Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d’Italia: Outsiderne
02. maj 2018 18:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I mange år har det været en drøm for løbsarrangør Mauro Vegni at tiltrække tiden største grand tour-rytter, Chris Froome, til Giro d’Italia. Efter års lobbyarbejde er det lykkedes forud for den 101. udgave, der måske ikke har tiltrukket det bredeste favoritfelt, men til gengæld kan byde på en yderst imødeset duel mellem Froome og den forsvarende vinder, Tom Dumoulin, der vil blive udfordret af stortalentet Miguel Angel Lopez, Esteban Chaves, Thibaut Pinot, Fabio Aru og en stribe andre etablere grand tour-ryttere og unge opkomlinge. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 101 af sportens næststørste løb.

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Det så aldrig ud til at ville lykkes at overtale Chris Froome til at risikere en mulig Tour-sejr til fordel for et forsøg på at vinde dne eneste grand tour, han endnu mangler, Giroen. Udsigten til at skrive historie og blive den første rytter til at sidde på tronen i alle tre grand tours på én gang, var dog for fristende for briten, der i november bekendtgjorde sin intention om at stille til start i Jerusalem på fredag.

 

Vegnis drøm blev kun mere fantastisk i januar, da det endegyldigt blev bekræftet, at også den forsvarende vinder Tom Dumoulin vil begive sig til Mellemøsten i denne uge. Lige siden hollænderens sejr sidste år har cykelverdenen set frem til et første stort opgør mellem Froome og den nye grand tour-stjerne. Mange havde ventet, at dette første slag ville finde sted i en af de kommende udgaver af Touren, men Froomes modige satsning betyder, at opgøret til Vegnis store tilfredshed vil finde sted på de italienske landeveje.

 

Løbet handler imidlertid ingenlunde kun om Froome om Dumoulin. Efter to store bjergetapesejre i sidste års Vuelta kan stortalentet Miguel Angel Lopez for første gang stille til start i en grand tour uden at have været sat tilbage af skader forinden, Esteban Chaves jagter den samlede sejr efter at have været så tæt på i 2016, en formstærk Thibaut Pinot går efter sejren i Tour of the Alps efter at forbedre sidste års 4. plads, og Fabio Aru er sulten efter revanche, efter at en skade sidste år afholdt ham fra at stille til start. Læg dertil, at Domenico Pozzovivo synes stærkere end nogensinde, at George Bennett i øjeblikket gør stormskridt på verdenstoppen, at Simon Yates efter et flot forår jagter ny grand tour-succes i sin Giro-debut, at Davide Formolo synes klar til endelig at indfri sit kolossale potentiale, og at feltet byder på et hav af spændende unge ryttere, hvoraf mange har en stor mulighed for at overraske, og det bliver klart, at scenen er sat til et fabelagtigt slag de kommende tre uger i Italien.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

 

Michael Woods (*)

I 2012 skabte canadisk cykelsport et sandt mirakel, da Ryder Hesjedal chokerede en hel cykelverden og i Giro d’Italia tog en af de mest uventede grand tour-sejre i dette årtusinde. Det skabte en del opmærksomhed i hjemlandet, hvor sporten ellers ikke nyder den helt store interesse. En af de canadiere, der fulgte med fra sidelinjen var cykelmotionister Michael Woods, der fra distancen kunne se sin landsmand sole sig i rampelyset.

 

Var triumfen kommet bare få år tidligere, er det dog ikke sikkert, at Woods overhovedet havde bemærket den. Dengang havde han nemlig gang i en yderst lovende løberkarriere, der første til guldmedalje i juniorernes 1500 m ved de panamerikanske mesterskaber i 2005. Derfor havde han aldrig interesseret sig spor for cykelsport, og cyklen var alene et middel, der blev brugt til lidt alternativ træning mellem de mange løbeture.

 

Desværre betød et stressrelateret brud på foden, at Woods måtte indstille sin karriere i 2007, og derfor så meget ud til, at professionel sport allerede da hørte fortiden til. Woods fortsatte dog med at cykle på motionsplan, og da han viste overraskende gode evner, overtalte et par venner ham til at give sig i kast med et par løb.

 

Siden da er det gået lynhurtigt. Det viste sig nemlig snart, at talentet for at cykle måske var endnu større end løbeevnerne, og allerede i 2013 skrev han kontrakt med det canadiske kontinentalhold Garneau-Quebecor. Det varede ikke længe, inden han begyndte sig at gøre sig gældende i de største løb på den nordamerikanske scene, hvor han gang på gang var med helt fremme i de høje bjerge og i puncheurfinaler, hvor han kunne gøre brug af sit fremragende antrit på korte, stejle bakker.

 

Da han i 2015 vandt en bjergetape i Tour of Utah og sluttede som nr. 2 samlet i løbet, der kaldes USA's hårdeste, var det klart, at potentialet rakte til meget, meget mere. Derfor slog Cannondale-manager Jonathan Vaughters da også lynhurtigt til og tilbød det canadiske fænomen en kontrakt, der på bare få år fuldendte transformationen fra pensioneret løber til professionel cykelrytter på højeste niveau.

 

Vaughters skulle ikke vente længe på at få bekræftet, at han havde set rigtigt. Allerede i sin debut i Tour Down Under betog canadieren hele cykelverdenen, da han sammen med RIchie Porte og Sergio Henao viste sig som de bedste på stigningerne i karrierens første WordlTour-løb. Et par dumme fejl og lidt uheæld betød, at det ikke blev til mere end en femteplads, men det var mere end godkendt for en mand, der aldrig tidligere havde været til start i så stort et løb.

 

Desværre blev resten af debutsæsonen ikke den store succes. En kombination af skader og sygdom samt ikke mindst store problemer med at manøvrere og positionere sig på de smalle veje i de langt mere hektiske og kringlede løb i Europa, betød, at der ikke var meget at skrive hjem om i 2016. En 18. plads i Catalonien og ikke mindst en 12. plads i Fleche Wallonne, hvor han atter betalte prisen for den dårlige positionering, var dog endnu en afspejling af potentialet, og det var klart, at der var tale om en diamant, der blot skulle poleres yderligere, inden den kunne glinse i fuldt flot. En andenplads bag Miguel Angel Lopez efter et aggressivt løb i Milano-Torino gav et vigtigt skud selvtillid inden den første vinterpause som professionel.

 

Primoz Roglic er et skoleeksempel på, hvor hurtigt man kan udvikle sig, hvis man er kommet sent ind i sporten, og i 2017 dokumenterede Woods, at også han havde fantastiske muligheder. En skuffende start i Tour Down Under blev fulgt op af et flot forår, hvor han efter en andenplads i GP Miguel Indurain var meget tæt på at vinde kongeetapen i Baskerlandet. At motoren efterhånden var udviklet blev kort efter dokumenteret i Liege-Bastogne-Liege, hvor han efter en 11. plads og sygdom i Fleche Wallonne imponerede med en 9. plads i et af sportens allerlængste løb.

 

Resultatet gav Woods selvtillid inden Giroen, hvor han var en aggressiv skikkelse, der flere gange var tæt på en etapesejr. Særligt må det ærgre ham, at han ikke fik sit hold til at jagte på 8. etape, hvor han viste sine evner som puncheur ved at vinde feltets spurt om 5. pladsen. Det blev ikke til gevinst i Italien, men som så ofte før handler en første grand tour ofte om at styrke motoren, og efterfølgende ser man ofte, at ryttere gør kolossale fremskridt.

 

Det var også tilfældet for Woods. Bare få uger senere var det kun en elendig nedkørsel på regnvåde veje, der forhindrede ham i at vinde en stor bjergetape i Tour de Suisse, men det var i Vueltaen, at hans talent for alvor blev åbenbaret.

 

Egentlig var han komme til Spanien med det mål at jagte etapesejre i de mange puncheurfinaler i løbets første halvdel, men sportsdirektør Juan Manuel Garate havde en hemmelig plan. Han troede nemlig fuldt og fast på, at hans canadiske juvel kunne mere end det, og selvom han aldrig sagde det direkte til Woods selv, drømte han om en samlet top 10-placering.

 

Og Woods leverede. Med overraskende holdbarhed på de lange stigninger i de høje bjerge holdt Woods stand hele vejen til Madrid, hvor han endte på en yderst overraskende 7. plads. Det var ikke uventet, at han kunne køre med om sejrene på de eksplosive etaper, hvor han blandt andet opnåede en flot 3. plads efter en stor Cannondale-indsats på 9. etape, men at han kunne forsvare sig på de lange stigninger kom bag på de fleste, bare ikke Garate.

 

Resultatet har givet Woods tro på, at han er grand tour-rytter, og derfor har hele 2018-sæsonen været lagt an på noget stort i Giroen, hvor han skal bekræfte resultatet fra Vueltaen. Det er desværre ikke gået efter bogen undervejs, hvor en gang sygdom i februar i Abu Dhabi har betydet, at canadieren har jagtet formen lige siden sæsonstarten. Derfor var det da også helt uden resultater, at han stillede til start i ardennerklassikerne, der var hans første store mål. Desværre betød et skuffende Fleche Wallonne, hans favoritklassiker, desværre, at meget tydede på, at han ikke havde nået det i tide.

 

Det ændrede sig imidlertid totalt bare fire dage senere. I Liege-Bastogne-Liege viste Woods atter, at han har en forrygende motor, da han efter 260 km med et smart angreb i finalen kørte sig til en imponerende andenplads. Med ét var et forsømt forår vendt til en formidabel succes, og Woods havde for første gang vist, at han kunne køre med om sejren i et af de allerstørste WorldTour-løb.

 

Endnu bedre er det, at det viser, at han har timet formen perfekt. Woods må formodes at komme til Israel i perfekt stand, og det gør ham livsfarlig. Vi så allerede sidste år, at potentialet er kolossalt, og Roglic er et klart vidnesbyrd om, hvor stærkt han kan fortsætte sin udvikling. Andenpladsen i Liege giver i hvert fald grund til at tro, at han vil være endnu bedre end i Spanien sidste efterår, og i givet fald skal rivalerne tage sig i agt.

 

Woods vil allerede have masser af muligheder i løbets indledning, hvor de eksplosive finaler på 4., 5. og 11. etape er perfekte til at gå efter etapesejre og værdifulde bonussekunder. Sværere bliver det for ham i de høje bjerge, hvor hans punch ikke er lige så anvendeligt, men sidste år dokumenterede han klart, at han allerede nu har motoren til ikke blot at følge med og til at bevare et stabilt niveau gennem tre uger.

 

Og netop motoren gør, at der er grund til at nære ekstra store forventninger. Andenpladsen i Liege, der som bekendt er et udmarvende nedslidningsløb, indikerer, at det netop er over de lange distancer, at Woods for alvor excellerer. Set i det lys er der al mulig grund til at tro, at han vil blomstre i den tredje uge, og i den sammenhæng er det en gave, at alle de store etaper er koncentreret i denne del. Så kan det godt være, at Woods ikke er en helt ren klatrer, men det kan kompensere for ved sin sejlivethed.

 

Samtidig kan Woods se frem til støtte fra et fremragende hold af klatrere, der særligt tæller stortalentet Hugh Carthy og den fallerede Joe Domrbrowski, der dog som regel finder benene til allersidst i grand tours, og det giver håb om, at det ofte meget aggressive EF-hold vil turde satse og gå i offensiven fra distancen med deres canadiske fænomen.

 

Når man alligevel skal dæmpe forventningerne, skyldes det enkeltstarten. Woods har aldrig tidligere satset på klassementer, og derfor har han altid negligeret sine tempoevner. Det har da også betydet, at han har været blandt de allersvageste i kampen mod uret, og den flade enkeltstart i sidste års Vuelta kostede ham da også masser af tid. Derfor må han forbande Giro-arrangørerne langt væk, når de i år har designet en lang tonserenkeltstart på 16. etape, hvor Woods uundgåeligt vil tabe masser af tid.

 

Heldigvis har Woods nu indset, at han har muligheder som klassementsrytter, og derfor er han nu begyndt at arbejde på sine evner i kampen mod uret. Det bør kunne give sig udslag i bedre resultater, men det ændrer ikke på, at Woods står til at blive en af de store tabere på enkeltstarterne. Dertil kommer hans store problemer i positionskampen og på nedkørslerne, som særligt kan blive problematisk i Giroen, der er kendt for sine snoede og smalle veje, og det kan måske koste uventet tid, når man mindst venter det.

 

Derfor vinder Woods næppe Giroen, men det er heller ikke målet. Det handler først og fremmest om at bekræfte chokresultatet fra Vueltaen sidste år, og det vil være temmelig overraskende, hvis ikke det lykkes. Resultatet i Liege vidner om, at formen er timet perfekt, og med tanke på, hvor voldsomt han har udviklet sig i sin korte karriere, er der al mulig grund til at tro, at han atter vil sprænge rammerne for det forventede. Roglics drømmeforår er det store vidnesbyrd om de stormskridt, ”fremmedatleter” kan gøre på kort tid, og Woods er klar til at følge i hans fodspor. Han tog allerede de første skridt i Vueltaen sidste år, og om tre uger kan han tage de næste. Lykkes det, vil han seks år efter Hesjedals triumf atter antænde cykelflammen i Canada, bare med sig selv i centrum - noget, han ville have forsvoret, da han for 11 år siden satte løbeskoene på hylden.

 

Louis Meintjes (*)

Afrika har altid været det dominerende kontinent i langdistanceløb. Heldigvis kræver det ikke meget udstyr at spæne til skole over ofte lange distancer, og det har gjort befolkningen i den fattige verdensdel i stand til at udnytte deres naturlige fysiske fortrin til tungt at sætte sig på tronen i de fleste af disciplinerne inden for dette felt. De samme egenskaber burde i teorien kunne føre dem langt i landevejscykling også, men kravene til udstyr har betydet, at sportens har været nærmest uopdyrket territorium syd for Middelhavet.

 

Det er heldigvis langsomt ved at ændre sig, og det synes nu alene blot at være et spørgsmål om tid, inden afrikanerne for alvor kan gøre sig gældende på den helt store scene. Med Dimension Data som det store flagskib har man langsomt fået opdyrket en cykelkultur i specielt Eritrea, Sydafrika og nogle nordafrikanske lande, og der er nu en direkte vej fra kontinentet til toppen af den europæiske elite. Specielt førstnævnte nation spytter talentfulde klatrere ud i et tempo, der gør det klart, at det ellers lille land sandsynligvis har potentialet til at blive blandt cykelsportens større kraftcentre.

 

Det var Robert Hunter, der med sin sejr endelig brød den afrikanske grand tour-sejrstørke med sin spurtsejr i Touren i 2007, og i 2015 gjorde Dimension Data, der dengang var kendt som MTN-Qhubeka, så endelig debut i Tour de France som det første afrikanske hold (i hvert fald, hvis man betragter Barloworld, der officielt var registreret i først Italien og siden Storbritannien, som europæisk). Allerede samme år tog holdet en etapesejr med Stephen Cummings’ imponerende præstation i Mende, og i 2016 forlod man endda Frankrig med hele fem gevinster fordelt på endnu en til Cummings og fire til Mark Cavendish.

 

Det var dog holdets mistede kronjuvel, der for alvor fik afrikanerne til at drømme stort det år i juli. Louis Meintjes, der efter sin fantastiske sølvmedalje ved det hårde U23-VM i Firenze i 2013, trådte sine første professionelle pedaltråd for det sydafrikanske mandskab og sikrede dem en historisk top 10-placering i Vueltaen i 2015, havde til holdets store fortrydelse forladt dem til fordel for en genforening med holdets tidligere chef, Brent Copeland, hos Lampre-Merida, og for det italienske mandskab viste han, at topresultatet fra Spanien knap 12 måneder tidligere ikke var noget tilfælde. Tværtimod kørte Meintjes en måske ganske vist lidt anonym, men samtidig enormt stabil Tour, der slutteligt mundede ud i en velfortjent 8. plads.

 

Meintjes’ præstation gled en anelse under radaren, idet Adam Yates i kraft af sin hvide trøje og konstante topplacering løbet igennem løb med den største opmærksomhed blandt de unge ryttere. Meintjes derimod kom bagfra og forbedrede sig løbede igennem det meste af løbet, men da han aldrig var i spil til en plads på podiet, var han ikke meget i rampelyset. Der er imidlertid al mulig grund til at sætte et fedt kryds ud for den talentfulde sydafrikaner som fremtidens mand. Meintjes har simpelthen de fleste af de egenskaber, der skaber en grand tour-stjerne.

 

Først og fremmest er han et af sportens allerstørste klatretalenter. Sølvmedaljen i Firenze gav den første indikation, men han forsvandt en smule fra rampelyset i en svær første tid som professionel. Den samlede sejr i Coppi e Bartali i 2015 gav det næste praj om, at noget stort kunne være i vente, men det var først, da han efter at have forladt sin første Tour pga. sygdom sikrede sig den flotte top 10-placering i Vueltaen, at man for alvor kunne se, at noget stort kan være i vente.

 

Resultatet i Spanien blev skabt på typisk Meintjes-maner. Den vigtigste forudsætning for at kunne udvikle sig til grand tour-stjerne er evnen til at restituere, og den har Meintjes måske mere end nogen anden ung rytter i moderne cykelsport. I benævnte Vueltae forbedrede han sig således gradvist gennem hele løbet og nærmede sig stille og roligt de bedste i bjergene i den tredje uge, hvor hans dieselmotor for alvor var blevet varm. Det mundede ud i den samlede 10. plads, og det var nøjagtigt samme opskrift, han benyttede, da han i 2016 nåede den imponerende 8. plads i sin første fuldførte Tour.

 

Det er netop dieselmotoren, der for alvor gør Meintjes interessant i de tre uger lange etapeløb. Det er således ikke nogen tilfældighed, at hans cv er stort set blottet for resultater i de ugelange begivenheder, der er alt for eksplosive og korte til, at han overhovedet når at blive varm. Meintjes er derfor som regel temmelig usynlig i foråret, og det er først, når han stiller til start i sommerens Dauphiné, hvor stigningerne bliver længere og løbet mere udmarvende, at han som regel begynder at vise tegn på liv.

 

Meintjes’ potentiale som grand tour-rytter er derfor kolossalt, men desværre synes karrieren at være gået i stå. Efter den lovende 8. plads i Touren og efterfølgende et fremragende OL i Rio var forventningerne store forud for 2017-sæsonen. En yderst lovende sæsonstart, hvor den ellers på den årstid ret anonyme sydafrikaner havde været tæt på at vinde kongeetapen i Baskerlandet, havde blot øget presset, og da han sluttede Dauphiné med en forrygende præstation på den afsluttende bjergetape i Dauphiné, skrev han sig ind som den klare favorit til at vinde den hvide trøje i Touren.

 

Desværre gik det ikke som håbet i Frankrig. Tværtimod kørte Meintjes et skuffende løb, og selvom han som altid blev bedre og bedre og nåede et fint niveau i den sidste uge, måtte han atter tage til takke med en 8. plads. Værre var det, at også den hvide trøje glippede, da han på de sidste bjergetaper var ude af stand til at indhente det tabte til Simon Yates. Heller ikke den sidste del af sæsonen var noget stort lyspunkt for Meintjes, der kunne tage på vinterferie med en følelse af skuffelse.

 

Det er dog let at blive en anelse for negativ på Meintjes’ vegne. To ottendepladser i Touren og en 10. plads i Vueltaen inden den 26. fødselsdag er meget mere, end de fleste kan drømme om, men efter 2016-sæsonen var forventningerne bare til mere. Måske derfor følte Meintjes, at det var tid til forandring. I hvert blev det 1. januar til den lykkelige genforening med Dimension Data, der atter kan præsentere det afrikanske flagskib i deres trup.

 

Ambitionerne fejler intet. Målet er, at Meintjes i 2020 skal køre på podiet i Touren, og som led i den proces har man følt et behov for at brede horisonten ud. Derfor sender man i år Meintjes til Giroen, hvis sværere stigninger og hårde tredje uge på papiret passer hans dieselmotor bedre, og hvor han skal lære at køre med, om de allerbedste placeringer i en grand tour.

 

Meintjes har derfor rettet alt an på en stor Giro, men desværre synes han at være ramt af Dimension Data-forbandelsen. Det er ingen tilfældighed, at sydafrikanerne år efter år ender sidst på WorldTouren, for mange af deres ryttere synes desværre at være ude af stand til at indfri deres potentiale på holdet. Noget kunne tyde på, at Meintjes er blevet ramt af samme ulykke.

 

Nu er den afrikanske klatrer som sagt ikke kendt som nogen sejrsmaskine i årets første måneder, men alligevel har foråret været pauvert. Meintjes har været langt fra de bedste i alle forårets løb i Algarve, Tirreno og Caralonien. Det er i sig selv ikke nødvendigvis bekymrende for en mand, der normalt lykkes med at finde formen, når det gælder. Problemet er, at han også i Tour of the Alps var langt efter, og det italienske bjergløb kan på mange måder sammenlignes med den rolle, Dauphiné plejer at spille for Meintjes forud for Touren. Her har han altid kunnet blande sig helt fremme, men det var altså ingenlunde tilfældet i Alperne.

 

Meintjes kunne da heller ikke i interviews med diverse medier skjule sin frustration over den manglede form, og det er derfor med en svækket selvtillid og mange spørgsmålstegn, at Meintjes rejser til Israel. Planerne er uforandrede på et hold, der stadig er bygget helt op om kaptajnen, men der er ingen tvivl om, at stemningen kunne have været langt bedre efter et mildt sagt kikset forår for hele mandskabet.

 

Alligevel skal man passe på med at afskrive Meintjes. Sydafrikaneren er som bekendt en dieselmotor, der bare bliver bedre og bedre, og med en relativt let start på løbet, er der masser af tid til at finde de bedste ben inden de allermest afgørende slag. De kommer endda på nogle voldsomme dage i de høje bjerge, hvor der i de fleste tilfælde er et hav af stigninger og højdemeter på programmet, og det er simpelthen guf for en ryttertype som Meintjes. Selv hvis han skulle tabe tid på de første bjergslag på Etna og Gran Sasso, vil der således være masser af chancer for et comeback, hvis Meintjes genfinder det topniveau, vi ved, han gemmer et sted.

 

Problemet er, at der kan være ganske meget tid at hente. Selvom Meintjes egentlig ikke havde ry for at være en dårlig temporytter i starten af sin karriere, har han slet ikke udviklet sig i samme takt som mange andre. Tværtimod har han som regel tabt temmelig meget tid på tidskørslerne, og det vil helt sikkert også være tilfældet i år, hvor den eksplosive rute i Jerusalem og det flade tonserterræn på 16. etape slet ikke er skabt til den lille sydafrikaner. Det i sig selv udelukker ham reelt fra kampen om podiet.

 

Det var egentlig det oprindelige mål, men efter et mislykket forår vil mindre sagtens kunne udgøre en succes. De tre top 10-placeringer i grand tours i en meget ung alder er et vidnesbyrd om høj, hæj klasse, der blot venter på at springe ud i fuldt flot. Det kan godt være at udviklingen har været sat lidt på standby, men Meintjes har de evner, der skal til for at blande sig i hvert fald i kampen om top 5. Kan han tage det næste skridt i forhold til 2016, hvor hans tredje uge i Touren og et imponerende OL-løb allerede viste, at han ikke mangler meget for at kunne blande sig med de bedste i de høje bjerge, kan det blive til noget stort.. Forvent ikke at se Meintjes helt fremme i den indledende fase, men efterhånden som løbet bliver langt og favoritterne falder fra, vil den sydafrikanske motor blive bedre og bedre. Og fortsætter tendensen fra 2016, kan 2018 blive året, hvor Afrika endelig kører med om podiet i en grand tour.

 

Simon Yates (*)

I 2016 stjal navnet Yates store overskrifter i Tour de France, da Adam Yates trods konstant neddæmpning af forventninger fra Orica-ledelsens side endte på en overraskende samlet fjerdeplads og i den hvide ungdomstrøje. Resultatet kom som kulmination på en fantastisk karriereindledning, hvor den unge brite var gået fra succes til succes, og med en sejr i Clasica San Sebastian og et hav af topplaceringer i etapeløb på WorldTouren for længst havde bekræftet det store potentiale, han havde vist med andenpladsen i Tour de l’Avenir tre år tidligere.

 

Mens Adam solede sig i succes, befandt hans tvillingebror Simon sig i karrierens største krise. Som ung havde den mindre kendte af de to brødre ellers været den store stjerne, og faktisk havde det britiske cykelforbund tidligt vejet og fundet Adam for let. Mens Simon voksede op i de traditionelle rammer og blandt andet havde stor succes på banen, var Adam nødt til at finde sit fodfæste i cykelverdenen ved at køre for et mindre fransk hold. Det var faktisk først, da Adam i 2013 endte som nummer 2 i Tour de l’Avenir - i et løb, hvor Simon i øvrigt vandt to etaper - at det for alvor blev klart, at der var mere end bare én Yates-bror.

 

Efter den professionelle debut er rollerne blevet byttet om, men måske skyldes det snarere tilfældigheder end en reel styrkeforskel. Således styrtede Simon i debutåret i 2014 ud af Tyrkiet Rundt, og mens Adam opnåede stor succes med samlet sejr i samme løb, etapesejr i Tour of California og et gennembrud på WorldTour-niveau i Dauphiné, var Simon henvist til sygesengen. Det gav ganske vist Simon en uventet chance for at stille til start i Touren, men dengang kom løbet for tidligt, og efter en relativt anonym indsats trak holdet ham ud midtvejs.

 

Simons store gennembrud kom først i 2015. Top 6-placeringer i tre af de hårdeste ugelange etapeløb, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Criterium du Dauphiné, viste, at han var lige så stærk som broderen, og de var også på samme niveau, da de begge stillede til start i Touren med målet om at jagte etapesejre. Da Adam efterfølgende vandt i San Sebastian og blev nummer 2 i GP Montreal, gled Simon imidlertid igen lidt i baggrunden.

 

Bedre blev det ikke, da en administrativ fejl fra holdets side betød, at man glemte at ansøge om tilladelse til, at Simon i foråret 2016 kunne bruge sin astmamedicin. Resultatet blev en positiv dopingtest i Paris-Nice, og selvom han som uforskyldt i sagen fik en beskeden karantæne, betød det, at han måtte se til fra sidelinjen, mens Adam betagede cykelverdenen med sin fjerdeplads i Touren. Siden kom han fremragende tilbage med en første professionel sejr i GP Ordizia og en syvendeplads i San Sebastian efterfulgt af både etapesejr og en sjetteplads i Vueltaen - alt imens han i øvrigt arbejdede loyalt for Esteban Chaves - men desværre blegnede hans resultater lidt i sammenligning med brorens.

 

Sidste år var det så planen, at de to brødre sammen skulle jagte succes i Vueltaen, mens Chaves som holdets etablerede grand tour-stjerne skulle satse på Touren. En knæskade til Chaves betød imidlertid, at man i april var nødt til at ændre på planerne, og med Simons knap så imponerende resultatliste var det ham, der blev brugt som kastebold. Med kort varsel fik han besked om i stedet at satse på Touren, mens Adam kunne koncentrere sig om de oprindelige planer i Italien.

 

Heldigvis lod Simon sig ikke gå på. Et flot forår, der havde budt på etapesejr i Paris-Nice - hvor han desværre blev slået ud af sygdom på de sidste etaper - sejr i GP Miguel Indurain og ikke mindst sejr på kongeetapen og en samlet andenplads i Tour de Romandie havde lagt et solidt fundament for en flot Tour. Simon skuffede da heller ikke, og selvom han aldrig kunne spille samme fremtrædende rolle, som broderen havde gjort 12 måneder tidligere, lykkedes det ham at skrive historie ved at ”arve” broderens hvide trøje og slutte på den samlede 7. plads.

 

Alligevel blev man efterladt med et indtryk af en lidt skuffende sæson for de to britiske supertalenter. Adam havde skuffet stort i både Giroen og Vueltaen, og Simon havde trods en godkendt indsats ikke helt levet op til tårnhøje forventninger i Frankrig. Selvom det ikke blev sagt direkte, var det også tydeligt, at man på Orica-holdets ledelse havde forventet mere af den ambitiøse grand tour-satsning med hele tre kaptajner.

 

Måske derfor er man i år gået tilbage til den model, der fungerede så godt i 2016. Adam skal igen være kaptajn i Touren, mens Simon og Chaves skal udgøre den livsfarlige duo, der fungerede så godt i det års Vuelta. Eneste forskel er, at Simon denne gang ikke er karantæneramt, og derfor i år kan stille til start i både Giroen og Vueltaen. Dermed er der endelig lagt op til, at briten denne gang kan gøre debut i det løb, han missede sidste år.

 

Noget kunne tyde på, at både Adam og Simon er tilbage på sporet. Begge har de haft et fremragende forår, og selvom det måske er Adam, der i det ekstremt stærkt besatte Tirreno-Adriatico har efterladt det mest overbevisende indtryk, er der bestemt ingen grund til ikke også at være imponeret af Simon. Efter at sygdom havde slået ham ud i Abu Dhabi tog han nemlig for første gange en stor sejr på en bjergetape i et direkte opgør med favoritterne, da han kørte alene hjem til sejr på kongeetapen i Paris-Nice. Kort efter i Volta a Catalunya viste han atter klassen og ikke mindst sin fantastiske næse for at time sine angreb, da han kronede en storslået Mitchelton-offensiv med at vinde sidste etape i Volta a Catalunya på den kuperede Montjuic-rundstrækning i Barcelona.

 

To så store sejre vækker naturligvis beundring hos alle og er endnu et vidnesbyrd om, at Yates har et vinderinstinkt og en næse for at angribe som få. Desværre har foråret også vist hans begrænsninger, særligt på lange dage i høje bjerge med mange stigninger. Således måtte han se sig detroniseret på sidste etape i Paris-Nice, hvor han var ude af stand til at forsvare trøjen og følge de bedste på de afgørende stigninger, og han måtte se sig henvist til den samlede andenplads. På de lange stigninger i Catalonien kom han også til kort, og efter en skuffende kongeetape var det kun hans opportunistiske kørsel på de eksplosive stigninger i Barcelona, der i sidste ende bragte ham op som nummer 4.

 

Og netop det forhold gør også, at man trods det flotte forår må have en vis tvivl om Yates forud for årets første grand tour. Ingen kan betvivle, at Yates er som skabt til kuperede klassikere og eksplosive etaper med korte, stejle stigninger, men man kan have sin tvivl om, hvorvidt niveauet i de høje bjerge nogensinde vil række til den helt store grand tour-succes. På de store bjergetaper har Yates altid været henvist til at begrænse skader og følge med.

 

Netop derfor er ruten heller ikke ideel for Yates. I den første del af løbet er der ganske vist masser eksplosive etaper, der passer ham som fod i hose, men den sidste uge med mange høje bjerge på maratondage bliver svære for Yates. Det er samtidig den klart mest afgørende del af løbet, og bedre bliver det ikke af, at både Simon og Adam tilsyneladende mangler holdbarhed. Selvom de som regel har forhindret det helt store kollaps, har det været en klar tendens for dem begge, at de har tabt betydeligt i niveau i den tredje uge, hvor det altid har handlet om at forsvare et fint udgangspunkt.

 

I det lys er det bestemt heller ikke til Yates’ fordel, at den første del af årets løb er relativet let, og at der på de første 13 etaper kun er to, der for alvor kan skabe forskelle. Lægger man dertil, at Yates trods betydelig fremgang stadig ikke er en ørn på enkeltstarter og kun for alvor har præsteret på kuperede ruter, er det klart, at et forventeligt tidstab til en del af rivalerne på 1. og særligt 16. etape ikke gør en podieplacering til Yates synderligt realistisk.

 

Til gengæld har Yates et andet våben: hans hold. Mitchelton-Scott stiller til start med det måske allerstærkeste mandskab, hvor man ud over Chaves og Yates har stortalentet Jack Haig, der i Vueltaen sidste år viste sit store potentiale og så sent som I Liege-Bastogne-Liege var en af de allerstærkeste, altid stabile Mikel Nieve, der utvivlsomt ville kunne køre i top 10 i de fleste grand tours, hvis han kørte sin egen chance, og Roman Kreuziger, der i de tre ardennerklassikere var som genfødt og måske stærkere end nogensinde. Samtidig har holdet og ikke mindst Yates selv gang på gang vist, at de ikke er bange for at sætte alt på et bræt med en stor offensiv i bjergene, som da Yates hjalp Chaves til en samlet podieplads foran Alberto Contador med et stort kup på 20. etape af Vueltaen i 2016.

 

Og det er netop den strategi, der skal bringe Yates langt. Chaves er holdets naturlige førstemand, og derfor vil Yates formentlig kunne få lidt mere spillerum. Hans etapesejre i Paris-Nice, Tour de Romandie, Vueltaen og Volta a Catalunya er alle opnået med den helt usædvanlige næse, han har for at udse sig det rette moment, og med et fabelagtigt hold i ryggen og en stærkere kaptajn til at stjæle opmærksomheden kan det udnyttes til som sidste år i Romandiet at snyde favoritterne. Lykkes det, kan Simon pludselig befinde sig i en yderst gunstig position, og kan han undgå at gå alt for meget ned i den tredje uge, kan et topresultat derfor være i vente. For en gangs skyld vil det så være Adams tur til at se misundeligt til fra sidelinjen, mens Simon soler sig i hele verdens opmærksomhed.

 

 

Hvis Chaves er tilbage på sit topniveau, er der al mulig grund til at tro, at colombianeren vil være den stærkeste, og så kan Yates igen ende i en hjælperrolle. Sidste år forhindrede det ham imidlertid ikke i at blive nummer 6 i Vueltaen, og han har ambitioner om at levere en lignende præstation i denne Tour, hvor også den hvide trøje er et stort mål. De mange svaghedstegn i løbet af foråret giver grund til bekymring, men når det kommer til den lille gruppe af sportens allerstørste supertalenter, skal man passe på. De er altid i stand til at overraske, og der vil ikke være noget, Simon hellere vil, end at vise omverdenen, at han er mindst lige så god som den tvillingebror, der sidste år betog en hel cykelverden.

 

Carlos Betancur (*)

Kald mig bare en kylling, men jeg tør ikke. Jeg tør ikke at lade værd med at nævne Carlos Betancur blandt de ryttere, der kan skabe den helt store sensation i årets Giro d’Italia. Betancurs karriere er ellers brolagt med skuffelser og nedture, og formentlig ender det igen atter med det rene ingenting. Formentlig havde ryttere som Jan Hirt og ikke mindst Giulio Ciccone i højere grad fortjent at få plads blandt de 15 store favoritter. Alligevel vælger jeg at sætte Betancur på listen på bekostning af to af sportens allerstørste klatretalenter.

 

Hvorfor? Fordi Hirt og Ciccone, hvis alt flasker sig, måske kan ende i udkanten af top 10. For Betancur kan det imidlertid blive til endnu mere end det. De fleste erfaringer peger på, at det ikke vil lykkes, at det vile ende som endnu en lille nedtur, men der har været små indikationer på, at noget stort kan være i vente. Og finder et af sportens mest mageløse ryttere endelig niveauet igen, kan det blive til snart sagt hvad som helst.

 

Egentlig har Betancur mest fortjent at være blevet sendt tilbage til Colombia på en engangsbillet og aldrig igen få plads på sportens højeste niveau. En sådan omgang misrøgt af talent skal man nemlig lede længe efter, og man må beundre Movistar for at have bevaret troen på den colombianske humlebi, der ikke just har gjort meget for at gøre sig fortjent til tilliden.

 

Vi var ellers alle så betagede i 2013, da Betancurs talent for alvor åbenbaredes. Et drømmeforår bød på en top 10-placering i Baskerlandet Rundt, en tredjeplads i Fleche Wallonne, en fjerdeplads i Liege-Bastogne-Leige samt ikke mindst en femteplads og en hvid trøje i Giro d’Italia - alt sammen i en alder af bare 23 år. Cykelverdenen syntes at ligge for Betancurs fødder, og det var svært at få øje på blot den mindste grænse for mulighederne.

 

Der var da næppe heller grænser for det fysiske potentiale, men til gengæld haltede det mentale. Allerede samme efterår blev det nemlig klart, at et af sportens allermest lysende talenter led af svære motivationsproblemer, hvor ikke mindst en særlig madglæde betød, at han i perioder kunne betegnes som decideret overvægtig. Alligevel lykkedes det ham i foråret 2014 at vinde Paris-Nice - og det til trods for, at han stadig på det tidspunkt var flere kilo over sin idealvægt.

 

Det blev imidlertid også sidste gang, at humlebien for alvor fløj. Siden da har der ikke været meget at skrive om for Betancur, der viste sig at være overordentligt vanskelig at samarbejde med. Det hændte endda, at Ag2r-ledelsen måtte spejde langt efter ham i lufthavnen, hvor han skulle ankomme fra Colombia, og efter mere end et års venten slap tålmodigheden op for manager Vincent Lavenu. Trods en 20. plads samlet og en 2. plads på en etape i det års Giro kastede han håndklædet i ringen og afbrød samarbejdet med sin guldfugl.

 

Movistar kastede en redningskrans i det håb, at overgangen til et spansk hold med flere colombianere kune gøre en forskel. 2016-sæsonen blev da også bedre for Betancur, der vandt etaper i både Castilla y Leon og Asturien, men nogen stor succes var der ikke tale om. Heller ikke foråret 2017 gav den store grund til optimisme, selvom han spillede en fin rolle for Valverde i ardennerklassikerne.

 

Men så skete der noget. Da Betancur stillede til start i Hammer Series efter en længere løbspause lignede han for første gang siden 2014 sig selv. I bakkeløbet på 1. etape var colombianeren den i særklasse stærkeste og sikrede ene mand Movistar en helt suveræn sejr i løbet med de helt særlige regler. Ganske vist kunne han ikke helt følge op på takterne i Touren, men en samlet 18. plads vidnede dog om, at han var på vej tilbage.

 

Den endelige bekræftelse kom i Vueltaen. Starten var ganske ikke brillant, men pludselig var der hul igennem. På den stærkt kuperede 6. etape angreb Alberto Contador, og da røgen havde lagt sig, var der kun fire mand tilbage. Væk var Esteban Chaves, Fabio Aru, Miguel Angel Lopez, Romain Bardet, Michael Woods, Ilnur Zakarin og co., men bag Contador sad udover naturligvis Chris Froome stadig Betancur og Tejay van Garderen.

 

Desværre gik det galt få minutter senere. På den efterfølgende nedkørsel væltede amerikaneren, og han tog uheldigvis Betancur med sig i faldet. Resultatet var en brækket ankel, en brutal afslutning på et eventyr, der ellers tegnede lovende, og en lang genoptræningsfase.

 

Skaden betød også, at Betancur først sent kom i gang igen, og det har betydet, at han gennem det meste af året har jagtet formen. I GP Miguel Indurain leverede han dog en sand klassepræstation, da han ikke blot hjalp Valverde til sejr, men efter en vild føringsindsats og et soloangreb i finalen selv sluttede på en 5. plads. Desværre har han ikke siden kunnet leve op til præstationen i hverken Baskerlandet, Romandiet eller Ardennerne, men man kan ikke komme udenom, at der har været små tegn på, at Betancur kan komme tilbage på sporet.

 

Desværre gav indsatsen i Romandiet ingenlunde et bevis på, at det rent faktisk vil ske, og Betancur synes stadig at være et stykke fra formen. Siden den 17. marts har han imidlertid haft et meget intensivt løbsprogram med hele 21 løbsdage, og det plejer at være præcis den opskrift, der virker for colombianeren. Det holder nemlig humlebien til ilden, hjælper ham med at tabe de nødvendige kilo og opbygge den form, der kan bringe talentet til udfoldelse.

 

Når Betancur det i tide? Det gør han næppe til Etna-etapen eller resten af den første del af løbet. Til gengæld har han masser af tid til at finde storformen, inden det for alvor går løs. Som bekendt er der i løbet af de første 13 etaper kun to svære dage, hvor Betancur for alvor kan tabe tid, og derfor giver rutedesignet ham vitterligt en chance for at begrænse sit tab, indtil han har fundet topformen og idealvægten.

 

Gør han det inden Zoncolan-etapen, kan han blive farlig. Den sidste uge byder nemlig på så mange svære etaper med høje bjerge i mere end 2000 m, hvor colombianeren Betancur naturligvis trives, at der er masser af terræn til at genvinde tabt tid. Han har naturligvis aldrig været en ørn på en enkeltstart og vil derfor tabe masser af tid på særligt 16. etape, men meget af det vil kunne hentes igen i bjergene.

 

Samtidig er der ikke det store fokus på Betancur, der stiller til start som kaptajn på et ungt Movistar-hold, der skal køre aggressivt og opportunistisk i bjergene. Historien er spækket på eksempler på ryttere, der har tabt tid i starten af løbet og siden med aggressiv kørsel i bjergene alligevel er kommet tilbage i klassementet og er sluttet i top 10. Det kunne være en opskrift for Betancur, hvis han mangler lidt i den indledende fase, men genfinder sit sublime topniveau mod slutningen. Muligheden er i hvert fald til stede.

 

Vil det lykkes for Betancur? Sandsynligheden taler imod det, men det kan ske. Det kan sagtens ende med, at han i stedet ender som etapejæger med blikket på en bjergtrøje, men det kan også blive til en overraskelse i klassementet. Efter den lovende indsats i Vueltaen sidste år gav han i et stort interview med spanske medier udtryk for, at fødslen af det første barn havde givet ham den nødvendige modenhed og lært ham, at han ikke kan smide karrieren væk på den måde, han har gjort det i de senere år. Sprængfyldt med selvtillid gav han udtryk for, at han var klar til med benene at vise, at han har fortjent en kaptajnrolle på et hold, der tæller navne som Valverde, Quintana og Landa. Hidtil har han ikke gjort meget for at vise, at der er vægt bag ordene, men det er nu, det gælder for Betancur. Og de fleste cykelfans vil elske, hvis den colombianske humlebi endelig folder sig ud fem år efter, at den første gang betog hele verden på de italienske landeveje.

 

Richard Carapaz (*)

I de senere år er cykelsporten blevet globaliseret med hastige skridt. Nye løb er skudt op i for cykelsporten meget eksotiske egne af verden, og ryttere fra helt nye nationer har pludselig gjort deres indtog på den store scene. Særligt Sydamerika har med en ny colombiansk supergeneration for alvor markeret sig som hjemsted for mange af sportens allermest lovende talenter, og der synes nærmest ikke at være en grænse for, hvor mange nye topklatrere det bjergrige land kan fostre.

 

Drager man over på den anden side af grænsen til det ligeledes bjergrige Ecuador er cykelkulturen imidlertid helt anderledes. At betegne det lille lande som et kraftcenter i cykelsporten vil mildt sagt være en overdrivelse. Faktisk havde holdet indtil 2017 aldrig haft en cykelrytter på WorldTouren, og der er heller ikke et eneste UCI-løb på kalenderen. Deltagelse ved VM har hørt til sjældenhederne, og at kaste sig over cykelsporten er ikke just den mest oplagte karrierevej for et land, der primært i sportslig sammenhæng har interesseret sig for fodbold, tennis, baseball, volleyball og basketball.

 

I efteråret skete der imidlertid noget. Movistar tilknyttede Richard Carapaz som stagiaire efter en lovende sæson, hvor den unge ecuadorianer havde vist sig frem på den spanske U23-scene. Selvom han ikke opnåede de store resultater gennem et ret intenst efterår på det spanske storhold, var det nok til at overbevise manager Eusebio Unzue om, at han havde fat i et helt særligt talent, og Carapaz blev belønnet for sin indsats med den første WorldTour-kontrakt til en ecuadoriansk rytter.

 

Siden da er det gået stærkt. Carapaz gav første gang prøve på sit talent, da han med en vis Nairo Quintana som hjælperytter blev nr. 2 i det hårde endagsløb GP Industria i marts samme år. Kort efter viste han atter potentialet med hhv. en samlet sjette- og en samlet fjerdeplads i Vuelta de Madrid og Vuelta a Castilla y Leon, inden han for alvor fik sit gennembrud i bjergløbet Route de Sud, hvor kun en opportunistisk og aggressiv kørsel fra den alt for tunge Silvan Dillier forhindrede ham i at vinde samlet.

 

De mange lovende præstationer i bjergene blev belønnet med en lidt overraskende udtagelse til Vueltaen, men missionen var primært at lære. Alligevel overgik Carapaz langt forventningerne. På flere af de store bjergetaper testede han nemlig evnerne, og det var bemærkelsesværdigt, at han bare blev bedre og bedre undervejs. Efter fine præstationer på bjergetaperne til La Pandera og Calar Alto kulminerede det hele med en 11. plads på den store Angliru-etape på næstsidste dag.

 

Særligt sidstnævnte resultat er værd at notere sig. Det er ikke mange nyprofessionelle, der på 20. dag i deres første grand tour kan køre lige op med verdens allerbedste klatrere på et af Europas allersværeste cykelbjerge. Det vidner ikke blot om nogle meget lovende klatreevner, det dokumenterer også, at Carapaz har den motor og udholdenhed, som enhver god grand tour-rytter er gjort af.

 

Præstationen skabte store forventninger til Carapaz forud for hans anden sæson i det professionelle cirkus, og heldigvis har ha levet op til dem. Efter en lidt tøvende start fandt han benene mod slutningen i Paris-Nice. Først ventede han på sin kaptajn Marc Soler på løbets kongeetape, da spanieren var i krise, og spillede derfor en nøglerolle i den uventede samlede sejr til Soler. Dagen efter kørte han med lethed med de bedste på stigningerne på sidste etape, hvor han loyalt forsvarede den angribende Soler, inden han selv fik sin personlige chance i Coppi e Bartali. Trods en meget vigtig enkeltstart, der ikke just er hans speciale, samt et skidt holdløb fra Movistar, endte han på en samlet tredjeplads bag de etablerede stjerner Diego Rosa og Bauke Mollema, hvilket gav ham vigtig selvtillid, inden han drog hjem til Ecuador for at forberede sig til Giroen.

 

Og alt tyder på, at han er klar. I sidste weekend knuste han alle rivalerne på kongeetapen på den mytiske Acebo-stigning i Asturien Rundt og sikrede sig herved ikke blot karrierens første sejr, men også den første samlede triumf i et etapeløb. Meget peger derfor på, at Carapaz har taget endnu et stort skridt i sin udvikling, og at formen er timet perfekt til årets helt store mål.

 

Carapaz stiller til start i Giroen uden det store forventningspres. Movistar stiller til start med et hold uden en klar kaptajn, og det vigtigste mål er en etapesejr. Carapaz har dog i et interview med EFE givet udtryk for, at man også håber, at stærkeste mand kan holde sig til i klassementet. Det kan i princippet være næsten alle på det klatrestærke mandskab, men som udgangspunkt står Betancur, Carapaz samt måske Ruben Fernandez og Rafael Valls med de bedste kort på hånden.

 

Og Carapaz drømmer om det helt store. Han har ikke lagt skjul på, at den hvide trøje er et drømmemål, også selvom han ved, at Miguel Angel Lopez’ tilstedeværelse formentlig gør det til en umulig mission. Opgive på forhånd vil han imidlertid ikke, og han vil gøre sit ypperste for med en top 10-placering at bekræfte det talent, han har åbenbaret på mindre end halvandet år i det professionelle felt.

 

Der er fortsat lang vej igen. Enkeltstarten har brug for en massiv forbedring, men potentialet er til stede. Sidste års Vuelta bekræftede i hvert fald, at motoren er der, og et ganske imponerede forår har atter understreget det store potentiale i bjergene. Den sidste uge i Giroen med mange lange stigninger i højderne burde passe perfekt til Carapaz, der i Spanien sidste efterår kun blev bedre og bedre, som løbet skred frem. Ser man bort fra de alt for flade enkeltstarter, er det overordnede rutedesign derfor slet ikke dårligt for Carapaz.

 

Naturligvis er der ingen garantier for succes. Carapaz er helt ung, har meget lidt erfaring og har aldrig tidligere kørt klassement i grand tours. Men det er ofte blandt de helt unge ryttere, at man skal finde de store overraskelser, og i Carapaz’ tilfælde har vi i hvert fald fået et helt klart vidnesbyrd om, at ingredienserne er til stede. Der vil fortsat gå noget tid, inden han kan blande sig i kampen om de allersjoveste placeringer, men det er bestemt ikke umuligt, at han allerede i de kommende tre uger kan bruge sin tilsyneladende store motor til at slutte i top 10. Sker det, kan vi føje endnu et land til listen over nationer i stand til at fostre stortalenter i en stadig mere globaliseret cykelsport.

 

BEMÆRK

At koge antallet af favoritter ned til 15 er altid en svær proces, og særligt udvælgelsen af de sidste navne var vanskelig. De sidste navne til at blive sorteret fra var stortalenterne Jan Hirt og Giulio Ciccone, der begge har potentialet til at køre i top 10. Hirt kan dog blive låst i en rolle som hjælper for Miguel Angel Lopez, ligesom Ciccones udgangspunkt er, at han jagter etaper samt måske en bjergtrøje.

 

Andre ryttere, der måske enten som del af en plan eller lidt mere tilfældigt, kan gøre sig gældende helt fremme i klassementet er - i prioriteret rækkefølge - Hugh Carthy, Jack Haig, Alexandre Geniez, Patrick Konrad, Tanel Kangert, Rohan Dennis,Sebastien Reichenbach, Roman Kreuziger, Mikel Nieve, Nicolas Roche, Ben Hermans, Gianluca Brambilla, Ruben Fernandez, Pello Bilbao, Rafael Valls, Jan Polanc, Darwin Atapuma, Sam Oomen, Jarlinson Pantano, Ben O’Connor, Igor Anton, Kanstantsin Siutsou, Mattia Cattaneo, Felix Grossschartner, Fausto Masnada, Maximilan Schachmann, Rodolfo Torres, Hubert Dupont og Koen Bouwman.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 22/07-04/08

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Grand Prix Cerami(1.1) 26/07

Niedersachsen-Rundfahrt d...(2.1) 27/07-29/07

Prudential RideLondon Cla...(1.WWT) 28/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 28/07-01/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »