Giro d’Italia 2015: Bjergtrøjen

Feltet.dks lille optaktsredaktion udgøres af en række velfungerende, velmenende nørder, der elsker at kloge os udi cykelsport. Men hvis der er én ting, man ikke melder sig på frivilligt, er det, når vi skal fordele ansvar i forbindelse med trøjerne til årets GrandTours. Det implicitte hierarki er, at ungdomstrøjen er den sjoveste, pointrøjen er ok, mens bjergtrøjen er, ja, lidt træls.

Hvorfor er bjergtrøjen lidt besværlig? Fordi det er nærmest umuligt at udpege en vinder på forhånd. Ingen erklærer den som et mål inden løbet. Bjergtrøjen er ofte noget, der sker lidt ved tilfældighed - en rytter rammer det rigtige udbrud på den rigtige etape og kører derefter stenhårdt efter den. Det er sjældent løbets bedste bjergryttere, der vinder bjergtrøjen, men alligevel er der masser af præstige i at køre i trøjen.

Disse og flere tendenser kan vi udpensle ved at kigge på lidt grundlæggende statistisk fra de seneste par år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det første man kan se her er, at der ikke er nogen verdensherrer blandt de seneste vindere. Faktisk er de fleste af dem ikke nødvendigvis ’rigtige’ bjergryttere: Det er udbrudskonger, eksemplificeret ved yderst begrænsede ryttere som Matthew Lloyd eller den aldrende Stefano Garzelli. Sidst en vinder af bjergtrøjen også kørte seriøst med i klassementet var i 2008, hvor Emanuelle Sella kunne kapere begge dele, men det er nok bedst ikke at dvæle for meget ved det eksempel.

Altså kræver en sejr i bjergkonkurrencen at man er villig til at gå på lange togter, hvilket også afspejler sig i de hold, som vinderen typisk kommer fra. Som man kan se, så kommer vinderen ofte fra mindre italienske hold, eller hold, som ikke har nogle seriøse vinderkandidater. Forklaringen er oplagt: At vinde bjergtrøjen kræver mest af alt, at man ikke har en for bunden opgave i forhold til kaptajner og sprintere.

Til sidst kan vi notere, at Julián Arredondo i 2014 samlede sig væsentligt flere point, end det normalt kræver at vinde bjergtrøjen. Forklaringen bag dette er simpel, nemlig at arrangørerne i 2014 indførte et nyt pointsystem, som det er værd at detaljere. Den store forskel er, at der nu gives flere point på de hårde bjerge.

Den mest grundlæggende regel i den indlagte bjergkonkurrence er, at der gives point på toppen af løbets kategoriserede stigninger. Der er på forhånd defineret fire kategorier, hvor kategori 1 er sværest og giver flest point.

Vinderen på toppen af kategori 1-stigninger får 32 point, hvorefter de næste syv til at passere får point på en faldende skala (20, 14, 10, 7, 4, 2 og 1). På kategori 2-stigninger uddeles der 14 point til den første (så 9, 6, 4, 2 og 1), på kategori 3-stigninger er det 7 (så 4, 2 og 1), mens rytteren først over en kategori-4 stigning kun får 3 point (så 2 og 1).

Samtidig er der den krølle, at der uddeles ekstra mange point på Giroens højeste punkt, også kendt som Cima Coppi. I årets Giro findes dette punkt på næstsidste etape, særligt Colle Delle Finistre, der ligger i 2178 meters højde, og her er der hele 40 point at hente.

Alt i alt betyder dette naturligvis, at de mindre stigninger nærmest ingen betydning vil have for konkurrencen. Reglerne er klart tiltænkt, at gøre konkurrencen mere egnet for de rigtige bjergryttere, hvilket allerede bar frugt i fjor, hvor Julián Arredondo viste sig som en fortjent vinder.

Arredondos sejr bestod dog også meget i held. Sidste års Giro havde en bemærkelsesværdig mængde store bjergetaper, hvor udbrydere fik lov til at køre om sejren. Hvis årets favoritter er mere grådige, eller en favorit særlig dominerende, kan det ikke afvises, at en klassementsrytter kæmper med om trøjen på næstsidste etape.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Selvom det er svært at udpege nogle klare vinderemner, så vil vi naturligvis gøre et forsøg. Et er sikkert, nemlig at trøjen skal finde en ny ejermand, da sidste års sejrherre, Julián Arredondo, ikke stiller til start.  Det er vinderen fra 2013 derimod, men Stefano Pirazzi (Bardiani - CSF Pro Team) får svært ved at gentage bedriften under det nye regelsæt.

Ud fra de ovennævnte vurderinger kan vi pege på to hovedgrupper af kandidater: Dominerende klassementsfolk, der kører sig i trøjen ved en tilfældighed, samt klatresærke udbrydere, særligt fra italienske hold.

Blandt de klassementsfolk, som muligvis kan køre sig i spil til trøjen, må man særligt fremhæve Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og Fabio Aru (Astana), ligesom man ikke kan afvise folk som Richie Porte (Sky), Rigoberto Uran (Etixx-QuickStep) eller Domenico Pozzovivo (AG2R La Mondiale).

Blandt disse fremstår Aru og Contador som de mest oplagte. Contador er den mest sandsynlige, simpelthen fordi det er lettest at forstille sig Contador opføre sig lidt som en kanibal - at han rammer et niveau, hvor han vil samle sig et væld af etapesejre, typisk på pointrige bjergafslutninger. Aru er samtidig mere oplagt end de andre podiekandidater, ikke mindst fordi han er en mere ren bjergrytter, men også fordi han har bøvlet lidt med formen i optakten. I det tilfælde, at Aru smider en del tid tidligt i løbet, kan man godt forstille sig, at italieneren udser sig bjergtrøjen som en slags trøstepræmie.

Blandt lykkejægerne skal man særligt holde øje med ryttere fra de mindre hold som Androni Giocattoli, Bardiani - CSF Pro Team, CCC Sprandi Polkowice, Nippo - Vini Fantini, samt muligvis Southeast.

Et oplagt bud er Franco Pellizotti (Androni Giocattoli), der trods hans fremskredne alder stadig kan præstere, og man kunne nemt forstille sig italieneren lave en ’Garzelli’. Samtidig har Pellizotti i Tour de France vist, at han ved, hvordan man sikrer sig en bjergtrøje. Et lige så oplagt bud kunne være Damiano Cunego (Nippo - Vini Fantini). Fra de mindre WildCard-hold kunne et friskt bud være Sylwester Szmyd (CCC Sprandi Polkowice), men det polske hold har flere gode, aggressive bud. Sydamerikanere gør det typisk godt i disse konkurrencer, og et muligt emne kunne derfor være Yonathan Monsalve (Southeast).

Ser man på ryttere fra de mere etablerede hold, så fremstår John Darwin Atapuma (BMC), Janier Alexis Acevedo (Team Cannondale - Garmin), Steven Kruijswijk (Team LottoNL-Jumbo) samt FDJ-duoen Kenny Elissonde og Alexandre Geniez som ryttere, der både har den fornødne styrke samt den nødvendige frihed til at gå efter trøjen. Samtidig kunne man håbe, at Carlos Betancur (AG2R La Mondiale) bruger en række lange udbrud til at smide sine vinterkilo i løbets første halvdel, hvorefter colombianeren ville være et oplagt bud til at samle tonsvis af point i løbets sidste hårde uge.