Giro d'Italia-analyse: The Comeback Kid No 2

Først Elia Viviani, så Chris Froome. For 24 timer siden afsluttede jeg gårsdagens analyse med følgende ord: ”Viviani viste i dag, at man ikke skal lade sig slå ud af modgang. Der er helt sikkert en vis brite, der håber, at italieneren ikke er feltets eneste comeback kid!” Håbede jeg, at Froomes ønske gik i opfyldelse? Ja, det ville være en gave til løbet. Troede jeg på det? Ikke for alvor.

Heldigvis gjorde Froome al tvivl til skamme. Med et sjældent set comeback bare 72 timer efter en mildt sagt uheldig præstation på Osimo-etapen viste briten, hvorfor han er verdens bedste etapeløbsrytter. Med ét slag står Froome ikke blot noteret for sejren på løbets allermest prestigefulde etape, han er også i den grad tilbage i kampen om den samlede sejr.

Den første lille markering kom allerede tidligt i løbet, da Sky kortvarigt satte frem på en lille nedkørsel. Hidtil har briterne taget langt mindre initiativ end vanligt, og det var således det første lille signal om, at Froome i hvert fald ikke havde tænkt sig at kaste håndklædet i ringen.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Det næste lille tegn kom på Passo Duran, hvor Froome for første gang i løbet lignede sit vanlige ubesværede selv. Og da han tidligt på Monte Zoncolan kommanderede Wout Poels til fronten, var maskerne faldet: Froome var igen klar til at slås om sejren!

Resten er historie. Froome viste med en fornem præstation, hvorfor han er en af verdens allerbedste på disse voldsomt stejle stigninger, hvor nøglen til succes er kunsten at afmåle sin indsats og køre stigningen som en enkeltstart. Det mestrer Froome som meget få i denne verden, og det gav ham en sejr på en af sportens mytiske bjerge - noget, hans imponerende sejrsliste ellers er lidt fattigt på.

Sjovt nok følger Froome nu den plan, han hele tiden har lagt - styrtet i Jerusalem har bare gjort det hele så meget mere kompliceret. Strategien var nemlig hele tiden at køre sig langsomt ind i løbet, undgå væsentlige tidstab på 6. og 9. etape og herefter vinde så meget tid på Tom Dumoulin på Monte Zoncolan, at han kunne forsvare en førertrøje på enkeltstarten og herefter bruge sit stærke hold til at kontrollere den sidste del af løbet og dermed tage en samlet sejr med et minimum af indsats i den tredje uge, så han kunne bevare friskheden til Touren.

Zoncolan-planen lykkedes til fulde, da Froome i alt hentede 47 sekunder på sin hollandske rival. Havde det ikke været for de store tidstab, som skaderne efter det tidlige styrt har givet anledning til, ville Froome derfor have haft en buffer, som formentlig havde givet ham lyserødt efter tirsdagens enkeltstart. Dermed ville alt være forløbet efter planen, og Froome havde haft direkte kurs mod at gennemføre sin ambitiøse double.

Nu er det hele meget mere kompliceret. Froome er nemlig fortsat næsten to minutter efter Dumoulin, og han må trods alt forvente at tabe lidt tid - ikke nødvendigvis meget - på de flade veje omkring Trento på torsdag. Derfor udestår der fortsat en monumental opgave, hvis han vitterligt skal vinde denne Giro, men nu er håbet i hvert fald tændt. Med tanke på, hvad der venter, er det bestemt ikke en uoverkommelig opgave.

I det hele taget synes løbet nu at skulle udvikle sig til en kamp mellem Froome, Dumoulin og Simon Yates. Den lille brite forsvarede sig forbilledligt på den første for ham meget svære test og var endda ufatteligt tæt på at tage sin tredje etapesejr. Med en så forbilledlig præstation er det nu slut med at udelukke Yates som reel vinderkandidat. Nu skal han for alvor tages seriøst i kampen om den samlede sejr!

Det er klart, at de tvivlsspørgsmål, der hele tiden har været ud for Yates’ navn, fortsat er ubesvarede. Kan han vitterligt holde denne superform gennem tre uger, ikke mindst når han har haft en tendens til at dø mod slutningen af grand tours? Og kan han virkelig modstå de rene klatrere på de helt store bjergetaper, hvor der venter mange lange stigninger? Særligt 19. og 20. etape fremstår stadig som kolossale udfordringer for Yates, der fortsat har masser at bevise. Risikoen for en stor krise i den sidste uge - og måske allerede i morgen - er fortsat overhængende, men for hver dag, der går, bliver en Yates-sejr mere og mere sandsynlig. Dagens præstation viser i hvert fald, at Yates kan vinde denne Giro.

Det samme kan Dumoulin, og han er fortsat virtuelt i lyserødt, når man tager enkeltstarten i betragtning. Her må man formode, at han vinder mindst to minutter på Yates - formentlig endda endnu mere - og derfor har han fortsat en solid buffer at gøre godt med. I dag forsvarede han sig nemlig fornemt på en meget stejl stigning, der bestemt ikke var skabt til en stor fyr som ham, og han har al mulig grund til at være meget tilfreds med udkommet af en etape, der på forhånd fremstod som en af de helt store udfordringer.

Dumoulin bekræftede dermed det indtryk, han efterlod i Osimo: at han modsat sidste år synes at være i formmæssig frem- og ikke tilbagegang. Det er vigtigt forud for den meget bjergrige sidste del. Samtidig viste hollænderen, at han som Froome har evnen til at køre en svær stigning som denne som en enkeltstart, og det betød, at det gik langt værre, end man kunne have frygtet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Der var imidlertid også mindre opløftende tendenser. Det blev nemlig atter understreget, at Dumoulins Sunweb-hold er meget svagt, og selvom Sam Oomen kørte sig en 15. plads, synes det at være ganske let at isolere den forsvarende vinder. I lyset af at han er oppe mod to fremragende bjergmandskaber, og at der venter etaper med svære stigninger relativt tidligt, er den kollektive styrke utvivlsomt det største problem for Dumoulin, hvis han ventet kører sig i lyserødt på tirsdag.

Etapen lagde en dæmper på forventningerne for Domenico Pozzovivo og Miguel Angel Lopez. Begge kunne måske lugte det helt store resultat efter den ikke overbevisende start fra Froome og Dumoulin. I dag missede de imidlertid begge den helt store chance for at vinde tid på løbets sværeste stigning, og deres gevinster i forhold til Dumoulin var nærmest ikke-eksisterende. Særligt er det skuffende, at Lopez fortsat ikke er i nærheden af niveauet fra 2017, og selvom han kan nå at finde det endnu - han bliver trods alt bedre og bedre - synes den samlede sejr i dag at være gledet ud af hænderne på to af øbets bedste klatrere.

Det gjorde den også for Thibaut Pinot, der vel var dagens store taber. Skulle franskmanden udnytte det, der en overgang lignede en unik chance for det helt store resultat, skulle han i dag vinde tid på Dumoulin. Han endte imidlertid som den store taber blandt de ryttere, der har været i spil til sejren, og da den lidt skuffende præstation kommer efter svaghedstegn, han allerede viste i Osimo, synes endda podiet også at glide længere og længere væk fra franskmanden. Man kan stadig håbe, at hans dieselmotor kan holde ham gående, og at han atter kan genfinde tempobenene fra 2015 og 2016, men i skrivende stund ser det ikke let for Pinot, der dog kan glæde sig over, at Sebastien Reichenbach nærmer sig topformen efter det grimme styrt i Tre Valli Varesine, der har forhindret ham i at vise sit kolossale klatrepotentiale.

Reichenbach var ikke den eneste hjælper, der imponerede. Poels, der to gange tidligere er blevet nr. 2 på Angliru, viste atter, hvor fantastisk han er på de stejleste af de stejle stigninger. Som altid er hollænderen efter en rusten start på vej mod topformen mod slutningen af løbet, og det er en gave, som Froome næppe kan overvurdere. En Poels i topform kan være nøglen til at vinde den manglende tid på Yates og Dumoulin, og derfor var hans præstation måske lige så vigtig so Froomes egen.

Dagens uheldige helt var George Bennett. Den stakkels newzealænder blev tvunget til at stoppe med en defekt på den nedre del af Zoncolan og stod stille i mere end et minut, inden han atter var på cyklen. På imponerende vis lykkedes det ham alligevel at slide sig til en 12. plads, hvilket blot understreger det positive indtryk, han efterlod på Etna. Med tanke på de store bjergetaper, der venter senere i løbet, har Bennett kurs mod et topresultat.

Etapen blev den første lille nedtur for Richard Carapaz, der tabte mere tid end ventet. Ecuadorianeren begik formentlig den klassiske fejl på Zoncolan: at gå i rød zone for tidligt. Efter en lovende start gled han derfor hurtigt tilbage og tabte derfor den hvide trøje til ungdomskonkurrences forhåndsfavorit, Lopez. Og han var ikke den eneste, der begik den fejl. Det samme gjorde den ligeledes meget unge Davide Formolo, der sjovt nom synes at gøre det bedre i puncheurfinaler end på lange stigninger, hvilket eller burde være hans største styrke.

Også Michael Woods blev alt for overivrig med et hovedløst angreb fra bunden, som altid havde nogen udsigt til at lykkes på en stigning som denne. Set i det lys var hans 10. plads faktisk ganske imponerende, og i det hele taget har det længe været tydeligt, at canadieren er i fremgang, efter at han er kommet sig over sygdom og allergiproblemer.

Helt modsat forholdt det sig med Pello Bilbao, Patrick Konrad og Rohan Dennis, der alle greb stigningen helt rigtigt an. Alle slap de ganske tidligt - især Bilbao forsvandt næsten med det samme - og i stedet kørte de stigningen klogt i deres eget tempo. Særligt Bilbao gjorde det meget imponerende og fik med en 9. plads cementeret sin meget overraskende placering i top 10. Dermed har Astana fortsat et afgørende taktisk kort at spille i den offensiv, der skal iværksættes, hvis Lopez skal i nærheden af podiet.

Og han er ikke den eneste, der skal afsted. Tidligere var det rivalerne, der kunne lugte Froomes blod over hele Italien, men nu er det lige omvendt. Denne gang er det briten, der har fået færden af noget stort, ligesom Yates for alvor nu tror på, at han kan vinde Giroen. Vi har været vant til, at Froome og Sky har kunnet køre defensivt og kontrollerende, men nu er de for alvor tvunget i offensiven. I Vueltaen i 2014 og 2016 og i sidste års Dauphiné har vi kunnet nyde Froomes fantastisk aggressive kørsel, når han har haft tid at vinde, og der er derfor i den grad noget at se frem til de kommende dage. Viviani er nemlig ikke det eneste comeback kid i årets Giro!