Det er ikke et museum - det er et tempel!

nullEfter Feltet.dks tur til det nationale flamske cykelmuseum i Roeselare gik vejen mod nordøst til byen Oudenaarde i Østflandern for at besøge Centrum Ronde van Vlaanderen: Museet for det berømte cykelløb Flandern Rundt. Og vi fandt et helt anderledes museum. Faktisk er det ikke et museum: Det er et tempel.

Flandern Rundt er et af cykelsportens største monumenter og derfor skal der også skrues betragteligt på indstillingen i tidsmaskinen for at finde tilbage til rødderne. Faktisk skal vi helt tilbage til 1882.

Den 16. november 1882 bliver Karel Steyaert født i den lille landsby Wijnendale i nærheden af Torhout i Vestflandern. Han var den femte ud af en børneflok på i alt 15 børn, så han måtte ud og knokle for føden allerede som 14-årig. Karel Steyaert elskede cykelsport og forsøgte sig også selv som rytter i årene fra 1902 til 1906. Ved siden af cykelsporten var hans anden store lidenskab at skrive, og det var som sportsjournalist han fik sit første job på et månedsblad i Antwerpen, hvor han skrev under pseudonymet Karel van Wijnendale.

I 1912 blev han tilbudt jobbet som redaktør af et helt nyt sportsugeblad ved navn Sportwereld. Karel van Wijnendale slog til med det samme og havde store fremtidsplaner: Sportwereld skulle være landsdækkende og danne fundamentet for etablering af et stort årligt flamsk cykelløb, der skulle kunne måle sig med de bedste klassikere. Karel van Wijnendale fornægtede ikke sin inspirationskilde, som selvfølgelig var Henri Desgrange, redaktør af den franske sportsavis L’Auto (senere l’Equipe) og arrangør af, og løbsdirektør for, Tour de France, der var startet ni år tidligere i 1903.

I januar 1913 fik Karel van Wijnendale et finansielt OK fra ejeren af Sportwereld til at arrangere det store flamske løb, og startskuddet til 1. udgave af Flandern Rundt faldt kun fire måneder senere, hvor 37 ryttere stillede til start i Gent og efter 330 kilometer og godt 12 timers kørsel igen sluttede i Gent. Vinderen blev Paul Deman, der inkasserede 500 belgiske franc. Beløbet svarede til ½ årsløn for en folkeskolelærer i Flandern på den tid - og dengang var folkeskolelærere de højst lønnede statsansatte. Det har som bekendt ændret sig en del siden dengang :-)

Begivenheden opnåede ikke umiddelbart den store popularitet. Og da 1. verdenskrig stod for døren, var der ikke meget liv i løbet før 1919, hvor van Wijnendale designede et Flandern Rundt, der til forveksling minder om det, vi kender i dag. De første brostensbakker dukkede op fx Oude Kwaremont, og samtidig blev løbet mere internationalt kendt. Den første ikke-belgier øverst på podiet blev schweizeren Henri Suter i 1923.

Flandern Rundt havde problemer med at finde plads på den internationale løbskalender. Fx blev det ofte i slutningen af 20’erne afholdt samme dag som Milano-Sanremo, hvilket selvfølgelig betød afbud fra de store italienske og franske ryttere. Men i starten af 30’erne fik man skubbet løbet en uge, således rytterne både kunne køre den italienske forårsbebuder, Flandern Rundt og selvfølgelig også Paris-Roubaix ugen efter. Herefter voksede Flandern Rundt både i volumen og popularitet og blev efterhånden - sammen med Paris-Roubaix - indbegrebet af de nordlige klassikere. Flandern Rundt kom til at indgå i World Cuppen fra 1989 og er i dag på ProTour kalenderen.

Til trods for det tydelige internationale præg siden 30’erne er det tilsyneladende alligevel de seje ryttere fra de forblæste marker i Flandern, der kender brostenene bedst. Ud af løbets 90 udgaver indtil nu, er kun 27 vundet af udlændinge. De resterende 63 sejre er alle belgiske.

Karel van Wijnendale fik en stor karriere inden for cykelsporten. Ikke alene grundlagde han Flandern Rundt og gjorde Sportwereld til en stor sportsavis. Han var også holdleder og sportsdirektør for en lang række belgiske nationalhold, dengang Tour de France kun kunne køres af nationale hold og var på den måde med til at vinde Tour de France flere gange fx med Silvere Maes i 1936 og 1939.

I dag består Flandern Rundt - og for øvrigt også avisen Sportswereld, der nu er et dagblad - i bedste velgående. Karel van Wijnendale døde mæt af dage i december 1961 i en alder af 79 år. Samme sommer havde han været i Frankrig til Tour de France.

Centrum Ronde van Vlaanderen
Karel van Wijnendale sætter da også sit tydelige præg på løbets museum, der ligger i en helt ny specialdesignet bygning lige ved siden af domkirken og tæt på byens hovedtorv med et af Flanderns kendteste arkitekturmonumenter, det sengotiske rådhus i Oudenaarde.

Uden for museet ligger - i hvert fald om sommeren - Café Karel, og indenfor byder han selv velkommen på en kæmpestor fotomontage.

Centrum Ronde van Vlaanderen er i høj grad et oplevelsesmuseum. Fx starter de besøgende med at udvælge sig en ”helt” blandt en lang række - flamske - vindere af det berømte løb. Derefter får man så udleveret en helt personlig billet med en stregkode, som kan køres igennem en lang række scannere rundt omkring i museet. Hver gang man kører billetten gennem en scanner, får man informationer om den pågældende rytter.

Men som det ofte er tilfældet med den slags avancerede teknologiske systemer, var der lige akkurat totalt sammenbrud, da jeg og familien trådte ind af døren. Så ingen kunne betale eller få billetter, hvilket i løbet af 15-20 minutter fik en amerikansk familie til at forlade stedet frådende af raseri.

Det lykkedes dog at komme ind til sidst, og turen kunne begynde. Museet er stort, og ud over udstillingsaktiviteter, rummer museet også faciliteter som foredragssale, mødelokaler, biograf og en café med et udmærket spise- og ølkort - man er vel i Flandern!

Museets informationsdimension blev dækket af en meget lang række af kæmpemæssig plancher, der tydeligvis var udarbejdet af en grafiker med store kunstneriske ambitioner. Der var simpelthen for mange forvirrende og rodede fotocollager til man gad kigge på dem i længden. Og så havde man minsandten også produceret dem med et tommetykt lag UV lak på, hvorefter de blev belyst af dusinvis af skarpe hallogenspots, så man fik ondt i øjnene af at se på dem. Samtidig blev de også meget svære at fotografere.

En af plancherne synliggjorde, hvor meget energi en professionel rytter egentlig har brug for fx for at køre en hel udgave af Flandern Rundt. Hvis rytterne kun holdt sig til den klassiske menu, pasta - så skal der faktisk 18 svingende fulde tallerkner til for at leverede de omkring 10.000 kalorier i form af langsomme kulhydrater. Så det er ikke så sært, at energibars og gel fylder godt i lommerne.

Tæv Van Petegem - og vind
De interaktive aspekter af museet var straks langt mere spændende og interessante. Fx kunne man på en motionscykel teste sin form op mod en professionel cykelrytter, og der kom man da godt nok til at svede gevaldigt.

Så var det, jeg fik øje på den her smarte lille opstilling med en Merckx cykel, en computer og en storskærm. Her kunne man køre om kap med Peter Van Petegem op af Oude Kwaremont og samtidig rent grafisk følge, hvordan det gik på en computerskærm, alt imens Van Petegem kværnede opad på storskærmen. Det sku’ prøves.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tævede ikke Van Petegem den dag. Men - han havde også helt uretfærdige fordele. For det første havde han mulighed for gearskifte, hvilket jeg fandt ud af, jeg ikke havde. Min Merckx model stod i et fast gear, så jeg skulle køre med omkring 120 rpm for bare at følge med. Dernæst var Van Petegem filmen helt åbenlyst optaget under en træningstur op til løbet dvs. lige omkring 1. april, hvor temperaturerne har ligger et godt stykke under 10 grader - mens Feltets.dks udsendte reporter måtte ase af sted i omkring 40 graders varme i slutningen af juli. Så jeg vandt ikke en måneds gratis abonnement til et fitness studie i Oudenaarde. Men med den tur jeg fik, så var det sådan set også lige meget.

Men de fysiske trængsler var ikke slut endnu. På en anden opstilling var det muligt at teste sig selv på de berømte flamske brosten. Igen havde Eddy Merckx venligt lagt hardware til, og en gruppe alderstegne amerikanske turisters tandproteser klaprede som spanske kastagnetter, mens vi andre fik os et billigt grin. Jeg prøvede den selv bagefter, og simulationseffekten var meget tæt på virkeligheden.

Endelig var der også en tro kopi af podiet med sponsorreklamer og hele udstyret, hvor man så kunne stille op til fotografering. Men i betragtning af, at jeg ikke ku’ klare Van Petegem på Oude Kwaremont, synes jeg ikke, jeg havde fortjent det.

Cykel merchandice for alle pengene
Vi sluttede af med et besøg i De Rondeshop - museets butik. Her kan man købe holdtøj fra stort set alle Protour hold samt belgiske kontinentalhold. Museet har selvfølgelig også selv en lang række produkter, man kan købe sig fattig i blandt andet et meget fedt designet armbåndsur. Men prisen var 135 euro dvs. godt 1000 danske kroner, så jeg nøjedes med en t-shirt og en cap. Endelig var der et kæmpemæssigt udvalg af bogudgivelser dog primært for de flamsktalende.

Centrum Ronde van Vlaanderen er et rigtig fedt museum, og er helt klart et must for alle cykelfans. Selvfølgelig mest for folk med hang til klassikere. Men overlæggeren blev lagt højt, dengang man skulle disponere udgangspunktet for informationsindsatsen. For ganske almindelige dødelige, der stort set intet kendskab har til cykelsport, har Centrum Ronde van Vlaanderen ikke megen relevans. Der forudsættes simpelthen så meget viden om området, at almindelige turister har svært ved at stige ind. Så hvis din familie/kæreste hører til dem, der er trætte af at se dig sidde fastklinet foran tossen hver weekend fra marts til oktober - så send dem ud og se noget andet i Oudenaarde (fx vægtæpper, som byen er berømt for) mens du fordyber dig i de hellige haller.

For som sagt er Centrum Ronde van Vlaanderen egentlig ikke et museum. Det er et tempel.


Flere billeder: