Leder: Cykelsportens Bastogne

Bastogne er en lille og til dagligt ret fredelig by i Belgien, som i løbet af forårsæsonen danner rammen for cykelrytternes slag på bakkerne, men det var også her, at ’Battle of the Bulge’ fandt sted under anden verdenskrig. Slaget ved Bastogne bød på nogle af de drabeligste og mest blodige kampe mellem amerikanske og tyske soldater med store tab på begge sider, og i øjeblikket er cykelsporten i gang med noget, der kunne minde om deres egen udgave af det berømte slag.

USADAs lange ventede rapport om Lance Armstrong og det tidligere US Postal hold har givet læsestof til mange timer og ord til mange overskrifter. Mere end tusind sider fylder rapporten med vidneudsagn fra 26 personer, hvoraf de 11 er tidligere holdkammerater til den syv-dobbelte Tour-vinder, og deres udsagn er rystende selv for den garvede og lettere kyniske cykelfan, der formentlig hele vejen har haft fornemmelsen af, at det ikke kun var pasta, havregryn og mælk, der blev kørt på i toppen af Tour-feltet.

De mange vidneudsagn ramte ikke bare Lance Armstrong. Rækken af nuværende og tidligere ryttere, der har indrømmet at have brugt forbudte stoffer nærmest væltede ud af skabet, og deres vidneudsagn berører adskillige hold – ikke kun US Postal, for flere af dem fortsatte med at dope sig i en periode efter, at de havde forladt holdet. Det må alt andet lige betyde, at der sidder ryttere, soigneurs og sportsdirektører, der lige nu holder vejret og håber, at der ikke bliver rodet mere rundt i gryden, ellers kan det komme til at give nogle gevaldige efterdønninger.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Kommer der mere?

I første omgang betød rapporten, at der blev givet nedsatte straffe til de ryttere, der havde vidnet mod deres tidligere holdkaptajn, men derudover kom der også et par stykker til, som enten selv valgte at gå eller fik fyresedlen, men nu er katten sluppet ud af sækken, og klapjagten er gået ind flere steder.

De italienske myndigheder, som har leveret flere af USADA’s beviser, har deres egen sag kørende mod den kontroversielle læge, Michele Ferrari, som ikke bare handler om doping, men også om omfattende pengetransaktioner, skatteunddragelse og hvidvaskning af penge. Så selvom det i mange tilfælde har været gængs procedure, at de forskellige sager har givet maksimal eksponering i et par dage for så at glide ud i skuldertrækkenes og glemslens tåger, så kan denne sag meget vel være undtagelsen.

De edsvorne erklæringer fortæller om omfattende doping og trusler mod både ryttere og pårørende, et system, der ifølge flere af vidnerne var så organiseret og systematiseret, at man, hvis man afslog at deltage, kunne være sikker på at ens dage på holdet var talte. MEN en ting er US Postal – hvordan foregik det på andre hold?

UCI har valgt ikke at anke USADA’s dom, og WADA behøvede ikke deres 21 dage til at beslutte, om de ville anke. Det internationale anti-doping agentur bakkede ikke overraskende op om USADA’s arbejde, som de tidligere har rost, ligesom de heller ikke stillede spørgsmålstegn ved de nedsatte straffe til vidnerne.

Forude venter så sagerne mod Johan Bruyneel og de to andre anklagede, der har valgt at anke deres livstidskarantæner, og gryden ser dermed ud til at ville blive holdt i kog i et godt stykke tid endnu. De tre får nu muligheden for at krydseksaminere vidnerne og komme med deres egen udlægning af sagen, og mon ikke at disse bliver fulgt tæt af sportspressen?

Pressen og dopingsagerne

Flere medier har i ledere revset sig selv og især hinanden for at være en del af problemet. Der har været beskyldninger om, at sportspressen og især cykelsportens journalister har været for naive og i højere grad ageret som mikrofonholdere og rygklappere for en sport, der ikke har formået at gøre op med sin dunkle fortid, som nogle endda hævder slet ikke er så fortidig. Polariseringen var stor i de første dage efter USADA-rapportens offentliggørelse: På den ene side stod gruppen, der klaskede den våde Søndags-Berlinger efter de foregående mere end ti års dækning af cykelsporten, og på den anden side gruppen, der forsøgte at ride stormen af med forsikringer om forestående større fokus på problemerne.

Selvfølgelig skal der ryddes op, og sandheden skader ikke, hvis man forstår at sætte den i det rette perspektiv. Skrækscenarier om transmissioner fra Tour de France med sin egen dopingvinkel hjemme fra studiet i skikkelse af en fast tilknyttet dopingekspert, som vurderer rytternes præstationer, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver cykelfan.

Selvfølgelig skal man ikke være blåøjet, eller benægte, at der er doping i cykelsporten, eller i al elitesport for den sags skyld, og en sund skepsis overfor lidt for fantastiske præstationer er aldrig skadelig, ligesom der selvfølgelig skal bruges de krævede ressourcer på oplysning og forebyggelse både i medierne og fra de relevante organisationer.

Men hvad med de nuværende ryttere, der måske bliver ufrivillige ofre for den mere end ti år gamle sag? De risikerer at stå uden job, fordi sponsorer med pludselig opstået berøringsangst trækker sig. Hvis de ikke ryger ud i arbejdsløshedskøen, kan de så se hen til i alle interviews at skulle forholde sig til en problematik, som var fremherskende før de havde fået deres første racercykel? Er det den fremtid, vi ønsker os for cykelsporten?

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Skal sandheden straffes?

Man kunne også frygte, at den såkaldte nul-tolerance, skaber større problemer end dem, politikken skulle eliminere.

For hvis de, der vælger at stå frem og fortælle sandheden, betales for deres ærlighed med en fyreseddel, er vi ikke nået meget længere end dengang, da Omertaen herskede. Der må nødvendigvis være en vis anerkendelse af, at folk nu endelig vælger at stå frem efter mange års løgn og fortielse, ellers bliver det et skridt frem og to tilbage for kampen mod doping.

For cykelsportens skyld må man håbe, at der nu en gang for alle bliver ryddet op, og at vi ikke om et par år igen skal ud i samme slag. Slaget om Bastogne i december 1944 markerede starten på afslutningen af krigen, og man kan håbe, at cykelsporten nu, ligesom de allierede for næsten 70 år siden, formår at vinde slaget uden at alle de kæmpende ligger døde på slagmarken, når krigen er slut.

Redaktionen