Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: ©Tim De Waele/TDWsport.com

Giro d’Italia 2017: Outsiderne (*)

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

04.05.2017 kl. 17:41 af Emil Axelgaard.

Det har altid været en drøm for arrangørerne, at den 100. udgave af Giro d’Italia skulle være noget helt specielt, og de har i nærmest uhørt grad fået deres ønske opfyldt. Sidst i 2016 var der nærmest ingen ende på den lange stjerneparade af topnavne, der gav udtryk for deres ønske om at gå efter sejren i Italiens største og smukkeste cykelløb, og kulminationen blev nået i begyndelsen af 2017, hvor Nairo Quintana føjede sit navn til listen over deltagere i det spektakulære jubilæum. På fredag går starten til den mest stjernebesatte udgave af Verdens Hårdeste Cykelløb i Verdens Smukkeste Land, og en udfordrende rute sætter scenen til et fantastisk slag mellem en række af sportens allerstørste navne. Feltet giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 100 af sportens næststørste løb.

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Ganske vist havde man håbet på, at den 100. udgave af Giroen ville have en vis tiltrækningskraft på de største stjerner, men man havde næppe ventet, at det i den grad skulle lykkes at få samlet et så velbesat felt til jubilæet. Sidste efterår var der imidlertid nærmest ingen ende på rækken af grand tour-ryttere, der meldte deres ankomst, og med kun få dage til starten er det lettere at nævne, hvem der ikke er med, end hvem der giver sig i kast med den historiske udfordring.

 

Man havde utvivlsomt håbet på at se Chris Froome, Alberto Contador, Richie Porte, Alejandro Valverde, Rafal Majka, Esteban Chaves og Romain Bardet på startstregen, men når man ser bort fra denne kvintet, vil alle de bedste etapeløbsryttere være at finde på Sardinien, når starten gives. Kun tabet af Fabio Aru, hvis duel med den anden italienske stjerne, Vincenzo Nibali, var imødeset med stor spænding, men som blev aflyst på grund af et dumt træningsstyrt, samt Michele Scarponis tragiske dødsfald kaster malurt i bægeret for arrangørerne, der har al mulig grund til at være stolte af feltet i den klart stærkest besatte udgave af løbet i dette årtusinde.

 

Feltet føres an af Nairo Quintana, der overraskende har valgt at kaste sig ud i et historisk forsøg på at sikre sig en Giro-Tour-double, men han får kam til sit hår. Vincenzo Nibali drømmer om at forsvare titlen og sikre sig en tredje sejr, Steven Kruijswijk er opsat på revanche efter det fatale styrt, der sidste år kostede ham en sikker sejr, Thibaut Pinot og Tejay van Garderen satser på genoprejsning efter et par fiaskoer i de seneste udgaver af Tour de France, og Bauke Mollema, Adam Yates og Ilnur Zakarin håber at bygge videre på de yderst lovende takter, de viste i 2016. Læg dertil, at Mikel Landa er opsat på at genfinde sit fantastiske niveau fra 2015, at Geraint Thomas og Tom Dumoulin for første gang satser 100% på klassementet i en grand tour, og at de unge løver Bob Jungels og Davide Formolo satser på at lægge yderligere et lag på deres allerede høje niveau, og det bliver straks klart, at scenen er sat til den mest åbne og spændende Giro i nyere tid.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Tejay van Garderen (*)

Elitesport kan være en kynisk affære, hvor der skal leveres ved kasse A, hvis man bevare sin status som topnavn. Hvis man skal pege på en cykelrytter, der om nogen på egen krop har mærket den skånselsløse natur, er det Tejay van Garderen, og det amerikanske talent har både prøvet at være hammeren og sømmet i den interne kamp om lederskabet på et af verdens førende hold, BMC.

 

Det hele startede så lovende for den unge amerikaner med de hollandske rødder. Efter en lovende U23-karriere på Rabobanks talentfabrik og en flot indledning på tiden som professionel hos HTC kom det store gennembrud i 2012, da han til manges store overraskelse blev nummer 5 i Tour de France. Nuvel, resultatet blev i høj grad lagt på de usædvanligt mange kilometer enkeltstart, der karakteriserede det års udgave af det franske etapeløb, men det gav anledning til håb for amerikanerne om, at de havde en arvtager til at overtage etapeløbsstafetten.

 

Trods et kikset løb i 2013 bevarede BMC-ledelsen troen på van Garderen, og da deres store stjerne Cadel Evans to år i træk havde fejlet i Touren, blev den australske veteran, der om nogen havde løftet holdet til tinderne, til sin egen store skuffelse bedt holde sig væk fra det franske etapeløb i 2014. Ifølge managerne på holdet var det tid til et generationsskifte, og manden, der kunne bringe dem tilbage til toppen, var van Garderen. Han takkede for tilliden ved at køre sig til endnu en femteplads, og fremtiden syntes lys for amerikaneren.

 

Siden da er det imidlertid ikke gået efter planen. Paradoksalt nok startede det hele på et tidspunkt, hvor van Garderen var bedre end nogensinde. I 2015 havde han helt tydeligt taget endnu et skridt op og var pludselig begyndt at klatre med de allerbedste. Faktisk var han ufatteligt tæt på at slå selveste Chris Froome i Dauphiné, hvor han endda oplevede den ære at overhale Tour-kongen mod slutningen af en stor bjergetape. Det skabte kolossale forventninger til van Garderen, der var på vej mod noget stort, indtil lynet slog ned. Efter at have ligget på en foreløbig podieplads på løbets sidste hviledag blev han syg og oplevede sit livs sportslige nedtur, da han måtte forlade løbet.

 

Trods van Garderens fremsgang kunne BMC-ledelsen ikke undlade at slå til, da de pludselig fik chancen for at skrive kontrakt med Richie Porte, der af mange betragtedes som en af de få, der reelt kan slå Froome i Touren. Ganske vist blev de to officielt placeret side om side i det interne Tour-hierarki, men for udenforstående iagttagere var det vanskeligt ikke at betragte australieren som det bedste bud på succes. Om det var et resultat af den manglende tillid, som indkøbet af Porte kunne anses som, skal vi lade være usagt, men faktum er, at van Garderen i 2016 oplevede en katastrofesæson, der kulminerede med et helt igennem elendigt Tour de France og en katastrofal Vuelta, som han forlod før tid uden overhovedet at have været i kameraets søgelys blot én eneste gang.

 

Konsekvensen kom prompte: van Garderen oplevede nu den samme skæbne, som var blevet Evans til dels tre år tidligere. Ledelsen degraderede ham og gav ham valget mellem at være hjælperytter for Porte i Frankrig eller at prøve at genrejse karrieren i Giroen. Det tog næppe lang tid for den stadig ambitiøse amerikaner at beslutte sig for det sidste, og derfor stiller han nu til start i Italien med håb om genoprejsning.

 

Længe så det ud til, at det var dømt til endnu en fiasko. Faktisk har van Garderen haft en helt igennem elendig forårssæson. Stort set hvert løb er blevet indledte med optimistiske meldinger, men hver gang har han været langt fra de bedste i bjergene. Ganske vist blev han nummer 5 i Catalonien, men det skyldtes alene BMCs flotte holdløb. Da det var op til van Garderen selv på løbets kongeetape, blev han en næsten ydmygende nummer 22.

 

Alligevel er der nu grund til stor optimisme. Efter Catalonien lukkede van Garderen af for omverdenen og tog med familien til Nice for at træne. Det har tilsyneladende haft sin effekt. I det netop overståede Romandiet Rundt lignede van Garderen igen den rytter, der havde leget med Froome på stigninger i Dauphiné for to år siden. På kongeetapen var han den loyale hjælperytter for sin suveræne holdkammerat Porte, men fandt alligevel energien til at angribe og sikre sig en fjerdeplads (der kunne have været blevet til en andenplads, hvis ikke Simon Yates og Emanuel Buchmann havde haft et forspring inden stigningen). Dagen efter var det kun Porte og Primoz Roglic, der var bedre på den afsluttende enkeltstart.

 

Resultater var en samlet sjetteplads, der havde været en plads på podiet, hvis ikke han var styrtet på prologen, og et livsvigtigt skud selvtillid inden Giroen. Nu er der rent faktisk grund til at tro, at van Garderen kan køre med om de sjove placering og en plads blandt de bedste tre i Milano.



 

Det skyldes ikke mindst de forbedrede klatreevner. Som ung var van Garderen langt overvurderet som klatrer, og hans resultater blev i høj grad sikret på enkeltstarterne. Det har imidlertid ændret sig, og i de senere år har han - i hvert uden for sine kriseperioder - ikke været langt fra de allerbedste. Det er helt afgørende i en Giro, hvor antallet af lange bjerge er nærmest historisk højt, og hvor sidste uge er brutal.

 

En kort overgang så det ud til, at van Garderen havde betalt en pris på enkeltstarterne, men det synes alligevel ikke at være tilfældet. I de senere år har han faktisk slet ikke kørt mange individuelle tidskørslen, og de fleste gange, han har været i aktion, har det været, mens han har været under niveau. Når han har været på toppen, har han været blandt de bedste - bare se på præstationen i Romandiet og sejren i Ruta del Sol sidste år. Det er en fuldstændigt fundamental egenskab i en Giro, der byder på næsten 70 km kamp mod uret.

 

Nøjagtig som Geraint Thomas har van Garderen lært, at der er grænser for, hvor meget man kan presse sin krop med ny diæt og hård træning. Han har fundet tilbage til den formel, der fungerede i starten af sin karriere og har grund til at rejse til Sardinien med stor optimisme. Med sine lange enkeltstarter er ruten bestemt ikke dårlig for amerikaneren, men alligevel vil det være at skyde over målet at tro på en samlet sejr. Selvom han nu klatrer på et meget højt niveau, er de stigningerne i Italien næppe ideelle og sandsynligvis lidt for svære. Således er han ikke naturlig klatrer, og han vil aldrig kunne matche en fyr som Quintana i en voldsomt svær sidste uge.

 

Mindre kan imidlertid også gøre det. For van Garderen handler løbet om oprejsning og om at vise sit hold, at de stadig kan tro på ham som grand tour-kaptajn. Med to femtepladser i Touren har han allerede vist, at han kan stå distancen over tre uger, og kan han som ventet vinde tid på de fleste rivaler på 10. og 21. etape vil han næppe være langt fra den forjættede plads i top 3, når feltet ruller ind i Milano om tre uger.


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Davide Formolo (*)

Spørger man italienerne om deres grand tour-fremtid, er de ikke i tvivl. Vincenzo Nibali er på nuværende tidspunkt den klare nummer 1, og Fabio Aru er den naturlige kronprins, der skal tage over, når kongen om ikke så mange år abdicerer. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, hvem der er nummer 3 i rækken. Både medier og fans tøver ikke med at pege på Davide Formolo som manden, der kan bevare landets stolte traditioner i en tid, hvor italiensk cykelsport ellers er i en historisk krise.



 

Det er ikke uden grund, at Formolo nyder denne kolossale tillid, en tillid, som man genfinder her hos Feltet.dk. Det skyldes ikke mindst den fantastiske debut, stortalentet fik på den professionelle scene. I 2014 imponerede han stort allerede i februar, hvor han var stærkeste mand på stigningerne i flere af de meget hårde italienske endagsløb. Desværre blev han siden ramt af sygdom, men bare få uger efter sit comeback blev han nummer fire i Tyrkiet Rundt, og siden blev han nummer 7 i in WorldTour-debut Schweiz Rundt, t af de sværeste etapeløb overhovedet.

 

Det store folkelige gennembrud kom imidlertid ved de italienske mesterskaber. Løbet blev vundet af Vincenzo Nibali, men det var ikke uden kamp. Trods utallige angreb kunne han således ikke ryste den unge Formolo, der var som limet til hans baghjul og kun blev slået i spurten. Ganske få uger senere stod Nibali øverst på podiet som Tour-vinder, og det sætter Formolos bedrift på de italienske landeveje i relief.

 

Desværre fik Formolo herefter i stå. I 2015 fulgte han med over i det nye set-up, da Cannondale og Garmin fusionerede, og det var muligvis en dum beslutning. Holdet har haft en næsten imponerende evne til at sætte selv de største talenters udvikling i stå, og det skete også for Formolo. Ganske vist vandt han en fantastisk flot etape i sin grand tour-debut i Giroen, men gennem hele året var han en skygge af den rytter, der havde betaget os og mange andre bare 12 måneder siden.

 

Nu er der imidlertid meget, der tyder på, at Formolo er tilbage på sporet. Faktisk var han det allerede sidste forår, men et dumt styrt i Romandiet Rundt ødelagde fuldstændig hans Giro, der endte som lidt af en katastrofe. Senere kom han imidlertid tilbage med en andenplads på kongeetapen i Polen Rundt - hvor enkeltstarten som altid kostede ham en podieplads i den samlede stilling - inden han endelig viste, at han vitterligt er en fremtidig grand tour-rytter. Det skete i Vueltaen, hvor han trods en rolle som hjælperytter for Andrew Talansky sikrede sig en imponerende niendeplads og dermed cementerede sin status som fremtidens kaptajn i de tre uger lange løb på Cannondale.



 

Nu kommer så den helt store test for Formolo. I de kommende tre uger skal han stå i spidsen for et fremragende bjergmandskab, der på papiret har en af de allerbedste grupper af klatrere i hele Giroen. Ganske vist har holdet i den officielle pressemeddelelse intet nævnt om klassementet, men Formolo har ikke lagt skjul på sine personlige ambitioner: han vil i top 10 og gerne også have den hvide trøje.

 

Der er grund til at have meget store forventninger til Formolo. I løbet af foråret har der været klare indikationer på, at han er tæt på sit 2014-niveau. I Paris-Nice var han velkørende, indtil et dumt styrt på en flad etape lagde det hele i ruiner. Det kostede ham også i Catalonien Rundt, men i Tour of the Alps viste han, at han er klar. Her blandede han sig med de allerbedste på stigningerne, inden han forlod løbet i utide for at give sig i kast med Liege-Bastogne-Liege.

 

Den belgiske klassiker blev stedet, hvor Formolo virkelig viste, at han er 100% klar. Efter at have siddet helt fremme på toppen af Saint-Nicolas, løbets sidste stigning, satte han et stærkt soloangreb ind, og han blev først hentet på sidste kilometer. Havde der været blot lidt mere tøven blandt favoritterne, kunne Formolo være endt øverst på podet som en overraskende vinder af det belgiske monument!

 

Nu gælder det Giroen, og Formolo må være yderst begejstret for, at den er hårdere end i de seneste mange år. Som helt ren klatrer har han således masser af terræn at boltre sig i, specielt i den tredje uge, og hvis han vitterligt er tilbage på sporet, er vi ikke i tvivl om, at talentet rækker til, at han kan komme rigtig langt og blande sig med de helt store på de sværeste etaper. Desværre rækker det næppe til en plads på podiet i Milano. Sidste års Vuelta viste ganske vist, at han har holdbarheden, men det er samtidig velkendt, at han har en akilleshæl, der ikke kan negligeres. Formolo hører således til blandt de ringeste enkeltstartsryttere, og de mange timer på enkeltstartscykelen har endnu ikke givet resultat. 70 km alene i kamp mod uret er derfor alt for meget for det italienske supertalent, og tidstabet vil være så stort, at han sandsynligvis kan glemme alt om en top 3-placering.

 

Det er imidlertid heller ikke nødvendigvis målet for Formolo. I en alder af 24 år har han masser af tid, også til at forbedre sig på enkeltstarten. I første omgang handler det om at cementere sin position som en rytter, der kan vinde en grand tour om et par år. Alle, der så ham tilbage i 2014, ved, at potentialet er næsten ubegrænset, og med det, han har vist hidtil i år, er der meget, der tyder på, at Giroen kunne blive løbet, hvor han for alvor etablerer sig som en af sportens stjerner.

 

Domenico Pozzovivo (*)


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Bob Jungels (*)

I 2010 blev der i luxembourgske cykelkredse set ekstremt lyst på fremtiden. Ikke blot havde man i Andy og Frank Schleck to af verdens allerbedste cykelryttere, man havde også fremtidens måske allermest lysende talent. Enhver, der fulgte med i ungdomsløb på UCI-niveau, kunne ikke undgå at støde ind i navnet Bob Jungels. Den 17-årige rytter fra det lille Benelux-land var totalt dominerende i etapeløbene på juniorniveau, og der blev hurtigt skabt en kolossal hype om talentet, der blev betragtet som den næste luxembourgske stjerne.



 

Siden er det gået slag i slag for Jungels, der i 2013 naturligt nok blev professionel på Radioshack, hvis luxembourgske rødder betød, at det var den oplagte destination for den lokale stjerne. Ganske vist fik han ikke den kometagtige begyndelse, som mange måske havde forventet, men stille og roligt udviklede han sig og steg i graderne. Resultaterne var beherskede, og han markerede sig først og fremmest på enkeltstarterne, men retningen var klar: Jungels blev gradvist bedre og bedre.

 

Det store spørgsmål var hvilken ryttertype, han var. Talentet på enkeltstarterne var åbenlyst, men mange var i tvivl om, hvad det rakte til på stigningerne og i de hårdere etapeløb. Umiddelbart virkede den relativt store Jungels for tung, og hans forsøg på at begå sig i de ugelange etapeløb endte som regel uden den store succes.

 

I 2015-udgaven af Tour de France blev det imidlertid klart, hvor potentialet lå. Efter en relativt anonym indledning viste Jungels sig at have en helt fantastisk motor i løbets tredje uge. I den sidste uge i Alperne var han stort set i udbrud hver eneste dag, og han kan kun ærgre sig over, at der netop det år ikke var en enkeltstart mod slutningen. Havde det været tilfældet, kunne han meget vel have stået med sin første grand tour-etapesejr.

 

Ganske vist udeblev triumfen, men løbet havde vist, hvor Jungels’ fremtid ligger. Med sin store statur er han sandsynligvis for tung til for alvor at køre med om sejren i ugelange etapeløb - i hvert fald hvis ikke ruten lægger op til, at en enkeltstart er afgørende. Til gengæld vidnede Touren om, at han i de tre uger lange løb kan overgå de ellers bedre klatrere alene på sin evne til at restituere, og det blev klart, at det var her, han skulle lægge sine kræfter.

 

Til Treks store fortrydelse skrev Jungels kontrakt med Quick-Step, et perfekt valg for en rytter med grand tour-ambitioner. Det belgiske mandskab er ikke kendt for sine etapeløbsambitioner, og derfor kunne Jungels få en fri rolle forud for sin Giro-debut i 2016. Han sendte forud for starten lidt blandede signaler om, hvorvidt han gik efter klassementet, men ret hurtigt blev det klart, at han havde sine øjne rettet mod den hvide trøje.



 

Løbet endte som et gennembrud for Jungels. Ganske vist havde han det som ventet svært på stigningerne i løbets første uge, men efterhånden som trætheden satte ind hos konkurrenterne, blev han bedre og bedre. Efter at have kørt en fremragende enkeltstart i Chianti sikrede han sig endda et par dage i lyserødt, inden man ramte de høje bjerge. Her blev stigningerne som ventet for svære, men Jungels så i den sidste uge stort på tyngdekraften, forsvarede sig til UG og endte løbet på en fornem sjetteplads samt med den hvide trøje på sine skuldre.

 

Nu vender Jungels tilbage til Italien i håbet om at bekræfte potentialet og genvinde den hvide trøje. Alt er lagt an på, at han skal toppe netop her, og derfor skal man næppe lægge meget i et anonymt forår. Med et fremragende soloangreb i Fleche Wallonne viste han, at formen er god, og senest sluttede han i top 10. Ganske vist kørte han en lidt skuffende enkeltstart, men han virkede overbevisende på stigningerne, og det er langt vigtigere forud for et løb, der byder på brutale bjergetaper.

 

På mange måder er 2017-ruten ganske god for Jungels. Det skyldes først og fremmest de 70 km alene mod uret. Sidste etape er ikke ideel for luxembourgeren, men 10. etape er som skræddersyet til ham, både hvad distance og terræn angår. Dertil kommer, at de sværeste etaper ligger mod løbets slutning, og det er som sagt netop der, at Jungels får alvor er i sit es.

 

Alligevel er der elementer, der gør, at vi vil blive overraskede, hvis Jungels ender i top 5, og hvis han ender med at slå Adam Yates og Davide Formolo i kampen om den hvide trøje. Først og fremmest er ruten sværere end i 2017, og der er er flere ”rigtige” bjerge. Ganske vist forsvarer han sig fint på stigningerne, men Jungels er ikke klatrer, og løbet bliver nok en anelse for svært. Dertil kommer, at der denne gang er to seriøse bjergafslutninger tidligt i løbet. Her kan Jungels’ ikke lukrere på sin motor, og han vil med meget stor sandsynlighed så tidligt i løbet miste tid til de rene klatrere.

 

Det betyder imidlertid ikke, at Jungels ikke kan komme langt. Når rivalerne i den tredje uge vil være på knæ, vil Jungels stadig have overskud, og det giver ham muligheder, som ruten ikke umiddelbart lægger op til. Hvis han samtidig kan brage enkeltstarter af, som han gjorde det for 12 måneder siden, er der alle muligheder for, at han selv i dette selskab kan slutte i top 10. Det vil være en fremragende bekræftelse på potentialet, og herfra handler det bare om at fortsætte den stabile udvikling og vente på, at der kommer en rute, hvor sværhedsgraden tillader, at også store Jungels kan køre med om podiepladserne.


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Rui Costa (*)

Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal stille op, når kvaliteter og ambitioner ikke helt harmonerer. Naturligvis er det let for en sprinter at indse, at han næppe vinder Tour de France, uanset hvor gerne han vil. Straks sværere er det, når man er så god til at køre opad, at man i de ugelange etapeløb med jævne mellemrum slutter på podiet, og man alligevel ikke helt kan følge med over tre uger - samtidig med at ens højeste ønske er at gøre det godt i de tre uger lange etapeløb.



 

Netop den situation befinder Rui Costa sig i. Få vil betvivle, at portugiseren er et af sportens allerstørste talenter. En VM-titel, top 5-placeringer i stort set alle de ugelange etapeløb på WorldTouren, utallige sejre i Schweiz Rundt samt en podieplacering i Liege-Bastogne-Liege vidner om et kolossalt potentiale og høj klasse. Alligevel tilfredsstiller det ikke Costas ambitioner. Hans drøm er at køre med om podiet i Tour de France, og det synes næsten at være blevet en besættelse.

 

På Movistar var der ikke plads til at forfølge den ambition, og derfor skrev han kontrakt med Lampre, der gav ham et løfte om, at han ville blive holdets kaptajn i verdens største cykelløb. Mens han fortsatte med at levere topresultater stort set overalt, hvor han kom frem, kneb det imidlertid i Touren. I sine to første forsøg som kaptajn måtte han i begge tilfælde udgå med sygdom, og da Louis Meintjes samtidig begyndte at vise sit store potentiale som grand tour-rytter, indså også Lampre-ledelsen, at Costa næppe nogensinde ville indfri forventningerne.

 

Det nåede et klimaks i 2016, hvor de to parter gik ind til Touren med meget forskellige ambitioner. Holdet bad specifikt Costa om at fokusere på etapesejre, men det havde han vanskeligt ved at acceptere. Dagligt gav han udtryk for sin frustration i sin dagbog på sin hjemmeside, men i sidste ende gav løbet en naturlig løsning. Costa kunne heller ikke denne gang følge de bedste, og i stedet gjorde han det, han gør bedst: jagtede etapesejre. Det var flere gange meget tæt på at lykkes, men i sidste ende blev en andenplads i Andorra det bedste resultat.



 

Nu har ledelsen definitivt udråbt Meintjes som Tour-kaptajn, og derfor vil Costa nu give sig i kast med sin første Giro efter 8 år i træk at have kørt Touren som sin eneste grand tour. Igen er meldingerne meget forskellige. Først gav Costa udtryk for, at han havde ambitioner om at køre klassement, men i den seneste måned har hans udtalelser mere kredset om etapesejre. Det gør det svært at vide, hvad den tidligere verdensmester egentlig vil.

 

Historien viser imidlertid, at Costa så brændende ønsker at etablere sig som grand tour-rytter, og derfor vil det være en overraskelse, hvis han med vilje lader sig falde ud af klassementet. Formentlig vil han i første omgang se, hvor langt det rækker i den samlede stilling, inden han eventuelt sadler om og retter blikket mod en etapesejr.

 

Desværre synes det ikke at være realistisk, at Costa kan køre med om de sjove placeringer. Selv en klasserytter som ham har sine begrænsninger, specielt i de høje bjerge. I de ugelange etapeløb kan han begå sig - det kræver fantastisk gode klatreben at vinde Schweiz Rundt tre gange - men i et løb, der er så svært som dette, kommer Costa næppe til at sidde med de bedste.

 

Alligevel kan han måske snige sig ind i top 10. Efter at hans udvikling i 2014 og 2015 så ud til at være gået i stå nåede han i 2016 et helt nyt niveau. Resultaterne afspejler det måske ikke helt, men specielt i foråret klatrede han i Baskerlandet, Fleche Wallonne og Liege bedre end nogensinde. Det samme var tilfældet i efteråret, hvor han specielt i det stærkt besatte GP Montreal ubetinget var løbets bedste rytter, og han var ikke langt fra at tage en imponerende solosejr.

 

Takterne er fortsat i 2017, hvor han endda er begyndt at vinde igen. Han sikrede sig sejren på kongeetapen i San Juan og slog siden et klassefelt på bjergetapen i Abu Dhabi Tour, som han også vandt samlet. Ganske vist var der også der bedre klatrere, men som så ofte før viste Costa sin angrebslyst og sin næse for det rette moment og kunne herigennem udmanøvrere de bedre ryttere.

 

Den egenskab er imidlertid bedre i endagsløb end i en grand tour, og Costa ender ikke på podiet i Milano. Dertil klatrer han ikke godt nok, og han kører alt for dårlige enkeltstarter. Alligevel skal man aldrig afskrive en rytter med så stort et talent. Costa er en fremragende cykelrytter, og med det, han har vist i de seneste 12 måneder, er det ikke umuligt, at han for første gang kan køre klassement i en grand tour. Den hårde rute er ikke ideel, men det er inden for mulighedernes grænser, at Costa slutter i top 10 - og det vil trods alt være en delvis tilfredsstillelse for en mand, der så inderligt drømmer om grand tour-succes.


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Hugh Carthy (*)

Man skal ikke mange år tilbage for at finde en tid, hvor Storbritannien nærmest var at regne som en miniputnation inden for landevejscykling. Ganske vist har landet fine traditioner tilbage i historien og længe været en magtfaktor på banen, men i starten af dette årtusinde var der ikke meget, der tydede på, at man kunne begå sig i meget andet end tidskørsler.

 

Det har i den grad ændret sig. Efter Mark Cavendish etablerede sig som verdens bedste sprinter, brød Bradley Wiggins og Chris Froome igennem som grand tour-ryttere, og nu vælter talenterne frem nærmest til overflødighed. Mest lysende på himlen står naturligvis Yates-brødrene, der allerede er at regne som blandt de førende grand tour-ryttere, men også længere nede i hierarkiet pibler det frem. Holdet begår sig således fremragende på ungdomsniveau også, og den berømte britiske talentmaskine fortsætter med at levere.

 

Bag Yates-brødrene er det imidlertid en rytter, der ikke har fulgt den gængse vej, som fremstår som landets næste klatrestjerne. Hugh Carthy har ikke været en del af det traditionelle set-up i British Cycling, og efter med det lille Rapha Condor-hold at have fået et stort gennembrud i Asien, hvor han i en alder af bare 19 år vandt Tour de Korea og blev nummer 6 i Tour of Japan, traf han det meget ukonventionelle valg at blive professionel i Spanien. Carthy begav sig ud på dybt vand ved at skrive kontrakt med Caja Rural, og i løbet af en svær 2015-sæson så det ud til, at det nok havde været en lidt for modig beslutning.

 

Carthy nægtede imidlertid at give op, og det gav med ét resultat. I foråret 2016 chokerede han en hel cykelverden i Catalonien Rundt, der havde tiltrukket det vel nok stærkeste felt for et ugelangt etapeløb det år. Med navne som Chris Froome, Nairo Quintana, Richie Porte og Alberto Contador i spidsen for en næsten udtømmende list af grand tour-stjerner havde de færreste regnet med, at Caja Rural ville få en rytter i top 10. Det gjorde de imidlertid, da Carthy efter syv hårde dage rullede ind i Barcelona med en højst overraskende niendeplads på cv’et.

 

Siden bekræftede Carthy potentialet ved i suveræn stil at vinde Vuelta Asturias samlet, og efter en tredjeplads på kongeetapen i Route du Sud, hvor han blev slået af Marc Soler og en vis Nairo Quintana, var forventningerne til hans grand tour-debut i Vueltaen kolossale. Det blev imidlertid en hård omgang for talentet, der styrtede tidligt i løbet, og derfor var i ren survival mode. Selvom han kortvarigt viste tegn på liv midtvejs i løbet, nåede han Madrid med en beskeden 125. plads efter kun at have været i top 100 på tre etaper.

 

En sådan grand tour-debut giver ikke umiddelbart anledning til de store forventninger, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at han har haft et helt igennem anonymt forår. Man skal imidlertid ikke tage fejl af Carthy. Den 22-årige brite hører til blandt sportens allerstørste klatretalenter, og når han endnu intet har leveret i 2017, skyldes det alene, at det hele har været en nøje tilrettelagt proces, hvor han med sit nye Cannondale-mandskab skal toppe i årets Giro.

 

Det er imidlertid uafklaret, hvilke ambitioner Carthy har. I første omgang skal han være en værdifuld hjælper for Davide Formolo, og samtidig kan der være rum til at gå efter en etapesejr i bjergene. Det kan meget vel betyde, at han slet ikke bekymrer sig om den samlede stilling og med vilje smider tid straks fra start.

 

På den anden side har Carthy ikke lagt skjul på, at den langsigtede ambition er at blive grand tour-rytter. I det lys må han være fristet af at teste sig selv, og der er således ingen grund til på forhånd at lægge alle personlige ambitioner på hylden. Naturligvis er Formolo hovedprioriteten, men historien er fyldt med eksempler på unge ryttere, der har overgået alle forventninger og pludselig kørt med i toppen af klassementet. Det er kun de allerstørste talenter, der har muligheden for at skabe en sådan overraskelse, men da han netop falder i denne kategori, er Carthy en af de få, der faktisk kan gøre det.

 

70 km enkeltstart betyder, at der er grænser for, hvor langt han kan komme. Kampen mod uret er en meget sårbar akilleshæl, der umuliggør et absolut topresultat. Til gengæld er Carthy en helt ren klatrer uden nogen form for eksplosivitet, og han er derfor i sit es på de længste og hårdeste stigninger. Det er netop dem, som Giroen i den tredje uge byder på til overflod, og derfor har Carthy virkelig plads til at vise klassen, når vi nærmer os løbets slutning, og det kan bringe ham langt i klassementet.

 

Det store spørgsmål er naturligvis - ud over ambitionerne - holdbarheden. Vueltaen var en lidelseskamp for Carthy og giver ikke umiddelbart anledning til den store optimisme. Det kan sagtens være, at det er for tidligt for ham at begå sig over tre uger, men denne gang har hans forberedelse været helt anderledes, og han møder frem til starten meget friskere. En fornuftig præstation i Tour of the Alps viser, at formen stille og roligt er på vej, og det kunne se ud til, at alt er timet perfekt. Der er næppe tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at høre meget mere til Carthy. Spørgsmålet er, om det allerede sker i den 100. udgave af Giro d’Italia.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!

MANDAG

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk