Dom over Giro-holdene - 2. del

Årets Giro d’Italia har budt på noget af det mest spændende Grand Tour-cykelløb i flere år, og Vincenzo Nibalis comeback vil for eftertiden blive husket som en af de mest mindeværdige præstationer i vores generation.

Men der var også andre ryttere og hold med end Nibali og Astana, og det var bestemt ikke alle hold, der leverede et lige positivt indtryk. I denne artikelserie vil vi tage hvert af Giro-holdene under kærlig behandling og vurdere, hvorvidt de har anledning til at være tilfredse med deres Giro-udfoldelser.

Bedømmelserne foretages på 7-trinsskalaen (12-skalaen), og i bedømmelserne vil selve præstationen såvel som taktiske overvejelser spille ind som det primære, men der tages også højde for, hvilke forventninger man med al rimelighed ville kunne tillade sig at have haft inden løbet.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Slutteligt spiller holdets normale status i cykelfeltet også ind, så hvis et storhold har udtaget et bemærkelsesværdigt svagt hold, der har præsteret derefter, vil det reflekteres i en dårlig karakter.

I denne anden artikel af tre ser vi nærmere på otte af de hold, der ikke kæmpede med om det absolutte topklassement.

AG2R-La Mondiale - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: Hubert Dupont (11), Matteo Montaguti (19), Domenico Pozzovivo (20)

Det franske mandskab gik ind til Giroen med et dobbelthovedet attentatforsøg på toppen af klassementet, da Domenico Pozzovivo - som vanligt - og debuterende Jean-Christophe Péraud begge stillede til start. Péraud måtte dog allerede udgå på tredje etape, da holdkammeraten Patrick Gretsch styrtede foran ham i en rundkørsel, hvilket efterlod kaptajnen så skadet, at han ikke kunne fortsætte.

Pozzovivo viste lovende takter i begyndelsen af løbet, men sank hurtigt ned i ligegyldighedens suppe og kæmpede for en af de yderste pladser i top ti. På de to sidste store bjergetaper forhindrede sygdom ham så i at opnå dette, og han endte helt nede på 20.-pladsen.

Matteo Montaguti og Hubert Dupont viste begge holdfarverne på forskellige mere positive måder. Montaguti var tæt på at vinde ottende etape til Arezzo, og hvis han havde kunnet følge med Gianluca Brambilla på Alpe di Poti havde han måske kunnet skaffe det franske mandskab en sjælden etapesejr. Dupont var med solid bjergkørsel hele tiden blandt de bedste af dem, der ingen tv-tid fik, og han endte løbet på 11.-pladsen.

Montaguti blev nummer 19, og holdet blev nummer fire i holdkonkurrencen. Men det var ikke det, de havde håbet på, og spørgsmålet er, om ikke Pozzovivo er ved at være for nedadgående, for selv da han var frisk, var han ikke i nærheden af podiet. At miste Péraud så tidligt var et hårdt slag, men man var kun med i kampen om etapesejren en enkelt dag, så det kan ikke blive til mere end to-tallet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

BMC Racing Team - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 10

Bedste placering i klassementet: Darwin Atapuma (9)

Hvis dette skulle handle om at vurdere Darwin Atapumas Giro, så ville vi være oppe på et 12-tal. Den lille colombianer blev bedre og bedre løbet igennem og var nærmest synlig på alle bjergetaper. Det var hjerteskærende for ham at blive hentet med to kilometer igen på kongeetapen til Corvara, og på 20. etape - løbets anden kongeetape (hvis der må være to) - blev han nummer to efter Rein Taaramäe, selvom han undervejs havde lignet stærkeste mand i udbruddet. Han blev endda også nummer tre på 10. etape.

Han kørte så godt, at han bragte sig selv helt frem til løbets niendeplads, hvilket er hans første top ti-placering i en Grand Tour, og med en evig opportunisme og synlighed var han en sand fornøjelse at følge løbet igennem.

Det var resten af hans hold ikke. Det er beskæmmende, at et storhold som BMC i så udpræget grad negligerer Giro d’Italia, som tilfældet var det i år (selvom man har interesser i det sideløbende Tour of California), men der var også flere, der underpræsterede. Daniel Oss fandt det åbenbart morsomt at gå efter prisen, der gives til den rytter, der har siddet flest kilometer i udbrud, men han var aldrig i nærheden af en etapesejr, og det er skuffende for en rytter af hans kaliber.

Alessandro De Marchi var heller ikke på vanligt niveau, og selvom Stefan Küng viste lovende takter med flotte enkeltstartspræstationer (han styrtede dog på første etape) og Rick Zabel spurtede et par etapeplaceringer hjem i den nedre halvdel af top ti, så kan det ikke ændre på, at BMC leverede et kollektivt svagt indtryk, der på grund af holdets status som storhold var til en klar dumpekarakter. De kan imidlertid takke Atapuma for, at det ikke blev helt pinligt.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Cannondale Pro Cycling Team - 7

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 13

Bedste placering i klassementet: Rigoberto Urán (7), André Cardoso (14)

Inden Giroen startede, proklamerede Rigoberto Urán, at tiden var inde til, at han skulle vinde løbet. Det virkede mildest talt optimistisk, og da løbet kom i gang, blev det klart, at det på ingen måde ville kunne lade sig gøre. Ganske vist fulgte Urán pænt med på alle stigninger i den første halvdel af løbet, men på enkeltstarterne smed han en eventuel topplacering helt væk.

Det er ikke til at forklare, hvad der er sket for colombianerens enkeltstartsegenskaber. For to år siden var han en af de bedste af alle klassementsryttere i disciplinen, men nu er enkeltstarterne igen blevet et stort problem for ham, ligesom det var tilfældet tidligt i hans karriere. Derudover blev han syg og røg helt ud af top ti i løbets tredje weekend, men på 19. og 20. etape dukkede han pludselig op igen og viste, ligesom i den sidste uge af sidste års løb, at niveauet er der til at konkurrere med de bedste i bjergene.

Selvom holdet blev svækket af, at Tour Down Under-åbenbaringen, Michael Woods, måtte melde fra på grund af en skade, var det alligevel en stærk trup, Cannondale stillede op med. Davide Formolo havde sine øjeblikke, og særligt på 11. etape så han yderst værdifuld ud, da han som den eneste ikke-klassementsrytter kunne følge med favoritterne, da de udkæmpede deres kamp, men derefter forsvandt han fra fronten, og løbet endte som en frustrerende oplevelse for ham.

Joe Dombrowski viste sig i stedet som den store åbenbaring, og særligt sidst i løbet viste han tårnhøjt niveau. Etapesejr kunne det ikke blive til, men han var med i mange udbrud, og særligt på 20. etape var han forrygende stærk, men måtte tage til takke med en tredjeplads.

André Cardoso ved man, hvad man får af. Det var hans syvende Grand Tour, og hver gang er han sluttet mellem nummer 16 og 25. I år overgik han dog sig selv med en 14.-plads uden at have kørt et spektakulært løb.

Moreno Moser viste også, at han er ved at have genfundet sig selv med flere flotte præstationer, og på 18. etape var han lige ved at tage etapesejren, men desværre blev han offer for en flot Etixx-QuickStep-taktik.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Så selvom kaptajnen og Formolo begge til dels skuffede, og holdet ikke opnåede en eneste etapesejr, var der alligevel så mange positive takter, at holdet, der sluttede på andenpladsen i holdkonkurrencen, får et syv-tal.

Etixx-QuickStep - 12

Antal etapesejre: 4 (Marcel Kittel x 2, Gianluca Brambilla og Matteo Trentin)

Antal top ti-placeringer: 17

Bedste placering i klassementet: Bob Jungels (6), Gianluca Brambilla (22)

Jungels vinder af ungdomskonkurrencen. Kittel en dag i førertrøjen. Brambilla to dage i førertrøjen. Jungels tre dage i førertrøjen. Kittel fem dage i pointtrøjen. Jungels 17 dage i ungdomstrøjen.

Sikke et løb af Etixx-QuickStep! Efter en svær klassikersæson kunne holdet godt bruge en god Giro d’Italia, og det fik de til overflod. Det startede oppe i Holland, hvor Marcel Kittel viste de andre sprintere, hvordan man producerer watt, da han med to helt suveræne etapesejre kørte sig i både rødt og lyserødt.

Så snart rytterne kom til Italien fik den store tysker det for svært med stigningerne, og så måtte andre tage over. Den første til at gøre det, var Gianluca Brambilla, der viste stor styrke på grusstigningen, Alpe di Poti, på ottende etape, hvor han distancerede alle øvrige udbrydere og efterfølgende gav den første af mange opvisninger i, hvordan man kører nedad, da han fløj ned til målet, en etapesejr og førertrøjen, som han forsvarede på imponerende vis på enkeltstarten dagen efter.

Det gjorde han med et sølle sekund til endnu en holdkammerat, nemlig Bob Jungels. Luxembourgeren kørte den klart bedste enkeltstart af klassementsrytterne, og manden i ungdomstrøjen skulle se, hvorvidt han kunne håndtere de højere bjerge.

Det var der nok ikke så mange, der havde forventet, at han kunne, men på tiende etape fik han førertrøjen på fantastisk vis. Brambilla indså, at Jungels var den bedre af de to, så han ofrede sig - iklædt førertrøjen - for at få indhentet Andrey Amador, der truede trøjen, og det lykkedes at få ham neutraliseret, så Jungels kunne overtage la maglia rosa.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Den mistede han på 13. etape til netop Amador efter en etape, hvor holdet havde vist kollektivt stor styrke i bjergene, og på 14. mistede han en del tid, og det så ud til at være slut for ham klassementsmæssigt. Men på løbets to sidste meget hårde etaper viste Jungels igen, at han er en sand mester til at håndtere treugersetapeløb, da han pludselig sad meget bedre med og fik sig kørt helt frem på sjettepladsen i klassementet til alles overraskelse.

Matteo Trentin overtog sprinterforpligtelserne efter Kittel, men det skulle blive på en udbryderetape, at succesen tilfaldt ham. Brambilla og Moreno Moser havde skilt sig ud på 18. etape, og endnu engang viste Brambilla mageløs uselviskhed og lod den intetanende Moser trække tempoet helt ned, så Trentin kunne suse forbi de to til holdets fjerde etapesejr.

Det var et fabelagtigt løb på samtlige fronter, der ikke mindst var karakteriseret ved en særdeles sammentømret holdånd, og der kan absolut ingen tvivl være om karakteren.

Lampre-Merida - 10

Antal etapesejre: 2 (Diego Ulissi x 2)

Antal top ti-placeringer: 12

Bedste placering i klassementet: Diego Ulissi (21), Valerio Conti (27)

Det hører til sjældenhederne, at ryttere, der hverken er sprintere, enkeltstartsspecialister, klatrere eller klassementsryttere, vinder mere end et par Grand Tour-etaper i løbet af deres karriere. Nu har Diego Ulissi vundet seks etaper i Giroen, og han vil næppe kunne prædikeres med et af de oven for nævnte mærkater.

Han gør sig bedst, når det bliver kuperet, og han har igen i år bevist, at han er ekstremt god til at gøre tingene færdigt. Han tog en flot solosejr på fjerde etape, men mere imponerende var hans punch på 11. etape, hvor han på en kort stigning egenhændigt hoppede op til Bob Jungels og Andrey Amador, som han tværede ud i spurten.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efterfølgende forsøgte han at køre klassement, men han mangler lidt konsistens. På dagen er han en glimrende klatrer, hvilket han beviste med 11.-pladsen på bjergenkeltstarten, fjerdepladsen på 16. etape, som Alejandro Valverde vandt, og - mest markant - fjerdepladsen på 19. etape til Risoul, hvor han var tæt på at komme op til Esteban Chaves til sidst, men for mange dårlige dage gjorde det umuligt for ham at placere sig i klassementet.

Mens Ulissi kørte fortrinligt, skuffede resten af holdet en smule. Valerio Conti kørte fint og viste bedre takter end han før har gjort, men Sacha Modolo var aldrig for alvor tæt på at vinde en etape, hvilket er en skuffelse oven på sidste års to etapesejre.

Man lod et par store talenter køre løbet, og Matej Mohoric, der er tidligere dobbelt verdensmester i ungdomsklasserne, er endelig begyndt at vise, at han også kan gøre sig hos de professionelle. Den nyprofessionelle Simone Petilli gennemførte også, men uden at gøre større væsen af sig, og det kollektive indtryk er for dårligt til at komme helt op 12-tallet, selvom Ulissi var en sand fornøjelse at følge igennem hele løbet.

Lotto Soudal - 12

Antal etapesejre: 4 (André Greipel x 3, Tim Wellens)

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: Maxime Monfort (15)

Greipel seks dage i pointtrøjen. Wellens tre dage i bjergtrøjen.

Lotto Soudal kom til Giroen for at få etapesejre og for at køre klassement med Maxime Monfort. Første delmål lykkedes til overflod, og allerede efter syvende etape havde holdet reelt sikret sig topkarakteren.

Greipel kom ellers skævt fra start i Holland, og det så ud til, at han ville få svært ved at vedligeholde sin fine statistik med altid at vinde en etape, når han stiller til start i Giro d’Italia og i øvrigt i hver Grand Tour han har kørt i otte år. Men da rytterne ramte Italien, kunne Marcel Kittel ikke længere følge med, og så trådte Greipel i karakter.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

På femte og syvende etape blev det til etapesejre for Gorillaen fra Rostock (på syvende etape var det dog en punktering, der havde sat Kittel ud af spillet), og i mellem de to etaper leverede holdet lidt af et mesterstykke, da man angreb med Pim Ligthart og Tim Wellens midt på etapen. De kom frem til de to udbrydere, der var foran, og Ligthart ofrede sig for sin holdkammerat, der med afstand var den stærkeste på den afsluttende stigning, hvor han sikrede sig karrierens første Grand Tour-etapesejr.

På 12. etape var der endnu en flad etape, og her tog Greipel sin tredje etapesejr, da Caleb Ewan på den hårde måde lærte, at man ikke - uanset hvor lille man end måtte være - kan klemme sig ind imellem Greipel og nærmeste barriere.

Monfort kørte en samlet 15.-plads hjem, og det er jo ikke i sig selv prangende, men mere var ikke forventet, og det ændrer ikke ved, at holdets primære mål om etapesejre blev opfyldt i allerhøjeste grad.

Holdets Giro fik dog en særdeles sur eftersmag for danske cykelfans og i særdeleshed for Lars Bak, der kom ganske alvorligt til skade på allersidste etape, da en olieplet på vejen forårsagede et større styrt, hvor han endte som den klart mest tilskadekomne. Bak havde ellers kørt et fint løb, hvor han gjorde, hvad der forventedes af ham, og hvor han var ret tæt på en etapesejr på den ekstremt hektiske afslutning af 17. etape. Han var stærkeste mand i et udbrud, der var etableret sent på etapen, men han blev hentet med en kilometer til mål.

Team Giant-Alpecin - 10

Antal etapesejre: 2 (Tom Dumoulin og Nikias Arndt)

Antal top ti-placeringer: 10

Bedste placering i klassementet: Georg Preidler (26)

Dumoulin seks dage i førertrøjen. Dumoulin en dag i pointtrøjen. Tobias Ludvigsson tre dage i førertrøjen.

Team Giant-Alpecin kom flyvende fra start i årets Giro. Med en enkelt hundrededel af et sekund sikrede Tom Dumoulin sig sejren på første etape i hjemlandet efter flere frustrerende andenpladser i løbet af året. Det var i øvrigt en kollektivt flot indsats på dagen, hvor Tobias Ludvigsson kørte sig i hvidt, mens også Chad Haga og Georg Preidler var blandt de 15 bedste.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Dumoulin mistede førertrøjen til Marcel Kittel på tredje etape, men så snart rytterne kom til Italien, og de skulle køre opad, generobrede han den. Det skete endda med en andenplads på fjerde etape, hvor han stak af i finalen. Da han på sjette etape kørte fra de fleste af klassementsrytterne på stigningen til Roccaraso, begyndte der at blive drømt lyserøde drømme i det hollandske, selvom Dumoulin vedblev at fastholde, at han ikke var forberedt på at køre klassement.

Det var svært at vide, hvor meget man skulle lægge i de udtalelser, og vi fik desværre aldrig svaret. Dagen efter den flotte præstation begyndte han at lide af et siddesår, som hæmmede ham på ottende etape, hvor han mistede førertrøjen, og på niende etapes enkeltstart ville han ikke løbe for mange risici i det apokalyptiske regnvejr. Efter hviledagen udgik han, da siddesåret kun blev værre.

Så så det ikke lyst ud for det tyske mandskab, der ikke havde det på papiret stærkeste hold i Giroen, men Preidler og Nikias Arndt viste trøjen flot frem. Da sprinterfeltet blev tyndet ud, blev Arndt bedre og bedre, og han kørte endda formidabelt på stigningerne på 18. etape, hvor han var tæt på en etapesejr i et udbrud. På 21. etape endte det endda med en etapesejr, da Giacomo Nizzolo blev deklasseret for ureglementeret spurtvirksomhed.

Preidler var ofte med i udbrud, og i bjergene var han ved flere lejligheder blandt de stærkeste, hvilket blandt andet udmøntede sig i top ti-placeringer på to af de allerhårdeste etaper i løbet. Kongeetapen til Corvara var han endda meget tæt på at vinde, men han manglede den fornødne is i maven, så han åbnede spurten alt for tidligt og blev overhalet af Esteban Chaves og Steven Kruijswijk, men østrigeren fik lidt af et gennembrud i løbet, som det tyske mandskab har al grund til at være tilfredse med efter en hård sæsonstart.

Trek-Segafredo - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: Riccardo Zoidl (39)

Giacomo Nizzolo vinder af pointkonkurrencen. Nizzolo otte dage i pointtrøjen.

Trek-Segafredo havde en ærgerlig Giro d’Italia. Det startede ærgerligt ud, da Fabian Cancellara blev syg et par dage før starten og slet ikke kunne true de bedste på den indledende enkeltstart. På baggrund af hans udfoldelser tidligere på året lignede det ellers en sikker etapesejr, men Spartacus kunne ikke finde sit vanlige niveau. Han genfandt det heller ikke før niende etapes enkeltstart, hvor han dog blev nummer fire, hvorefter han valgte at forlade løbet.

Løbet sluttede om muligt endnu mere ærgerligt. På sidste etape kom Giacomo Nizzolo endelig, endelig, endelig først over stregen på en Giro-etape, men et noget voldsomt og pludseligt svaj mod venstre bragte Sacha Modolo i relativt stor risiko for at styrte, og Nizzolo fik frataget sejren, selvom han var den klart hurtigste og ville have vundet uden sin forholdsvist hasarderede kørsel.

Det var dumt, og der var flere ting i forbindelse med Treks løb, der var dumme. Mest iøjnefaldende var Ryder Hesjedals totalt ugidelige positioneringer løbet igennem. Den tidligere vinder kørte for klassementet, men han gik åbenbart ikke op i at holde sig til, da der var vigtigere ting i livet end at kæmpe for sekunder. Det er ikke rigtigt en holdning, der er forenelig med at vinde cykelløb. I øvrigt endte han med at blive syg og måtte udgå inden tredje uge, som ellers plejer at være hans arena.

Nizzolos forgæves kamp for etapesejren håndterede man heller ikke brillant. Da Marcel Kittel og André Greipel var udgået, var italieneren den klart hurtigste tilbageværende rytter i feltet, men på 17. etape lod man et farligt udbrud med blandt andet Lars Bak komme af sted. Det betød, at man måtte bruge hele holdet på at få dem indhentet, og så var der ingen tilbage til at forhindre Roger Kluge i at stjæle etapesejren for næsen af sprinterne. Nizzolo vandt selvfølgelig spurten om andenpladsen.

På 11. etape havde han også en stor chance for en etapesejr, da han havde kæmpet sig med over en hård stigning. Desværre viste Hesjedal, at han var lige så lidt interesseret i at løfte en finger for Nizzolo, som han var i at holde sig fremme, og så kunne italieneren bare se til, mens Bob Jungels, Diego Ulissi og Andrey Amador kunne afgøre etapesejren mellem sig, mens han kunne trille i mål med en sikker fjerdeplads til følge.

Resultatet af hans anstrengelser blev pointtrøjen for andet år i træk, og der er efterhånden opstået stor sympati for den sande evige toer, der nåede at være i himlen i ti minutter, før juryen fratog ham etapesejren på 21. etape. Resten af holdet var sandt for dyden ikke noget at råbe hurra for, og det er kun den hurtige italiener, der hiver dem op på den rigtige side af dumpet/bestået-grænsen.