Analyse: Kan den argentinske sensation bryde ud af fortidens mørke skygge?

Der er én grundlære for de europæiske stjerner, når de ankommer til Argentina: undervurder aldrig de lokale ryttere. Den relativt korte historie for store etapeløb i det sydamerikanske land, der blev indledt så sent som i 2009 med den første deltagelse af WorldTour-hold i Tour de San Luis, har allerede budt på et hav af overraskende sejre. Der var eksempelvis ikke mange, der havde forudset, at veteranen Marco Arriagada - som senere testede positiv for doping - ville vinde i San Luis 2011, ligesom begge Daniel Diaz’triumfer i samme løb i 2013 og 2015 ligeledes tog stjernerne på sengen. Dertil kommet hav af etapesejre til de lokale klatrere, der har givet stjernerne en lektion, og var det ikke for deres begrænsede evner i kampen mod uret, var flere af de argentinske løb blevet vundet af relativt ukendte ryttere.

Efter enkeltstarten og ikke mindst den dramatiske 4. etape, der eksempelvis reelt satte Movistar ud af kampen om den samlede sejr, så det denne gang dog ud til, at de lokale ryttere skulle blive snydt. Forud for kongeetapen lignede det nemlig en duel mellem en tilsyneladende uhyre formstærk Rafal Majka samt veteranen Oscar Sevilla, der flere gange har vist, at han fortsat må regnes som den måske bedste kontinentalrytter i Sydamerika. Roman Villalobos, der som bekendt lidt overraskende vandt 2. etape, blev sat ud af spillet i forbindelse med onsdagens store styrt, og derfor så det ud til, at den lokale fare var afværget.

Det skulle imidlertid vise sig ikke at være tilfældet. Den argentinske mester Gonzalo Najar havde ganske vist vist sig flot frem på den hårde 2. etape, hvor han var blevet nr. 7 på den lille bakke - faktisk havde han gjort sig så bemærket, at vi fremhævede som en kandidat til etapesejren på gårsdagens etape - men alligevel var der ingen, der frygtede ham for alvor. Han var mere end et minut efter i den samlede stilling og var et totalt ubeskrevet blad. Ud over sejren ved de nationale mesterskaber sidste år blev han i 2017 ligeledes nr. 17 i netop Vuelta a San Juan, hvor han var en offensiv og aggressiv skikkelse, men udover deltagelse ved de panamerikanske mesterskaber sidste år har han derudover ikke deltaget i ét eneste udenlandsk UCI-løb, siden han kortvarigt havde en oplevelse i store løb i Europa helt tilbage i 2013. Derfor var der reelt set ingen, der havde nævnt Najar som en samlet vinderkandidat.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den mangel på opmærksomhed forstod han i den grad at udnytte på kongeetapen. Efter at Lotto Soudal og Quick-Step med en forcering i sidevinden havde skabt en første udskilning allerede på den nedre del af Alto del Colorado, angreb Najar. De store favoritter vidste formentlig ikke engang, hvem han var, og lod ham derfor køre. Det er trods alt ikke usædvanligt at se sydamerikanske kontinentalryttere angribe i Vuelta a San Juan, og de kommer som regel tilbage næsten af sig selv. Således har Sevilla da også åbent indrømmet, at han havde alle øjne rettet mod Majka, og han havde ikke drømt om, at en rytter ville kunne køre hele 15 km alene på den relativt lette, vindblæste stigning, hvor det var en stor fordel at sidde på hjul.

Den vurdering skulle vise sig at blive dyrebar. Da Sevilla og de øvrige favoritter endelig trådte i karakter og langsomt reducerede favoritgruppen til blot den spanske veteran selv, Rodolfo Torres og før omtalte Villalobos, havde Najar allerede mere end et minut. Og selvom de tre forfølgere ikke havde de store problemer med at samarbejde, fortsatte afstanden bare med at vokse og vokse. End ikke da Sevilla med en voldsom forcering på den sidste kilometer, kom af med først Villalobos og siden Torres, kunne han reelt køre ind på Najar, der dermed ikke blot tog en solosejr - den havde vi som sagt nævnt som en mulighed allerede i optakten - men også tog førertrøjen med mere end et minut ned til Sevilla.

Najar står dermed på tærsklen til en stor triumf, som han på de kommende to etaper skal forsøge at konfirmere, og det kan åbne døre til en karriere i Europa. Hans problem er, at denne typer solopræstationer af relativt ukendte ryttere som regel mødes med en betydelig skepsis på de europæiske storhold. Det skyldes den kedelige historik, som disse klatresensationer har. Som nævnt testede Arriagada positiv efter sin sejr i 2011, ligesom også Kleber Ramos, der vandt en stor bjergetape i San Luis for et par år siden, havde fingrene for langt nede i dopingkrukken. Mange vil også huske, hvordan Ivailo Gabrovski og Mustafa Sayar, der kom ud af det blå og knuste rivalerne i Tour of Turkey, begge fik frataget sejrene som følge af positive dopingprøver, og i det hele taget er kontinentalcykling i Sydamerika i den seneste tid blevet domineret af kedelige historier om doping, senest med fire positive prøver fra Vuelta a Colombia.

Den historik kan ødelægge det hele for Najar, også selvom han med en alder på bare 24 år ikke har samme karakter af en aldrende rytter, der pludselig flyver op ad stigningerne, som flere af de ovennævnte eksempler er udtryk. Historien betyder ganske enkelt, at det mødes med en betydelig skepsis, når man ser denne slags magtdemonstrationer fra relativt ukendte navne, og derfor er det ikke let at få en fod inden for i Europa. Daniel Diaz måtte eksempelvis vente i mange år på sin chance som professionel, selvom han stabilt over flere år kørte fremragende i Argentina. På den anden side viser Fernando Gaviria, som ikke skulle vente mange dage på en kontrakt med Quick-Step efter sine to sejre foran Cavendish i 2015, at det kan lade sig gøre. Men måske er det nemmere for en ung sprinter, der begår sig i et felt, hvor historikken er knap så slem. Under alle omstændigheder har Najar formentlig et større arbejde foran sig, hvis han skal overbevise de europæiske storhold om sine kvaliteter, end han ville have, hvis hans pas havde været europæisk.

Først skal han imidlertid hjemføre den samlede sejr i San Juan, og det bliver ikke nødvendigvis en let opgave. Søndagens etape foregår på en rundstrækning i storbyen San Juan og bør derfor være ufarlig, men der meldes om kraftig vind på lørdagens etape. Mange WorldTour-hold fik sig noget af en dukkert fredag og vil helt sikkert forsøge, at Najar og hans lille lokale San Juan-hold er sårbare i fladt terræn. Sevilla har allerede indikeret, at han ikke har opgivet at sikre sig den måske største sejr siden Operacion Puerto-skandalen, og specielt Filippo Ganna, Rafal Majka og Tiesj Benoot, der alle kører på nogle af løbets stærkeste mandskaber, må kunne lugte blod.

Specielt Majka har brug for oprejsning. Han kom til Argentina uden de helt store forventninger, men som vi flere gange har fremhævet i disse optakter, har han overrasket både sig selv og omverdenen med sin gode form, der gav en meget imponerende 3. plads på enkeltstarten. Som Sevilla bekræftede, var han derfor manden, der skulle slås på kongeetapen, men den vurdering skulle vise sig at være fatal for spanieren. Ganske hurtigt måtte polakken nemlig slippe de bedste, og han gled endda helt ned af det samlede podium.

Resultatet er naturligvis ikke svært bekymrende for Majka, der aldrig tidligere har kørt specielt stærkt i januar. Alligevel var det tydeligt, at hans gode resultater havde givet ham smag for mere, og han og Bora, der tydeligvis var begyndt at køre for den samlede sejr, må være dybt skuffede. Til Majkas forsvar skal dog siges, at stigningen ingenlunde passede ham, og det viste sig, at en stor del af udskilningen blev lavet i sidevinden med et par kilometer til mål, hvor det snarere var et udtryk for power end for klatreevner. Den power manglede Majka, og derfor kræver det nu et sidevindskup, hvis han skal på podiet. Heldigvis har han et meget kraftfuldt Bora-hold, der med flot kørsel på 4. etape viste, at de er blandt de stærkeste i fladt terræn.

At resultatet i høj grad blev afgjort i vinden og ikke i kraft af stigningsprocenterne, kan også aflæses af top 10. Specielt var det overraskende, at Ganna sluttede som nr. 7. Den unge italiener havde en rædselssæson sidste år, hvor han slet ikke fik levet op til de store forventninger, men hans præstationer i Argentina indikerer, at 2018 kan blive året for hans store gennembrud. Nattens præstation var intet mindre end sublim, og det er en sensation på størrelse med Najars eventuelle samlede sejr, hvis han vitterligt slutter på podiet.

Også Tiesj Benoot kunne drage fordel af betingelserne, men hans præstation er mindre uventet. Han har nemlig i Touren og Dauphiné allerede vist, at han er en uhyre alsidig rytter, der ikke blot kan køre klassikere, men også klatre på højt niveau. Han gav alligevel efterfølgende udtryk for nogen overraskelse over sin 5. plads på etapen, da han denne gang har trænet betydeligt mindre intensivt end tidligere for at kunne holde den gode form hele vejen fra E3 til Liege-Bastogne-Liege. Han kører imidlertid altid stærkt fra sæsonstart og bekræfter blot den velkendte tese om, at sportens supertalenter ikke behøver at træne meget for at være konkurrencedygtige.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En lovende præstation kom også fra Rodolfo Torres, der for andet år i træk viste sig som en af de stærkeste på en stigning, der ellers slet ikke passer den spinkle colombianer. Kun til allersidst måtte han slippe Sevilla, og det må give selvtillid forud for den kommende sæson. Han kørte nemlig som en motorcykel i efteråret 2016, hvor han var en af de stærkeste i alle de store italienske klassikere, men efter en lovende start i San Juan endte 2017 som én stor nedtur. Man kan håbe, at han i 2018 atter kan genfinde de takter, der næsten gav ham sejren på kongeetapen i Vueltaen i 2016. Hvis det lykkes, kan han blive en oplevelse i Giroen.

Movistar fik sig endnu en dukkert. Eduardo Sepulveda viste ganske vist med en 6. plads, at han altid er stærk i sit hjemmebaneløb, ligesom Dayer Quintana med sin 9. plads sikrede, at spanierne trods alt har udsigt til en samlet top 10-placering efter den store fiasko på 4. etape. De øvrige klatrere skuffede imidlertid stort, og holdet var aldrig i nærheden af sejren på den eneste etape, hvor de havde en reel chance. Vuelta a San Juan er ikke det vigtigste løb for det spanske storhold, men man må alligevel være temmelig skuffede over udkommet - ikke mindst fordi det kommer efter et mareridtsagtigt efterår i 2017, hvor holdets øvrige klatrere netop fejlede i deres forsøg på at tage over, da kaptajnerne var væk.