Dauphiné-analyse: Er arabernes millionsatsning tilbage på sporet?

Der blev for alvor åbnet op for tegnebogen denne vinter, da de arabiske oliemillioner var begyndt at rulle ind på kontoen hos Giuseppe Saronni og den øvrige ledelse af det hold, der engang var kendt under navnet Lampre og var det eneste tilbageværende italienske hold på WorldTouren. Med en voldsom kapitalindsprøjtning fra pengemænd i De Forenede Arabiske Emirater samt flyselskabet Emirates var målsætningen klar: det tidligere italienske storhold skulle igen være et af sportens allerbedste mandskaber.

De mange penge blev brugt flittigt. Alexander Kristoff, Fabio Aru og Daniel Martin blev alle hentet til holdet, der samtidig havde held til at beholde de hidtidige kaptajner Diego Ulissi og Rui Costa. Håbet var, at man med fem kaptajner kunne kæmpe med om de øverste placeringer i WorldTouren og om få år sætte sig på tronen som de bedste i verden.

Sådan er det bestemt ikke gået - tværtimod. I det første halve år har rækken af skuffelser nærmest været endeløs. Kristoff slog slet ikke til på brostenene, Martin floppede i Ardennerne og etapeløbene (delvist på grund af uheld), og Arus Giro endte som en regulær katastrofe. Resultatet var, at man indtil i går stod med bare tre sejre, alle sikret i spurter via Kristoff.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nu ser lykken endelig ud til at vinde. I går tog Kristoff sæsonens fjerde sejr, da han suverænt knuste alle rivaler i den stigende spurt i GP Kanton Aargau, samtidig med at Martin ved en yderst lovende præstation på den første bjergetape i Dauphiné gav tegn på, at han måske var på vej tilbage. I dag kom så den endelige bekræftelse fra den lille irer, da han med en suveræn præstation endelig brød isen og tog sin første sejr i sin nye trøje og dermed bidrog til, at UAE på to dage næsten har fordoblet antallet af sejre.

Det er stadig for tidligt at sige, om der er tale om et reelt vendepunkt, for skyerne i horisonten er stadig mørke. Der er stadig ingen forklaring på Arus formdyk, og en knæskade har tvunget Costa ud af Tour de Suisse, som ellers plejer at være hans egen lille personlige legeplads. Alligevel ser fremtidsudsigterne pludselig betydeligt lysere ud for araberne, der næppe kunne have ønsket sig en bedre timing for deres lille sejrsstime med bare en måned til Tour-starten.

For Martin er sejren både kærkommen og uventet. Forud for denne uges alpeløb havde han ellers nedspillet forventningerne ganske markant. Den udskudte Tour-start som følge af VM i fodbold har nemlig betydet, at de fleste er meget forsigtige med at være for gode allerede nu, og Martin mente da heller ikke, at han denne gang ville kunne gentage de tredjepladser, han har taget de foregående to år.

Vi kender imidlertid efterhånden melodien. Også i 2016 og 2017 kom Martin nemlig til Alperne med en meget afslappet attitude og fortalte vidt og bredt om, hvordan han knap havde trænet intensitet inden løbet. Alligevel endte han begge udgaver på den samlede tredjeplads, og noget kunne tyde på, at vi har udsigt til en gentagelse i år. I hvert fald har Martin atter overrasket sig selv ved at være langt stærkere end ventet, hvilket blot vidner om den lille irers høje klasse og forklarer, hvorfor han muligvis kunne være endt på podiet i sidste års Tour, hvis han ikke havde kørt halvdelen af løbet med en brækket ryg!

Dagens finale i Valmorel understregede blot det billede, der tydeligt tegnede sig allerede på 4. etape, hvor man blev efterladt med det klare indtryk, at Martin og Geraint Thomas er de to klart stærkest i årets udgave af Dauphiné. Det blev igen tydeligt i dag, hvor man kun kan tage hatten for den kombination af styrke og mod, der gav Martin sejren. I kraft af sin hurtighed ville det have været helt logisk for ireren at køre relativt defensivt, ikke mindst da det blev tydeligt, at stigningen vitterligt var for lang for Julian Alaphilippe, der trods en heroisk fight atter fik udstillet sine begrænsninger i de høje bjerge. Alligevel kastede han alt over bord med et ganske modigt angreb i modvinden, og det siger meget om hans styrke, at han trods betingelserne på den ret lette stigning kunne tage en relativt suveræn sejr.

Det er imidlertid svært at sige, om han var stærkere end Thomas, der tydeligvis greb stigningen anderledes an. Med lethed svarede han på det første angreb fra Adam Yates, men da Martin, som bekendt tabte meget tid på holdløbet, slog kontra, reagerede han ikke. Formentlig skyldtes det, at ireren i kraft af sit store tidstab ikke var en umiddelbar trussel, og han valgte derfor i stedet at vente på den stadig mere imponerende Tao Geoghegan Hart, der efterfølgende med et dræbende tempo kunne holde Martin i snor og kvæle enhver initiativlyst. Til slut åbnede Thomas endelig op for sluserne og viste med en suveræn forcering, at han var klasser over de øvrige i hans gruppe, og han manglede til slut ikke meget for også at hente Martin, der dog aldrig for alvor var i fare for at tabe etapesejren.

Med præstation både fra sig selv og fra det suveræne Sky-mandskab, der sad med fem mand ganske sent på stigningen, har Thomas lagt løbet i et jerngreb, og det virker stærkt usandsynligt, at nogen skulle kunne true ham i de kommende dage. Selvom de to kommende etaper er skabt til offensivt cykelløb og minder meget om den etape, der sidste år kostede den endnu mere suveræne Richie Porte den samlede sejr, er der så stor forskel på Thomas’ mandskab og det hold, der sidste år svigtede Porte så dramatisk, at det burde være ganske umuligt at isolere waliseren tidligt, som i 2017 skete for hans tidligere holdkammerat. Sky og Thomas burde være i stand til at kontrollere de kommende to etaper med klog kørsel - og så må vi håbe, at vi en af de kommende dage for en mere direkte styrkeudmåling mellem Martin og Thomas for vitterligt at finde ud af, hvem der er stærkest.

Dagens største taber var nok Romain Bardet, der helt sikkert havde forventet at være en af de stærkeste. Han var da også den eneste, der i første omgang forsøgte at følge Thomas, men det blev hurtigt klart, at han ikke var i nærheden af at kunne matche waliseren. Til Bardets forsvar skal dog siges, at hans store motor er bedre stillet på store bjergetaper med flere stigninger, og han burde derfor være langt mere komfortabel på de kommende to etaper, hvor hans offensive instinkt helt sikkert vil betyde, at han vil være meget risikovillig. Da han er en af de få Tour-favoritter, der ikke har lagt skjul på, at han er til start for at vinde, kan vi se frem til store angreb fra franskmanden i de kommende dage trods dagens lille mavepuster

Mavepuster var der også til Marc Soler, der utvivlsomt havde regnet med at gøre det betydeligt bedre på en lang stigning som denne, samt Bob Jungels, der atter fik understreget, at han altså ikke er en klatretype og næppe nogensinde bliver det. Tiesj Benoot fik ligeledes set, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at han trods alt ikke er bjergrytter og derfor skal koncentrere sig om de egenskaber, der gør ham til den klasserytter, han er.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Langt mere lovende var det for Yates, der kom flot tilbage efter gårsdagens skuffelse og endda udviste stor initiativlyst. Det er klart, at han slet ikke er på sit højeste niveau, men frem mod Touren er han utvivlsomt på rette vej. Også Emanuel Buchmann levede til fulde op til det ekstremt positive indtryk, han gav på 4. etape, og meget kunne tyde på, at tyskeren, der sidste år i dette løb nåede et helt nyt niveau, igen i år vil bruge Alperne til at tage det næste skridt i den gradvise udvikling, der gerne skulle bringe ham mod stjernerne i de kommende år.

Det er også værd at fremhæve Ilnur Zakarin, der bekræftede det positive indtryk, han hidtil har givet. Som bekendt har alt peget i retning af, at han som tidligere ville være relativt langt fra formen på dette tidspunkt, men han har lige fra prologen været bedre end ventet. Det er klart, at der fortsat er lang vej til det niveau, der sendte ham på podiet i sidste års Vuelta, men takterne frem mod Touren er yderst lovende. Det er de i virkeligheden også for Vincenzo Nibali, selvom han fortsat er langt fra de bedste. Italieneren var nemlig tættere på de bedste, end man kunne have ventet, og der er derfor ikke grund til at starte alarmklokkerne for løbets største stjerne.

Etapen bød også på en genfødsel af to veteraner. En særlig stor fornøjelse er det at se, at Daniel Navarro, hvis seneste sæsoner er blevet ødelagt af en nærmest endeløs serie af styrt, endelig ligner den rytter, der tidligere er kørt i top 10 i både Touren og Vueltaen. Også Pierre Rolland har efter en sløv start som altid fundet formen til dette løb og ligner en mand, der er klar til at angribe i de kommende dage.

Derudover var der lovende præstationer fra talenterne. Guillaume Martin bekræftede atter det yderst lovende indtryk, han gav allerede i går, og har allerede nu vist, at han har taget det næste skridt efter et år, hvor han har taget et hav af sejre. Derudover kom Antwan Tolhoek flot tilbage efter gårsdagens skuffelse og bekræfter atter, at han er en af årets helt store positive overraskelser. David Gaudu rejste sig efter sit styrt og tankede med en 15. plads den selvtillid, der utvivlsomt vil sende ham i offensiven i de kommende dage. Og endelig fulgte talentfulde Leo Vincent flot op på gårsdagens lovende start og viser dermed endelig de takter, der gjorde ham til en meget interessant klatrer på U23-scenen inden en svær start som professionel.

Og endelig er der Gianni Moscon. Ligesom Benoot og Alaphilippe måtte italieneren sande, at det trods alt er svært for klassikerryttere at køre klassement i et bjergløb som dette. Thomas har ganske vist, at man sagtens kan undergå den nødvendige transformation, og Moscon ligner en type, der kan gå i waliserens fodspor. På nuværende tidspunkt er der imidlertid fortsat lang vej, og han skal i de kommende år formentlig fastholde sit fokus på klassikerne.

Etapen bragte i det mindste klarhed over hierarkiet på Sky, da også Michal Kwiatkowski fik sig endnu en dukkert, og det er nu helt klart, at Thomas er manden, der skal have holdets fulde støtte. Den vil til gengæld også være så sublim, at waliseren ikke burde kunne trues. I øjeblikket er det kun Martin, der synes at kunne true ham i bjergene, og hans tidstab gør ham ikke til en umiddelbar trussel. Mindre kan imidlertid sikkert også gøre det for ireren, der har bragt momentum og optimisme tilbage i UAE-lejren. Og det var i den grad tiltrængt!