Dauphiné-analyse: Astana-miraklet fortsætter

Orker vi endnu en gentagelse? Man føler sig næsten fristet til blot at gentage analysen fra Omar Frailes flotte udbrudssejr i Baskerlandet Rundt. Eller fra Pello Bilbaos, Miguel Angel Lopez’ og Luis Leon Sanchez’ sejre fra Tour of the Alps. Eller fra Omar Frailes spurtsejr og Jakub Fuglsangs snu kongeetapesejr i Romandiet Rundt. Eller fra Michael Valgrens kløgtige snigen-sig-væk til sejre i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race.

Igen i dag sidder man nemlig tilbage med samme forbløffelse. Der er ikke tal på de interviews med Astana-ryttere, som i løbet af vinteren blev bedt forholde sig til, hvordan de da i alverden ville klare sig efter tabet af først Vincenzo Nibali og siden Fabio Aru, når nu det var mislykkedes at hente en erstatning til holdet. Hver eneste gang måtte rytterne svare det samme: at manglen på kaptajn ville give mere frihed, og at det nu handlede om at køre aggressivt og opsøge mulighederne.

Planen var således klar fra sæsonstart, men de færreste havde vel troet på, at det kunne lade sig gøre i det omfang, det har været tilfældet. Ugelange etapeløb på WorldTouren er kendetegnet ved, at det generelt er ganske sjældent, at udbrud holder hjem, og derfor er det primært i grand tours, at lykkeriddere har mulighed for at slå til. Derfor er det yderst imponerende, at Astana i dag tog deres fjerde etapesejr i et WorldTour-etapeløb, da Bilbao i dag fuldendte sin storslåede solooffensiv på den smukkeste maner. Og tankevækkende er det, at det kun er Frailes spurtsejr i Romandiet, der kom på klassisk vis. Både Bilbao i dag, Fuglsang i Romandiet og Fraile i Baskerlandet tog sejren ved at køre offensivt i stedet for at tage kampen om med favoritterne - en strategi, der som sagt sjældent giver pote på WorldTouren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med sejren fortsætter Astana deres drømmesæson, der også tæller det måske helt store højdepunkt, Miguel Angel Lopez’ podieplads i Giroen, og samtidig kroner det et fantastisk gennembrud for Bilbao. Den lille basker fik en svær start for kasakkerne, men sidste efterår fik han i Vueltaen endelig vist det potentiale, der gav ham flere flotte resultater i Caja Rural-trøjen. Siden da er det gået slag i slag med først den store sejr i Tour of the Alps og siden en uventet top 10 i Giroen, hvor han ellers var mødt op som loyal hjælper i Lopez. Og at han endda efter så svært et løb har kunnet bevare formen til dette løb siger alt om Bilbaos høje klasse.

Sejren er ikke mindre uventet af, at det faktisk så ud til, at Bilbao som så mange andre, der har forsøgt sig med den svære Giro-Dauphiné-double, lignede en mand, der var ved at gå ned, da han tabte tid på gårsdagens etape. Det plejer som regel at varsle det totale kollaps, når Giro-ryttere viser svaghedstegn i Dauphiné, men det gjorde det ikke for Bilbao. Sjovt nok fortsætter han dermed en tendens, som vi også tidligere har set. I 2011 kom Joaquim Rodriguez til løbet fra Giroen og lignede på de første etaper bestemt ikke en mand, der kunne gøre sig gældende, indtil formen pludselig kom tilbage til allersidst, hvor han vandt de to sidste bjergetaper. Mønsteret gentog sig i 2012, hvor Daniel Moreno kom flyvende ud af den italienske grand tour og ligeledes vandt to etaper, herunder den sidste.

Dagens allerstørste vinder var dog Geraint Thomas, der tog et kolossalt skridt mod karrierens største etapeløbssejr. Hvor man efter 5. etape stadig kunne sidde med en lille tvivl om, hvorvidt Thomas eller Dan Martin er løbets stærkeste mand, synes der nu ikke længere at være grund til at stille spørgsmålstegn. I dag lignede Thomas en rytter, der aldrig nærmede sig grænsen, og da han endelig åbnede op til slut, demonstrerede han endelig sin klasse i fuldt format. Det logiske ville have været at fastholde den defensive taktik hele vejen, og at han overhovedet valgte at angribe, kan kun være udtryk for, at han ikke var i nærheden af at føle sig presset.

Endnu mere markant bliver præstationen af, at den kommer på en så stor bjergetape med så mange lange stigninger. Hidtil har man nemlig med nogen ret kunne betvivle, hvorvidt en stor fyr som Thomas også kunne køre offensivt i de virkelige bjerge. Ja, han har før vist sig frem i Tour of the Alps, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice, men det er første gang, han viser denne klasse på en så svær bjergdag. Det vidner om, hvor store fremskridt han har gjort, og dermed har han for alvor indskrevet sig som en seriøs Tour-kandidat, hvis Chris Froome mod forventning ikke skulle kunne gøre sig gældende. Den eneste frygt - og den er bestemt ikke ubegrundet - må være, om Thomas ikke er lidt for godt lidt for tidligt. Der er trods alt lang tid til de store bjergetaper i Touren, og man kan med nogen ret betvivle, hvorvidt det høje niveau kan opretholdes hele vejen frem til den allersidste pyrenætinde om mere end en måned.

Her skal han blandt andre slås med Dan Martin, der igen i dag viste, at han i den grad skal tages seriøst til sommer. For anden dag i træk blev det soleklart, at han og Thomas er et niveau over de øvrige, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Martin faktisk kunne have fulgt Thomas, hvis arbejdsbyrden havde været mere ligeligt fordelt. Hvor Thomas sad på hjul det meste af tiden, arbejdede Martin utrætteligt - når han altså ikke var i angreb - og alligevel havde han overskud til at spurte efter Thomas til slut. Havde den afsluttende stigning været stejlere mod slutningen, havde han formentlig kunnet gøre det af med både Bardet og Yates, og selvom det i dag mislykkedes, har han i hvert fald al mulig grund til at tro, at han i morgen kan lave et attentat på podiet.

Bardet måtte endnu engang indse, at han ikke har samme styrke som Thomas og Martin, men han viste atter sit ukuelige fighterinstinkt. Det var ham og hans Ag2r-mandskab, der åbnede løbet og iscenesatte den helt store offensiv, som dog ikke lykkedes. Bardet blev imidlertid belønnet med en foreløbig podieplads, og han har grund til at tro, at han i morgen kan få skovlen under Yates også - samtidig med at han skal forsøge at holde Martin bag sig.

Yates fortsatte med stille og roligt at forbedre sig og er nu kravlet op på den samlede andenplads, først og fremmest takket være det gode holdløb. Sejren synes uden for rækkevidde, men fortsætter han den gradvise forbedring er det ikke umuligt, at den kan forsvares, heller ikke selvom han får det svært mod de stærkere Martin og Bardet på morgendagens sværere stigning. I det langsigtede perspektiv synes alt under alle omstændigheder at være på sporet frem mod Touren.

Emanuel Buchmann må sidde med en lidt blandet fornemmelse. Tyskeren fik endnu engang understreget det høje niveau, han har vist siden 4. etape, og det er helt tydeligt, at han er meget tæt på at være på niveau med ”de fire store”. I dag betalte han imidlertid prisen for det angrebsinstinkt, der har kendetegnet ham gennem hele hans stadig unge karriere. Havde han ikke satset alt på et stort angreb, var han formentlig endt hos de forreste og havde så stadig været i spil til en podieplads. Nu eksploderede han i stedet til slut, hvor han alene i modvinden på den ret lette sidste del tabte masser og tid, og i stedet for at slås om top 3 skal han nu i stedte koncentrere sig om at gå forbi den altid solide Damiano Caruso, der i al anonymitet atter er ved at omsætte et godt BMC-holdløb til et absolut topresultat i et stort etapeløb.

Derudover var billedet det samme som på de foregående etaper. Ilnur Zakarin skriver sig med en solid, men anonym indsats ind som en mere og mere farlig Tour-kandidat, der virker til at have sin forberedelse frem mod den tredje uge helt under kontrol, Daniel Navarro og Pierre Rolland fortsætter med at imponere efter en svær periode, Bob Jungels har det fortsat svært i de høje bjerge, Marc Soler mangler fortsat en del, inden han kan blande sig med de bedste på dette niveau, Antwan Tolhoek, Guillaume Martin, Edward Ravasi og Leo Vincent fortsætter med at vise forrygende lovende takter, og lange stigninger er stadig lidt for hård kost for Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot. I den forstand har billedet nu tre dage i træk været relativt ensartet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I dag fortjener tre mand dog en særlig kommentar. Pierre Latour skuffede en anelse i går, men i dag viste han atter den fremgang, vi også så i Catalonien i marts. Franskmanden splittede feltet til atomer på anden stigning, angreb på Cormet de Roselend, førte det meste af vejen på sidste stigning og havde stadig overskud til at køre i top 10. Det kan kun betegnes som høj, høj klasse. Vincenzo Nibali fik sig lidt af en lussing, men det er på ingenlunde ildevarslende for italieneren. Husk bare på, hvordan det gik ham i Dauphiné i 2014, inden han vandt fire etaper og tog den samlede sejr i Touren. Der er masser af tid til, at Nibali kan finde formen. Og endelig må man hæfte sig ved Ian Boswell, der efter en meget svær start hos Katusha, endelig fandt benene med en flot solooffensiv på sidste stigning. For Zakarin kan hans betydning nemlig ikke overvurderes, da russerens helt store akilleshæl i Touren er en næsten skræmmende mangel oå støtte i bjergene.

Dermed har Boswell formentlig sikret sig en plads på Katushas Tour-hold, og det er der mange andre, der ligeledes stræber efter. De har nu blot én sidste chance for at slå overbevise cheferne, når det i morgen går løs på løbets sidste bjergetape. Intet tyder på, at suveræne Thomas kan knækkes, men han skal passe på med at blive overmodig. For præcis 12 måneder siden var Richie Porte nemlig mindst lige så suveræn, da han gik ind til en tilsvarende kort, intens etape. Hans sejr syntes nærmest sikker, lige indtil Chris Froome og Sky med et angrebsvanvid isolerede australieren, som siden måtte opgive at kontrollere alle rivalerne og til slut mistede sejren til Jakob Fuglsang. På samme måde var Alberto Contador næsten sikker på at vinde forud for en lignende etape i 2014, lige indtil et angrebsvanvid og et svagt hold kostede ham triumfen, som i stedet blev taget af en offensiv Andrew Talansky. Historien viser, at selv den stærkeste mand kan miste sejren på en kort sidste etape af Dauphiné. Skriv dig det bag øret, Thomas!