Cykelåret 2014: Spartacus i Flandern Rundt

Af Lasse Wedege Penning

“Fuck nu ham, han sidder og faker! Lad nu være, Vanmarcke!”

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Jeg husker det så tydeligt, som var det i går. Efter et særdeles medrivende Flandern Rundt havde Greg Van Avermaet og Stijn Vandenbergh med tre kilometer igen netop angrebet og fået et lille hul. Og for første gang i sin karriere vælger Fabian Cancellara at spille pokerfjæset og lade, som om han er helt færdig. Sep Vanmarcke sluger det råt og lukker hullet.

Lige der - som gigantisk fan af Van Avermaet og meget lidt fan af Cancellara i mange år - sidder jeg og råber. Min kæreste bliver helt forskrækket, da jeg pludselig efter at have siddet lydløs på kanten af sofaen i 30 km begynder at bande af fjernsynet. Men jeg så det bare allerede lige der - det, som Vanmarcke ikke så.

Det var så tydeligt at se på Cancellara, at han spillede skuespil; han kunne aldrig drømme om at opgive sådan en jagt på de sidste kilometer i Flandern Rundt, og jeg kunne allerede der fornemme, hvor det bar hen. Vanmarcke ville lukke hullet, og Cancellara ville tage det hele i spurten, selvom det - for mine næsten neutrale øjne - kun var Van Avermaet, der fortjente den sejr.

Det gik nøjagtig som forudsagt. Og selvom jeg på ingen måde bryder mig om det, må jeg hylde Cancellara for endelig at køre taktisk, lade andre lukke hullet og lukrere på deres arbejde, som andre ellers har gjort mod ham i årevis. Det var fabelagtig kørt og naturligvis fuldt fortjent, og løbet var generelt forårssæsonens absolutte højdepunkt for mig - et ekstremt spændende og intenst løb, der blev lige så selektivt som håbet med den nye rute. Tillykke til Spartacus.