Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: ANSA - PERI / DI MEO / ZENNARO

Giro d'Italia 2017: Rutebeskrivelsen

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

02.05.2017 kl. 22:30 af Emil Axelgaard.

Feltet.dk kaster et blik på hver af de 21 etaper og giver en analyse af den rute, der vil krone en fortjent vinder af en historisk udgave af Italiens største cykelløb.

Klassikerne er overstået, og det er tid til at rette blikket mod de store grand tours. Den første af disse starter fredag, når Italien byder på en tre uger lang festival bestående af høje bjerge, ukontrollerbart terræn, lange enkeltstarter og spændingsmætte massespurter. Til den 100. udgave har man sammensat en spektakulær rute, der byder på lidt for enhver smag og når et fantastisk klimaks i en brutal tredje uge, hvor adskillige bjergetaper samt en afsluttende enkeltstart venter.

Under Angelo Zomegnans ledelse i slutningen af forrige årti udviklede Giro d’Italia sig til et næsten absurd teater. Hvert år syntes løbet at skulle overgå sig selv i hårdhed, og man nåede til et punkt, hvor mange ryttere valgte løbet fra i protest mod ruter, der bød på adskillige ekstremt stejle stigninger, lange transfers mellem etaperne og farlige nedkørsler.

 

Det ændrede sig, da først Michele Acquarone og siden Mauro Vegni tog over og fra 2012 fik ansvaret for at designe ruten. I et forsøg på at internationalisere løbet og igen tiltrække de største udenlandske navne, lyttede man til rytterønsket om at gøre ruten mere menneskelig og reducere de lange transporter mellem etaperne. Strategien har været en stor succes. Efter i mange år at have været totalt domineret af italienere lykkedes det i 2013 at tiltrække den forsvarende Tour-vinder Bradley Wiggins, og i 2014 fik man Nairo Quintana til start. I 2015 var det Alberto Contador og Richie Porte, der kastede glans over foretagende, og sidste år måtte Vincenzo Nibali slås med Esteban Chaves, Steven Kruijswjk og Alejandro Valverde, inden han kunne lade sig krone som vinder.


KØB DEN STORE GIRO BOG - LA CORSA ROSA - PÅ 666 SIDER!
 

De lettere ruter har ikke betydet, at løbet har været mindre spektakulært, og der har stadig været plads til at besøge de stejleste stigninger som Mortirolo og Monte Zoncolan. Nu om dage er omfanget bare mere moderat, og det har faktisk givet anledning til mere aggressivt og underholdende cykelløb, fordi det ikke længere blot handler om ren overlevelse for rytterne. Samtidig har man fastholdt en tradition med at sammensætte en meget svær og bjergrig sidste uge, hvilket har betydet, at intet har været afgjort før til allersidst. Hvem husker således ikke Vincenzo Nibalis spektakulære comeback på de sidste to bjergetaper i 2016 eller Alberto Contadors store krise på Colle delle Finestre på sidste bjergetape i 2015?

 

Samtidig med at man har fastholdt løbets sjæl som et bjergløb, har man gjort ruten mere alsidig. I 00erne var de italienske stjerner bestemt ikke de bedste til at køre enkeltstart, og det fik arrangørerne til at skære voldsomt ned på antallet af kilometer i kamp mod uret. Det ændrede sig fra 2013, og siden da har man hvert år haft en ganske lang, ofte relativt kuperet enkeltstart midt i løbet. Det har gjort løbet mere alsidigt og givet større appel til mange af sportens stjerner, der ofte har tidskørsler som en spidskompetence.

 

2017-udgaven er nummer 100 i rækken, og derfor har der hele tiden været en forventning om, at man ville sammensætte noget ekstra spektakulært i år. Det er i høj grad lykkedes, idet man er fremkommet med en rute, der lægger sig fint i forlængelse af de nyere tendenser, men hvor man har skruet lidt op for sværhedsgraden. Samtidig har man bestræbt sig på at besøge så mange dele af Italien som overhovedet muligt inden for de rammer, som ønsket om at begrænse transporten sætter, og det betyder specielt, at man får lejlighed til at besøge begge de to store øer. Løbet indledes således på spektakulær vis på Sardinien, hvorefter man ved brug af en tidlig hviledag efter tre dage flytter cirkusset til Sicilien. Herefter består løbet af en lang rejse op gennem den italienske støvle til bjergene i nord, hvor det afgørende slag skal slås inden den store finale i løbets traditionelle hjemby, Milano.

 

Modsat Tour de France, der i kraft af den franske geografi ofte har en relativt let indledning, kommer der ofte bjerge meget tidligt i Giroen. Som regel har man imidlertid holdt sig til relativt lette stigninger for at bevare spændingen så længe som muligt. Det gælder imidlertid ikke i år, hvor man er tvunget til at være 100% klar fra start. Allerede på 4. etape venter således en meget svær bjergafslutning på Etna, og den første uge sluttes af med en endnu sværere finale på 9. etape, der slutter på Blockhaus-stigningen. Det betyder, at der allerede ved løbets anden hviledag kan været etableret ganske betydelige forskelle.

 

Det næste store slag kommer allerede på 10. etape, når rytterne kastes ud i en næsten 40 km lang enkeltstart. I overensstemmelse med den nyere tradition er der tale om en meget alsidig sag, der byder på stigninger, tekniske nedkørsler og flader powerstykker, og den lange distance betyder, at der vil opstå store tidsforskelle. Det betyder, at klatrerne har noget at rette op på inden løbets tredje uge, men her får de alle muligheder for at tage revanche.

 

Efter en tredje bjergafslutning på Oropa inden den sidste hviledag venter der i den tredje uge kun bjergetaper samt en afsluttende enkeltstart. Det hele starter med et brag af en kongeetape, der inkluderer Mortirolo - ganske vist ikke fra den stejle side - samt to passager af mytiske Stelvio inden en nedkørsel til Bormio. Herefter følger en lidt lettere etape, inden tre afsluttende etaper i Dolomitterne giver klatrerne muligheder for at opbygge sig en buffer, inden det hele afsluttes på spektakulær vis med en helt flad enkeltstart fra Formel 1-banen Monza til centrum af Milano.

 

Også sprinterne har grund til at være tilfredse med sammensætningen af årets rute, men de skal have maksimalt udbytte af den første uge, da den tredje uge handler om ren overlevelse. De første syv etaper byder således på adskillige muligheder for de hurtige folk, der også ventes at komme til fadet på 12. og 13. etape. Herefter er der imidlertid intet at komme efter, og helt usædvanligt er der i den tredje uge slet ikke én eneste flad etape.

 

Derudover byder løbet naturligvis på flere af de etaper, der er så typiske for Giroen. Det gælder eksempelvis 6. og 8. etape, der med skarpe ramper i finalen er som skabt til eksplosive puncheurs, en svær dag i Appenninerne på 11. etape samt en 15. etape, der er dedikeret til Il Lombardia. Også mange af bjergetaperne er som skabt til udbrud, og dermed er det masser at komme efter for klassikerryttere og klatrestærke etapejægere i et løb, der altid har tilsmilet netop denne ryttertype.

 

Alt i alt har man sammensat en alsidig rute, der byder på et fascinerende miks af det hele og giver alle ryttertyper mulighed for at komme til fadet. Det vil sikre, at kun en alsidig rytter kan sikre sig den samlede sejr - og det er præcis sådan, det bør være i den historiske udgave af Verdens Hårdeste Cykelløb i Verdens Smukkeste Land.

 

Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper.

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!


image

 

 

 

1. etape, fredag d. 5. maj: Alghero - Olbia, 206 km (**)

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. Sprinterne fik senest muligheden i 2013, hvor Mark Cavendish spurtede sig til den første maglia rosa på en kort etape i Napoli, og efter fire års venten er det de hurtige folk, der får deres drømmescenarium gjort til virkelighed, når de får mulighed for at blive de første indehavere af den eftertragtede trikot i den 100. udgave. Det sker, når jubilæet skydes i gang med en spektakulær start på Sardinien, hvor løbet starter for første gang siden 2007, hvor Liquigas vandt et indledende holdløb på øen og bragte en ung Enrico Gasparotto i førertrøjen. Det er en populær tilbagevenden, der afspejler RCS’ ønske om at besøge så meget af Italien som muligt i løbet af de tre uger, og den spektakulære kyst vil således være rammen om en smuk åbning på løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 206 km på det, der må betragtes som en usædvanlig lang åbningsetape. Starten går i kystbyen Alghero i det nordvestlige hjørne af Sicilien, hvorfra man bevæger sig mod nordøst ind i landet forbi storbyen Sassari igennem let stigende terræn. Herefter når man den nordlige kyst, og det meste af etapen foregår nu tæt på den spektakulære kystvej, der er ganske flad. Man kører imidlertid hurtigt ind i landet for at køre op over dagens to første stigninger, kategori 4-stigningerne Multeddu (4,6 km, 3,3%, max. 8%) og Trinita d’Agultu (6,1 km, 4,4%, max. 10%), der har top efter henholdsvis 68 og 90,2 km. Herefter flader terrænet ud, indtil man når tilbage til kystvejen, som følges helt ud til øens nordligste spids, hvor den første indlagte spurt kommer i Santa Tersa di Gallura efter 135,7km.

 

Herfra følger man den flade kystvej tilbage mod sydøst forbi byen Cannigione, hvor den sidste spurt kommer efter 173,2. Her bevæger man sig igen ind i landet for at tage hul på dagens sidste udfordring, kategori 4-stigningen San Pantaleo (3,3 km, 5,6%, max. 12%), der har top når der resterer 20,9 km. Den første kilometer stiger medmere end 7%, inden man efter 1500 m rammer 500 m, der stiger med hele 95%. Herefter flader den ud med 2-5% i den sidste del. Herefter følger en hurtig nedkørsel tilbage til vandet, hvorefter en næsten helt flad vej leder de sidste 16 km mod syd til målet i kystbyen Olbia. De sidste 7 km følger lange, lige veje, der falder let, indtil 3 km mangler. Med 2 km igen rammer man en brostensagtig belægning, og her følger tre skarpe sving, inden man når den røde flamme. Det sidste bløde sving leder ind på den 600 m lange, 8 m opløbsstrækning, der er helt flad.

 

Sprinterne vil være ekstremt opsatte på ikke at lade muligheden for den lyserøde førertrøje gå til spilde, og der er næppe tvivl om, at hold som Lotto Soudal, Orica-Scott og Quick-Step vil kontrollere etapen hårdt. De kan imidlertid få sig en overraskelse på den sidste lille stigning, der bestemt ikke er nem, og man kunne sagtens forestille, at Quick-Step vil forsøge at komme af med André Greipel og Caleb Ewan og dermed øge Fernando Gavirias chancer. Det er usikkert, om det kan lade sig gøre, men der er ingen garanti for, at det er helt felt, der skal spurte om førertrøjen i den tekniske finale i Olbia. For klassementsrytterne bliver det en nervøs dag på smalle, snoede veje, hvor risikoen for styrt er overhængende, og hvor man ikke kan udelukke, at vinden måske kan spille en rolle, selvom det sjældent sker i denne region.

 

Olbia har aldrig tidligere været målby i Giroen, men var vært for Grande Partenza, starten på løbet, i 1991. I 2009 vandt Mirco Lorenzetto en massespurt foran Enrico Gasparotto og Alessandro Petacchi i byen, da Giro di Sardegna lagde vejen forbi.

image


image

image

2. etape, lørdag d. 6. maj: Olbia - Tortoli, 221 km (**)

Modsat Tour de France, der grundet Frankrigs geografi, som regel venter flere dage, inden man rammer de første længere stigninger, giver den mere varierede natur i Spanien og Italien de to mindre grand tours mulighed for at teste rytterne lidt mere tidligt i løbet. Sardinien er langt fra en flad ø, og derfor er det kun oplagt, at man kaster sig udi det mere udfordrende terræn, inden man efter weekenden igen forlader området. Det sker på løbets anden etape, hvor den første lille udskilning vil ske på en kuperet rute, der ikke giver klassementsrytterne mulighed for at gøre en forskel, men hvor stærke sprinter og klassikerryttere drømmer om at køre i førertrøjen.

 

Ikke bare terrænet vil være en udfordring, når rytterne skal bevæge sig fra 1. etapes målby Olbia på den østlige kyst til kystbyen Tortoli længere mod syden. Også distancen vil være en udfordring på en dag, hvor der skal tilbagelægges hele 221 km. Fra starten bevæger man sig mod syd adlet stigende veje, inden man sætter kursen mod sydvest og kører ind i landet. Derfor stiger det jævnt helt frem til dagens første spurt i byen Budduso, der nås efter 53,2 km. Herefter fortsætter man mod syd ad smalle, snoede veje, der stiger let i yderligere 9,3 km, indtil en nedkørsel og en mindre stigning leder frem til forplejningen. Herefter venter en længere, teknisk nedkørsel, der leder frem til kategori 3-stigningen Nuoro (10,5 km, 3,9%, max. 10%), der har top efter 113,9 km.

 

Fra toppen af stigningen sætter man kursen mod øst for at køre ned mod kysten ad en relativt flad vej. I byen Dorgali kommer dagens sidste spurt efter 154,5 km, og her skifter man retning. I stedet for at fortsætte ud til vandet, kører man mod sydøst op ad løbets første kategori 2-stigning Dorgali (19,8 km, 3,2%, max. 10%), der er en lang, jævn, ikke særligt stejl opkørsel. Toppen nås, når der resterer 46,9 km, hvorefter man kører mod syd ud mod vandet via en lang, ikke særligt teknisk nedkørsel, der undervejs har nogle små kontrabakker. De sidste 10 km foregår langs den flade kystvej, der bringer rytterne mod syd til Tortoli, hvor man slår en lille sløjfe øst om byen ad brede veje med mange rundkørsler. Omkring 2 km-mærket kommer to skarpe sving, inden man rammer den 1800 m lange, 7,5 m brede, helt flade opløbsstrækning.

 

Etapen har en del højdemeter og indbyder næsten til angreb, men det ikke er en dag med svære, stejle stigninger. Tværtimod er der i højere grad tale om jævne bakker, der er bedre egnet til at trætte folk end at køre aggressivt. Der er ingen tvivl om, at mange har udset til etapen til at køre offensivt, men det er for tidligt i løbet til, at et udbrud har en reel chance. Finalen er samtidig så let, at det hele bør ende i en reduceret massespurt efter en nervøs dag, hvor klassementsrytterne skal holde sig til på de smalle, snoede veje. Det store spørgsmål er, hvor mange af sprinterne der vil overleve en så hård dag, men umiddelbart kunne det være en perfekt etape for en hårdfør fyr som Fernando Gaviria, mens det nok bliver for svært for de tungere folk.

 

Tortoli har aldrig tidligere været vært for løbet, men Giro di Sardegna lagde vejen forbi i 2009, hvor Oscar Gatto slog Alessandro Ballan og Giovanni Visconti i en reduceret massespurt.


image

image
image
 

3. etape, søndag d. 7. maj: Tortoli - Cagliari, 148 km (*)

Der er helt sikkert sprintere, der har været frustrerede over de relativt mange bakker på de to første etaper, men de får næsten med statsgaranti en chance for revanche, inden løbet bevæger sig væk fra Sardinien. Besøget afsluttes nemlig med en kort, næsten helt flad etape til øen hovedby Cagliari, der på papiret byder på en af løbets nemmeste ruter og en oplagt mulighed for de hurtige folk til at vise gå efter sejren.

 

Efter to dage med distancer på mere end 200 km skal der tilbagelægges bare 148 km mellem 2. etapes målby Tortoli og Sardiniens største by Cagliari. Begge byer ligger på øens østkyst, og modsat de to foregående dage holder man sig denne gang hele dagen næsten helt ude ved vandet på en flad vej, der kører parallelt med havet. Således består de første 98,7 km af en lang tur mod syd på en kun ganske let kuperet vej, der er stort set lige, i god stand og byder på en del tunneler. Undervejs kommer dages første spurt efter 34,6 km.

 

I byen Villasimius efter 98,7 km drejer man mod nordvest for at følge kystevejen det sidste stykke ind til Cagliari. Den er ikke helt flad, idet den byder på kategori 4-stigningen Capo Boi (2 km, 4,9%, max. 10%), der er stejlest mod toppen. Den passeres, når der resterer 22 km, og herefter følger man den næsten helt flade kystvej ind til storbyen. De sidste 10 km er helt flade og følger en bred vej med mange rundkørsler, men ingen skarpe sving. Det side bløde sving kommer med ca. 4500 m til mål og derefter venter kun en rundkørsel og et par bløde kurver, inden man når den 800 m lange, 8 m brede opløbsstrækning, der byder på brosten på de sidste 350 m.

 

Dette er det tætteste, man kan komme på en helt klassisk sprinteretape. Distancen er kort, og terrænet er nemt, og da de hurtige folk ikke har så mange muligheder, skal de gribe denne med begge arme. Ganske vist venter der en bakke i finalen, men den burde ikke skabe udskilning. Den eneste lille fare er vinden, men den spiller sjældent en rolle i områder, og derfor er scenen sat til en stor massespurt i Cagliari.

 

Cagliari har været besøgt i 1961, hvor Crese Magni vandt, og i 1991, hvor Mario Cipollini vandt. Senest var man forbi i 2007, hvor Robert Förster slog Maximilano Richeze og Robbie McEwen i en massespurt. I 2009 vandt både Daniele Bennati og Alessandro Petacchi massespurter i Giro di Sardegna, og Alberto Loddo gjorde dem kunsten efter i 2010.

image

image


image
 

Hviledag, mandag d. 8. maj

 

4. etape, tirsdag d. 9. maj: Cefalù - Etna, 181 km (****)

Lige siden ruten blev offentliggjort i efteråret, har et af de store temaer været, at man i år ikke kan tillade sig at møde op til starten uden at være tæt på 100%. Forklaringen er, at arrangørerne i år har valgt at lægge en bjergafslutning ind allerede på 4. etape, når løbet genoptages efter en tidlig hviledag, der har gjort det muligt for cirkusset at rejse fra Sardinien til landets anden store ø, Sicilien. Det er ganske vist ikke usædvanligt, at Giroen allerede i den første uge byder på afslutninger også på relativt lange stigninger, men typisk har der været tale om relativt nemme finaler, hvor forskellene har været minimale. Det er bestemt ikke tilfældet i 2017, når man allerede på fjerdedagen besøger den frygtede vulkan Etna, der vender tilbage efter seks års fravær. Finalen er ikke bare ikonisk og berømt, den er også så svær, at den vil skabe de første seriøse forskelle mellem favoritterne, og er man kommet ind i løbet på bare 90%, kan man allerede efter ganske få dage miste så meget tid, at podiet i Milano pludselig er meget fjernt.

 

I alt skal rytterne bevæge sig 181 km fra Cefalù på Siciliens nordkyst til toppen Etna et lille stykke inde i landet. Første del af etapen er meget nem, idet feltet fra start følger den helt flade kystvej mod øst, indtil man efter 57,2 km drejer mod sydøst for at køre ind i landet. Det foregår ved at køre op af den lange kategori 2-stigning Portella Femmina Morta (32,8 km, 4,5%, 8%), der har top efter 90 km, og er helt jævn uden nogensinde at blive stejl

 

Herefter venter en lang, let nedkørsel til dagens først spurt, der kommer i Bronte på toppen af en lille bakke efter 124,2 km. Herefter fortsætter man ad en let faldende vej mod syd til Biancavilla, hvor den anden spurt kommer efter 143,5 km. Herfra køre man mod øst rundt om Etna-parken, hvor det langsomt begynder at stige. En syv kilometer lang bakke leder frem til Nicolosi, hvor dagens sidste stigning indledes, når man drejer mod nord. Der er tale om et 17,9 km langt bjerg af kategori 1, som stiger med 6,6% i gennemsnit og når et maksimum på 12%. De første seks kilometer er lidt ujævne og stiger med 7,1% i snit. Herefter venter en lille nedkørsel, inden et langt, meget jævnt stykke med et gennemsnit på 7,5% indledes. Stigningen byder ikke på meget stejle stykker og føler en bugtende vej med bløde hårnålesving. Den flader ud de sidste 1000 m, der stiger med 2,7% i gennemsnit og byder på en meget lille nedkørsel. Det sidste hårnålesving kommer før den røde flamme, og derefter leder en blød kurve ind på den 200 m lange opløbsstrækning, der stiger med 3% og 7 m bred.

 

Dette er den første store test for favoritterne, og selvom der på den første bjergetape altid køres afventende, er der ingen tvivl om, at vi allerede her vil få den første indikation på, hvem der kan vinde samlet - og specielt på, hvem der ikke kan. Den første stigning er ikke svært, og derfor skal det hele afgøres i et slag mellem favoritterne på Etna. Vincenzo Nibali har gjort det klart, at han drømmer om at vinde på sin hjemø Sicilien, og derfor vil Bahrain-Merida utvivlsomt forhindre et udbrud i at holde hjem. Etna er svær nok til at skabe udskilning, men meget vil afhænge af vinden, idet den nøgne vulkantop ikke giver meget læ, og hvis der er modvind, kan etapen vise sig at være mindre selektiv end ventet.

 

Etna blev senest besøgt i 2011, hvor Alberto Contador slog Jose Rujano i en spændende duel. Den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuteroldom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder.


 

image


image


 

5. etape, onsdag d. 10. maj: Pedara - Messina, 159 km (*)

Besøget på Sicilien strækker sig over to dage, og de kunne ikke være meget mere forskellige. Efter tirsdagens store bjergslag venter der således en af løbets nemmeste etaper, når feltet besøger øens hovedby Messina, der samtidig er Vincenzo Nibalis hjemby. En kuperet indledning efterfølges af en helt flad finale, og selvom Nibali i sine vildeste drømme måske har fantaseret om en etapesejr foran hjemmepublikummet, er der ingen tvivl om, at det er en dag, som de mange sultne sprintere har udset sig som belønning for deres lidelser på Etna.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 159 km mellem Pedara og Messina, der ligger på den nordøstlige kyst helt ud til spidsen af den italienske støvle. Startbyen ligger lidt inde i landet tæt på storbyen Catania, og man indleder etapen med at slå en lille sløjfe i området syd for Pedara, inden man sætter kursen mod nordvest. Man følger kysten, men kører inde i landet, hvorfor terrænet er småkuperet. Efter en indledende nedkørsel over 11 km og et kort fladt stykke, stiger det jævnt, indtil man når bunden af dagens eneste stigning, kategori 4-stigningen Antonico-Sant’Alfio (6,2 km, 4,8%, max. 8%), der har top efter 38,4 km. Denne indledende del foregår op smalle, snoede veje og er teknisk kompliceret. Det samme er tilfældet for den efterfølgende nedkørsel, der efterfølges af en ikke-kategoriseret stigning, når man kører mod nordvest ind i landet.

 

Efter ca. 65 km sætter man kursen mod sydøst og kører ad en svær nedkørsel ned til vandet, hvor man rammer kystvejen, der følges mod nordøst rest af dagen. Undervejs venter en lille bakke op til dagens første spurt, der kommer efter 98,2 km, men herefter er det helt fladt på en lang, lige vej. Den sidste spurt kommer efter 118,1 km, inden man når Messina, hvor løbet afsluttes med en omgang på en flad 6,3 km lang rundstrækning nord for byen. Den foregår på store, brede veje og er hovedsageligt flad. Der er et par 90-graders sving samt en U-vending med 1500 m til stregen. Den leder direkte ind på den 1500 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning, der efter en indledende nedkørsel er helt flad.

 

Sprinterne har haft en dag uden for rampelyset, og de er klar til igen at indtage scenen. Ganske vist er starten på etapen kompliceret, men med mere end 50 flade kilometer mod slutningen, er der masser af tid til at organisere end jagt. Da vinden sjældent spiller en rolle her, er scenen sat til en massespurt på en meget lang opløbsstrækning, der passer de rigtige powersprintere med den højeste topfart.

 

Messina har været besøgt i alt 8 gange, første gang i 1930 og senest i 1999, hvor Jeroee Blijlevens vandt en massespurt. Francesco Moser, Urs Freuler og Giuseppe Bontempi hører til blandt vinderne i byen.



image


 

 

6. etape, torsdag d. 11. maj: Reggio Calabria - Terme Luigiane, 217 km (**)

Efter fem etaper på landets to største øer har man langt om længe nået Italiens fastland, hvor man straks indleder den lange rejse helt nede fra støvlens sydligste spids mod de høje bjerge i nord, hvor løbet skal afgøres i den sidste uge. Det hele begynder med en lang dag langs den flade kyst, hvilket umiddelbart kunne inspirere sprinterne. Som så ofte før i den italienske grand tour har man imidlertid krydret finalen med en lille bakke op til mål, hvilket sætter scenen for en klassisk Giro-finale for eksplosive puncheurs.

 

I alt skal rytterne bevæge sig hele 217 km fra Reggio Calabria lige på den anden side af Messina-strædet i forhold til Messina, hvor man sluttede onsdagens etape. I den første halvdel bevæger man sig mod nordøst. Først følger man kystvejen, der efter en flad indledning byder på kategori 3-stigningen Barritteri (11,3 km, 4,2%, 8%), der har top efter 38,6 km. Efter nedkørslen flader det igen ud, inden man skærer ind i landet, hvor en jævn opkørsel leder op til dagens to spurter, der kommer hurtigt efter hinanden efter hhv. 70,2 og 91,4 km.

 

Efter nedkørslen er man tilbage ved kysten, og derefter følger man den helt flade kystvej mod nord. Det lette terræn afbrydes kun, efter 190,2 km, hvor man kortvarigt kører ind i landet for at forcere kategori 4-stigningen Marina di Fuscaldo (2,1 km, 6,7%, max. 11%), der har top, når der resterer 23,7 km. Herefter venter en teknisk nedkørsel tilbage til vandet, hvor kystvejen følges forbi målbyen og frem til Cetraro, hvor man vender rundt for at køre tilbage til Terme Luigiane. Finalen er en anelse mere kuperet, idet der i de sidste 50 km er flere små bakker undervejs.

 

I finalen drejer man mod øst for at køre ind til målbyen, og her bliver det mere kompliceret. Med 7 km til mål rammer man en 1 k lang bakke, der stiger med 5,9% i gennemsnit, inden det falder jævnt frem til bunden af målstigningen. Den er 2 km lang og stiger med 5,3% i gennemsnit, men de sidste 800 m stiger med 8%. Det sidste skarpe sving kommer i bunden af bakken, mens den sidste bløde kurve kommer med 500 m til mål. Opløbsstrækningen er 6 m bred.

 

Der er skabt så store forskelle i klassementet, at det ikke er utænkeligt, at et udbrud kan få lov at køre om sejren på en dag, hvor finalen er for hård for sprinterne. Dette er en af de etaper, Philippe Gilbert havde udset sig, men i belgierens fravær er der ikke mange puncheurs til start. Det øger chancen for, at en gruppe kan holde hjem, men det kan ikke udelukkes, at Bahrain-Merida vil investere lidt kræfter i at køre for Enrico Gasparotto på en dag, der passer ham fremragende, at Astana vil søge opmuntring ved at jagte en sejr med Luis Leon Sanchez, eller at Dimension Data tror på Nathan Haas. For klassementsrytterne handler det om at undgå tidstab, men det kan ikke udelukkes, at Tom Dumoulin, Adam Yates eller Rui Costa kan bruge deres eksplosivitet til at gå efter lidt bonussekunder.

 

Terme Luigiane har været målby for Giroen tre gange. I 1993 vandt Dmitri Konyshev, i 1995 var Maurizio Fondriest bedst, og i 1999 tog Laurent Jalabert sejren i en massespurt.

image





 

7. etape, fredag d. 12. maj: Castrovillara - Alberobello, 224 km (*)

Rejsen mod nord fortsætter med endnu en meget dag langs kysten, men modsat på den foregående etape har man arrangørernes side ikke valgt at genere sprinterne unødigt. Terrænet i området er stort set helt fladt, og man har derfor designet en flad finale, der er som skabt til, at de hurtige afsluttere kan få endnu en dag i rampelyset, inden de går i survival mode i næsten en uge, mens de venter på deres næste chance på 12. etape.

 

For anden dag i træk er der tale om en etape på mere end 200 km, når man rejser 224 km fra Castrovillara og Alberobello. Startbyen ligger et par kilometer inde i landet, og derfor lægger man ud med at køre ned ad en 20 km lang nedkørsel, der leder mod vest og ud til kysten. Her drejer man til venstre, og derefter følger man den flade kystvej mod nordøst stort set hele dagen. Det ændrer sig først efter 130 km, hvor man drejer fortsætter mod nordøst og kører ind i landet. Herefter venter dagens første spurt efter 138,7 km, inden man rammer bunden af kategori 4-stigningen Bosco delle Pianelle (4,8 km, 3,6%, max. 8%), der har top efter 154,1 km. Der er ingen efterfølgende nedkørsel, og i stedet fortsættes mod nordøst og øst ad en stort set flad vej.

 

Efter 184,3 km drejer man rundt for at køre mod nordvest, men det ændrer ikke etapens karakter nævneværdigt. Det stiger dog ganske, ganske let over de sidste 40 km. Vejen er imidlertid mere kompliceret, da man passerer igennem adskillige byzoner med diverse forhindringer. Mod slutningen venter en kompliceret finale, når man slår en lille sløjfe rundt i målbyen. Det stiger således let fra 4,5 til 2,5 km-mærket, hvorefter det hovedsageligt falder frem til den røde flamme. Undervejs er der skarpe sving med 2700 og 1300 m til mål. De sidste 700 m stiger ganske let og byder på et skarp sving med 500 m til mål. En blød kurve leder ind på den 100 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

 

Sprinterne har ganske mange muligheder i den første uge, men derefter tynder det gevaldigt ud. Efter denne etape skal de vente i næsten en uge, inden de igen kan komme til fadet, og derfor er det usandsynligt, at de vil lade denne mulighed gå fra sig. Vinden kan måske komme i spil, men på papiret er der tale om en sprinteretape, hvor distancen og de små bakker i finalen imidlertid kan trætte nogle af de mindre holdbare typer og favorisere de stærkeste af de hurtige folk.

 

Alberobello har ikke tidligere haft besøg af Giroen eller været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.
 





8. etape, lørdag d. 13. maj: Molfetta - Peshici, 189 km (***)

En første weekend har traditionelt været tidspunktet, hvor klassementskampen skydes i gang. I år det sket langt tidligere på Etna, men igen i år vil der på de sidste to etaper i den første uge være basis for at skabe yderligere tidsforskelle. De største kan skabes på søndagens store bjergetape til Blockhaus, men klassementsrytterne skal være på stikkerne allerede lørdag, hvor der venter en klassisk Giro-finale, der er som skabt til de eksplove puncheurs.

 

8. etape byder på i alt 189 km mellem Molfetta og Peshici og kan inddeles i to dele. Starten gå ved Adriaterhavskysten, og de første 84 km foregår langs den helt flade kystvej, der følges mod nordvest. Den afsluttes med dagens første spurt, der kommer efter 84,2 km, og herefter ændrer etapen karakter. Det sker, når man slår et smut ind i landet for at køre op af kategori 2-stigningen Monte Sant Angelo (9,6 km, 6,1%, max. 10%), en meget jævn stigning, der aldrig bliver meget stejl. Toppen kommer efter 100,7 km, og herefter kører man tilbage til kystvejen, som man føger mod nordvest. Nu er den imidlertid helt anderledes, snoet og med flere små bakker.

 

Herefter kører man igen ind i landet for at ramme kategori 4-stigningen Coppa Santa Tecla (7,6 km, 4,2%, max. 10%), der har top efter 143 km. Nedkørslen leder ned til kysten, som man følger mod nord og nordvest, men nu er den næsten helt flad. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 160 km.

 

I finalen slår man igen et smut ind i landet for at køre op af en lille bakke, der stiger med 2,7% i gennemsnit over 6,7 km. Toppen nås, når der resterer 6,2 km, og herefter venter en nedkørsel, der slutter når mangler 3 km. Herefter leder et fladt stykke frem til den 1500 m lange målbakke, der stiger med 5,7%, men bliver stejlere og stejlere og således stiger med 10,7% over de sidste 200 m. Vejen snor sig voldsomt, indtil man tager et U-sving lige efter den røde flamme. Et hårnålesving venter med 500 m igen, og herefter følger tre skarpe sving, indtil man når den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning.

 

Nøjagtig som 6. etape er dette en rigtig etape for puncheurs, men denne gang er finalen hårdere og helt umulig for sprinterne. Philippe Gilbert havde sat et stort kryds ud for denne dag, men i hans fravær er det igen åbent, om der er nogen, der vil kontrollere løbet. Der venter en stor bjergetape dagen efter, og det øger chancen for, at et udbrud kan holde hjem, og meget vil afhænge af, om Nathan Haas, Luis Leon Sanchez eller andre etapejægere vil få deres hold til at kontrollere løbet. Klassementsrytterne skal undgå huller i en meget teknisk finale, hvor det ikke kan udelukkes, at Adam Yates og Tom Dumoulin kan score lidt bonussekunder - eller hvad med Thibaut Pinot, der pludselig har udviklet sig til lidt af en sprinter.

 

Peschici har været målby tre gange tidligere. Det skete første gang i 2000, hvor Danilo Di Luca vandt puncheur-afslutningen foran Wladimir Belli og Paolo Lanfranchi, mens Franco Pellizotti var bedre end Vladirmir Efimkin og Serguei Yakovlev i 2006. I 2008 holdet et udbrud hjem, og det gav en overraskende sejr til Matteo Priamo, mens Daniele Bennati slog Alberto Contador i feltets spurt mere end 11 minutter senere.







 

9. etape, søndag d. 14. maj: Montenero di Bisaccia - Blockhaus, 149 km (****)

Weekenden efter den første uge har ofte budt på den første større bjergafslutning, men meget ofte har der været tale om en relativt blød finalestigning. I den 100. udgave skal feltet igen ud på en større klatreudfordring, inden de kan se frem til en velfortjent hviledag, men som det var tilfældet allerede med den tidlige afslutning på Etna, har man i denne gang fundet et bjerg, der kan gøre betydelig skade. Det sker, når den frygtede Blockhaus-stigning vender tilbage efter 8 års fravær og bliver rammen om det andet store klatreslag. Med to hårde bjergafslutninger i løbet af de første ni løbsdage vil man, når rytterne har nået toppen 1665 m højde have en meget klar ide om, hvem der skal køre om sejren i den historiske udgave af Italiens store etapeløb.

 

Med sine bare 149 km er der tale om en af de korte, intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år, men modsat mange tilsvarende udfordringer byder distancen mellem Montenero di Bisaccia ikke på andre store bjerge end målstigningen. Således bevæger man sig fra starten ad en småkuperet vej direkte ud til Adriaterhavskysten som man følger i nordvestlig retning det meste af dagen. Den byder kun på nogle ganske små bakker, blandt andet en lille stigning, der fører op til den første spurt efter 18,9 km, men derudover er første halvdel hovedsageligt flad.

 

Efter 75,4 km når man frem til Francavilla al Mare lige syd for storbyen Pescara, og her ændrer etapen karakter, når man drejer ind i landet og kører mod sydvest direkte ind i hjertet af Appenninerne og det terræn, der gør Tirreno-Adriatico til så fascinerende og smukt et cykelløb. Umiddelbart efter tager man hul på stigningen op til Chieti, der er kendt og berygtet for sin giftige afslutning på flere Tirreno-etaper, og som er rammen om dagens sidste spurt efter 91,2 km. Efter nedkørslen venter et fladt stykke samt en mindre bakke, der har top, når der resterer 30,9 km. Vejen er smal og i dårlig stand.

 

Herefter kører man ned til foden af målbjerget, og når man drejer mod sydøst, begynder det at stige. Faktisk stiger det næsten uafbrudt de sidste 25,9 km, men officielt starter stigningen først, når man efter en lille nedkørsel rammer de sidste 13,6 km. Den gennemsnitlige stigningsprocent er modbydelige 8,4%, og den maksimale er 14%. Efter en relativt blødt start holder stigningsprocenten sig over 9 i næsten 10 km, og de sidste 10 km stiger med 9,4% i gennemsnit. De sidste knap 3 km er lidt lettere, idet stigningsprocenten her er 7-9%. Med 500 m til mål kommer der en ganske lille nedkørsel, inden e skarpt sving leder ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der stiger med 8%. Derudover er der ingen sving i de sidste 2500 m.

 

Blockhaus er ikke Italiens mest kendteste stigning, men den hører bestemt til de mest modbydelige. 10 km med et gennemsnit på 9,4% kan gøre modbydelig stor skade, og bjerget er i sig selv en forklaring på, hvorfor man i år ikke kan tillade sig at ankomme til løbet uden at være i topform. På dette tidspunkt i løbet ser man tit, at udbrud får lov at holde hjem, og selvom det er mindre sandsynligt i et felt med så mange stjerneklatrere, som der i år er samlet, kan det sagtens blive til en dag for lykkeridderne. Det ændrer imidlertid ikke på, at der venter et forrygende slag mellem klassementsrytterne, inden de får sig en velfortjent hviledag.


Blockhaus har haft besøg af løbet fire gange tidligere, første gang i 1967, hvor EddyMerckx vandt. Året efter var Franco Bitossi hurtigst, og Manuel Fuente og Moreno Argentina var bedst i hhv. 1972 og 1984. Senest lagde man vejen forbi i 2009, hvor Franco Pellizotti vandt en ultrakort etape på bare 83 km - en sejr han senere har fået frataget på grund af sin blodpassag, og derfor er Stefano Garzelli officielt registreret som vinder.




image

Hviledag, mandag d. 15. maj

 

10. etape, tirsdag d. 16. maj: Foligno - Montefalco, 39,8 km enkeltstart (****)

Siden han overtog ansvaret for løbet, har løbsdirektør Mauro Vegni været meget innovativ og ikke været bundet af mange traditioner. Han har imidlertid indført én, der synes at være kommet for at blive. Siden 2013 har han hvert år indlagt en relativt lang enkeltstart på 35-50 km gennem kuperet terræn, ofte i et af Italiens smukkeste vinlandskaber. Snoede veje, svære nedkørslen, bakker af varierende længde samt flade stykker, hvor man har brug for power, har gjort det til nogle meget alsidige udfordringer, der ikke nødvendigvis har tiltalt de største specialister, og de lange enkeltstarter har hver gang spillet en nøglerolle i at afgøre klassementet. Traditionen videreføres i 2017, hvor etapen, der var den første udover åbningsetaperne på Sardinien til at blive præsenteret, igen kommer cirka midtvejs, hvor den tilbyder de mest alsidige klassementsryttere en fremragende chance for at vinde tid inden den brutale sidste uge i bjergene.

 

Etapens længde på 39,8 km følger meget fint traditionen, når rytterne i år bevæger sig mellem Foligno og Montefalco, to byer, der er placeret lige midt i den italienske støvle. Som det ofte har været tilfældet for disse enkeltstarter, kan etapen inddeles i to dele: en indledende sektion for de kraftfulde specialister og en kompliceret afslutning med stigninger, nedkørsler og tekniske strækninger. Fra starten bevæger man sig mod sydvest af en ganske svagt faldende vej, der ikke byder på nævneværdige sving og leder frem til første mellemtid, der tages efter 9,8 km. Herefter drejer man mod nordvest af en stor flad vej, men kort efter leder et venstresving væk fra hovedvejen og ind i det kuperede terræn.

 

Over de næste ca. 5 km stiger det med 4-5%, mens man bevæger sig mod syd til Madonna delle Grazie, der nås efter 17,9 km, hvor et stykke med falsk fladt leder frem til byen San Marco efter 21,8 km. Herefter venter en teknisk nedkørsel, hvorefter man igen rammer en flad, lige vej, der leder mod vest til anden mellemtid i byen Bastardo efter 28,2 km. Herfra sætter man kursen mod sydøst og siden nordøst af en hovedsageligt lige vej. De sidste 10 km stiger svagt hele vejen. Det bliver aldrig stejlt, men der er heller ingen steder, hvor man kan komme sig. I de sidste 5 km er stigningsprocenten ca. 2% det meste af vejen. På den sidste kilometer kører man via en lille nedkørsel gennem en port, hvorefter en lille rampe leder frem til den 200 m lang, svagt stigende, 6 m brede opløbsstrækning. Efter en lang, lige vej er der fire sving i de sidste 1500 m.

 

Etapen lægger sig fint i forlængelse af de tilsvarende enkeltstarter fra de foregående fire udgaver, der er blevet vundet af hhv. Alex Dowsett (2013), Rigoberto Uran (2014), Vasil Kiryienka (2015) og Primoz Roglic (2016). Igen i år byder etapen på så mange powerstykker, at specialisterne kan være, men samtidig er der nok bakker til, at det tilgodeser de mere alsidige typer. I år er stigningerne måske en anelse lettere, end vi har set i tidligere udgaver, og det er kun den første nedkørsel, der er relativt teknisk. Derfor passer årets rute måske end anelse bedre til specialisterne, end man tidligere har set. Blandt disse er imidlertid også nogle af løbets vigtigste klassementsryttere, og specielt Tom Dumoulin og Rohan Dennis er som skabt til denne etape. Også Thibaut Pinot, Tejay van Garderen og Geraint Thomas har udset sig denne etape som en nøgleudfordring, hvor der skal vindes tid, og da en enkeltstart på næsten 40 km altid vil skabe meget store afstande, er det i høj grad dagen, hvor Nairo Quintana skab sættes tilbage af de konkurrenter, der drømmer om at slå cololmbianeren.

 

Montefalco er ikke tidligere blevet besøgt af Giroen og har heller ikke været rammen om et større cykelløb i dette årtusinde.
 





11. etape, onsdag d. 17. maj: Firenze - Bagno di Romagna, 161 km (****)

Efter en af løbets vigtigste etaper bliver der ingen mulighed for at komme sig, idet man allerede dagen efter kastes ud i en udfordring, der hører til blandt løbets hårdeste. 11. etape byder på en hård dag i noget af det sværeste terræn, Toscana og Appenninerne kan byde på. I løbet af bare 161 km skal rytterne over fire lange stigninger, der i alt strækker sig over 66,4 km, hvilket straks fortæller, at der ikke er megen flad vej i løbet af onsdagens udfordring. Ingen af stigningerne er imidlertid meget stejle, og da etapen slutter med en lang nedkørsel, ligner det en dag for et udbrud mere end en etape, hvor klassementsrytterne skal dyste om tid.

 

De 161 km bringer rytterne fra storbyen Firenze til Bagno di Romagna, og indledes med et kort, fladt stykke på 15 km, der leder mod sydøst og nordøst ud af storbyen. Det skal nydes, for det er den eneste flade del af en meget kuperet etape, der for alvor indledes, når man efter 15,9 km rammer kategori 2-stigningen Passo della Consuma (15,9 km, 6,1%, max. 10%), der tackles fra den vestlige side. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører frem til den første spurt, der kommer efter 48,2 km, Her drejer man mod nord for at køre op af kategori 3-stigningen Passo della Calla (16,0 km, 5,3%, max. 9%), endnu en lang, gradvis opkørsel, der ikke bliver stejl.

 

Toppen af denne stigning kommer efter 64,2 km og efterfølges af en lang nedkørsel og et svagt faldende stykke, der leder mod nordøst frem til Santa Sofia, som nås efter 91 km. Herefter gælder det kategori 3-stigningen Passo del Carnale (11,4 km, 4,5%, max. 11%), der angribes fra nordvest. Den er irregulær, idet der tidligt venter mere end en kilometer, der stiger med 8,2% i gennemsnit, hvorefter et fladt stykke leder frem til den sidste del. Her stiger det først med 3-5%, inden de sidste 2 km har et gennemsnit på 8,2%. Toppen er placeret, når der resterer 58,6 km, og efterfølges an en nedkørsel, der leder frem til første passage af målstregen, der kommer umiddelbart efter den sidste spurt, som er placeret efter 107,9 km.

 

Etapen afsluttes med en omgang på en 49,7 km lang rundstrækning i området sydøst for målbyen. Første halvdel stiger uafbrudt og kulminerer på toppen af kategori 2-stigningen Monte Fumaiole (23,1 km, 3,7%, max. 12%). Det er en lang, jævn stigning, hvor stigningsprocenten ligger på 3-5% det meste af de første 20 km, kun afbrudt af to mindre nedkørsler undervejs. De sidste 3 km er stejlere med et snit på 8,6%, og det kulminerer på den sidste kilometer, der stiger med næsten 12%. Fra toppen resterer 25,2 km, som først leder mod nord af en teknisk svær nedkørsel, der byder på en lille kontrabakke med top 12,7 km fra stregen. Herefter går det videre ned til de sidste 3500 m, der er flade. Undervejs er der flere hårnålesving. De sidste kilometer byder på mange rundkørsler, men det sidste sving kommer med 5900 m til stregen, hvorefter der kun er bløde kurver på den 6 m brede vej.

 

Med det næsten totale fravær af flade stykker er der tale om en helt klassisk Appennineretape, men terrænet byder ikke på de mange meget stejle stigninger, som karakteriserer området. Tværtimod er der tale om lange, jævne opkørsler, og det er ikke terræn til at skabe forskelle mellem de bedste. Da de seneste to etaper samtidig har budt på vigtige klassementsslag, er det en dag, hvor favoritterne sandsynligvis vil holde sig i ro, men det betyder ikke, at det bliver en nem etape. Da der står ”udbrud” skrevet ud over samtlige 161 km, vil der være krig straks fra start, inden en gruppe af lykkeriddere slider sig fri og med stor sandsynlighed får lov at slås om sejren.


Bagno di Romagna er ikke tidligere blevet besøgt af Giroen og har heller ikke været rammen om et større cykelløb i dette årtusinde.






12. etape, torsdag d. 18. maj: Forli - Reggio Emilia, 229 km (*)

Efter en første uge, der bød på masser af muligheder, har sprinterne været i survival mode siden 7. etape. Nu er det imidlertid igen tid for de hurtige folk at træde ind i rampelyset, og det handler om at være klar på 12. og 13. etape. Således er dette de sidste to dage for sprinterne, som end ikke kan se frem til at slås om sejren i Milano, og derfor skal der en sejr ind på kontoen nu, hvis ikke løbet skal ende som en fiasko. Første chance kommer på den meget lange 12. etape, der er en klassisk transportetape frem mod bjergene i nord, og som byder på en totalt flad sidste tredjedel, der er som skabt til de største sprintere.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 229 km mellem Forli og Reggio Emilia, der begge ligger på en helt lige hovedvej på den sydlige del af Po-sletten. Fra start følger man denne flade vej mod nordvest frem til Faenza, der nås efter 9,9 km, men i stedet for at lave en helt flad etape ved at fortsætte ad denne hovedfærdselsåre, sender arrangørerne rytterne mod sydvest ind i det kuperede terræn syd for Bologna, der er kendt fra Giro dell’Emilia. Det betyder, at det herfra stiger jævnt frem til toppen af kategori 2-stigningen Cotta di Cassaglia (7,7 km, 4,9%, max. 9%), der nås efter 62,9 km. Herefter føælger man en let nedkørsel ned til det sydligste punkt, hvorefter man mod vest passerer forplejningszonen og dagens første spurt, der kommer efter 96,7 km.

 

Herfra sætter man igen kursen mod nord, og det foregår såmænd via A1-motorvejen, der imidlertid ikke er flad. Derfor skal man op over kategori 3-stigningen Valico Appenninico (10,1 km, 3,7%, max. 12%), der har top efter 110,4 km, inden en let nedkørsel leder frem til et fladt stykke. Her forlader man igen motorvejen for at køre om pointene i dagens sidste spurt efter 152,6 km, hvorefter man fortsætter frem til udkanten af Bologna. Man er nu tilbage på Po-sletten, og herefter fortsætter man den rejse mod nordvest, man indledte i begyndelsen af etapen. Den resterende del består således af en lang, lige, flad strækning, der passerer gennem flere tæt bebyggede områder, specielt når storbyen Modena passeres med knap 30 km til mål. Det hele ender med en helt flad finale på lige, brede veje, hvor der kun er tre meget bløde sving med 1800, 900 og 350 m til mål, inden man når den 7 m brede opløbsstrækning.

 

Sprinterne er stort set løbet tør for muligheder, og selvom første halvdel er kuperet, og etapen er meget lang, er det utænkeligt, at de vil lade denne mulighed glide fra sig. Derfor kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere løbet hårdt for at sætte deres kaptajner op til et af de sidste store slag i en finale, der er som skabt til ryttere med den højeste topfart. Udbrud har altid bedre chancer sidst i løbet, specielt på en ikke helt nem dag som denne, men det vil være en overraskelse, hvis ikke det hele ender i en massespurt.

 

Reggio Emilia har fem gange været målby i Giroen. I 1927 vandt Alfredo Binda som den første, og efter besøg i 1947, 1966 og 1983, tog Pietro Caucchioli senest en solosejr fra et udbrud i 2001, da han ankom 33 sekunder før en lille gruppe, hvis spurt blev vundet af Davide Rebellin.

 






13. etape, fredag d. 19. maj: Reggio Emilia - Tortona, 167 km (*)

I de senere år har man ofte lagt to sprinteretaper ind i den sidste uge for at give sprinterne et incitament til at blive i løbet. Med beslutningen om at slutte løbet med en enkeltstart var det klart, at det ville blive svært for de hurtige folk at få muligheder i den sidste uge, og da man helt har undladt at lægge en flad etape ind efter sidste hviledag, er 13. etape sidste chance for sprinterne. Den er imidlertid så let, som den overhovedet kan blive. Løbet har tradition for at have mindst én helt flad etape, enten langs Adriaterhavskysten eller på Po-sletten, og den etape kommer i år på den næstsidste fredag, hvor den rytterne får lov til at tilbringe en dag på sletten, inden de fra og med lørdag begiver sig ind i bjergene.

 

Fra starten bevæger man sig mod nordvest gennem storbyen Parma, der passeres efter 30,5 km, hvorefter man fortsætter ad den helt flade vej forbi den første indlagte spurt, der kommer efter 67,5 km, frem til endnu en storby, Piacenza. Den passeres efter ca. 90 km, hvorefter man drejer svagt og sætter kursen mod vest. Det ændrer imidlertid ikke på etapens karakter, idet det fortsat er helt fladt.

 

Efter 126,6 km dystes der om point i den indlagte spurt i Brogi, hvorefter man drejer mod sydvest for at køre gennem Castreggio. Her rammer man efter 138,6 km ruten fra Milano-Sanremo, og det betyder, at man har kurs mod Turchino-passet og storbyen Genova. Man ender imidlertid etapen, inden man når stigningen, og der venter en flad finale i Tortona. Her følger man en lige vej med flere rundkørsler og en blød kurve med 1700 m til stregen. Der venter imidlertid et sving i en rundkørsel 450 m fra stregen, hvorefter man rammer den 7,5 m brede opløbsstrækning.

 

Efter denne etape vil André Greipel og måske også Caleb Ewan sandsynligvis vende næsen hjemad, og da det er absolut sidste chance for sprinterne, er der ingen risiko for, at de vil misse den. Etapen er så let, som den overhovedet kan være, og da vinden stort set aldrig spiller en rolle i området, bør det blive en massespurt. De senere år har ganske vist vist, at udbrud ofte overrasker i denne fase af Giroen, men det sker næppe denne gang. Lead-out-togene skal imidlertid være fintunede forud for en finale, hvor et sent sving gør positionering afgørende.

 

Tortona har kun én gang tidligere været vært for løbet. Det skete i 1989, hvor det såmænd var Jesper Skibby, der løb med sejren. Man har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.






14. etape, lørdag d. 20. maj: Castellania - Oropa, 131 km (***)

Nøjagtigt som Vueltaen sørger Giroen altid for at have mange af sine store bjergetaper i weekenderne. Derfor indledes den bjergrige tredje uge stort set altid på løbets næstsidste lørdag, og det er også tilfældet i år. I de senere år har den sidste uge været brutal, men i år synes man at have givet sværhedsgraden en ekstra tand. Således byder de sidste 8 løbsdage ikke på én eneste flad etape - i hvert fald hvis man ser bort fra den sidste enkeltstart, der ikke kan betragtes som en let dag - og det hele indledes med løbets tredje bjergafslutning, når man på 14. etape vender tilbage til den berømte Oropa-stigning efter bare tre års fravær. Bjerget er ganske vist ikke løbets vanskeligste, men da alle drømmer om at vinde et sted, hvor Marco Pantani leverede en af sine mest mindeværdige bedrifter, er scenen sat til det første af mange klassementsslag i løbets sidste del.

 

Som det var tilfældet på 9. etape er der tale om en kort, intens etape, der bringer feltet over beskedne 131 km fra Castellania til Oropa, men igen har man ikke designet en af den type ruter, der lægger op til angreb straks fra start. Tværtimod kunne etapen ikke være mere enkel, idet den stort set er helt flad frem til bunden af målstigningen. Således indledes etapen på Po-sletten, og den indledende del består af en lang tur mod nordvest frem mod de høje bjerge. Efter en kort nedkørsel i starten er der således ingen terrænmæssige udfordringer, og højdepunkterne er de to indlagte spurter, der kommer efter hhv. 60,7 og 76,2 km.

 

Efter ca. 100 km begynder det langsomt at stige, og man kører således opad i ca. 20 km, indtil man når frem til Biella, der ligger for foden af bjergene. Her skifter etapen karakter, når man fortsætter mod nordvest direkte ind på Oropa-stigningen, der er af 1. kategori. Over 11,8 km stiger den med 6,2% i gennemsnit og når et maksimum på 13%, men den er inddelt i to dele. De første 5 km er således lette med procenter på 2-5, men derefter tager den fat. De næste knap 2 km stiger med 8,5% i gennemsnit og inkluderer et stejlt stykke på en brostensagtig belægning. De sidste 4,25 km stiger med 7,6% i gennemsnit, men er meget irregulær. Således er der en stejl rampe på 11% og procenter over i ca. en kilometer, inden de sidste 1500 m er lettere. Et stykke med 4% leder frem til den sidste kilometer, der stiger med 7-8%. Finalen er teknisk kompliceret, idet der er fire skarpe sving i rap på de sidste 300 m, det sidste med 120 m til mål, der er placeret på en 6,5 m bred vej med brostensagtig belægning.

 

Oropa er ikke Italiens sværeste stigning, idet den vanskelige del kun er ca. 6 km lang. Den har imidlertid så stejle passager, at der utvivlsomt vil opstå forskelle mellem favoritterne, men der vil være tale om relativt begrænsede forskelle. Samtidig kunne det meget vel være en god dag for et udbrud, idet det er den første af mange svære etaper i denne del af løbet. På den anden side er etapen let at kontrollere, og hvis bonussekunder er vigtige efter enkeltstarten, kan det meget vel være, at favoritterne skal køre om etapesejren også.

 

Kategori 1-stigningen Oropa (11,8 km, 6,2%, max. 13%) har været besøg fem gange tidligere. Efter at Taccone og Chirotto vandt i hhv. 1963 og 1993, tog Marco Pantani i 1999 en af sine mest berømte sejre, inden han senere blev smidt ud af løbet, ved at slå Laurent Jalabert med 21 sekunder. I 2007 vandt Marzio Bruseghin en bjergenkeltstart foran Leonardo Piepoli og Danilo Di Luca, der forsvarende førertrøjen. I 2014 leverede Enrico Battaglin et helt fantastisk comeback på de sidste meter og tog sin anden Giro-etapesejr fra et udbrud. I favoritkampen angeb Ryder Hesjedal og Pierre Rolland og vandt et par sekunder på rivalerne, mens Nairo Quintana, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, Wilco Kelderman og Rafal Majka fik slået et lille hul ned til løbets førende rytter, Rigoberto Uran.








15. etape, søndag d. 21. maj: Valdengo - Bergamo, 199 km (****)

Giro d’Italia har altid respekteret traditionen, og derfor er det kun naturligt, at man i udgave nummer 100 hylder et andet af landets tre største cykelløb. Således er 15. etape dedikeret til efterårsklassikeren Il Lombardia, og det gør man ved at slutte løbet af med en finale, der er identisk med den, der blev benyttet i 2016- og 2014-udgaverne af det store endagsløb. Det betyder i sagens natur, at der venter ens vær udfordring dagen inden sidste hviledag, men da den øvrige del af etapen ikke er sammenlignelig med den italienske klassiker, og der altid køres mere defensivt i et etapeløb, kunne det ligne en dag for et udbrud inden de store slag i de højere bjerge.

 

I alt skal der tilbagelægges 199 km mellem Valdengo og storbyen Bergamo. Startbyen er placeret på Po-sletten lige syd for de vanskelige stigninger, der bruges til Il Lombardia, men denne gang holder man sig i det flade terræn. Således består den første del af etapen af en lang rejse langs sletten mod øst, hvor den eneste udfordring er, at man passerer tæt forbi millionbyen Milano og igennem tæt befolkede områder, hvor der er adskillige forhindringer på vejene. Terrænet er helt fladt, og højdepunkterne er de indlagte spurter efter hhv. 64,5 og 139,8 km.

 

Etapen ændrer karakter i byen Zogno efter 149 km. Her leder den østlige retning direkte ind i bjergene, hvor man skal op af kategori 2-stigningen Miragole San Salvatore (8,7 km, 7,0%, max. 11%). Der er en ganske svær og regulær sag med procenter konstant på 7-10% efter en let start over de første 1700 m. Fra toppen, der kommer med 39,7 km igen, kører man mod syd via en svær nedkørsel og derefter op ad kategori 3-stigningen Selvino (6,9 km, 5,4%, max. 9%), der er betydeligt nemmere og stort set hele vejen stiger med 4-6%. Fra toppen resterer bare 28,2 km, som består af en lang nedkørsel mod syd og derefter knap 20 relativt flade kilometer mod sydvest ind til Bergamo. Her venter en vanskelig finale, idet man skal op over den kendte stigning Bergamo Alta, der leder til den gamle bydel. Den stiger med 7,9% over ca. en kilometer og byder på en brostensagtig belægning. I bunden stiger det med op til 12%. Toppen kommer med 3450 m til mål og efterfølges af en relativt let nedkørsel med et skarp sving 1800 m fra stregen. En blød bue leder under den røde flamme, og derefter venter en 800 m lang, 7,5 m bred opløbsstrækning, der kun falder ganske let.

 

Næstsidste stigning er svær, men det er ikke tilfældet for Selvino. Ganske vist skabte den udskilning i Il Lombardia, men dengang kom den efter et langt, hårdt løb. Denne gang vil rytterne sandsynligvis være mere konservative, og derfor vil favoritterne sandsynligvis vente til Bergamo Alto, hvor de mest eksplosive ryttere måske kan vinde et par sekunder. Det betyder samtidig, at det er en oplagt dag for et udbrud, og derfor er der lagt op til krig i den indledende fase, inden det sandsynligvis afgørende fremstød sættes ind.

 

Bergamo har faktisk kun været vært for Giro-afslutninger syv gange i historien. Første gang var allerede i 1912, hvor Borgarello vandt, og siden har man været forbi i 1938 (Marabelli), 1952 (Conte), 1976 (Gimondi) og 1983 (Saronni). I nyere tid vandt Stefano Garzelli en spurt i en syvmandsgruppe i 2007, mens Kanstantsin Siutsou med et sent angreb på den brostensbelagte stigning i byens gamle centrum tog en solosejr i 2009, inden Edvald Boasson Hagen og Michael Rogers ved at vinde spurten i favoritgruppen sikrede, at Highroad ryddede podiet og forsvarede Thomas Löfkvists førertrøje. Derudover har man ofte været målby for Il Lombardia, senest sidste år, hvor Esteban Chaves slog Diego Rosa og Rigoberto Uran i en tremandsspurt, og i 2014, hvor Daniel Martin med et sent angreb tog sejren. Derudover har man stort set altid været målby fo sidste etape i det nu hedengangne Settimana Lombarda, senest i 2013, hvor Alexei Tsatevich vandt en reduceret massespurt.










 

Hviledag, mandag d. 22. maj

 

16. etape, tirsdag d. 23. maj: Rovetta - Bormio, 222 km (*****)

I de senere år har man meget ofte haft løbets kongeetape på tirsdagen efter den sidste hviledag. Det er også tilfældet i 2017, hvor der på løbets sidste tirsdag venter en helt igennem brutal dag, der sender feltet op over to af Italiens mest berømte stigninger i hjertet af Alperne. Ganske vist byder den lange, udmarvende etape ikke på en bjergafslutning, men én passage af den frygtede, ekstremt stejle Mortirolo samt to passager af Stelvio, der hører til blandt de højeste af Italiens bjerge, kunne de rene klatrere ikke have ønsket sig bedre terræn til at skabe forskelle. Ganske vist er det bare indledningen på en brutal sidste uge, men der er ingen tvivl: 16. etape vil give et klart svar på, hvem der kan vinde årets Giro d’Italia.

 

Ikke blot er terrænet udfordrende, etapen er også meget lang. Således skal der tilbagelægges hele 222 km mellem Rovetta og Bormio, der ligger midt i Alperne. Rytterne skal nyde starten, hvor en lille nedkørsel leder mod sydøst ned i dalen, hvor man drejer mod nordøst og forsætter igennem fladt terræn til den første indlagte spurt, der kommer efter 59,9 km. Herefter bryder helvede løs, når man forlader dalen for at køre op ad den frygtede Mortirolo-stigning. Denne gang skal den imidlertid tackles fra den sydlige side, sm man sidst gjorde det i 1990, og den er derfor ikke så svær som ved de seneste besøg. I alt stiger den med 7,6% over 12,8 km, og det meste af tiden ligger stigningsprocenten på 7-9%. Mod toppen venter et fladere stykke, inden de sidste 2,5 km stiger med 9,6% i gennemsnit. Toppen kommer efter 84,5 km og efterfølges af en meget svær nedkørsel mod nord, der ender i Grosio. Her fortsætter man mod nord via den svagt stigende dalvej frem til Bormio, hvor man krydser målstregen for første gang efter 122,4 km.

 

Etapen afsluttes med en omgang på en brutal 99,6 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af to passager af Stelvio-stigningen fra to forskellige sider. Straks fra start kører man mod nord op af bjerget, der fra denne side stiger med 7,1% i gennemsnit over 21,7 km. Der er tale om en relativt regulær stigning med stigningsprocenter på 7-9% kun afbrudt af enkelte letter stykker undervejs, specielt i den sidste halvdel. De sidste 3 km er imidlertid stejle med procenter på 8-11. Toppen er årets Cima Coppi, løbets højeste punkt, og er placeret, når er mangler 78,5 km.

 

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel frem til etapens nordligste punkt. Her vender man rundt ved dagens sidste spurt, der kommer efter 175,2 km i et relativt kort dalstykke. Herefter begynder det at stige svagt frem til den schweiziske grænse, der passerer efter 183,3 km. Man fortsætter videre mod sydvest frem til bunden af Stelvio-stigningen, der fra denne side er kendt under navnet Umbrailpass. Her er den gennemsnitlige stigningsprocent over de 13,4 km hele 8,4, og man når et maksimum på 12%. Der er tale om en yderst regulær stigning, hvor stigningsprocenten langt det meste af tiden ligger mellem 8 og 10. Toppen nås efter 202,5 km, når man rammer den første del af ruten umiddelbart syd for Stelvio-stigningens højeste punkt, og man kører nu ned til Bormio ad samme vej, som man kom op. Det er endnu en teknisk meget svær nedkørsel, der slutter bare 1 km fra stregen, hvor man laver en U-vending. Herefter venter adskillige 90-graders sving i en meget teknisk finale, inden man når den 100 m lang, 7 m brede opløbsstrækning.

 

Med tre af Italiens sværeste stigninger er der ingen tvivl om, at dette er løbets kongeetape. Ganske vist slutter den ikke på et bjerg, men da nedkørslen praktisk talt slutter ved målstregen, er det muligt at bibeholde et eventuelt forspring. Den sidste stigning er decideret modbydelig og kan skabe kolossale forskelle, og rytterne kan derfor ventes at komme ind en og en. Samtidig vil de svære nedkørsler utvivlsomt spille en rolle. Da det er den første af mange svære dage og en rute, der er svær at kontrollere, er der imidlertid ganske gode muligheder for at en udbryder løber med sejren på en dag, som meget vel kan afsløre, hvem der ender med at vinde årets Giro d’Italia.

 

Bormio har seks gange været benyttet som målby. Fausto Coppi vandt her i 1953, Charly Gaul i 1960 og 1961, og Erik Breukink tog sejren i 1988. I 2000 slog Gilberto Simoni Eddy Mazzoleni, Francesco Casagrande og Wladimir Belli i en spurt, mens Damiano Cunego var hurtigere end Dario Cioni, Serguei Gonchar og Simoni i 2004.
 












17. etape, onsdag d. 24. maj: Tirano - Canazei, 219 km (***)

Modsat tidligere år har man valgt, at samtlige etaper - bortset fra den sidste enkeltstart - i løbets tredje uge, skal byde på høje bjerge og dermed en mulighed for at skabe ravage i klassementet. Skal man pege på den nemmeste af de fem bjergetaper må det imidlertid være den anden i striben. Således byder 17. etape ikke på de sværeste stigninger, og da de vanskeligste ovenikøbet kommer i den første halvdel er det næppe en dag for klassementsrytterne, der får mulighed for at komme sig lidt efter kongeetapen. Med en lang, gradvis stigning op til et mål i skisportsmekkaet Canazei siger det imidlertid sig selv, at der ingenlunde er tale om en flad etape, og derfor vil de klatrestærke udbrydere have udset sig denne onsdag som en dag, hvor man kan gå efter sejren.

 

For anden dag i træk skal rytterne ud på mere end 200 km, idet de skal tilbagelægge hele 219 km mellem Tirano og Canazei. Starten er ganske brutal, idet man efter 3 flade kilometer kører mod sydvest og siden nordøst op af den kendte Aprica-stigning. Den er af aktegori 2 og stiger med 6,3% i gennemsnit over 12,3 km. Den er yderst regulær og når kun kortvarigt et maksimum på 11% midtvejs. Toppen kommer efter 15,1km, og herefter følger en ikke så svær nedkørsel, idet man fortsætter mod nordøst frem til bunden af kategori 2-stigningen Passo del Tonale, en anden kendt stigning i Giro-sammenhæng. Forud for den officielle start på stigningen venter 20 km, hor det stiger jævnt, indtil man rammer det 11 km lange bjerg, der har en gennemsnitlig og maksimal stigningsprocent på henholdsvis 5,7 og 10. Også det er en meget jævn stigning, der konstant ligger på 5-7%.

 

Toppen nås efter 60,2 km og herefter følger en meget lang nedkørsel til byen Cles, der er kendt fra Giro del Trentino og vært for den første spurt eft 105,7 km. Herfra fortsætter man mod syd ad en let faldende dalvej, indtil man rammer den korte kategori 3-stigning Giovo (5,9 km, 6,8%, max. 12%), der stiger med 8,5% på de første 1,5 km og derefter ligger på ca. 7% efter en lille nedkørsel. Toppen kommer når der resterer 82 km, og herefter går det resten af dagen mod nordvest ad en jævnt stigende vej. Kun efter ca. 160 km falder det kortvarigt, indtil en lille rampe leder op til dagens sidste spurt, der kommer efter 178,9 km, men eller ellers stiger det let hele vejen uden nogensinde at blive stejlt. I de sidste 5 km kører man ad brede, gode veje ad en vej, der næsten ikke stiger. Vejen bugter sig kun ganske svagt, og den sidste lette kurve leder ind på den 450 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning, der er svagt faldende.

 

Denne etape har ”udbrud” skrevet ud over det hele. Stigningerne er hverken svære nok eller placeret tilstrækkeligt tæt på mål til at kunne skabe bare ravage, og favoritterne vil være ivrige efter at spare på kræfterne inden de sidste tre store bjergetaper. Derfor bliver der krig mellem de gode klatrere, der ikke er med i klassementet, på løbets svære første del, inden en gruppe sandsynligvis skal afgøre det i en finale, der bestemt ikke bliver nem at håndtere ud fra et taktisk synspunkt.

 

Canazei har kun været besøgt to gange. Det skete første gang i 1978, hvor Baronchelli vandt, og i 1987, hvor sejren gik til hollandske van der Velde. Byen har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.















 

18. etape, torsdag d. 25. maj: Moena - Ortisei/St. Ulrich, 137 km (*****)

17. etape gav mulighed for at trække vejret, men fra nu af er der krig mellem klassementsrytterne, der skal slås om sejren på de sidste fire etaper, der alle har potentialet til at ændre klassementet. Den vanskeligste af de fire kommer allerede om torsdagen, hvor der venter en etape, der næsten kan gøre 16. etape kamp om at kunne kalde sig løbets kongeetape. Med sine bare 137 km, knap 4000 højdemeter og hele fire store bjerge og en mindre stigning er 18. etape en af de korte, meget intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år, og da der stort set ikke er en meter fladt i de sidste 120 km, er det en etape, der inviterer til, at man åbner løbet udefra, hvis man har meget tid, der skal vindes.

 

Etapen indledes i Moena i hjertet af Dolomitterne, hvorfra man kører mod nordøst ad en let stigende dalvej frem til 17. etapes mål i Canzei. Her rammer man bunden af den kendte kategori 1-stigning Passo Pordoi, der stiger med 6,7% i gennemsnit over 11,9 km og når et maksimum på 9%. Der tale om en helt regulær stigning næsten helt uden udsving. Toppen kommer efter 26 km, hvorfra man forsætter mod øst ad en nedkørsel frem til et kort dalstykke og byen Cernadoi. Herfra kører man mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Passo Valarola, der over 12,3 km stiger med 6,4% i gennemsnit og når et maksimum på 14% på de sidste meter. Også den er yderst regulær nærmest uden udsving i stigningsprocenten.

 

Toppen kommer efter 57,2 km ved det østligste punkt, hvorfra man tager nedkørslen mod nordvest ned til dagens sidste stigning i La Villa efter 71,5 km. Her venter endnu et ultrakort dalstykke, inden man kører mod sydvest tager hul på kategori 2-stigningen Passo Gardena (9,3 km, 6,4%, max. 11%), der som de foregående stigninger er helt jævn. Herefter ændrer etapen karakter, idet man over de næste 40 km kører mod vest ad en meget lang nedkørsel, der kun afbrydes af den lille kategori 3-stigning Passo di Pinei (4,2 km, 6.3%m max. 15%), der indledes efter en passage gennem målbyen Ortisei, der nås efter 103,5 km.

 

Toppen af stigningen passeres efter 108,8 km, og nedkørslen afsluttes i Ponte Gardena efter 123,7 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod øst op ad den afsluttende kategori 1-stigning Pontives. Den stiger med 6,8% over 9,3 km og har et maksimum på 12%, men dataene snyder. Således er de sidste 6 km relativt lette, mens de sidste 3,3 km stiger med 9,3% i gennemsnit og stort set konstant har en stigningsprocent på over 9. Toppen kommer 4 km fra mål, hvorefter det stiger svagt med 2,6% i gennemsnit frem til der resterer 1500 m. Her bliver det en anelse stejlere, kulminerende med en lille rampe på 13% 500 m fra stregen. Her venter et højresving og en kort nedkørsel på en brostensagtig belægning, indtil vejen flader ud i de sidste 150 m.

 

Med det kolossale antal højdemeter og meget gå dalstykker samt nogle relativt svære stigninger er dette en etape, der muliggør et stort angreb fra distancen for ryttere, der måtte have tid at hente efter enkeltstarten. Det er imidlertid værd at notere sig, at de sidste 50 km hovedsageligt er faldende, og derfor kan det blive svært at holde et forspring, der måtte være etableret. Derfor er det sandsynligt, at der køres mere konservativt, og at favoritterne venter med at slås til det sidste bjerg, der er svært nok til, at der i finalen efter så lang en dag kan gøres pæne forskelle. Samtidig er det en dag, der er meget svær at kontrollere og derfor oplagt til, at et stærkt udbrud skal køre om sejren, specielt fordi klassementsholdene også skal spare kræfter til de sidste to store bjergetaper.

 

Ortisei blev første gang besøgt i 1940, hvor Gino Bartali tog sejren. Siden er det kun i 2005, at man har været på besøg. Her tog Ivan Parra en solosejr 23 sekunder foran Juan Manuel Garate og Jose Rujano.












19. etape, fredag d. 26. maj: San Candido - Innichen, 191 km (****)

Selvom man nu tre dage i træk har befundet sig i de høje bjerge, er der ingen mulighed for at hvile på laurbærrene. Også de sidste tre etaper kan afgørende ændre på klassementet. Enkeltstartsrytterne har deres chance på sidste etape, og derfor skal klatrerne maksimere udbyttet af 19. og 20. etape. Deres bedste mulighed har de på fredagens tredjesidste etape, der samtidig byder på løbets sidste bjergafslutning. Ganske vist er der ikke tale tom en stor bjergetape med mange stigninger, men et hårdt finalebjerg betyder, at meget kan ændres så tæt på målet i Milano.

 

I alt skal der tilbagelægges 191 mellem San Candido/Innichen og Piancavallo-stigningen. Starten er modbydelig, idet man straks fra start bevæger sig mod sydøst ad en let stigende vej frem til bunden af kategori 3-stigningen Passo di Monte Croce Comelco/Kreuzbergpass (7,9 km, 4,3%, max. 8%)., der har top efter 13,9 km. Herefter venter en lang nedkørsel mod sydøst, indtil man drejer mod øst for ad en let stigende vej at køre op til dagens første spurt, der kommer efter 47,3 km. Herefter fortsætter man ad den lange, lette nedkørsel mod sydøst gennem byen Ovaro, der er kendt som startpunktet for Monte Zoncolan.

 

Først efter 93 km ender nedkørslen i etapens østligste punkt, hvorfra man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Sella Chianzutan (11,7 km, 5,6%, max. 10%), hvis data snyder en anelse, idet man efter en let start og en lille nedkørsel rammer 6 km, der stiger med 6,5% og ofte ligger på 7-8%. Den har top efter 104,7 km, hvorefter en nedkørsel med flere tunneller leder ned til Po-sletten og byen San Francesco. Herfra bliver etapen helt flad, idet man kører ad sletten mod vest frem til den sidste spurt, der kommer i Maniago efter 156,3 km. Herfra fortsætter man mod sydvest frem til Aviano, der ligger for bunden af Piancavallo-stigningen, der er i kategori 1. Den stiger med 7,3% over 15,4 km og når et maksimum på 14%, men også dens data snyder. Således tiger de første 6,5 km med hele 9,4% i gennemsnit, hvorefter der følger 4,4 km med et gennemsnit på 7,5%. Herefter bliver stigningen betydeligt nemmere, og de sidste 1850 m stiger kun med 1,3% i gennemsnit. Finalen er teknisk med tre hårnålesving på de sidste 2 km, indtil man rammer en næsten lige vej med 500 m igen. En blød kurve leder ind på den 100 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,5% og 6,5 m bred.

 

20. etape er endnu sværere end denne, men den afsluttes med 15 flade kilometer. Derfor er dette den bedste mulighed, de rene klatrere har for at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart. Piancavallo er med sin stejle start velegnet til at skabe forskelle, men det kræver power at holde den gående på den sidste, lidt lettere del. Derfor kan det være svært at ændre meget på klassementet på et tidspunkt, hvor folk som regel er på grænsen og har mistet den eksplosivitet, der gør det muligt at gøre forskelle. En udbrudssejr synes oplagt på en dag, hvor der er meget fladt, og der også skal spares kræfter til den farligere 20. etape, hvor man kan få brug for hjælperyttere længere fra mål, men under alle omstændigheder vil klassementsrytterne igen slås om tid på den sidste stigning.

 

Piancavallo har kun været målby én gang tidligere. Det var i 1998, hvor en vis Marco Pantani tog sejren på vej mod sin samlede triumf.
 









20. etape, lørdag d. 27. maj: Pordenone - Asiago, 190 km (****)

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det bliver også tilfældet i år, hvor klatrerne får en sidste chance for at vinde afgørende tid inden enkeltstarten på en brutal etape, der indeholder den frygtede stigning Monte Grappa, men som slutter med 15 flade kilometer, der kan anspore til lidt mere defensiv kørsel, hvis klassementet er relativt veletableret, og podiepladserne synes uddelt.

 

I alt skal der tilbagelægges 190 km mellem Pordenone og Asiago. Startbyen er placeret på Po-sletten, og derfor er første del af etapen helt flad, mens man bevæger sig mod sydvest frem til den første spurt i Conegliano efter 30,5 km. Her venter den lille, stejle kategori 4-stigning Muro di ca’ del Poggio (11 km, 12,7%, max. 18%), der har top efter 37,3 km og indleder en rejse mod vest og nordvest. Herefter er terrænet hovedsageligt fladt med nogle enkelte mindre bakker, indtil det bliver helt fladt, når man kører mod nord frem til den sidste spurt i Feltre efter 91,3 km.

 

Etapens karakter ændres her mærkbart, idet man nu kører mod sydvest frem til bunden af det frygtede kategori 1-bjerg Monte Grappa, der bestiges fra sin nordlige side, og senest blev besøgt i 2014, hvor Nairoq Quintana slog Fabio Aru i en fantastisk bjergenkeltstart på dets skråninger. Stigningen er 24,2 km lang og stiger med 5,3% i gennemsnit efter at have nået et maksimum på 11% i bunden. De første 8,5 km er de hårdeste, idet de stiger med et gennemsnit på 7,8%, men herefter flader det ud. Efter et kort, lidt stejler stykke midtvejs, følger fire næsten helt flade kilometer, der endda byder på et par nedkørsler, inden de sidste knap fire kilometer stiger med 5,9%.

 

Toppen nås med 67,3 km til mål, hvorefter der venter en teknisk meget svær nedkørsel. Herefter fortsætter man ad en flad vej mod nordvest frem til bunden af løbets sidste stigning, kategori 1-stigningen Foza. Den stiger med 6,7% i gennemsnit over 14 km og når et maksimum på 11% et par kilometer fra toppen. Efter en let start er det en meget regulær stigning, hvor procenten stort set konstant ligger på 6-8. Toppen kommer med 14,8 km til mål, og de foregår i en vestlig retning gennem småkuperet, hovedsageligt fladt terræn. I de sidste 5 km falder det hovedsageligt frem til de sidste 400 m ad brede, gode veje. Der er flere rundkørsler i Asiago, og der er fire skarpe sving på de sidste 2 km. Det sidste kommer med 450 m til stregen, hvorefter det stiger let på en 7 m bred vej.

 

Hvordan etapen gribes an, afhænger helt af stillingen i klassementet. Hvis det er tæt mellem de bedste, og en eller flere ryttere har vist svaghedstegn, er der basis for et stort slag, måske allerede på Monte Grappa, selvom den frygtede stigning skal bestiges fra dens nemmeste side, hvor det ikke er nemt at gøre en forskel. Hvis ikke, er der stor chance for, at det ender som lidt af en fuser, hvor mange er tilfredse med at forsvare, hvad de har. Det skyldes hovedsageligt det sidste flade stykke, der kan blive en udfordring for de lette klatrere. Det flade stykke betyder også, at de store hold har mindre incitament til at holde det samlet, og derfor er der stor chance for, at et udbrud skal afgøre kampen om sejren på årets sidste bjergetape.


Asiago har været målby fire gange tidligere med Pesenti (1930), De Vlaeminck (1970), Konyshev (1993) og Fontanelli (1998) som vindere. Derudover har byen været besøgt af Baby-Giroen i 2009, 2011 og 2012, hvor henholdsvis Peter Kennaugh, Marco Zanotti og Mattia Pozzo sejrede.










21. etape, søndag d. 28. maj: Monza - Milano, 29,3 km enkeltstart (**)

Ikke siden dramaet i 1989 har man i Tour de France gjort brug af en afsluttende enkeltstart, og også Vueltaen har gradvist bevæget sig væk fra ideen, der kun kortvarigt blev taget frem fra gemmerne i 2014. I de to øvrige grand tours er det næsten altid sprinterne, der får det sidste ord, men i Italien har man været mindre konservative. I de år, hvor man er sluttet i Milano, har man ganske vist som regel haft en sprinteretape på sidste dag, men da løbets afsluttende målby er flyttet en del i de senere år, har vi ganske ofte haft en enkeltstart på sidste dag. Det var senest tilfældet under stor dramatik i 2012, hvor Ryder Hesjedal stjal sejren fra Joaquim Rodriguez i Milanos gader. Faktisk var det i de år den foretrukne model, idet den sidste etape var en tidskørsel hvert år mellem 2008 og 2012, måske mest mindeværdigt i 2009, hvor Denis Menchov styrtede iført maglia rosa i Roms gader. I år har man i forbindelse med jubilæet ønsket en ekstra spektakulær afslutning, og det har man opnået ved igen at gøre brug af en enkeltstart og ved igen at slutte i Milano, løbets historiske hjemby. Ovenikøbet har man med en distance på 29,3 km designet en etape, der er lang nok til, at intet er givet, før løbets førende rytter er sikkert over stregen i Milano.

 

De 29,3 km bringer rytterne fra en spektakulær start på Formel 1-banen i Monza nord for Milano ind til afslutningen på den spektakulære Piazza Duomo foran Domkirken, et af Italiens smukkeste bygningsværker. Indledningsvis kører man en omgang på den flade motorsportsbane, inden man bevæger sig ud af anlægget til den første mellemtid, der tages efter 8,8 km.

 

Herefter sætter man kursen mod sydvest og byens centrum. Efter et par sving rammer man en lang, lige vej, der falder ganske let. Først ved dagens anden mellemtid, der kommer efter 17,4 km, venter der igen et par sving, og her bliver det næsten helt fladt. Med 2 km bliver vejene betydeligt smallere og ruten mere teknisk. Der venter således to sektioner med flere 90-graders sving i rap. Den første af disse kommer med 5 km til mål og den sidste på de sidste 100 m. Med 400 m igen rammer man brosten, inden en blød kurve leder ind på den 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Milano er kendt som en flad by på Po-sletten, og derfor er det et indlysende faktum, at enhver afslutningsetape i byen vil være flad som en pandekage. Det er også tilfældet for denne enkeltstart, der heller ikke er særlig teknisk, før man når finalen. Derfor er den skræddersyet til de store specialister. Hvis ikke han er helt død, står der Rohan Dennis skrevet med store bogstaver over denne etape, men også Tom Dumoulin har udset sig denne dag som en chance for at rykke op i klassementet og måske tage en etapesejr. Også Geraint Thomas og Thibaut Pinot vil håbe at kunne vinde tid på konkurrenterne, mens en fyr som Nairo Quintana håber at have opbygget sig et forspring, der betyder, at han ikke vil lide samme skæbne som Rodriguez i 2012, hvor han tabte det hele på sidstedagen. Under alle omstændigheder er der mulighed for, at der kan vendes rundt på det hele helt frem til det allersidste pedaltråd i det, der vil være en spektakulær afslutning på den 100. udgave af Giro d’Italia.


Milano er den by, der oftest har været besøgt af Giroen. Det skete senest i 2015, hvor Iljo Keisse snød sprinterne på sidste etape. I 2012 vandt Marco Pinotti en enkeltstart, og det samme gjorde David Millar i 2011. Mark Cavendish var den sidste sprinter, der vandt her tilbage i 2009, hvor byen imidlertid blev besøgt midt i løbet og ikke på sidste dag. Pinotti vandt også en enkeltstart i 2008, mens Maximilano Richeze tog en spurtsejr i 2007 (efter diskvalificeringen af Alessandro Petacchi). Også Robert Förster (2006), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Mario Cipollini (2001 og 2002) samt Mariano Piccoli (2000) har vundet spurtsejre i byen i dette årtusinde, mens Serguei Gonchar vandt en enkeltstart i 2003. Den første vinder i byen var Beni i første udgave i 1909.







HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

 

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk