Dom over Vuelta-holdene - 1. del

Årets Vuelta a España har til tider budt på stor underholdning, og flere af bjergetaperne har været nogle af de mest episke i nyere tid. Kampen om den samlede sejr stod mellem Chris Froome og Nairo Quintana, og colombianeren fik tiltvunget sig sejren med en fantastisk manøvre i løbets tredje weekend på en dag, hvor Team Sky havde en kollektiv off-day.

Derudover blev løbet i allerhøjeste grad præget af danske Magnus Cort, der med hele to etapesejre fik et fantastisk gennembrud, da han var feltets med afstand hurtigste rytter. 

Der har dog været langt flere ryttere og hold med i løbet, end dem der kommer til at sætte sig i hukommelsen, når man tænker tilbage på løbet, og derfor vil vi i en artikelserie, som traditionen byder, foretage en vurdering af hver og et af de deltagende hold.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Bedømmelsen kommer som vanligt til dels at tage udgangspunkt i de opnåede resultater med en hensyntagen til holdets komposition og dets normale placering i cykelsportens hierarki, mens taktiske genialiteter og fadæser bliver henholdsvis belønnet og straffet. Endelig er det selvfølgelig formildende omstændigheder, hvis et holds stjerner enten blev syge eller skadede eller endda måtte udgå. Bedømmelserne foretages på syvtrinsskalaen.

I denne første artikel behandler vi de fire wildcard-hold og fire af de hold, der spillede en mindre rolle i årets Vuelta a España.

Team Giant-Alpecin - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 6

Bedste placering i klassementet: Tobias Ludvigsson (52)

Årets Vuelta var en meget hård oplevelse for Team Giant-Alpecin. Efter sidste års næsten-triumftog, hvor Tom Dumoulin kun var to stigninger fra at vinde hele løbet, formåede man kun meget sjældent at markere sig positivt i årets udgave af den spanske rundtur.

Det startede ganske skidt for tyskerne, da holdets eneste forhåbning til bjergene, Warren Barguil, måtte opgive sin tilstedeværelse i løbet allerede på tredjedagen grundet sygdom.

Næsten lige så slemt var det, at Nikias Arndt var småskadet, hvilket fik ham til at lide ganske forfærdeligt i bjergene, hvilket afstedkom klassementets sidsteplads. Arndt var ellers på papiret måske feltets hurtigste sprinter, men i starten af løbet kom han slet ikke til fadet.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

På de tre lette etaper i den sidste uge kørte man fuldt tog for tyskeren, hvilket gav ham to top tre-placeringer, blandt andet på 18. etape, hvor han måtte kapitulere over for Magnus Cort, så på trods af skaden fik Arndt alligevel vist sig lidt frem, og det ret tunge hold viste sin berettigelse med flot forberedelse til spurterne, hvor tyskeren dog ikke kunne afslutte arbejdet helt efter fortjeneste.

I udbrud var det tyske mandskab ikke det allermest synlige, men både Tobias Ludvigsson, Chad Haga og Zico Waeytens fik dog vist sig frem til tider. Særligt svenskeren var generelt stærkt kørende, og på enkeltstarten måtte han kun give fortabt over for Chris Froome og Jonathan Castroviejo.

Team Katusha - 7

Antal etapesejre: 1 (Sergey Lagutin)

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: Egor Silin (15), Matvey Mamykin (24)

Lagutin to dage i bjergtrøjen.

For en gangs skyld var det svært umiddelbart at se, hvad den forkromede plan med Team Katushas Vuelta a España var, men det var også første gang, russerne deltog i løbet uden Joaquim Rodríguez, som har været en fast institution i løbet gennem hele sin karriere.

I stedet kunne man have forsøgt at fæste lid til den ellers ret upålidelige Rein Taaramäe i klassementsøjemed, men esteren udgik allerede efter en uge.

Dermed måtte holdet på etapejagt, og det var de ganske udmærkede til. Kronen på værket stod den tidligere usbeker og nuværende russer, Sergey Lagutin, for, da han vandt etapen til La Camperona (hvilket han havde svært ved at begribe, se billedet), hvor han var stærkeste mand i et bemærkelsesværdigt svagt udbrud. En lille uge senere blev han nummer tre på 13. etape i et udbrud med en lignende meget lidt stjernebesat komposition.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Egor Silin var også fint kørende igennem hele løbet, og han var ganske tæt på at vinde etapen til Col d’Aubisque, hvor han dog måtte give fortabt over for Robert Gesink, hvorfor det kun blev til en tredjeplads. Den blot 21-årige og nyprofessionelle Matvey Mamykin viste sig også positivt frem ved flere lejligheder fra et fysisk perspektiv, mens det taktisk intelligente ved at angribe fra en favoritgruppe med et tocifret antal minutter frem til udbryderne nok kan stilles spørgsmålstegn ved.

Han virker dog til at være det nye inden for russisk cykling sammen med den fem år ældre Ilnur Zakarin, og han bliver spændende at følge fremover. Ud over de tre nævnte ryttere kørte Jhonatan Restrepo fire top 10-placeringer hjem, heraf tre i massespurter, men hans bedste placering var en ottendeplads, og et storhold som Katusha kan ikke få en højere karakter end middel for det løb, de leverede.

Dimension Data - 4

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 10

Bedste placering i klassementet: Merhawi Kudus (38)

Omar Fraile vinder bjergkonkurrencen. Fraile tre dage i bjergtrøjen.

Bjergkonkurrencen i årets Vuelta a España må have været den mest spændende i løbets historie. Et sølle point endte med at skille Omar Fraile fra Kenny Elissonde, og med franskmanden i udbrud på sidste etape var der stor spænding om, hvorvidt Frailes nyetablerede forspring ville annulleres igen. Det skete ikke, og Fraile endte som vinder af bjergtrøjen for andet år i træk.

Det kom efter et løb, hvor Fraile havde været i udbrud flere gange, men aldrig været i nærheden af en etapesejr. Bortset måske lige fra på etapen til Lagos de Covadonga, hvor han leverede en helt sindssyg præstation. Han blev sat som en af de tidligere fra udbruddet, men da Alberto Contador og Nairo Quintana kom op til ham, kørte han med dem.

Og det blev han sådan set ved med i lang tid, hvorfor han overhalede alle de andre udbrydere bortset fra Robert Gesink og endte på etapens fjerdeplads efter at have kørt i klassementstempo i 6-7 kilometer.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Men bortset fra Fraile var det ikke meget, sydafrikanerne kunne vise frem. Igor Antóns syvendeplads på tredje etape til Mirador de Ézaro gav mindelser om en svunden tid, men desværre blev han syg et par dage senere og måtte først droppe klassementet og siden udgå af løbet.

Jacques Janse van Rensburg havde en gylden mulighed for en etapesejr i et tyndt besat udbrud på La Camperona, men han måtte nøjes med en sjetteplads. Nathan Haas havde vist gode takter i Vuelta a Burgos, men kunne slet ikke finde fodfæste i Vueltaen, hvor han røg for tidsgrænsen på 12. etape.

Kristian Sbaragli kunne heller ikke gentage sidste års succes, hvor han vandt en etape, og selvom det blev til hele seks top 10-placeringer, kom han aldrig højere op end på fjerdepladsen, hvilket langt fra var imponerende i et tyndt sprinterfelt.

Lampre-Merida - 02

Antal etapesejre: 1 (Valerio Conti)

Antal top ti-placeringer: 3

Bedste placering i klassementet: Louis Meintjes (40)

Okay, Lampre-Merida fik sin etapesejr, så de slipper for at blive slagtet helt. Valerio Conti viste sig som den formentlig både klogeste og stærkeste af de 12 ryttere, der slap væk på 13. etape, hvorfor han tog en flot solosejr, hvilket i absolut særdeleshed var tiltrængt for det italienske mandskab, der bliver kinesisk efter denne sæson.

For ellers var der slet intet at komme efter på et B-hold hos et af WorldTourens i forvejen svageste mandskaber. Kun tre top 10-placeringer blev det til, og ud over Contis sejr gik de til Mattia Cattaneo og Kristijan Đurasek, der begge var fremme i nogle af de mange udbrud, der holdt hjem på etaperne i det spanske løb.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Conti viste dog også solid kørsel på næstsidste etape, hvor han ligeledes var med i et udbrud, men han gik dog kold på de sidste kilometer af Alto de Aitana og sluttede relativt langt nede på resultatlisten.

Louis Meintjes var blevet pålagt at køre Tour-Vuelta-doublen som blot 24-årig, og den fine ottendeplads fra Touren blev da heller ikke fulgt op af noget spektakulært i Vueltaen, hvor han gik helt ned i den sidste uge.

Så alt i alt var det en meget tynd kop te, italienerne fik serveret, og hvis ikke Conti havde reddet dagen og løbet (på en billig baggrund) havde de nok været nede på karakterskalaens allernederste trin.

Cofidis - 02

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: Luis Ángel Maté (22), Romain Hardy (27), Rudy Molard (30)

Det franske wildcard-hold viste sig egentlig frem ved mange lejligheder i årets Vuelta, men udbyttet fra løbet var meget fattigt. Otte top 10-placeringer lyder måske forholdsvist godt, men hvis man går bag om tallene, vil man se, at alle de otte placeringer enten var syvende-, ottende-, niende- eller tiendepladser, så reelt var franskmændene aldrig i nærheden af en etapesejr.

Umiddelbart var den mest synlige Cofidis-rytter spanske Luis Ángel Maté, men han fik ikke en eneste top 10-placering. Dog leverede han en ganske opsigtsvækkende præstation på syvende etape, hvor han havde været med i morgenudbruddet. Da de blev hentet, og fire andre ryttere, heriblandt Luis León Sánchez og Simon Clarke slog kontra, gik Maté med igen og sad med længe. Det var ganske imponerende.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Men ellers var det så som så med de imponerende præstationer, og franskmændene var nok lidt uheldige med, at Romain Hardy aldrig ramte de rigtige udbrud, for han viste fin hurtighed i afslutningerne og holdbarhed på stigningerne, hvorfor han virkede til at have evnerne til at tage en etapesejr. Også Rudy Molard var fint kørende i det hårde terræn, mens Stéphane Rossetto slet ikke var i samme form som sidste år.

De får dog point for at prøve adskillige gange, men nogen succesfuld Vuelta var det ikke for Cofidis, der nok godt kunne have brugt Nacer Bouhannis tilstedeværelse i løbet.

Bora-Argon 18 - 00

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 9

Bedste placering i klassementet: José Mendes (54)

Med det tyske wildcard-hold, Bora-Argon 18, er det lidt den samme historie som med Cofidis. En god håndfuld (næsten to) top 10-placeringer, hvoraf langt de fleste er et sammenskrab af resultater i den tunge ende af nogle i forvejen ikke specielt stærke udbrud.

Dog lykkedes det både for Rüdiger Selig og Michael Schwarzmann at erobre en ganske overraskende andenplads hver i massespurterne på 16. og anden etape. Det er selvfølgelig flot nok, og man kan måske rynke lidt på næsen af, at tyskerne så får dumpekarakter, mens Cofidis - med dårligere resultater - alligevel får lov at bestå.

Indtrykket man fik af tyskerne var dog bare, at de var overmatchede, og det var måske lidt hård kost for det relativt lille professionelle kontinentalhold at skulle køre to Grand Tours i år, for i modsætning til med Cofidis fik man aldrig indtrykket af, at tyskerne havde en chance for at udrette noget stort - bortset altså lige fra de to andenpladser i massespurterne.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Både Cesare Benedetti, Scott Thwaites og Bartosz Huzarski var i udbrud, der holdt hjem, et par gange, men generelt var tyskerne ikke så velrepræsenterede fremme, som man måske kunne have forventet af et hold, der ikke rigtigt havde andet at give sig til i Vueltaen ud over at overleve.

Men det var sidste år vi fik set Bora-Argon 18 spille denne rolle på cykelscenen, og med tilgangene af Peter Sagan og Rafał Majka kommer der helt, helt andre boller på suppen fra den kommende sæson.

Caja Rural-Seguros RGA - 00

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 5

Bedste placering i klassementet: Sergio Pardilla (18)

Hvordan kan man som spansk professionelt kontinentalhold ramme så langt forbi i sæsonens helt store løb? Det spørgsmål må siges at være meget relevant at stille i forbindelse med Caja Rurals Vuelta a España.

Igennem sæsonen har ryttere som José Gonçalves, Pello Bilbao, Sergio Pardilla, Jaime Rosón og i særdeleshed Hugh Carthy været imponerende, men i Vueltaen var der stort set intet at komme efter - sat på spidsen. For ganske vist fik Bilbao spurtet sig til tre top 10-placeringer, mens Pardilla i starten af løbet kørte med blandt de 7-8 bedste i bjergene for så siden at synke ned i anonymitetens dyb.

Carthy så vi absolut intet til, Gonçalves var en skygge af sig selv fra sidste år, og Rosón fik heller aldrig vist sig rigtigt frem. Det var en ret stor bet for holdet at miste altid kompetitive Lluís Guillermo Mas, men det ændrer ikke på, at det var en generelt voldsomt skuffende indsats fra Caja Rural, der flirter med -3-tallet, da man med rette kunne have haft en hel del forventninger til dem.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Direct Energie - 4

Antal etapesejre: 1 (Lilian Calmejane)

Antal top ti-placeringer: 3

Bedste placering i klassementet: Romain Sicard (55)

Efter et lovende forårsløb helt tilbage i februars Tour La Provence opstod der en vis hype om den unge franskmand, Lilian Calmejane. Han har ikke helt kunnet leve op til den præstation i sine efterfølgende løb, men i Vueltaen fik han sin Grand Tour-debut, og sørme om han ikke blot skulle bruge fire etaper, før han kunne skrive Grand Tour-etapesejrherre på sit cv.

Fra et stort udbrud angreb han et godt stykke udefra, og det lykkedes for den unge franskmand at holde forfølgerne bag sig, hvorfor han gav Direct Energie en perfekt start på løbet. Siden da var det så som så med succes for franskmanden, men på næstsidste etape viste han, at han stadig var i god behold, da han kørte sig til en ottendeplads i et stærkt udbrud på Alto de Aitana.

Resten af holdet var til gengæld lidt en ynk. Den eneste anden top 10-placering stod Perrig Quémeneur for, da han blev nummer tre på etapen til La Camperona, hvor Sergey Lagutin vandt. Ellers var der ikke meget at glæde sig over for franskmændene, for hverken Fabrice Jeandesboz eller Romain Sicard var velkørende, og resten af holdet var af ret tvivlsom kvalitet.

Men med en etapesejr til Calmejane og en lige ved og næsten-oplevelse til Quémeneur er der god margin ned til dumpegrænsen for Direct Energie.