Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Sirotti

Dom over Vuelta-holdene - 2. del

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

13.09.2016 kl. 16:00 af Tobias Munck Sørensen.

Årets sidste Grand Tour er slut, og derfor vil vi her på Feltet.dk i tre artikler tage de 22 deltagende hold under lup for at finde ud af hvilke hold, der har kunnet være deres indsats bekendt, og hvilke, der gerne skal oppe sig næste gang.

Årets Vuelta a España har til tider budt på stor underholdning, og flere af bjergetaperne har været nogle af de mest episke i nyere tid. Kampen om den samlede sejr stod mellem Chris Froome og Nairo Quintana, og colombianeren fik tiltvunget sig sejren med en fantastisk manøvre i løbets tredje weekend på en dag, hvor Team Sky havde en kollektiv off-day.

 

Derudover blev løbet i allerhøjeste grad præget af danske Magnus Cort, der med hele to etapesejre fik et fantastisk gennembrud, da han var feltets med afstand hurtigste rytter. 

 

Der har dog været langt flere ryttere og hold med i løbet, end dem der kommer til at sætte sig i hukommelsen, når man tænker tilbage på løbet, og derfor vil vi i en artikelserie, som traditionen byder, foretage en vurdering af hver og et af de deltagende hold.

 

Bedømmelsen kommer som vanligt til dels at tage udgangspunkt i de opnåede resultater med en hensyntagen til holdets komposition og dets normale placering i cykelsportens hierarki, mens taktiske genialiteter og fadæser bliver henholdsvis belønnet og straffet. Endelig er det selvfølgelig formildende omstændigheder, hvis et holds stjerner enten blev syge eller skadede eller endda måtte udgå. Bedømmelserne foretages på syvtrinsskalaen.

 

I denne anden artikel behandler vi syv af de hold, der ikke var med i kampen om den samlede sejr i løbet.

 

 

 

 

 

 

Team LottoNL-Jumbo - 10

 

 

Antal etapesejre: 1 (Robert Gesink)

Antal top ti-placeringer: 8

Bedste placering i klassementet: George Bennett (10)

 

I Giro d’Italia var hollænderne lige ved at vinde hele løbet med Steven Kruijswijk, og der var lagt op til, at han skulle etablere sig som en magtfaktor på Grand Tour-scenen i årets Vuelta a España. Han mistede dog allerede et par minutter på den umådeligt stejle Mirador de Ézaro på tredje etape, hvilket blev tilskrevet sygdom i ugen op til løbet, og to dage senere var han offer for et styrt, hvor han kørte ind i en fuldkommen umarkeret pæl, hvilket sendte ham ud af løbet.

 

Det var en hård start for hollænderne at miste deres formentlig bedste kort så tidligt, men heldigvis havde Robert Gesink medbragt god form og ikke mindst stor kørelyst til det spanske. Det hollandske evighedstalent, der har været så grueligt meget igennem, var synlig igennem hele løbet og var med i masser af udbrud.

 

På etapen til Lagos de Covadonga var han tæt på etapesejren, men han kunne ikke holde Nairo Quintana bag sig, og det blev til en andenplads på etapen efter at have spurtbesejret Chris Froome. Få dage senere tog han revanche, da han med en 400 meter lang spurt op ad Col d’Aubisque fik sat Egor Silin og Kenny Elissonde godt og grundigt på plads. I slutningen af løbet blev det endda til yderligere to top fem-placeringer i bjergene, men han virkede til at være lidt slidt og kunne ikke fordoble sin etapehøst.

 

Trods Kruijswijks exit lykkedes det alligevel det gulklædte mandskab at få en rytter i top ti, da George Bennett viste imponerende holdbarhed efter at have kørt et ganske synligt Tour de France. Det lykkedes newzealænderen at holde formen over alle tre uger i Spanien, hvilket endte med at resultere i en samlet tiendeplads.

 

Victor Campenaerts gjorde sig også bemærket ved at trække utrætteligt i flere udbrud, hvor han skulle bruges for enten Gesink eller Bennett, og på enkeltstarten kørte han en flot femteplads hjem som bevis på hans glimrende form.

 

Så selvom hollænderne måske nok havde drømme om enten podie eller sågar samlet sejr, så får de alligevel et 10-tal, da de formåede at sadle om og køre et flot og synligt løb trods Kruijswijks tidlige udgang.

 

 

FDJ - 10

 

 

Antal etapesejre: 1 (Alexandre Geniez)

Antal top ti-placeringer: 11

Bedste placering i klassementet: Kenny Elissonde (20)

Elissonde seks dage i bjergtrøjen. Geniez fem dage i bjergtrøjen. Laurent Pichon en dag i bjergtrøjen. Geniez to dage i pointtrøjen. Pichon en dag i kombinationstrøjen.

 

Allerede efter tre etaper havde Alexandre Geniez sikret, at FDJ’s Vuelta a España ville blive en succes, da han som den eneste udbryder formåede at holde de skarpeste klatrere i feltet stangen på Mirador de Ézaro. Den præstation sikrede ham nogle dage i bjergtrøjen, men efter sjettepladsen på niende etape - også fra et udbrud - gik han helt i stå og spillede ikke nogen rolle i løbet længere.

 

Det gjorde i stedet den lillebitte Kenny Elissonde, men det blev ikke helt til et déjà vu fra 2013, hvor de begge vandt en etape. Tættest på var Elissonde på etapen til Col d’Aubisque, hvor han kun mødte en overmand i form af Robert Gesink, og det satte ham op til sejren i bjergkonkurrencen.

 

Den løb ham så af hænde på løbets næstsidste etape, hvor franskmanden traf en række udefra set besynderlige beslutninger. Først angreb han solo på den første stigning for at komme Omar Fraile i forkøbet, men det gik han helt kold på og fik ingen point, mens Fraile vandt spurten og overtog trøjen.

 

På grund af den kraftanstrengelse nåede Elissonde ikke med udbruddet, da det kørte væk lidt senere (hvilket Fraile heller ikke gjorde), men det lykkedes ham at køre alene op - dog for sent i forhold til at få nok bjergpoint. Det betød, at han skulle have point ved målstregen, men han valgte at lave stort set alt føringsarbejdet, når det gik opad, hvilket resulterede i, at han var første mand til at blive sat på den afsluttende stigning.

 

Det var mildest talt ikke imponerende set fra et taktisk perspektiv. De får dog stadig et 10-tal, for alt i alt leverede de en bedre præstation, end man ville have kunnet tillade sig at forvente inden løbet, og Kévin Réza og Lorrenzo Manzin fik til sammen spurtet seks top 10-placeringer hjem, hvor særligt Réza var godt kørende, indtil han desværre måtte forlade løbet efter ni etaper.

 

 

Trek-Segafredo - 7

 

 

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 13

Bedste placering i klassementet: Haimar Zubeldia (19), Fabio Felline (25)

Felline vinder pointkonkurrencen. Felline to dage i pointtrøjen.

 

Hvor er Fabio Felline dog en god cykelrytter! I Amstel Gold Race styrtede han ganske spektakulært, da han røg direkte på hovedet efter af uransaglige årsager at have haft hånden nede i forhjulet i den neutrale zone. Det gav kvæstelser i ansigtet, og de bekymrende meldinger fra lægerne lød på, at det ikke var sikkert, at Felline ville kunne vende tilbage som professionel cykelrytter.

 

Det gjorde han dog allerede ved de italienske mesterskaber, og i Polen Rundt var han tilbage ved fuld styrke, da det blev til en samlet andenplads. I Vueltaen havde han så et ambitiøst mål om at køre klassement, men det var urealistisk, og han formåede i den grad at sadle om og gå efter udbrud i stedet.

 

Det i en sådan grad, at han kørte i top 10 hele syv gange foruden på holdløbet, og hele fem gange kørte han sig i top tre på en etape. Desværre lykkedes det aldrig for Felline at gøre det færdigt, da han altid var kommet af sted med mindst en rytter, der var stærkere i bjergene, end han selv var.

 

Det var dog ikke kun på de hårde bjergetaper, han viste sig frem, da han også fik et par top tre-placeringer i spurter og på etaper med kuperede afslutninger, og for en god ordens skyld kørte han sig også til en niendeplads på løbets enkeltstart. Ganske fortjent lykkedes det ham med sin ihærdighed at fravriste Alejandro Valverde pointtrøjen på næstsidste dag, så i det mindste fik han et håndgribeligt bevis på sin flotte indsats.

 

Så hvorfor et 7-tal? Jo, det er jo sådan, at der også er andre ryttere på holdet, selvom det var svært at se. Okay, Haimar Zubeldia fik et par top 10-placeringer via udbrud, men han var ikke rigtigt oppe at ringe, og Niccolò Bonifazio, der muligvis var feltets på papiret bedste sprinter, var slet ikke i form og måtte udgå efter en uge uden at have vist noget som helst.

 

Havde Felline vundet en etape, kunne de måske allernådigst være tildelt et 10-tal, men der er grænser for, hvor langt en rytter på egen hånd bør kunne fragte sit hold i evalueringer som disse.

 

 

AG2R-La Mondiale - 7

 

 

Antal etapesejre: 1 (Pierre Latour)

Antal top ti-placeringer: 7

Bedste placering i klassementet: Jean-Christophe Péraud (13)

 

Pierre Latour fik en ret flot Grand Tour-debut. I starten af løbet kørte han klassement, og han hang nogenlunde på i løbet af de første to uger, men på den famøse etape til Aramón Formigal gik det helt galt. Han tabte knapt 55 minutter, og det er selvfølgelig generelt en dårlig idé at gøre, hvis man vil køre klassement, men omstændighederne var heller ikke ligefrem med ham.

 

Han begik selvfølgelig en fejl ved ikke at holde sig fremme i begyndelsen af etapen, men når man først var blevet fanget nede bagved, og der var gået kollektiv rulletur i den, var der ikke meget, man kunne køre for at begrænse tidstabet. Så Latour mistede sit klassement den dag, men det var måske en forklædt velsignelse (som måske ikke er et udtryk, der begår sig så godt på dansk).

 

I hvert fald gav det ham frihed til at søge udbrud, og på 20. og næstsidste etape til Alto de Aitana trak han sig sejrrigt ud af en yderst fascinerende duel med Darwin Atapuma. Franskmandens stil er ret underholdende, for antallet af accelerationer i løbet af de sidste to kilometer kan næppe tælles på to hænder. Alligevel lykkedes det ham at lokke Atapuma til at brænde sig tidligt af, hvorfor han kunne komme tilbage og køre sig til en flot sejr, der reddede holdets Vuelta.

 

For ellers havde det ikke set alt for godt ud. Jan Bakelants havde vist sig frem i udbrud ved et par lejligheder, men han havde desværre ramt nogle dage, hvor terrænet var for hårdt til, at han ville kunne vinde, så to syvendepladser endte som hans lidt beskedne udbytte.

 

Axel Domont havde faktisk været tæt på en etapesejr på La Camperona, hvor han blev nummer to efter Sergey Lagutin, men Jean-Christophe Péraud fik ikke for alvor markeret sig i sit sidste løb som professionel, hvor det dog blev til en lidt grå samlet 13.-plads, og derfor trækker Latours sidste-øjebliks-succes kun holdet op på et 7-tal.

 

 

Lotto Soudal - 00

 

 

Antal etapesejre: 0

Antal top ti-placeringer: 6

Bedste placering i klassementet: Maxime Monfort (16)

Thomas de Gendt en dag i bjergtrøjen.

 

Var de overhovedet med? Det kunne man fristes til at spørge, for det var bestemt ikke nogen stor rolle, Lotto Soudal spillede i Vueltaen efter ellers fine præstationer i Giroen og Touren. Uden André Greipel på holdet havde man forhåbninger til Tosh van der Sande i massespurterne, men han fik det aldrig til at spille og fik en niendeplads som det bedste.

 

Inden Touren havde Bart de Clercq udtrykt skuffelse og utilfredshed over at være blevet vraget, men han ramte heller ikke formen, da han fik chancen i Vueltaen. Dog var han nogenlunde velkørende hen mod slutningen, hvor han fik et par top 10-placeringer via udbrud. Som det ses på billedet, var han dog også udsat for et styrt undervejs i løbet.

 

Der var heller ikke meget at komme efter hos ellers gode ryttere som Thomas de Gendt (der dog var i lidt tidlig bjergtrøjejagt), Jelle Wallays og Louis Vervaeke, og ingen er vel oppe at ringe over, at Maxime Monfort fik sin obligatoriske top 20-placering efter et helt anonymt løb.

 

Og nåh ja, så skal det selvfølgelig også med, at Adam Hansen undgik ulykker, og hans imponerende stime fortsætter, så han nu har kørt og gennemført samtlige Grand Tours de sidste fem år og er oppe på 16 i træk. Men i år har han dog ikke leveret det helt store på det sportslige plan, og spørgsmålet er, om ikke der er risiko for, at stimen dør ved Tour de France næste år.

 

 

Etixx-QuickStep - 12

 

 

Antal etapesejre: 4 (2 x Gianni Meersman, David de la Cruz, Gianluca Brambilla)

Antal top ti-placeringer: 15

Bedste placering i klassementet: David de la Cruz (7), Gianluca Brambilla (23)

De la Cruz en dag i førertrøjen. Meersman seks dage i bjergtrøjen. De la Cruz en dag i kombinationstrøjen.

 

Efter Giro d’Italia var det svært at forestille sig, at det skulle lykkes Etixx-QuickStep at ramme så højt et niveau i en Grand Tour igen, men de tørre tal viser, at det stort set lykkedes i Vuelta a España, hvor de også opnåede fire etapesejre. Til gengæld havde de ”kun” en rytter i førertrøjen en dag, hvilket var knapt så meget som i Giroen, hvor hele tre ryttere fra holdet undervejs var i lyserødt.

 

Men det blev til endnu en fantastisk Vuelta for belgierne, der startede sublimt ud med to etapesejre til Gianni Meersman i den første uge. 

Begge sejre kom i hus på baggrund af fornemt holdarbejde, og med folk som Yves Lampaert, Zdeněk Štybar og Niki Terpstra var der da også ganske store maskiner til at forberede Meersmans spurter. På 16. etape kunne det endda være blevet til en sejr mere, men her åbnede han alt for tidligt og blev passeret af Jean-Pierre Drucker, og da først Magnus Cort gik i gang sidst i løbet, var der ikke noget at komme efter for de andre sprintere.

 

Men det var bestemt ikke kun Meersman, det handlede om for belgierne, for både David de la Cruz og Gianluca Brambilla viste sig fra deres bedste side. De la Cruz fik sit utvetydige gennembrud i løbet, hvor han på niende etape fik bugt med Dries Devenyns og kørte sig til både etapesejr og en dag i den røde trøje, som han dog ikke havde en chance for at forsvare på den efterfølgende etape til Lagos de Covadonga.

 

Spanieren gik dog langt fra ned, og han viste stor holdbarhed ved at ende på syvendepladsen i klassementet. Brambilla var til gengæld lidt mere ustabil, men han tog en fantastisk etapesejr på den legendariske etape til Aramón Formigal, hvor han var den eneste, der kunne følge Nairo Quintana til dørs, og han gav prøver på sit høje niveau flere gange i løbet af de tre uger.

 

Yderligere kan nævnes Lampaerts fjerdeplads på enkeltstarten, Maxime Bouets andenplads på 12. etape, hvor han dog blev slået klart af Jens Keukeleire og Pieter Serrys offensive kørsel, der dog ikke helt afstedkom de håbede resultater.

 

Alt i alt kan der dog ikke herske tvivl om, at de for anden gang i sæsonen rammer topkarakteren efter en Grand Tour. 

 

 

IAM Cycling - 12

 

 

Antal etapesejre: 2 (Jonas van Genechten, Mathias Frank)

Antal top ti-placeringer: 11

Bedste placering i klassementet: Marcel Wyss (21)

 

Hvis man er lidt grov, kan man sige, at det bedste, der nogensinde er sket for IAM Cycling var, da de måtte meddele, at de lukker efter den indeværende sæson, for siden da har holdet været flyvende. Inden den melding kom, var det ikke blevet til en eneste etapesejr i Grand Tour-sammenhæng for schweizerne, men den statistik ødelagde Roger Kluge få dage senere i Giroen. I Touren fordoblede Járlinson Pantano den samlede etapehøst, og den undergik såmænd endnu en fordobling i årets Vuelta.

 

For her lykkedes det både Jonas van Genechten og Mathias Frank at komme først over stregen på hver sin dag. Van Genechten var den hurtigste i den opadgående afslutning på syvende etape efter en generelt ret hård dag, mens Frank ikke var til at hente for de øvrige udbrydere på 17. etapes vanvidsafslutning på Llucena-stigningen.

 

Schweizeren havde allerede været tæt på i flere tilfælde. På sjette etape lå han alene i udbrud indtil omkring en kilometer fra mål, hvor Simon Yates fik hentet ham, og på niende etape blev det til en femteplads, da han var lidt låst i sit udbrud, fordi Dries Devenyns lå foran sammen med David de la Cruz. Frank sluttede også løbet fint af med en fjerdeplads på Alto de Aitana.

 

Hvad angår Devenyns, så var han som nævnt tæt på at vinde niende etape, men da de la Cruz trådte an, og belgieren ville skifte over til den store klinge, hoppede kæden delvist af. Der blev spekuleret i, at det var med vilje, da belgieren - der i denne sæson endelig har fundet ud af, hvordan man vinder cykelløb - næste år skal køre for netop Etixx-QuickStep, men det var noget værre vås, og i alle tilfælde var de la Cruz den stærkeste den dag.

 

Hvis man sammenligner med Etixx-QuickStep, kan det synes en smule rundhåndet at give schweizerne et 12-tal, men man er jo nødt til at tage højde for forventningerne. Og sandheden er, at IAM Cycling hører til i bunden af WorldTour-hierarkiet, men i denne sæson er det pludselig lykkedes dem at skaffe resultater, og hele to etapesejre i en Grand Tour er et imponerende udbytte for et ellers relativt middelmådigt hold.

SENESTE

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk