Analyse: Imponerende rekordserie af det colombianske fænomen

Det er efterhånden tre år siden, at hele verden pludselig fik øjnene op for Fernando Gaviria, da den unge colombianer helt sensationelt slog selveste Mark Cavendish to gange i Tour de San Luis. Modsat Uffe Ellemann fulgte manager Patrick Lefevere devisen ”If you can’t beat them, join them”, og der gik ikke mange dage, inden han havde offentliggjort en kontrakt med den colombianske supermand, der var tiltænkt rollen som en langsigtet arvtager for netop Cavendish. Allerede året efter var Gaviria tilbage i San Luis, hvor han kickstartede sin professionelle karriere ved atter at vinde åbningsetapen, og selvom han efterfølgende måtte udgå af løbet, startede det en spændende trend, som han foreløbig holder i live. I 2017 vandt han nemlig også sæsonens første løb, da han var hurtigst på 1. etape af Vuelta a San Juan, der har overtaget rollen som Argentinas store etapeløb fra Tour de San Luis.

Også i 2018 er Gaviria i Argentina som Vuelta a San Juans topsprinter, og forud for gårsdagens åbningsetape var der et vist pres på colombianeren. Der er ikke andre ryttere i det professionelle felt, der kan sige, at de har vundet årets første løb hvert eneste år i deres karriere, og den flotte stime havde Gaviria naturligvis tænkt sig at holde i live. Colombianeren var manden, der skulle slås på den flade åbningsetape, men selvom alle vidste, hvis hjul man skulle finde i finalen, var de alligevel chanceløse. For tredje år i træk var Gaviria i særklasse i sæsonens for første løb, og for tredje år i træk kan han derfor iføre sig en førertrøje i Argentina.

Sejren så let ud, men det var ikke omkostningsløst for Quick-Step at tage den ventede sejr. Således fik de stort set ingen hjælp i deres bestræbelser på at kontrollere det relativt store udbrud, og unge Alvaro Hodeg tilbragte stort set hele sit første løb som professionel ved ene mand at jagte forrest i feltet. Først relativt sent kom også Trek-mandskabet frem for Giacomo Nizzolo, og man må i den grad tage hatten for Hodeg, der spillede nøglerolle for Quick-Step. Hans store arbejde betød nemlig, at det var et stort set intakt tog, der kunne forberede spurten for Gaviria.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Finalen var et fornemt studium i timing, der viser, hvorfor Quick-Step er så svære at slå i massespurter. I afslutningen var Androni for Manuel Belletti og specielt Bora for Matteo Pelucchi langt de bedst organiserede, mens man til tider havde svært ved at få øjne på de blå Quick-Step-trøjer. Da det gjaldt, var de imidlertid på pletten, da en brølstærk Iljo Keisse afleverede Maximilano Richeze og Gaviria helt i front. Efterlader man en af verdens bedste lead-out men med en af verdens bedste sprintere i den position, er udkommet næsten givet på forhånd, og der var da også klasseforskel mellem Quick-Step og rivalerne. Richeze viste, hvorfor han var nøglen til Sacha Modolos store succes for få år siden, ved med stor autoritet at aflevere Gaviria, som med ganske få tråd let kunne vinde de afgørende meter på rivalerne og derefter sidde op for at fejre endnu en overlegen sejr.

Bag ham måtte de øvrige sprintere kæmpe om stumperne, og der var reel ingen kamp om førstepladsen. Niccolo Bonifazio fik en ganske fin start på sæsonen efter et dårligt første år i Bahrain-trøjen ved at sikre sig positionen som ”the best of the rest”. Til trods for, at hans tog mildt sagt ikke er det stærkeste, viste den lille italiener atter, at han er meget stærk i positionskampen og vandt fighten og Gavirias hjul. Han kunne ganske vist end ikke prøve at gå forbi, men hans anstrengelser blev altså belønnet med andenpladsen.

En lille taber var måske Matteo Pelucchi. Den italienske sprinter er på helt flade etaper som denne måske en af verdens allerbedste, men han kæmper fortsat for at genfinde fordums styrke efter to års skadeshelvede. Denne gang gjorde Bora et fremragende arbejde med at holde ham fremme, men desværre blev han overmandet af Quick-Step i finalen. Positionen var derfor ikke helt ideelt, men desværre viste selve spurten også, at det fortsat ikke er den gamle Pelucchi, som er klar til at kæmpe for sin plads i sprinterhierarkiet på det stærkt besatte Bora-mandskab.

Mest spænding var der på forhånd om Giacomo Nizzolo, der skulle vise, at han er på vej tilbage efter sit mareridtsagtige 2017. Desværre viste spurten, at han fortsat har et stykke vej. Trods stor tillid fra holdkammeraterne, der med Greg Daniel gjorde et stort arbejde i finalen, var Nizzolo ikke sit gamle jeg i spurten. Positionen var ganske fin, men han manglede sit vanlige kick og måtte tage til takke med en lidt skuffende fjerdeplads. Det er dog ikke helt uventet. Det vil tage nogen tid, inden den tidligere italienske mester kan genfinde den styrke, der to år i træk gav ham en sejr i pointkonkurrencen i Giro d’Italia.

Etapens fire bedste sprintere endte således på de fire første pladser, og der var derfor ikke antydningen af overraskelser. Manuel Belletti kan glæde sig over, at han fik en god start for Androni, der virkelig imponerede i finalen, hvor de gjorde et glimrende job med at holde både den erfarne sprinter og sidste års samlede nummer 2, Rodolfo Torres, fremme. Colombianeren er tydeligvis fuld af ambitioner og går efter den samlede sejr. Det var samtidig værd at notere sig, at Mattia Cattaneo, der selv kunne være en klassementsmand, arbejdede stenhårdt for holdet og derfor næppe er blandt de ryttere, der har stor tiltro til sig selv i den samlede stilling.

Taberne var Lotto Soudal, der trods et fabelagtigt tog slet ikke fik kørt unge Enzo Wouters frem. Den unge belgier har hidtil ikke gjort meget væsen af sig i sin korte professionelle karriere, og skal han tilkæmpe sig en kontraktforlængelse, skal han vise mere i den kommende sæson. Chancer som denne, hvor han er blevet tildelt rollen som førstesprinter i et etapeløb, skal gribes, men det blev den ikke i nat. Med tanke på, at vi måske skal helt frem til lørdag, inden de rene sprintere atter får en chance, var det en frustrerende indledning for den unge belgier.

Heller ikke Israel Cycling Academy eller Unitedhealtcare, der begge er til start med stærke sprintermandskaber, kan være tilfredse. En 11. plads til den tidligere colombianske mester, Edwin Avila, samt en 14. plads til Carlos Alzate var det skuffende udbytte for de to ambitiøse mandskaber.

Etapen gav ikke mange svar angående klassementet. Alle de ryttere, der kan ventes måske at skulle spille en rolle i kampen om den samlede sejr, sluttede i samme tid som Gaviria. Al dramaet udspillede sig på forhånd, da et sygdomsramt Bahrain-Merida måtte vinke farvel til både Vincenzo Nibali og stortalentet Mark Padun, holdets to bedste kort i den samlede stilling. Først og fremmest er det frustrerende for Nibali, at den lange rejse til Argentina nu stort set er spildt, men det betyder også, at araberne må ændre strategi for de kommende etaper. Kantstantsin Siutsou kan på papiret gøre sig gældende i klassementet, men han gør comeback efter sit grimme styrt i Tour de Slovenie. Presset øges nu på Bonifazio for at levere en første sejr for det ambitiøse mandskab.