For enden 'er' regnbuen: Når holdånden overgår personlige drømme

Jeg må indrømme, jeg har været skeptisk. Når fem ryttere, der alle er på kanten til deres store gennembrud, har muligheden for at blive verdensmester, så har jeg svært ved at tro, at holdånden vil overgå de personlige drømme. Men det gjorde den.

Og i bagklogskabens lys var det jo dumt af mig at være skeptisk, fordi hold op hvor har de U23-drenge fungeret godt sammen i år. Det var også tydeligt at mærke i går.

”Jeg havde godt nok 20 sekunder, men jeg vurderede, det ville være bedre for holdet, hvis jeg lod mig falde tilbage og hjælpe Alexander.”

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Søren Kragh Andersen havde ellers fået et rigtig godt hul, og man nåede da lige at tænke, om han var på vej til at blive verdensmester, da han pludselig stopper op. Dumt ville nogle mene, men det var faktisk et led i en genial plan, der kunne have bragt en medalje mere hjem til Danmark, hvis han ikke var blevet bremset af en væltende belgier.

Hvor mange andre ryttere havde lige tænkt på holdånden i den situation? Du ligger allerforrest til VM med 10 kilometer igen. Jeg havde kørt solo.

Klap på skulderen

Også efter løbet var holdånden stadig tydelig. Kragh Andersen havde kun rosende ord til overs for Alexander Kamps præstation. Det samme havde en blødende Michael Carbel, der var så uheldig at styrte på de glatte veje i afslutningen.

Kamp selv kunne også kun takke for holdets indsats, og han kaldte det sågar det bedste U23-hold, Danmark nogensinde har haft. Han havde meldt klart ud, at han ville være verdensmester, så derfor må en femteplads have været skuffende. Men sådan virkede det ikke på ham. Hvorfor? Måske fordi han følte, at han havde givet alt, og ikke mindst holdet havde givet alt.

Jeg må indrømme, at det imponerer mig. Fordi når man eksempelvis er ude til de danske UCI-løb og Post Cup-løb, så er Kamp og Kragh Andersen i høj grad konkurrenter. De vil vinde med næb og kløer. Men når den rød-hvide dragt kommer på, så kommer holdånden frem.

Matti Breschel var inde på noget af det samme, da vi fangede ham på rytternes hotel i går. Det er bare noget specielt, når de danske farver kommer over hovedet, og man kører sammen med sine landsmænd. Han udtrykte stor taknemmelighed for, at de tror på ham på søndag, men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at han giver kaptajnrollen videre, hvis han på dagen ikke er helt på toppen. Holdånd.

Junior-holdånd

I dag er det så juniorerne, der skal kæmpe om den flotte regnbuetrøje. Vi er lidt i samme situation som med U23-rytterne. De stiller til start med fem ryttere, og som Andreas Stokbro sagde:

”Alle fem mand kan vinde, hvis de rammer dagen.”

Det er jo fantastisk at kunne gå ind til løbet med alle kort på hånden, men det bliver først rigtigt en fordel, hvis de personlige drømme ikke overskygger realiteten. Der skal være nogle af de fem, som erkender, at det vil være bedst for holdet, hvis de agerer hjælperytter, som Søren Kragh Andersen gjorde i går.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Så jeg smider mig fladt ned. Jeg skulle ikke have været skeptisk. Jeg skulle have stolet på jer U23-ryttere, fordi I leverede en rigtig flot præstation! Lad os håbe, at jeres 'lillebror' husker den samme holdånd i dag.

Juniorlandstræneren Henrik Simper udtrykte det smukt i går aftes: "Vi har ikke aftalt, hvem vi kører for, men vi har givet hinanden håndslag på, at vi kører for hinanden."

Se det er holdånd!