Dansker på podiet i verdens næsthårdeste cykelløb

27-årige Jan Larsen har allerede kvalificeret sig til det løb, som af mange regnes som det hårdeste individuelle cykelløb overhovedet, Race Across America (RAAM). I forrige uge tog han forskud på prøvelserne, da deltog i Europas hårdeste af slagsen og dermed verdens anden hårdeste – Race Around Ireland.

Og det lykkedes ikke alene danskeren at gennemføre de 2.200 km og 23.000 højdemeter; han gjorde det også som den tredjehurtigste i tiden 4 dage og 20 timer, hvilket var 40 minutter langsommere end nummer to. Undervejs blev det til blot seks timers søvn.

I løbet på ’den grønne ø’ sendes de startende af sted med tre minutters mellemrum, og det er ikke tilladt undervejs at ligge på hjul af hinanden. Rytterne har 132 timer til at gennemføre, og da årets løb blev kørt i ustadigt og regnfuldt vejr, var der altså nok at kæmpe med.

Styrtede ind i pigtrådshegn
Til Feltet.dk fortæller Jan Larsen efterfølgende, at han, trods dette var hans første ”lange løb”, var opsat på at gå efter sejren, selvom det var ”meget ambitiøst”.

”Rimeligt overraskende lykkedes det faktisk at ligge nummer ét på løbets første to dage, og jeg har masser af overskud i benene. Sindssygt meget overskud – både i benene og mentalt. Desværre begynder jeg så at få nogle ret alvorlige slidsår på lårene, som jeg måtte kæmpe en del med,” forklarer Jan Larsen, der blot har været seriøs med sin cykling i en lille håndfuld år.

Det værste knæk lider han dog, da han styrter på grund af problemer med sine hjul. Det resulterer i, at han i Johnny Hoogerland-stil havner i et pigtrådshegn. Heldigvis er hverken rytter eller cykel værre beskadiget, end at løbet efter en kort pause og reparation kan fortsættes. Her betyder det meget, bemærker Jan Larsen, at både han selv og hans ’service crew’ selv så sent i løbet har masser af overskud i behold og er opsatte på at kæmpe videre.

Et spørgsmål om indre styrke
Desværre betyder styrtet og den afbrudte rytme, at Jan Larsen på sidstedagen bliver overhalet af to ryttere.

”Jeg havde energien i benene til at træde, men smerterne går ikke rigtig væk. Og det der med at blive overhalet til sidst, det knækkede mig nok lidt mentalt. 150 kilometer før mål begynder jeg at tænke, at ’puha, jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal komme i mål’. Så der må jeg ind og ligge et kvarters tid i bilen, inden jeg kommer op på cyklen igen – med god hjælp og støtte fra mit crew. Det er jo voldsomt, at man sætter sig op på cyklen for at køre 2.200 kilomter, og når der så mangler 150, så er man tæt på at opgive. Det er jo helt sindssygt,” funderer Jan Larsen.

Netop det mentale arbejde er på mange måder det vigtigste i et ekstremcykelløb som dette, vurderer han. Både han selv og crewet var bevidste om, at det handlede om at (for)blive i sin egen ’verden’, finde og holde sin egen rytme – og ikke begynde at køre væddeløb. Da Jan Larsen eksempelvis kort efter start overhales af løbets anden danske deltager, skal der virkelig kæmpes for at holde sig i ro.

”Man vil jo i hvert fald gerne være hurtigste dansker,” indskyder han spøgende. ”Men det her med at sige, ’jeg kører mit løb, og når jeg kommer i mål, må vi se, hvad det har bragt med sig’, den taktik må jo siges at være lykkedes, når jeg får en tredjeplads. Og den anden dansker udgik.”

Taktikken ændres – til mindre søvn
Den krævende rute og det meget blæsende og regnfulde irske klima gør løbet så hårdt, at det i sig selv er en sejr at gennemføre. I år lykkedes det for blot fem ud af tretten startende. Den statistik er ikke enestående. Derfor skal taktikken på forhånd være i orden og gennemtænkt – ingen kommer let igennem.

For Jan Larsen var den blandt andet at køre 22 timer i døgnet og så sove to. Men da han alligevel startede med at køre 30 timer i streg og stadig havde overskud, blev taktikken justeret en smule. Dog ikke mere end, at han derefter sov to timer og det efterfølgende døgn overholdt den oprindelige taktik.

Men den tredje nat spurgte crewet ham: ”Er du overhovedet sikker på, at du vil sove? Du ser jo super frisk ud. Og derfor endte jeg med faktisk kun at sove 20 minutter. Derfra power-nappede jeg kun. Så når jeg blev træt, hoppede jeg ind i bilen, sov et kvarter og kørte så videre.”

”Så på de 116 timer, jeg brugte på at gennemføre, sov jeg kun mellem fem og en halv og seks timer,” siger Jan Larsen friskt og konkluderer smågrinende, at ”for mig fungerede det faktisk overraskende godt. Man kommer ind i sådan en zone, hvor man kører på en del adrenalin, og hvor man ved, det kommer til at gøre ondt, og at det kun bliver værre, desto mere man sover. Så det var ikke søvnen, men skaderne der gav problemer. Og det er noget, jeg skal have styr på frem til RAAM.”

Ikke noget, man træner sig op til
Man behøver ikke tænke sig længe om for at erkende, at det næppe er muligt at træne sig op til disse udfoldelser. Jan Larsen begrænser da også sin træning til daglige mellemlange ture til og fra arbejde samt en længere tur i weekenden. Men der er ingen maratonture og ingen afbrudt søvn lagt ind i træningsprogrammet – der er ingen evidens for, at det virker, fastslår han.

Som Jan Larsen siger, så ”er han i form til den første dag, og så har jeg mental styrke til resten”. At træne sig op til løb som dette handler ikke kun om at få kilometer i benene, men i høj grad om at blive og være i stand til at bryde anstrengelserne ned i meget små stykker. Noget der hele tiden kan overskues.

For Jan Larsen handlede det også om finde en balance mellem det konkurrenceelement, som tænder ham, og så at frigøre sig fra at køre løbet som en konkurrence mod andre. Derfor fik han stort ingen information fra sit service crew undervejs, om hvor han lå i ’feltet’. Kun en enkelt gang, da han nærmest krævede det, fik han at vide, at han førte, hvilket gav fornyet moral.

End ikke energi til at græde
Ikke overraskende var de sidste 100 kilometer ”de længste i hele mit liv” – måske fordi stillingen i løbet var faldet på plads og det ikke længere var nemt at bryde smerten ned i flere små bidder. Målet nærmede sig og var pludselig noget meget konkret.

”Mit crew havde lavet noget musik, de satte på, da der manglede 10 kilometer – der tudede jeg sgu, eller jeg fældede i hvert fald en tåre. Nu havde jeg planlagt det her i to år, og så opnår jeg det, tilmed til en podieplads. Det var følelsesmæssigt helt ubærligt. Og da jeg kom i mål var jeg så tømt for kræfter, at selvom hele min krop havde det, som skulle den græde, så havde jeg ikke energi til det. I stedet krammede jeg bare alle, der var i min nærhed, og takkede dem for støtten,” lyder det fra den stadig glade, emotionelle og taknemmelige 27-årige dansker, som afslutningsvis uddyber med at forklare, hvad det gør ved ham at køre disse umenneskeligt lange løb.

”Det udvikler én rigtig meget. Den viden om en selv, at selvom man går gennem kriser, så er der altid lys for enden, er det, jeg godt kan lide ved de lange distancer. Det at overvinde krise efter krise giver en fantastisk følelse, som er svær at beskrive for andre. Man kan sgu bare mere, end man tror. Man har mere potentiale, end man går og forestiller sig.”

Du kan læse mere om Jan Larsen bedrift i Irland på hans facebook-side. 
 

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk