Dom over Tour-holdene - 3. del

Årets Tour de France går næppe over i historien som et af de mest spændende i forhold til kampen om den samlede sejr, da Chris Froome og Team Sky reelt aldrig var i problemer.

Heldigvis er der også andre aspekter af en Grand Tour end kampen om den samlede sejr, og der er mange flere aktører i spil end Team Sky. I en artikelserie i tre afdelinger analyserer og vurderer vi hver og et af de 22 Tour-hold for at finde ud af, om de har kunnet være deres indsats bekendt under årets Tour.

Bedømmelserne foretages på 7-trinsskalaen (12-skalaen), og i bedømmelserne vil selve præstationen såvel som taktiske overvejelser spille ind som det primære, men der tages også højde for, hvilke forventninger man med al rimelighed ville kunne tillade sig at have haft inden løbet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I denne tredje og sidste artikel ser vi nærmere på syv af de hold, der spillede med i kampen om løbets topplaceringer.

Team Sky - 12

Antal etapesejre: 2 (Chris Froome x 2)

Antal top ti-placeringer: 11

Bedste placering i klassementet: Chris Froome (1), Sergio Henao (12), Geraint Thomas (15), Mikel Nieve (17)

Froome 14 dage i førertrøjen

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Team Sky kom til Touren med et og kun et mål: At vinde løbet med Chris Froome. I vores optaktsartikler til hvert af holdene postulerede vi, at det britiske mandskab muligvis stillede med det stærkeste hold, Touren nogensinde havde set, og efter at have set løbet, må vi sige, at den vurdering nok ikke var helt forfejlet.

Ligeledes forventede vi dengang, at holdet sandsynligvis ville komme til at kvæle løbet, hvis Froome kom i gult tidligt, og den spådom blev også opfyldt. For da Froome kom i gult efter sin sensationelle sejr efter nedkørslen fra Col de Peyresourde, da var der reelt aldrig tvivl om udfaldet, og mindst to af Mikel Nieve, Wout Poels, Sergio Henao og Geraint Thomas var nærmest altid at finde ved Froomes side i bjergene.

Froome stod dog for endnu en gang underholdning, da han på den vindblæste 11. etape gik med i et udbrud, som Peter Sagan og Maciej Bodnar tog initiativ til. Da Thomas også kom op, lykkedes det kvartetten at holde sprinterholdene stangen, og Froome fik derfor andenpladsen på en højest usandsynlig etape for hans vedkommende.

Derefter var det så som så med den frivillige underholdning, men Froomes løbetur op ad Mont Ventoux kommer til at blive husket som et af de mest ikoniske øjeblikke i Tour-historien. Britens efterfølgende præstationer beviste, at tiden han fik godskrevet den dag i sidste ende var ligegyldig, og på løbets to enkeltstarter satte han tingene på plads med en etapesejr på den sidste af dem til følge efter en meget flot disponeret etape.

Han afstod dog fra at levere et show på en bjergetape, som han ellers har for vane. Om det skyldtes en svagere Froome er nok tvivlsomt, og i stedet kunne det forklares ved, at han også har haft OL og Vueltaen i sigte, selvom han helt sikkert ikke vil indrømme noget sådant offentligt.

Men det ændrer ikke ved vurderingen af Skys Tour, og man må bare tage hatten af for briterne, for ikke nok med at de har et usandsynligt stærkt hold, der da også alle har haft en meget specifik satsning på Touren, så er de også kloge i forhold til, at luksushjælperytterne skiftes til at sidde med kaptajnen til de afgørende øjeblikke. Eksempelvis imponerede Poels ikke i den første del af løbet, men da vi først nåede Alperne, var han nærmest løbets stærkeste rytter.

Det var reelt kun Mikel Landa, der underpræsterede, og det bliver lidt interessant at se, om han kan løfte sit niveau til Vueltaen, eller om han ender med at være en af de meget få ryttere, der ender med faktisk at blive dårligere af at skifte til det britiske storhold.

Movistar - 7

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Antal etapesejre: 1 (Ion Izagirre)

Antal top ti-placeringer: 13

Bedste placering i klassementet: Nairo Quintana (3), Alejandro Valverde (6)

Sejr i holdkonkurrencen.

En etapesejr, en sejr i holdkonkurrencen og en podieplacering. Alligevel kun et 7-tal? Tja, det kan forekomme hårdt, men det var forventet, at Nairo Quintana ville byde Chris Froome op til dans, og inden løbets start var oddsene på de to meget lige, og mange eksperter forventede, at Quintana ville ende med at trække det længste strå.

Derfor var det meget frustrerende og ærgerligt at se en Quintana, der nærmest for første gang i karrieren ikke var flyvende i sin største sæsonsatsning. At han alligevel kan ende på tredjepladsen i et for ham meget skuffende løb vidner om hans klasse, men tredjepladsen kom i hus på baggrund af meget konservativ kørsel, og det er nok ikke, hvad de fleste associerer med Quintana, selvom han dog er en langt mere defensiv rytter, end hans rygte ellers siger.

Hvad grunden helt præcist var til Quintanas underpræstation er endnu ikke helt opklaret. Selv forklarede han sig med allergi, men det virker lidt mystisk at være ramt af allergi på meget regnvåde dage midt om sommeren.

Det var heller ikke kun Quintana, der skuffede, da holdet i den første del af løbet ikke rigtigt var i stand til at lægge det pres på i bjergene, man havde håbet. Det var tit ret hurtigt, at Quintana og Alejandro Valverde blev isoleret, og Daniel Moreno og Ion Izagirre var ret skuffende i starten af løbet. I den sidste uge fik Izagirre til gengæld vendt det helt rundt, og han så ud til at nyde det dårlige vejr.

I hvert fald var han med favoritterne i lang tid på 19. etape, og dagen efter tog han en voldsomt imponerende sejr, da han uden videre bare plantede verdensklassenedkørere som Járlinson Pantano og en, indrømmet, lidt nervøs Vincenzo Nibali på den meget tekniske nedkørsel ned ad Col de Joux Plane, hvilket sammen med sejren i holdkonkurrencen reddede holdets løb.

Det kunne en anden rytter dog også have gjort, hvis han havde fået lov. Men Valverde var udnævnt som hjælperytter, og den funktion opfyldte han på en nærmest demonstrativt pligtopfyldende facon. Han angreb i øst og vest for at sætte et større angreb fra Quintana op ved gentagne lejligheder, og han var heller ikke bleg for at føre for colombianeren, når det var påkrævet.

Hver gang han blev sat, sørgede han for at minimere tidstabet mest muligt, og derfor endte det med en sjetteplads til ham, hvilket er vanvittigt imponerende efter tredjepladsen i Giroen, og når man tager i betragtning, at han entydigt kørte som hjælperytter for Quintana. Det var i øvrigt den fjerde Grand Tour i træk, hvori Valverde er endt i den samlede top syv.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I denne skribents øjne hersker der næppe tvivl om, at Valverde var den bedste Movistar-rytter i år, og det er ærgerligt, at hans chancer skulle forspildes på den måde, men selv holdledelsen virker til at være blevet overrasket over hans niveau. Alligevel er forvaltningen af Valverde også et element, der trækker ned for Movistar, da han kunne have sikret holdet langt mere succes, hvis han var blevet brugt, som han igennem mange år har gjort sig fortjent til.

Astana - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 5

Bedste placering i klassementet: Fabio Aru (13)

Det er ikke tit, at Astana rammer helt forbi i en Grand Tour, men holdet havde bestemt ikke noget godt løb i årets Tour de France. Alt var lagt an til, at Fabio Aru skulle kæmpe med om den samlede sejr eller i hvert fald om podiet, men italieneren var aldrig rigtig tæt på.

Gående ind til de afsluttende Alpe-etaper lignede han dog en rytter, der ville kunne vende rundt på løbet og bryde dets monotoni, og særligt en flot bjergenkeltstart gav store løfter for de kommende dage. Det gjorde også, at holdet omsider tog ansvar i feltet, og de var grunden til, at favoritterne for første gang kunne køre om en etapesejr på en bjergtop på 19. etape, men Aru kunne ikke slå kapital på holdets arbejde, og dagen efter faldt han fuldstændig igennem og røg helt ud af top ti.

Dermed endte holdet uden noget som helst form for resultat, da Vincenzo Nibali heller ikke havde held med at tage etapesejren på 20. etape, selvom han en overgang så ud til at skulle lykkes med det. På den afsluttende våde nedkørsel turde han dog ikke at prøve at følge Ion Izagirre, og derfor endte løbet med en tredjeplads for Nibali, der dog var blevet væsentligt bedre end tidligere i løbet, hvor han blandt andet led den tort at blive sat af Daryl Impey på syvende etape.

Et af aspekterne, der sørger for, at Astana trods alt består, er, at den forventede og på forhånd meget omtalte rivalisering mellem Nibali og Aru aldrig opstod, og Nibali viste sig i mange tilfælde som en loyal holdkammerat, der ikke valgte at køre sin egen chance og lade kaptajnen i stikken. Derudover var ansvaret i fronten af feltet på de sidste to bjergetaper forfriskende, da det virkelig havde været savnet igennem løbet, at et andet hold end Team Sky ville tage lidt ansvar.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

På papiret havde Astana da også et ekstremt stærkt hold, der kun så ud til at være overgået af Team Sky, men det var kun Diego Rosa, der viste sig fra sin bedste side, og det var måske lidt rigeligt at have udtaget hele tre ryttere i form af Nibali, Tanel Kangert og Jakob Fuglsang, der tidligere på sæsonen havde slidt og slæbt i en ganske strabadserende Giro.

Hvad Fuglsang angår, var han ikke selv bleg for at indrømme, at det var hans svageste Tour de France til dato, og det er også rigtigt, at Fuglsang ikke for alvor bidrog med ret meget. Bevares, han sad med relativt langt på en del bjergetaper, men Tour-præstationen bar præg af, at løbet kom efter en hård Giro, og at den skulle bruges som forberedelse til det nært forestående OL. På 20. etape var han med i udbruddet, men da tingene spidsede til, måtte han sande, at formen endnu ikke havde indfundet sig tilstrækkeligt, til at han kunne begå sig blandt de bedste.

Tinkoff - 12

Antal etapesejre: 3 (Peter Sagan x 3)

Antal top ti-placeringer: 17

Bedste placering i klassementet: Roman Kreuziger (10)

Sagan vinder pointkonkurrencen. Rafał Majka vinder bjergkonkurrencen. Sagan kåret til løbets mest angrebsivrige. Sagan tre dage i førertrøjen. Sagan 15 dage i pointtrøjen. Majka otte dage i bjergtrøjen.

Tinkoffs mål med Touren var utvetydigt. Alberto Contador skulle genvinde løbet, og efter en flot sæson var det ikke fuldstændigt udelukket, at det ville kunne ske. Men allerede på første etape styrtede han voldsomt, og da han gentog den præstation dagen efter, var hans chancer reelt allerede udspillet.

Det ville have været svært at komme sig over for alle andre hold, men tingene er bare lidt lettere, når man har verdens bedste cykelrytter ombord. Peter Sagan leverede endnu engang et helt fantastisk show, og igennem de tre uger i Frankrig viste verdensmesteren, at den regnbuefarvede trøje ikke kan sidde på en bedre rytter.

Og i år måtte han endda ikke nøjes med en masse flotte præstationer og dertilhørende sekundære placeringer. Nej, han fik endelig hul på bylden igen efter to sejrsløse år i Tour-sammenhæng, og efter at have vundet anden etape, hvor han var storfavorit og dermed fik tre dage i gult for første gang i karrieren, lykkedes han også med at lave et stort nummer i sidevinden på 11. etape, hvor han fandt et par nye legekammerater i Chris Froome og Geraint Thomas.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det kom dagen efter den fabelagtige 10. etape, hvor et helt vanvittigt 15-mandsudbrud på nærmeste hold kunne bevidne Sagans monstrøse evner, men ved den lejlighed var ORICA-BikeExchange’s overtal trods alt en for stor mundfuld, så slovakken måtte nøjes med en andenplads. Det burde han også have måttet på 16. etape til Bern, men et imponerende kast med cyklen fik lige akkurat presset verdensmesterens forhjul forbi Alexander Kristoffs, hvorfor den tredje etapesejr blev en realitet.

Derudover var han en konstant deltager i massespurterne, og det endte med ti top ti-placeringer, hvoraf han de ni af gangene var blandt de bedste fire. Men det var ikke nok for Sagan, der også på omkring halvdelen af løbets bjergetaper drog i udbrud for at sikre sig point til den grønne trøje, som har været hans ubestridte ejendel i nu fem år i træk, og som om det ikke var nok, brugte han også sine mange kræfter på at hjælpe Rafał Majka på 17. etape, og det var også Sagan, der lavede langt størstedelen af arbejdet på 20. etape, hvilket sikrede, at Roman Kreuziger lykkedes med at klemme sig ind i top ti i klassementet. De præstationer sikrede ham titlen som løbets mest angrebsivrige rytter, og ikke siden Eddy Merckx i 1969 har en rytter vundet både den titel og pointkonkurrencen.

Så det er ikke så mærkeligt, at verdensmesteren bliver ved med at tage verden med storm og med afstand må være verdens mest populære rytter. Men der var også andre på holdet, og selvom Majka ikke lykkedes med at vinde en etape for tredje år i træk, så sikrede han sig den samlede sejr i bjergkonkurrencen for anden gang i karrieren, og på hele fire etaper sluttede han i top tre. Samtidig lykkedes det som nævnt for Kreuziger at slutte i top ti efter at have vist stort initiativ på den sidste bjergetape, så selvom det ikke blev til den samlede sejr, som Contador havde sat sig som mål, så endte Touren alligevel fantastisk for Tinkoff, selvom Sagan lige startede spurten lidt for sent på Champs Élysées.

På det russiske mandskabs Tour-hold befandt også Michael Valgren sig, og selvom han ikke lykkedes med at komme med i et udbrud, så kørte han alligevel et fint løb. Han var en af de vigtigste brikker i sidevinden på 11. etape, og han var ofte at se i fronten af feltet tæt ved afslutningerne, da han hjalp Sagan så godt han kunne inden spurterne. De sidste dage kørte han endda top 50-placeringer ind på bjergetaperne, så Valgren virker til at være kommet godt ud af Touren.

AG2R-La Mondiale - 10

Antal etapesejre: 1 (Romain Bardet)

Antal top ti-placeringer: 9

Bedste placering i klassementet: Romain Bardet (2), Alexis Vuillermoz (20)

At Romain Bardet skulle vinde en etape kom ikke som den store overraskelse. Det gjorde han jo også sidste år, men at han skulle ende som nummer to i klassementet var temmelig overraskende og meget imponerende. Han var den eneste af franskmændene, der ikke bukkede under for hjemlandets forventningspres, og måden andenpladsen kom i hus på var ganske genial.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Midt i al kaosset på nedkørslen fra Montée de Bisanne på 19. etape besluttede Mickaël Chérel sig for, at han og Bardet skulle angribe, og efter at Chérel havde ydet god assistance på nedkørslen og på det flade stykke hen til den afsluttende Le Bettex-stigning, tog Bardet selv over og holdt favoritterne bag sig og sikrede sig sammen med etapesejren en tur helt op til klassementets andenplads.

Og da ingen andre havde mod eller lyst til at forsøge et angreb på toppen af klassementet den efterfølgende dag, blev andenpladsen en realitet. Det er et voldsomt stort resultat for Bardet, og man kunne måske spørge, om ikke AG2R-La Mondiales Tour så gik over al forventning og burde have meriteret et 12-tal.

De får dog ikke 12, for i langt størstedelen af løbet, var de ret usynlige. Bardet kørte selvsagt et godt løb, men Domenico Pozzovivo leverede slet ikke noget varigt indtryk i sin Tour-debut, og Alexis Vuillermoz klarede sig heller ikke stort bedre, selvom han dog kørte sig til en tredjeplads på 15. etape. Jan Bakelants så vi heller ingenting til, og for første gang i karrieren sluttede han uden for top 25 i Tour de France, da han kun blev nummer 50.

Samuel Dumoulin gjorde det okay, og særligt hans præstation på tiende etape var opsigtsvækkende. Dels fordi han i lang tid sad alene sammen med Peter Sagan, inden udbruddet endelig faldt til ro, og dels fordi han lykkedes med at klare Sagans forcering i sidevinden. Herefter sad Dumoulin i et yderst fornemt selskab, og selvom han normalt er hurtig på stregen, måtte han nøjes med femtepladsen, og dermed har der ikke rigtigt været andet end Bardet at hidse sig op over på AG2R-La Mondiale, hvorfor de må nøjes med et 10-tal.

BMC Racing Team - 7

Antal etapesejre: 1 (Greg van Avermaet)

Antal top ti-placeringer: 12

Bedste placering i klassementet: Richie Porte (5)

Van Avermaet tre dage i førertrøjen.

Der er nok ikke den store tvivl om, at Richie Porte var løbets næstbedste klassementsrytter efter Chris Froome. På mange bjergetaper var hans angreb potente og sørgede for udskilning, og hvis det ikke havde været for hans katastrofale punktering allerede på anden etape, var han nok endt på podiet.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det gjorde han dog ikke, og de sidste tre dage endte ikke med det helt store attentat herpå, da tasmaneren efterhånden begyndte at mærke trætheden komme snigende. Han mistede en del tid på 19. etape, og dagen efter havde han i lighed med de øvrige favoritter ingen eventyrlyst.

Netop på grund af Portes gode form er det imidlertid overordentligt svært at være imponeret over BMC’s Tour de France. Tejay van Garderen kørte stabilt, men kedeligt frem til 17. etape, hvor han knækkede og røg endegyldigt ud af løbet, og holdets taktik på bjergetaperne var helt ekstremt destruktiv og konservativ.

Der var masser af muligheder for at Porte kunne opnå en etapesejr (Froome havde nok ikke villet forhindre sin gode ven i at opnå en sådan, hvilket ville have været den første i karrieren), men BMC tog på intet tidspunkt initiativ til at holde udbrud i snor, og Porte kunne derfor kun køre nogle ligegyldige placeringer hjem på etaper, hvor han heller aldrig lykkedes med at tage specielt mange sekunder på sine rivaler, men både på Andorra-Arcalís, Mont Ventoux og Finhaut-Emosson var han blandt de bedste klassementsryttere, så holdet forspildte en masse chancer.

Ligeledes viste man aldrig, at man ville forsøge at vinde løbet. De ryttere, der ikke skulle bruges til at trække i feltet, skulle åbenbart heller ikke spilde kræfter i udbrud, og BMC var meget sjældent repræsenteret fremme, så der blev aldrig opretholdt den mindste illusion af, at Porte eller van Garderen ville prøve et større udspil længere udefra, og kaptajnernes udtalelser igennem løbet var også meget defensive.

Derfor havde BMC faktisk flirtet med 2-tallet (Portes niveau sikrede selvfølgelig mod dumpekarakter), hvis ikke det havde været for Greg van Avermaet. For andet år i træk lykkedes det den brølstærke flamlænding at tage en etapesejr i verdens største cykelløb, da han på femte etape i Massif Central distancerede Thomas de Gendt og dermed sikrede sig etapesejren og tre dage i førertrøjen.

De Gendts niveau i resten af løbet beviste, hvor vild en præstation van Avermaet faktisk leverede den dag, og på syvende etape så vi noget så sjældent som en gul førertrøje i ”morgenudbrud”, da van Avermaet efter en ekstremt hektisk start på etapen slap af sted sammen med en masse andre og sikrede sig en femteplads. På 10. etape var han også en del af det store udbrud, men i finalen havde han ikke kræfter til andet end at prøve en lang spurt, hvilket endte med en fjerdeplads, men hans store indsats i løbet hæver bedømmelsen af holdet til et lille 7-tal.

ORICA-BikeExchange - 10

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Antal etapesejre: 1 (Michael Matthews)

Antal top ti-placeringer: 11

Bedste placering i klassementet: Adam Yates (4)

Yates vinder af ungdomskonkurrencen. Yates 15 dage i ungdomstrøjen.

Det australske hold havde en lidt pudsig konstellation af en hel masse etapejægere, og på forhånd var det lidt svært at se en rød tråd i deres holdsammensætning. I begyndelsen af løbet led man under ikke at have en decideret sprinter, da hverken Michael Matthews eller Simon Gerrans kunne blande sig i massespurterne, og lidt overraskende kunne ingen af de to eller Michael Albasini tage kampen op med de bedste på anden etape, hvor Matthews med en femteplads blev den bedste.

Derfor så tingene ikke vildt gode ud, men på 10. etape vendte billedet for australierne. I det absurde 15-mandsudbrud havde man fået listet både Matthews, Daryl Impey og Luke Durbridge med, og da Peter Sagan skilte fårene fra bukkene i sidevinden, havde man pludselig et stort overtal, da alle tre ryttere klarede cuttet. Durbridge trak sammen med Sagan frem til stigningen kort før mål, hvorpå Matthews klistrede sig til verdensmesterens baghjul.

På det flade stykke ind mod mål angreb Impey i flere omgange, og man fik lige nøjagtig trættet Sagan tilstrækkeligt til, at Matthews kunne vinde spurten i et meget kompetent selskab efter et rigtig flot holdarbejde.

Men det er nok ikke Matthews, der bliver husket mest fra ORICA’s 2016-Tour. Det må alligevel være Adam Yates, der viste stor klasse ved at hænge med hos favoritterne hele løbet og ende på en meget overraskende fjerdeplads, hvilket også sikrede ham sejren i ungdomskonkurrencen. Yates fik ellers en ærgerlig start, da han på syvende etape blev fældet af en hurtigt synkende kilometerport, men heldigvis var skaderne fra styrtet begrænsede.

Selvom han hele tiden så ud til at være ved at blive sat, da han opholdt sig bagest i feltet nærmest uanset dets størrelse, formåede den unge brite ved de fleste lejligheder alligevel at ende blandt de bedste klassementsryttere, og eneste klandring herfra er, at han ikke forsøgte at tage podieplaceringen fra en halvsyg Nairo Quintana på 20. etape, men med de svære nedkørsler in mente, vurderede man muligvis, at det var for farligt.

Daryl Impey fortjener også at blive nævnt. Sydafrikaneren har vel aldrig kørt bedre, og udover hans rolle i forbindelse med Matthews’ etapesejr, udmærkede han sig ved at følge med Daniel Navarro og sætte Vincenzo Nibali på Col d’Aspin på syvende etape, og i Alperne sad han også med meget længe som en solid støtte til Yates. Vi så dog for lidt til ryttere som Gerrans og Albasini, mens Matthews heller ikke imponerede udover med sin etapesejr, til at australierne får topkarakter.

Christopher Juul kørte et ret usynligt løb, men det har nok været planen, og der er ingen grund til at tro, at den altid solide dansker ikke har udført det arbejde, man har forventet af ham, og på 20. etape var han endda med i det store udbrud, men han mistede ret tidligt kontakten hermed.