Dan Martin ked af ry som væltepeter

Siden Dan Martin i 2008 blev professionel, har han kørt for Jonathan Vaughters’ Garmin-hold. Det bliver der dog ikke mere af fra denne sæson, da han har skiftet til Patrick Lefeveres Etixx-Quickstep. Martin mener hverken, at motivation eller et for højt forventningspres var årsagerne, til at han søgte væk.

”Det er ret simpelt: Otte år er lang tid at køre for det samme hold. Og efter al mit uheld de sidste par år, havde jeg behov for at starte et nyt kapitel. Jeg har dog aldrig haft problemer med motivationen, og jeg er selv den person, der lægger det største forventningspres på mig, så det er ikke grundene, til at jeg søgte væk. Jeg tror bare, at jeg havde behov for luftforandring,” siger han i et interview med Cyclingnews.com.

”Jeg har haft en masse succes med Slipstream Sports, men jeg ville gerne prøve at komme til at hold, hvor sejrene er normalen. Efter at jeg i 2013 vandt Volta a Catalunya, fandt jeg, at alting gik lidt lettere, og jeg nærer forhåbninger om, at Etixx-QuickSteps vinderkultur kan smitte af på mig,” tilføjer han og siger yderligere, at et par af grundene til at valget netop faldt på det belgiske mandskab var en interesse fra Lefevere, der rækker mange år tilbage, samt at holdets aggressive stil passer perfekt til ham.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

”Jeg styrter ikke tit”

Ireren har efterhånden skaffet sig et ry som en rytter, der har meget svært ved at holde sig på cyklen - næsten i endnu højere grad, end hvad der blev sagt om Fränk Schleck for år tilbage. Martin er bevidst om dette, men er ikke helt enig i den generelle betragtning.

”Måske er jeg i fornægtelse, men jeg styrter ikke så meget. Når jeg til gengæld gør det, er det altid på tv, og jeg plejer også at slå mig slemt. Jeg tror kun jeg har styrtet fire-fem gange de seneste år, selvom jeg forsøger at glemme det.”

”Sportsdirektørerne er dog ikke af den opfattelse, da de skyndte sig at forsikre mig om, at jeg ville få fem ryttere som konstante beskyttere. Så jeg har etableret noget af et ry, hvilket gør lidt ondt, men jeg har ofte siddet i anden eller tredje position bag den først styrtende, og så har man ikke tid til at reagere,” lader han høre, mens han i samme ombæring også fortæller, at han skal forsøge at sidde som sidste mand i sprintertoget bagved Marcel Kittel for at undgå at komme i sine sædvanlige problemer.

OL-chance er once in a lifetime

I forhold til den kommende sæson er Ardennerklassikerne og OL de to altoverskyggende mål. På trods af, at han nu er på hold med Julian Alaphilippe, der blev en overraskende toer i dette års Flèche Wallone og Liège-Bastogne-Liège forventer Martin, at det er ham, der bliver kaptajnen i Ardennerne efter sin sejr i La Doyenne fra 2013.

”Vi har et virkelig stærkt hold med Alaphilippe og Bob Jungels, og at komme tilbage til Liège-Bastogne-Liège for Belgiens største hold bliver spændende. Jeg forventer at være enerådende kaptajn, men om ikke andet bliver det sjovt at have flere kort at spille ud. Jeg har snakket med både Bob og Julian, og det burde komme til at forløbe gnidningsfrit,” fortæller han inden han afslutningsvist adresserer OL, som er hans helt store drøm.

”Jeg tror ikke, at jeg på noget andet tidspunkt i min karriere får en mulighed for at vinde en olympisk medalje. Det er en rigtig god rute for mig, og da Tokyo-ruten i 2020 virker til at være relativt flad, bliver det mit livs chance i Rio. Og hvorfor ikke tage dertil og tro, at en sejr er mulig? Touren er også et mål, men jeg vil helst ikke være konkret i forhold til mine forventninger dertil, før Ardennerugen er overstået,” fortæller han og tilføjer, at han de sidste tre år er blevet syg under Tour de France, så det er noget, de skal finde ud af at undgå.