For nørder: Froome rammer det menneskeligt mulige

I sensommeren fik den dobbelte Tour de France-vinder Chris Froome foretaget nogle fysiologiske test for at få klarlagt sin fysiske formåen. Det er længe blevet lovet, at disse data blev offentliggjort, og det er nu sket. Magasinet Esquire har fremlagt resultaterne for den britiske superstjerne sammen med interviews med briterne, testlaboratoriet og andre eksperter, og én konklusion kan man i hvert fald tillade sig at drage med det samme: Chris Froome er - ikke overraskende - en formidabel atlet.

Froome er en af de mest mistænkte atleter i nyere tid, og det siger ikke så lidt i en sport, hvor mistanke om doping er en del af hverdagen for cykelryttere. Blandt kritikerne er den tidligere Festina-træner og nu journalist, Antoine Vayer, som er gået forrest i kritikken af ham på flere fronter. Han har kaldt Froome for "supermenneske" og "mutant" og udtalt, at Froome ikke ville vinde et tredje Tour de France, hvis man tjekkede Team Sky-rytterens cykel for en motor på det rette tidspunkt.

Mange har advokeret for, at briten for at bevise sin uskyld skulle fremlægge data for sine evner på cyklen. Derfor er de fysiologiske tests hos Human Perfomance Lab blevet undersøgt af en række eksperter og sportsforskere, inden en del af resultaterne er blevet offentliggjort i dag. Resten af datasættet offentliggøres på mandag.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Lidt baggrund

Chris Froome har haft en mærkelig karriere. Han gjorde første gang opmærksom på sig selv i 2006, da han i kenyansk nationaltrikot lavede det efterhånden berømte styrt til VM i enkeltstart. Han var kun lige kørt ned ad rampen, da han ramte en official, som åbenbart var lige så meget i tvivl om sin opgave, som Froome var om, hvilken vej han skulle køre.

Siden har meget ændret sig. Froome fik kontrakt hos Barloworld og debuterede i Tour de France i 2008, hvor han allerede havde tiltrukket opmærksomhed fra det britiske cykelforbund, da de kunne se på hans test, at han var helt exceptionel. I 2010 skiftede han til det nystartede Team Sky, og samme år fik han debut i Giro d'Italia, men blev smidt ud af løbet, da han forsøgte at holde sig i gruppettoen ved at holde fast i en motorcykel.

2011 blev året, hvor det hele vendte. Hans bilharzia-infektion kom under kontrol, han tabte en masse vægt, og så lå han pludselig til at vinde Vuelta a España, som han endte på andenpladsen. I Touren året efter blev han igen nummer to, og siden er det gået slag i slag med sejre på samlebånd - og medfølgende dopingbeskyldninger.

Chris Froome under vinder-pressekonferencen efter 20. etape af Tour de France 2015. Foto: A.S.O.

I sommer tog han sin anden Tour-sejr, og få uger efter trådte han ind i GlaxoSmithKline Human Performance Lab i London for at lade sig undersøge nærmere af et uafhængigt laboratorium. De første resultater kommer allerede der, da hans kropssammensætning fastslås. Med 69,9 kilo på vægten har han allerede taget tre kilo på siden Touren, men hans fedtprocent er alligevel på 9,8 %, hvilket som professionel atlet ikke er specielt overraskende - mange andre er helt nede på 4-5 %.

Og allerede her kommer det første interessante resultat og en del af forklaringen på Froomes imponerende transformation fra gruppetto-rytter til Tour-vinder. Under Tour de France 2015 vejer Chris Froome 67 kilo. I 2007 vejede han næsten 76 kilo og havde en fedtprocent på 17 %. Knap ni kilo lyder måske ikke af meget, men det er en enorm forskel i professionel cykelsport.

Det interessante tal: VO2-max

Ud over vejningen er der også VO2-max-testen og en test af hans submaksimale præstation, hvilket betyder den indsats, han kan yde over en bestemt tidsperiode. Det er en grufuld test, hvor man kører, til man bogstaveligt talt ikke kan mere. Altså ikke bare, hvor man ikke lige synes, man orker mere, man kan ikke mere, og derfor er der et stort psykologisk aspekt i det, som problematiserer sammenligningen med præstationerne på landevejen. Som Froome selv siger:

"... i et laboratorium har man ikke det mentale stimulus af en colombianer, som angriber lige, når man er på grænsen," fortæller Froome med henvisning til Nairo Quintanas forsøg op ad Alpe d'Huez i sommer. "Der kommer et punkt, hvor man er så langt ind i den røde zone og så langt over sin grænse, at det bliver mentalt; det er et mentalt spil. Det er som at have begge hænder i ild, og den første, der trækker sig, taber."

Det er VO2-max, som får særligt opmærksomhed, fordi det er et dejligt konkret tal, som kan sammenlignes på tværs af ryttere. VO2-max er ens maksimale kapacitet til at bruge ilt målt i milliliter per kilo per minut, hvorfor kropsvægt også har en betydning; jo lavere kropsvægt, jo højere VO2-max, og derfor er det også ekstra interessant, at Froome har tabt så mange kilo i sin karriere. Normale mennesker har en VO2-max omkring 40.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Greg Lemond blev kendt for en VO2-max på hele 92,6, mens både Miguel Indurain og Nairo Quintana ligger omkring 88. Der er også et andet aspekt, som påvirker det endelig output i pedalerne, nemlig effektivitet, hvilket betyder det output, man får for den brugte energi. Det betyder altså, at selvom du har en ekstremt høj VO2-max, så din krop er rigtig god til at bruge ilt, er du ikke nødvendigvis den bedste atlet, fordi det kan være, at din krop måske ikke er så effektiv til at omdanne den energi til et power output i pedalerne.

Samtidig er der også stor forskel på, hvor længe atleterne kan præstere på et vist niveau af VO2-max. Nogle kan holde 90 % i 40 minutter, andre ikke, og det er også med til at afgøre, hvordan resultatet bliver på landevejen.

VO2-max kan øges kunstigt ved doping med erythropoietin (EPO) eller blodtransfusioner, da det vil øge antallet af røde blodlegemer, som transporterer ilten rundt i blodet, hvorfor det var meget brugt i 1990'erne og 2000'erne, inden man begyndte at teste for det og indførte det biologiske pas, som bedre kan registrere den slags udsving.

Hvad siger resultaterne så?

Froome kan ikke rejse sig fra sadlen under testen, som han kan på landevejen, men det er sandsynligvis det mindste problem for briten, som godt kan lide at lave sine dræbende accelerationer siddende. Da han for alvor begynder at rokke sig i sadlen, og VO2-max-indikatoren springer helt op på 91, begynder Philip Bell, seniorforsker på Human Performance Lab, at opildne Froome, og da briten endelig opgiver og stopper med at træde, udbryder Philip Bell:

"Vi har aldrig haft noget lignende i laboratoriet."

Spurtduel mellem Chris Froome og Nairo Quintana på 14. etape af årets Tour de France, da Froome vejede 67 kilo. Foto: Sirotti

Da tallene beregnes, ligger Froomes VO2-max på 84,6, og på hans Tour de France-vægt svarer det til 88,2. "Froomes værdier er tæt på, hvad vi anser som den øvre grænse for VO2-max hos mennesker," siger Philip Bell.

Interessant er det, at da han i 2007 blev testet af UCI, var hans VO2-max 80,2, men da han på det tidspunkt vejede næsten 76 kilo, ville det svare til en VO2-max på 90,5 på hans Tour de France-vægt. Altså har Froomes fysiologiske udvikling ikke været noget særligt, men hans store vægttab har til gengæld haft kolossal betydning.

Froomes evne til at fastholde et output over længere tid testes også, og det viser sig, at Froomes peak power* ligger på 525 watt, og hans sustained power er 419 watt. Det sidste er næsten det allermest interessante tal, for det fortæller, hvor meget han kan træde over en længere periode svarende til et gennemsnitligt Tour-bjerg på 20-40 minutter.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

419 watt svarer til 5,98 watt per kilo på test-tidspunktet og 6,25 watt per kilo under Touren, hvis man antager, at han kan træde det samme. 419 watt er 79,8 % af hans peak power, hvilket passer ind i de modeller, som mange sportsfysiologer anser som værende inden for rimelighedens grænser, når vi snakker sustained power.

I 2007 var hans peak power 540 watt, mens sustained power var 420 watt svarende til 5,5 watt per kilo. Altså kke nogen særlig udvikling. "Motoren var der hele tiden. Han tabte bare fedt," er den eksterne ekspert Jeroen Swarts vurdering.

Så resultatet er måske, at der faktisk ikke er så meget at konkludere. Antoine Vayer tror ikke på Froome og kommer heller ikke til det, mens det er inden for det "normale" område hos sportsfysiolog Ross Tucker. Froome er en formidabel atlet, hvilket man jo uanset hvad er nødsaget til at være, hvis man vil være den bedste i verden til sin sportsgren. Samtidig kan man konkludere, at det var han allerede som 22-årig, og hans fysiologiske udvikling siden da har ikke været særligt stor. Og mens kiloene er raslet af, har Froome med en kombination af viljestyrke og talent forvandlet sig fra et komisk indslag på en VM-enkeltstart, hvor han deltog alene og uden støtte fra nogen, til en af verdens bedste cykelryttere med måske verdens største og mest professionelle setup i cykelsporten omkring sig.

2007-resultater:

Vægt: 75,6 kilo

Fedtprocent: 16,9 %

VO2-max: 80,2 ml/kg/min

Peak power: 540 watt

Sustained power: 420 watt (5,5 w/kg, 77,8 %)

2015-resultater (korrigeret for Tour-vægt):

Vægt: 69,9 kilo (67 kilo)

Fedprocent: 9,8 %

VO2-max: 84,6 ml/kg/min (88,2 ml/kg/min)

Peak power: 525 watt

Sustained power: 419 watt (6,25 w/kg, 79,8 %)

Læs den foreløbige rapport fra GSK Human Performance Lab her.

*Peak power defineres som det maksimale arbejde, der kan holdes i to-tre minutter under gradvist stigende fysisk træning til udmattelse (kilde).