer imidlertid ikke på, at det formentlig kun er Tom Dumoulin blandt hans mulige rivaler til den samlede sejr, han for alvor skal frygte i den indledende kamp mod uret. Alt taler for, at Froome vil kunne sætte sekunder i banken på de øvrige konkurrenter allerede på dag 1 og derefter gå i en form for forsvar og forsøge at overlade så meget som muligt til et formentlig fabelagtigt Sky-mandskab i den første del af løbet.

Det burde der være gode muligheder for. Løbets indledende del er nemlig kendetegnet ved, at udfordringerne nok er svære - der er eksempelvis ikke meget at komme efter for sprinterne - men dog så moderate, at det bliver svært for klassementsrytterne at gøre store forskelle, hvis der er et stærkt hold til at kontrollere begivenhedernes gang. Efter de to følgende sprinteretaper i Israel og en tidlig hvile- og transportdag venter tre ganske kuperede etaper på Sicilien, hvoraf det dog kun er den sidste, der byder på udfordringer med mulighed for at skabe forskelle. Som vi så i år, er finalen på den berømte vulkan Etna imidlertid ikke specielt egnet til angreb, da opkørslen ikke er særlig stejl og desuden præget af kraftig vind. Denne gang skal den ganske vist bestiges fra en nye side, som end ikke den lokale helt Vincenzo Nibali kender, men meldingerne tyder på, at den faktisk er endnu nemmere end den, der blev benyttet i år. Med mindre vinden er gunstig for feltet, ligner det derfor en dag med status quo - nøjagtigt som det var tilfældet i år.

En sprinteretape leder derefter frem til den næste bjergafslutning. Montevergine di Mercogliano er imidlertid en klassiker, der er kendt af de fleste. 5%-stigningen er lang, men meget lidt stejl, og det hele ender derfor som regel i en spurt i en gruppe på 10-20 ryttere. Med andre ord er der tale om endnu en etape, der skal kontrolleres af Sky. Den følgende etape byder på en modbydeligt lang afsluttende stigning på næsten 50 km, men dermed siger det også sig selv, at den aldrig bliver voldsomt stejl. Igen kan et stærkt Sky-hold formentlig holde konkurrenterne i skak - og dermed er vi pludselig fremme ved anden hviledag med en situation, hvor Froome formentlig kun for alvor har skullet levere på den indledende enkeltstart. Det betyder også, at løbet er ideelt til at møde op i knap så god form og derefter bruge løbets første halvdel til at nærme sig 100% - i hvert fald hvis man har holdet til at redde kastanjerne ud af ilden.

Zoncolan - Froomes største udfordring

Den anden uge byder på en lidt afventende fase for klassementsrytterne, der skal sikkert igennem to let kuperede og to relativt flade etaper, inden det for alvor går løs igen. Kun 11. etape til Osimo, der er dedikeret til Michele Scarponi, byder på en lille giftighed i form af en mur i finalen, men den bør ikke volde Froome, der talrige gange i Vueltaen har vist, at han er ganske skarp i denne type finaler, også når han endnu ikke er i sin bedste form. Dermed kan briten forhåbentlig sætte yderligere fire etaper sikkert i banken, og dermed er vi pludselig fremme ved 14. etape med kun en uge tilbage.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Her stopper gemmelegen imidlertid også. På løbets næstsidste lørdag venter nemlig den absolut sværeste udfordring, når feltet efter tre års fravær endelig vender tilbage til frygtede Monte Zoncolan, der af de fleste betegnes som den vanskeligste stigning i professionel cykelsport. Her kan Froome ikke længere gemme sig bag sine holdkammerater og skal under alle omstændigheder træde i karakter. Hvis alt går vel, kan dette imidlertid vise sig at være en af de eneste kraftudfoldelser, han tvinges ud i, og Zoncolan er ikke nødvendigvis en ulempe for Froome. Tværtimod er den ekstremt stejle stigning ikke umiddelbart til fordel for den relativt store Dumoulin, der på denne dag må ventes at skulle i defensiven, og dermed får Froome her en perfekt chance for at vinde noget tid på hollænderen inden den vigtige enkeltstart. Hvis alt går vel, kan han endda sætte så mange sekunder i banken, at han med en af sine bedste tidskørsler måske end ikke behøver at køre fra hollænderen i resten af løbet.

Efter Zoncolan er der ikke megen tid til at komme sig, da der allerede dagen efter venter endnu en svær bjergetape med hele fire kategoriserede stigninger. Den afsluttende opkørsel til målet i Sappada hører imidlertid ikke til blandt de vanskeligste, og hvis alt går vel, vil det være en etape, som Froome og Sky kan komme helskindet igennem inden løbets sidste hviledag.

Flad enkeltstart er Froomes nøgleetape

Efter en dag med ro på venter endnu en af løbets nøgleetaper, endda sandsynligvis den, Froome har set allermest frem til. De 34,5 km enkeltstart mellem Trento og Rovereto bryder med tendensen fra de seneste år, hvor den lange enkeltstart som regel også har budt på en del stigninger. Denne rute er imidlertid det klareste eksempel på lokkemad til Froome. 16. etape beskrives af arrangørerne som en lækkerbisken for løbets specialister, og dermed har Froome alle forudsætninger for at vinde mellem 1 og 3 minutter på alle klatrerne i løbet. Igen er Dumoulin den store udfordring, men hvis alt går efter planen, har Froome efter 16. etape så stort et forspring til sine rivaler, at det måske kun er Dumoulin, der skal angribes i den sidste uge.

Det håber Froome naturligvis ikke. Hvis han allerede her har et forspring og er i lyserødt, vil vi med statsgaranti se en defensiv brite gemme sig så meget som muligt bag sit hold på de tre bjergetaper, der følger efter løbets næstsidste sprinteretaper. De er imidlertid så svære, at det er utænkeligt, at Froome ikke får behov for at grave dybt undervejs, ikke mindst på 19. etape, der med Colle delle Finestre og den stejle Jafferau-stigning i finalen konkurrerer med Zoncolan-etapen om at være løbets sværeste. Målstigningerne til Prato Nevovo og Cervinia på 18. og 20. etape hører imidlertid ikke til blandt sportens sværeste, og forskellene mellem de bedste var da også ganske begrænsede, da de sidst blev benyttet i grand tour-sammenhæng. Som regel skal der endda temmelig meget til for at skabe afstande i den tredje uge, der ofte mere er præget af spektakulære kollaps end af markante angreb. Samtidig er vi her så langt fremme i løbet, at Froome har haft tid at finde formen. At udfordringerne er koncentreret i løbets sidste tredjedel og endda ikke byder på de sværeste målstigninger gør det således langt mere sandsynligt, at Froome kan komme relativt let igennem løbet, inden han kan se frem til den afsluttende paradeetape i Roms gader.

Giroens uventede farer lurer

Man kan indvende, at Froome naturligvis kunne have ønsket sig flere enkeltstartskilometer. Sandt er det da også, at omfanget af de to enkeltstarter er betydeligt mindre end i 2017, og at Dumoulin ikke uventet var temmelig utilfreds med enkeltstarterne i både Giroen og Touren. Der er da næppe heller den store tvivl om, at Froome havde foretrukket, at Vegni havde givet efter for presset og erstattet den afsluttende sprinteretaper i Rom med endnu en pandekageflad enkeltstart. På den anden side ville RCS utvivlsomt have gjort sig temmelig sårbare over for kritik, hvis 3 af 21 etaper var enkeltstarter - uagtet at ingen af dem ville have været voldsomt lange - og det ville blot have øget opfattelsen af, at ruten var designet med Froomes deltagelse som nærmest eneste formål.

Er det hele så givet på forhånd? Nej, bestemt ikke. Det kan godt være, at placeringen af de sværeste bjergetaper sent i løbet og de relativt lette bjergafslutninger i løbets første halvdel giver Froome og Sky en mulighed for at kontrollere løbet, men der er samtidig masser af terræn til offensivt cykelløb. Faktisk er det måske sprinterne, der har allermest grund til at være skuffede over årets rute, idet det kun er 2., 3., 7., 12., 13., 17. og 21. etape, der åbner mulighed for en massespurt, og af disse er det kun 2., 3., 7. og 21. etape, der synes at være sikre spurtafgørelser. Det betyder, at der ud over de 8 etaper med mål på en stigning er et større antal mellemetaper, hvor vanskeligt terræn åbner op for uventede angreb, og det er som bekendt sådanne etaper, der før har voldt Sky de største vanskeligheder. Hvem havde eksempelvis forventet, at den relativt lette bjergetape til Formigal i 2016-udgaven af Vueltaen skulle koste Froome en stensikker sejr? Og hvem husker ikke, hvordan Vincenzo Nibali og Peter Sagan med nådesløse angreb på en etape i Abruzzo-regionen i 2013-udgaven af Tirreno-Adriatico fik skovlen under samme Froome på et tidspunkt, hvor han lignede en sikker vinder efter en magtdemonstration på kongeetapen? I øvrigt byder samme område på lignende etaper i år, og man skal passe på med at undervurdere de smalle, snoede veje på 9., 10. og 11. etape, hvor mangen en klassementsrytter i årenes løb har fået uventede problemer. Det var eksempelvis også her, at Bradley Wiggins i 2013 legede bambi på glatis, og selvom Froome ikke er en dårlig tekniker, er der stadig andre ryttertyper, der har større glæde af det uforudsigelige terræn. Og selvom Froome helt sikker har lært lektien efter ”Froomigal”-fadæsen i Vueltaen, vil det forhold, at Touren hele tiden lurer i baghovedet, give ham en modvillighed til at grave alt for dybt, og det kan undervejs måske bringe ham i situationer, der kan komme ud af kontrol.

Skal Valverde trætte Froome inden Touren?

Samtidig ser det ud til, at rivalerne har tænkt sig at gøre Froome rangen stridig. I første omgang kunne man frygte, at Froomes deltagelse ville få mange til at fokusere på Touren i den forventning, at en træt Froome ville være lettere at besejre end vanligt. Det synes imidlertid at have haft den modsatte effekt. Skal man tro rygterne i pressen, var Movistar de første til at reagere. Målet har for det spanske mandskab hele tiden været at satse alt på Touren, og manager Eusebio Unzue havde angiveligt allerede besluttet sig for at komme med det helt tunge skyts til Touren, hvor han planlagde at stille til start med hele kaptajntrioen bestående af Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde, og i lade Carlos Betancur forsøge sig i Giroen.

Froomes modige sats har imidlertid givet Unzue en gylden chance for at trætte Froome på forhånd, og derfor handler det for ham om at sikre, at Froome skal betale så dyrt som muligt for en Giro-sejr. Det betyder, at han nu ventes at stille til start med enten Landa eller Valverde. I skrivende stund peger pilen logisk nok på Valverde, der alligevel næppe kunne slå Froome i hverken Italien eller Frankrig, men som stadig er så god, at han kan tvinge Froome til at bruge flere kræfter end planlagt. Og samtidig gemmer han så de to stærkeste kort, Landa og Quintana, til at tage kampen op mod en formentlig lidt svækket Froome i Touren. Og det er værd at huske på, at den tekniske enkeltstart i Jerusalem, de mange lette bjergafslutninger i løbets første halvdel samt den korte mur på 11. etaper er som skræddersyet til Valverde. En god enkeltstart samt en solid høst af bonussekunder kan meget hurtigt give Valverde et større forspring, end Froome foretrækker og tvinge briten til at investere lidt mere af sig selv på bjergetaperne og enkeltstarten sidst i løbet.

Fremragende felt af angrebslystne klatrere klar til at udfordre Froome

Og Valverde er ikke alene. Fabio Aru har længe haft Giroen som det altoverskyggende mål, meget peger som sagt på, at Dumoulin vil forsvare sin titel, Esteban Chaves ventes at udpege Giroen som sit største mål i 2018, Thibaut Pinot prøver at overtale FDJ-ledelsen - og det bliver svært - til at give ham starttilladelse i Giroen, Astana ventes at møde op med Miguel Angel Lopez, der tre gange satte Froome til vægs i den seneste Vuelta, Bahrain-Merida møder op med en genfødt Domenico Pozzovivo, Leopold König er klar igen og foretrækker at køre Giro, hvis Bora giver ham lov, Louis Meintjes vil i år satse på en grand tour, der burde passe ham glimrende, Steven Kruijswijk er en sandsynlig genganger og håber at genfinde fordums styrke, og selvom det i skrivende stund synes usandsynligt har heller ikke Ilnur Zakarin endegyldigt lukket døren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med andre ord er der ikke udsigt til, at vi får det relativt tamme startfelt, som det for et par uger siden kunne se ud til, og læser man ovenstående liste igennem vil man hurtigt indse, at aggressive ryttere som Aru, Chaves og Lopez, der er dømt til at få bøllebank af Froome på enkeltstarterne, tvinges til at angribe - også på bjergetaper, hvor det måske ikke er helt oplagt. Og står vinden rigtigt på Etna, hvor Froome formentlig planlægger at finde benene for at ramme topformen i løbets sidste del, kan man bestemt ikke udelukke, at en etape, der let kan ende i status quo, pludselig kan tilføje Froome et uventet stort tidligt nederlag og åbne op for et helt andet løb end det, Sky håber på.

En Froome-sejr er derfor ikke en på forhånd given konklusion. Tværtimod er der 21 etaper, der skal køres, og historien viser, at Giroen ofte er den mest uforudsigelige af de tre grand tours. Spørg blot Nairo Quintana, som mange i år allerede havde tilskrevet sejren inden løbets start. Eller Steven Kruijswijk, som lignede en sikker vinder, indtil et dumt styrt ødelagde det hele for to år siden. Eller Rigoberto Uran, om han i 2014 havde regnet med at miste førertrøjen under så dramatiske omstændigheder i snetågerne på vej ned fra Stelvio. Eller Ryder Hesjedal, om han havde regnet med at stå øverst på podet i 2012. Eller Bradley Wiggins, Richie Porte, Mikel Landa og Geraint Thomas, der alle har set Skys Giro-forbandelse knuse deres drømme om at vinde den eneste grand tour, det britiske superhold endnu ikke har vundet.

Det er den forbandelse, Froome ikke blot vil forsøge at bryde, men gøre det på en facon, så han i mere end en forstand skriver historie. Giro-Tour-doublen har knækket nakken på selv den bedste grand tour-rytter, men det er med nogen rette, at mange hævder, at netop Froome med opbakning fra det skræmmende Sky-mandskab er manden, der kan gøre Pantani kunsten efter. I første omgang har løbsdirektør Vegni i hvert fald lagt grunden ved at designe en rute, der på de fleste områder imødekommer den ønskeseddel, Froome indirekte har sendt til den italienske ledelse, og det har fået briten til at tage udfordringen. Nu skal arbejdet ”bare” gøres færdig - og når Froome sætter sig op til noget, plejer tingene som regel at lykkes.