Giro d'Italia-analyse: Er den belgiske sejrsmaskine atter på vej mod 16 etapesejre?

Quick-Step har i de seneste mange år været det suverænt mest vindende hold og topper år efter sejrslisten. Hidtil har det imidlertid primært været i klassikerne og mindre etapeløb, at de for alvor har udfoldet sig, mens det har knebet mere i grand tours.

Det har imidlertid markant ændret sig for belgierne, der nu synes altædende og vinder overalt. Siden fremkomsten af Fernando Gaviria har man nemlig satset stort på massespurterne og bygget to separate tog op om deres to store sprintere. Sidste år gav det stort udbytte med Fernando Gaviria og Marcel Kittel, og i år er succesen fortsat med Elia Viviani som afløser for Kittel.

Klassikersæsonen var den bedste, Quick-Step har oplevet siden 2012, hvor Tom Boonen vandt næsten alt, og nu tyder alt på, at man også er på sporet af at gentage triumftoget fra 2017, hvor man for alvor slog igennem som etapejægere også i grand tours. Med hele fire etapesejre i Giroen og fem i både Touren og Vueltaen vandt man hele 14 ud ag 63 etaper, og det syntes forud for i år næsten umuligt at overgå. Intet er dog umuligt for sportens vindermaskine nummer 1!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Forud for årets Giro var det klart, at Elia Viviani sammen med Sam Bennett var løbets store sprinternavn, men det betød også, at der var et kolossalt pres på italienerens skuldre. Efter 17 dage kan vi imidlertid konstatere, at han har bestået testen til UG. I dag slog han nemlig til for fjerde gang, og dermed har han allerede nu udlignet Gavirias sejrsantal fra sidste år - og han har endda endnu en chance i Rom på søndag.

Denne gang kan man imidlertid med nogen ret sige, at der ikke var løn efter fortjeneste. Man kan ellers kun sjældent kritisere Quick-Step for ikke at påtage sig ansvaret i arbejdet for deres sprintere, men i dag var det et solidt pokerspil, der gav Viviani sejren. Med pointtrøjen som alibi - en sejr til Bennett og en kikset spurt fra Viviani kunne pludselig bringe den cyclamenfarvede trøje i spil igen - overlod han det til Bora at sikre en massespurt, og det var kun i kraft af knaldhårdt arbejde fra tyskerne, at det brølstærke udbrud blev kørt ind.

Etapen viser på fremragende vis, hvorfor succes ofte kommer i stimer. Viviani var på forhånd usikker på, om han kunne overleve stigningerne, og det ville være en regulær katastrofe, hvis Bennett kom med hjem uden ham. Derfor var det kun naturligt, at Quick-Step tog den med ro i den indledende fase - man spillede endda et klogt spil, hvor man lod Maximilan Schachmann sidde på hjul og dræbe samarbejdet i udbruddet - for derefter at gøre status efter stigningerne. Dem klarede Viviani upåklageligt på en dag, hvor der ikke længere var spor af den træthed, der gav ham problemer for et par dage siden, og det var her, man kunne forvente, at Quick-Step kom frem. Med tre etapesejre og en solid føring i pointtrøjen i lommen ville det imidlertid ikke være en katastrofe, hvis udbruddet holdet hjem, og derfor kunne Quick-Step tillade sig at spille en gang poker, som det ikke var andre forundt.

Det gav pote. I finalen var hans værste rival Sam Bennett helt på egen hånd, efter at ireren undervejs havde brugt hver en holdkammerat - med undtagelse af klassementsrytteren Patrick Konrad - mens Viviani havde et fuldt tog til rådighed. Og efter i de foregående spurter lidt overraskende ikke at have gjort brug af kollektivet drog han i dag maksimal fordel af som den eneste sprinter at have et hold bygget 100% op om sig selv. Zdenek Stybar og Fabio Sabatini - der for en gangs skyld ikke havde defekt i finalen - afleverede italieneren perfekt, og da først den ensomme Bennett tabte positionskampen om Vivianis hjul til Danny Van Poppel, var det reelt allerede overstået.

Viviani viste imidlertid også endnu en gang, at han er en ufatteligt klog sprinter med en fantastisk næse for at læse spurterne. I modvinden indså han, at Sabatini var startet for tidligt og åbnede derfor et lille hul, som ansporede Van Poppel til at åbne tidligt. På den måde fik Viviani et ekstra lead-out fra en rival, og det gav ham præcis den ekstra læ, der gjorde det muligt at holde den fremstormende Bennett, som atter viste sig som feltets hurtigste mand, bag sig. I dag var det mere end tidligere den klogeste, der narrede den stærkeste!

Man kan måske undre sig over, at Bennett og Bora ikke forsøgte at tvinge Quick-Step frem. Viviani gjorde det imidlertid efterfølgende klart, at belgierne var helt villige til at ofre etapesejren, og dermed havde tyskerne reelt ikke noget valg, når en så stærk gruppe var kørt væk. Bennett gjorde det efter nedturen på 10. etape, hvor det akkurat ikke lykkedes at fange Mohoric og Denz, fordi man ville spare kræfter til lead-outet, det klart, at han ikke ville begå den fejl igen. Fremover skal det for enhver pris blive en spurt - også selvom han skal klare sig på egen hånd. Det viste han på 12. etape, at han er i stand til - bare ikke når han er oppe imod den velsmurte Quick-Step-maskine og den klogt kørende Viviani.

Det er naturligvis frustrerende for Bennett, der reelt kunne drømt om måske yderligere to etapesejre, hvis ikke han havde mistet Selig så tidligt i forløbet. Hidtil har der ikke været den helt store effekt af reduktionen fra ni til otte ryttere, men skal man pege på et sted, hvor det har gjort en forskel, er det måske netop for Bennett. Hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis Bora havde haft en ekstra fladbanerytter til sin rådighed? I hvert fald har udviklingen for ireren næppe givet andre hold mere lyst til fremover at satse på både klassement og massespurter, når man har en mand mindre til sin rådighed.

LottoNL-Jumbo var det eneste andet hold, der påtog sig et ansvar, men Danny Van Poppel kom endnu engang til kort. Han gjorde det ellers godt i positionskampen og vandt kampen om Vivianis hjul, men i lyset af modvinden var det måske ikke det klogeste at starte en tidlig spurt. Måske kunne han denne gang have tvunget Viviani til at starte lidt for tidligt, og det havde givet ham en reel chance for at vinde. På den anden side ville det formentlig blot have givet momentum til vejens anden side, hvor Matej Mohoric kom frem med Niccolo Bonifazio, og hvor også Bennett var ved at blive båret frem, og derfor ville det nok blot have ført til en Bennett-sejr. Van Poppel er ganske enkelt oppe mod to folk, der i øjeblikket er hurtigere.

Og det er de i øvrigt alle sammen. Niccolo Bonifazio har kørt flotte spurter, men mod de to store navne har han været overmatchet. Det samme har Sacha Modolo, hvis store force skulle have været hans tog. De gjorde det da også glimrende de første dage, men i de seneste par spurter har de været helt væk. Og når italieneren ikke kan lukrere på sit hold, er han reelt chanceløs.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sprinterne kan ellers ikke klage over deres chancer. Det er svært at erindre en tidligere grand tour, hvor kun én rytter efter 17 dage har vundet efter et langt udbrud - og Chaves’ sejr var endda en lille gave fra Simon Yates - og heller ikke dag lykkedes det altså udbryderne at snyde feltet, selvom stort set alle udbryderkongerne forsøgte i et væk. Den spændende rute med få helt flade etaper lagde ellers op til en udbryderfest, som vi så det i Vueltaen sidste år, men det er gået helt anderledes.

Klassementsrytterne havde håbet på en let dag, men det fik de ikke. Tværtimod blev det endnu en meget hurtig etape, og derfor vil det være nogle mærkede folk, der stiller til start i morgen. Forskelle blev der ikke gjort, men alligevel viste etapen, at Mitchelton-Scott i hvert fald ikke har tænkt sig at lukke Sky ind i løbet igen. Wout Poels er ved at finde formen i den tredje uge, og australierne skal ikke nyde noget af at give briterne to stærke kort at spille på 19. og 20. etape, der er svære at kontrollere. Derfor overlod de intet til tilfældighederne, og måske var det i virkeligheden hollænderen, der var skyld i, at udbruddet var dødsdømt, fordi de i kraft af Mitcheltons arbejde ikke kunne udnytte stigningen til at knække sprinterholdene.

Dermed er der status quo, inden det for alvor gælder. De næste tre dage venter der flere knaldhårde stigninger i Alperne, og med så svær en afslutning er intet mejslet i granit. Morgendagens etape er en lille opvarmning til de helt store slag fredag og lørdag, hvor det vil blive afsløret, om Simon Yates vitterligt kan holde stand hele vejen - og så må Quick-Step vente til på søndag, inden de atter kan fortsætte deres jagt på at overgå de 14 etapesejre fra sidste år.