Dauphiné-analyse: Boras lukusproblem

Det er velkendt, at sprintere ofte har store egoer, der gør det svært at få flere hurtige folk til at trives på samme hold. Spørg bare Quick-Step-manager Patrick Lefevere, der mislykkedes i sit forsøg på at holde på Marcel Kittel, fordi tyskeren under ingen omstændigheder ville risikere at skulle spille andenviolin bag Fernando Gaviria og måske endda gå glip af endnu et Tour de France. Det gik heller ikke i længden for Sunweb at have både Kittel og John Degenkolb, som begge havde Touren som det helt store mål. Og hvem husker ikke den legendariske magtkamp mellem Arnaud Demare og Nacer Bouhanni på FDJ?

Noget kunne tyde på, at Bora meget hurtigt kunne løbe ind i et lignende problem. I hvert fald synes kampen om rollen som holdets beskyttede sprinter i de kommende år at kunne blive ganske intens. Efter at holdet i sin tid som prokontinentalhold langsomt udviklede Sam Bennett i rollen som holdets kaptajn, måtte den unge irer tage et skridt tilbage i hierarkiet, da den voldsomme kapitalindsprøjtning fra den tyske køkkenproducent gjorde det muligt for manager Ralph Denk at trække selveste Peter Sagan til holdet. Hidtil har Bennetts manglende succes på den helt store scene betydet, at han har accepteret en skyggetilværelse bag den slovakiske superstjerne, men efter det nylige gennembrud med tre etapesejre i Giroen synes det efterhånden klart, at Bennett ikke længe kan stilles tilfreds med ikke at måtte stille til start i verdens største cykelløb.

I dag blev holdets luksusproblem måske forværret yderligere. Efter sin lovende U23-karriere med blandt andet en sølvmedalje ved VM har det længe været klart, at Pascal Ackermann er et lysende sprintertalent, men det første år som professionel var ganske svært for den unge tysker, der ikke fik mange topresultater. Det er der imidlertid for alvor blevet ændret på i de seneste måneder. Efter to yderst lovende tredjepladser i det skrappe selskab i AbuDhabi kørte Ackermann en flot klassikerkampagne, der gav hele tre podieplacering i belgiske løb, herunder en andenplads i sprinternes verdensmesterskab, Scheldeprijs. Kort efter kom det helt store gennembrud, da han overlevede de mange bjerge i Romandiet Rundt for på sidste etape at tage karrierens første sejr på sidste etape - og det endda i et WorldTour-løb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I dag slog supertalentet så til igen. Efter en dybt imponerende 3. plads på 1. etape, hvor han var den eneste af de mere klassiske sprintere, der overlevede den vanskelige stigning i finalen - og endda passerede bakken i den allerforreste del af feltet - kom så den endelige konfirmation af hans forbedrede niveau med dagens store sejr på 2. etape. Nøjagtigt som landsmanden Phil Bauhaus, der for præcis 12 måneder siden fik sit store gennembrud i en større offentlighed ved at vinde en etape i alpeløbet, slog tyskeren til på en af de få chancer for hurtige folk i et af sportens mest bjergrige løb og sikrede sig karrierens anden sejr - og karrierens anden sejr på WorldTouren!

At Ackermann vinder en massespurt, er ikke overraskende. Vi har trods alt længe vist, at han hører til blandt sin generations mest lovende afsluttere, hvilket særligt blev understreget med andenpladsen bag Kristoffer Halvorsen ved U23-VM i Qatar. Hvad der virkelig stikker ud, er den forbedrede klatring, han har stillet til skue i de sidste to dage. Efter gårsdagens overraskende stærke præstation var han nemlig igen den eneste af de ”rigtige” sprintere, der kunne stå for presset, da Lotto Soudal lagde pres på i den kuperede finale. Den meget tunge Phil Bauhaus faldt fra med det samme, og det varede heller ikke længe, inden også Fabio Jakobsen kunne skyde en hvid pind efter alle drømme om en etapesejr i karrierens første etapeløb på WorldTouren. Kort efter var det et overraskende farvel til Bryan Coquard, som ellers havde klatret så flot i Belgium Tour, og også hurtige folk som Ivan Garcia, Mike Teunissen og Jasha Sütterlin fandt tempoet en smule for højt.

Det gjorde Ackermann imidlertid ikke, og han lignede aldrig en mand i vanskeligheder trods Lottos hårde pres. Alligevel så det ud til, at det hele været forgæves, da han og resten af Bora-mandskabet kørte en nærmest håbløs finale, hvor de slet ikke fik deres sprinter frem i tide. Det gjorde heldigvis intet, for Ackermann viste med en dybt imponerende spurt, der var fuldt på højde med den, Daryl Impey leverede for 24 timer siden, at han ikke blot kan klatre, men også afslutte efter en hård dag. Trods en håbløs udgangsposition var tyskeren i en klasse for sig og åbnede med ét et hav af muligheder som etapevinder i denne type løb i fremtiden.

Og det er netop her, Boras luksusproblem bliver tydeligt. I forvejen har man problemer med at finde plads til både Sagan og Bennett, og nu skal der også gives rum til Ackermann, der næppe bliver mindre ambitiøs, efterhånden som antallet af WorldTour-sejre vokser. I første omgang er han formentlig fint tilfreds med en grand tour-debut i Vueltaen til august, men på sigt bliver det mere kompliceret. Hvor længe kan man stille Ackermann og Bennett tilfredse med aldrig at få chancen på den scene, der betyder allermest for en sprinter? Er man villig til at lade holdets hjemmeavl, Bennett, smutte? Og kan man virkelig som tysk hold leve med ikke at give plads til et af de helt store tyske sprintertalenter? Det bliver ikke let for ledelsen at finde en løsning, for at skille sig af med verdensmesteren og sportens absolutte superstjerne synes naturligvis ikke at være en option.

Fremtiden får Ackermann god tid til at tænke på i de kommende dage, for han og der øvrige hurtige folk kan nu se frem til fem dage uden for rampelyset, hvor de måske kan bidrage lidt til kollektiv succes på holdløbet, men derefter må gå i overlevelsesmode i bjergene. Kun to mand kan gøre det med en vis tilfredshed. Udover Ackermann kan Daryl Impey se tilbage på en fremragende indledning, der blot fortsætter den drømmesæson, han indledte med sejren i Tour Down Under for nu snart mange måneder siden. Ganske vist kunne han ikke gentage gårsdagens superspurt, men med en tredjeplads betalte han Mitchelton-holdet tilbage for et fornemt arbejde ved at sikre sig endnu en af sportens vigtigste førertrøjer fem år efter, at han bar gult i Touren. Det bliver formentlig en kortvarig affære på bare en enkelt dag, men det er en fuldt fortjent belønning for det australske hold, der viste tillid til deres loyale hjælper og trods udsigten til et holdløb i morgen brændte et par tændstikker af i forsøget på at erobre den eftertragtede trikot.

Det samme gjorde Lotto Soudal, der gjorde alt for at bringe formstærke Jens Keukeleire i en position, hvor han kunne tage trøjen. Med en fremragende indsats fik belgierne en ellers halvkedelig etape til at eksplodere og skabte en finale, der var langt mere animeret end håbet. Desværre viste afslutningen også, at det desværre er mange år siden, at Keukeleire var hurtig nok til at vinde massespurter. Mens han kun synes at blive bedre og bedre som både temporytter og klatrer, er han som sprinter en skygge af den rytter, der betog hele verdens med adskillige spurtsejre som nyprofessionel. På den anden side er det som klassikerrytter, at han for alvor drømmer om succes, og i den sammenhæng har hans præstation i de seneste uger været meget lovende.

Etapen bød også på lidt tiltrængt opmuntring til Edvald Boasson Hagen, der ikke just har haft en drømmesæson. En galdeblæreoperation ødelagde klassikerne, og i de norske løb var han slet ikke på samme niveau som sidste år. I dag lignede han imidlertid en topmotiveret mand, der i de sidste 30 km nærmest ikke forlod top 5, og slutteligt kørte årets bedste spurt, hvor det kun var en ustoppelig Ackermann, der forhindrede ham i at tage endnu en sejr i Dauphiné. Dermed kan han og Dimension Data endelig tage lidt succes med sig efter en svær sæson - helt modsat Coquard, Jakobsen og Bauhaus, for hvem løbet uvægerligt ender som en skuffelse.

Etapens helt store dramatiske højdepunkt indtraf i finalen, hvor Michal Kwiatkowski blev kastet i asfalten, og de fleste frygtede vel i et par minutter for den formstærke polaks Tour-deltagelse. Heldigvis er meldingen fra Sky-mandskabet, at han skulle være sluppet uden væsentlige skader, men det er alligevel et voldsomt tilbageslag for briterne 24 timer inden en af løbets allervigtigste etaper. Modsat situationen for holdkammeraten Geraint Thomas, der næppe led voldsom overlast i forbindelse med sit styrt på prologen, så Kwiatkowskis møde med asfalten temmelig dramatisk ud, og han kan næppe undgå at mærke konsekvenserne i de kommende dage.

Derudover var der kun en enkelt klassementsrytter, der var i vanskeligheder. Ganske vist har det hele tiden virket temmelig ambitiøst, at Dylan Teuns skulle køre klassement i et bjergløb som dette, men det kommer alligevel som en overraskelse, at den unge belgier i dag var helt ude af stand til at sidde med - ikke mindst fordi han på 1. etape havde meldt om gode ben efter et angreb i finalen. Det lover ikke godt for stortalentet, der i forvejen skal kæmpe hårdt for en plads på BMCs Tour-hold, hvor hans svage tempoevner på holdløbet ikke just gør ham til et oplagt valg som støtte til Richie Porte - uagtet at han har meldt klart ud, at han vil gøre alt for at komme til start.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Heldigvis kan han håbe på oprejsning allerede i morgen. Efter to relativt lette dage står der klassementskamp på programmet i de sidste fem dage, og her håber Teuns og resten af BMC-mandskabet at komme fra start ved at tage kampen op mod storfavoritterne fra Sky i morgendagens holdløb. Kwiatkowskis uheld i dag har i hvert ikke forringet chancerne, og dermed bliver det hele måske alligevel lidt mere spændende, end det så ud til efter Skys knusende overlegne præstation på prologen. I første omgang kræver en sejr, at briterne kan holde sig på cyklen - og det kan jo knibe selv for de allerbedste, selv for Thomas og Kwiatkowski.