Giro d'Italia: Kampen om trøjerne

nullHvor den førende rytter i Tour de France tildeles en gul trøje, oprindeligt for at associere til L’Auto’s gule sider, så har man siden 1931 tildelt Giroens førende rytter den lyserøde trøje (maglia rosa), der således henviser til La Gazzetta dello Sport’s farver. Giro d’Italia har mange interne konkurrencer, men her vil vi fokusere på de største, det vil sige bjergtrøjen, pointtrøjen og ungdomstrøjen.
I det nedenstående følger en kort beskrivelse af hver trøjes konkurrencemæssige regler og derudover gives der nogle bud på, hvem der kunne tænkes at lade sig iføre trøjen, når feltet når Rom og den afsluttende enkeltstart.

Årets første etape er en holdtidskørsel, hvor det reelt kun ungdomstrøjen som kommer rigtig i spil. Lig Touren ifører den bedste unge rytter sig den hvide maglia bianca, mens bjergtrøjen (maglia verde) er grøn. Pointtrøjen (maglia ciclamino) udmærker sig derimod ved at være cyklamenfarvet, hvilket bedst kan betegnes som en art lilla.

Trøjerne designes i denne omgang, i øvrigt, af det kendte italienske modehus Dolce & Gabbana. Italienerne har altså sans for den æstetiske dimension – ingen fisketrøjer vil besudle dette løb. Ligesom det er kendt fra fodboldens verden, hvor topdesignere kæmper om at retten til at kreere det italienske landsholds trøjer, vil rytterne i Giro d’Italia ikke kun kæmpe for at iklæde sig omtale og præstige, men kvalitet.

Pointtrøjen (maglia ciclamino)
I dette jubilæumsår har man sørget for at skrue en fantastisk rute sammen, i hvert fald for os seere. Giro d’Italia har ofte, i hvert fald sammenlignet med Tour de France, haft tradition få færre traditionelle sprinteretaper, hvilket så sandelig også er tilfældet i år. 100-året skal fejres, hvilket sprinterne må bøde for. For de cykelsportsentusiaster, der finder glæde i disse etapers rolige, monotone afvikling, der ofte efterfølges af den intensive totaloplevelse som massespurten med sin farlige og hektiske afvikling har karakter af, vil der desværre ikke være meget at komme efter i denne udgave.

Point gives til de første ryttere til at passerer målstregen samt selvfølgelig de indlagte spurter i løbet af etaperne. Dermed kan det blive svært for sprinterne at samle nok point, ruten taget i betragtning, men så simpelt er det ikke. Point varierer nemlig alt efter, hvor hård en etape vurderes at være – variabler som længde samt antal og hårdhed af diverse stigninger – alt medregnes i vurderingen af hver etape. Derfor vil 2. etape, med sine få bakker, give væsentlig flere point end f.eks. en af de mange bjergetaper.

I historien er det Guiseppe Saronni og Francesco Moser, begge med fire sejre, der har rekorden, mens Mario Cipollini kan stå inde for tre sejre. Det er dog ikke altid en ren sprinter, der løber af med sejren. Netop på grund af overordnet kuperede ruter har ryttertyper som Paolo Bettini (2005 og 2006) været i stand til at vinde trøjen. Opskriften bag sådanne sejre er lang, og kræver en bred vifte af evner. På den ene side at deltage i massespurterne, men også ved at samle point, hvor de sande sprintere ikke er i stand til det – i hårde bakkespurter, sprintafgørelser efter hårde etaper i et decimeret felt samt ved at deltage i udbrud. Sidste år vandt Daniele Bennati rimelig sikkert, men Bennati er selvfølgelig heller ikke den sprinter der lettest lader sig skræmme af et par knolde.

Reelt er der kun fire etaper, som sandsynligvis vil ende i en massespurt (se profiler for etape 2, 3, 9 og 13). Herudover byder 11. og 18. etape på semikuperede, men overkommelige ruter, og her vil det ligeså meget handle om vilje og kræfter hos sprinterholdene til at tage kampen op, og etaperne kan lige så godt ende i med, at et udbrud holder hjem. De år, hvor Giroen har haft rigtig mange sprinteretaper, har det ofte hængt sammen med, at italienerne har haft en sprintkonge, som de gerne ville tilgodese, om det så var Alessandro Petacchi eller Mario Cipollini i deres respektive storhedstider.

Sådan en rytter har italienerne ikke for tiden hvilket, i hvert fald delvist, kan være en medforklarende faktor for årets hårde rute. Og heri ligger desuden en interessant kamp. Den nuværende sprintkonge er nemlig brite. For hvis Mark Cavendish, som forventet, stryger først over stregen på de første massespurter, bliver det interessant at se, hvordan de andre hold reagerer. Team Columbia tager allerede en stor del af slæbet i jagtarbejdet, men de andre hold har endnu helt opgivet troen, og Columbia modtager stadig en del hjælp i løbet af sæsonen. På et tidspunkt må holdene blive trætte af britens dominans, hvorfor Columbia ville stå med alt ansvaret, hvilket kan forstyrre forfølgelsen i nogle situationer.

Når det alligevel virker mest sandsynligt, at en ’rigtig’ sprinter løber med konkurrencen, hænger det også sammen med, at feltet ikke tæller en type som Paolo Bettini. Interessante bud er selvfølgelig Filippo Pozzato (Team Katusha), Damiano Cunego (Lampre) og Danilo Di Luca (LPR Brakes), hvor sidstnævnte faktisk står som officiel vinder af 2007 trøjen, da dét års vinder, Di Lucas nuværende holdkammerat, Alessandro Petacchi siden er blevet frataget sejren grundet ulovlig brug af et astmapræparat. Mens Pozzato vil kunne køre udmærket i både spurterne, de kuperede afslutninger og deltage i udbrud, vil Cunego og Di Luca rettere køre point ind på bakkeafslutninger, decimerede spurter og på bjergetaperne. Ender nogle af rytterne med faktisk at køre efter trøjen, vil det nok rettere være ved en tilfældighed; at trøjen på et sent tidspunkt viser sig at være inden for rækkevidde, og altså ikke noget man reelt kører efter.

Selvom Mark Cavendish (Team Columbia) formentlig vil være godt placeret i løbets første halvdel, ligner han ikke som det bedste bud på en samlet sejr. Dels er han for tung – sejren i Milano-Sanremo taler selvfølgelig imod denne vurdering – men vigtigst af alt, så virker det usandsynligt, at holdet lader ham fuldføre løbet. Efter 13. etaper venter der ingen etaper, hvor Cavendish kan forventes at gøre sig gældende, og man må forvente, at han udgår kort efter; han og holdet har større mål senere på sæsonen.

Alessandro Petacchi (LPR Brakes) vil derimod fuldføre, og han ligner en storfavorit. Dels virker han som den, som bedst vil kunne udfordre Cavendish i de sande massespurter, og så har han før vist, specielt i 2007-udgaven, at han faktisk godt kan klatre. Petacchi har haft en glimrende sæson med seks individuelle sejre, hvoraf den største kom i Grote Scheldeprijs.

Størst hyr får Petacchi med to ryttere, der i type ligner hinanden en del, nemlig Allan Davis (QuickStep) og Robert Hunter (Barloworld). Davis havde en mesterlig start på sæsonen, hvor han vandt Tour Down Under overlegent, og netop i Australien viste han hvorfor, han kan komme på tale her. Dels sejrede han i massespurterne, og det i et sprintermæssigt stærkt besat felt, og derudover kunne han både kommer med over de hårdeste bakker, samt endda vinde bakkespurter. Form er lidt et spørgsmålstegn, da der har været meget stille omkring Davis siden Milano-Sanremo, men omvendt er han holdets bedste, mest sikre bud, på et overvejende ungt mandskab.

Robert Hunter har samlet tre sejre i denne sæson hvor den vigtigste, i denne sammenhæng, kom i Giro dell Trentino. Her sad Hunter nemlig med hjem på en hård etape hvor han vandt spurten. Det samme vil være nødvendigt for sydafrikaneren, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at være med helt fremme i kampen om trøjen, for han vil næppe kunne slå typer som Petacchi i direkte duel. Men han er konstant, snu og hurtig nok til at skrabe mange point sammen.

Foruden disse topfavoritter, er der en række med unge og generelt mere usikre kort. Fælles for dem er, at de ikke kan forventes at være med fremme hver gang, enten på grund af umodenhed, tunghed eller kørestil. Tyler Farrar (Garmin-Slipstream) har haft en forrygende sæson, men vil nok stille sig tilfreds med en etapesejr. Robert Förster (Team Milram) er for tung og for svingende, hvilket også gælder for Team Saxo Banks bud, argentinske Juan José Haedo. Matthew Goss (Team Saxo Bank) kunne også have været et interessant bud, men vil til tider ikke køre for sig selv, ligesom målet nok ’blot’ vil være en etapesejr.

Bjergtrøjen (maglia verde)
Der er her tale om en intern konkurrence, hvor der tildeles point til den rytter, som først passerer hver kategoriseret stigning. Antallet af point, som hver stigning giver, er betinget af stigningens kategori, hvor kategorien udgør et arrangør-baseret skøn af vejens beskaffenhed, stejlhed og længde af den pågældende stigning. Den med flest point efter hver etape kan iklæde sig den grønne trøje.

Som altid kan bjergtrøjen gå til to ryttertyper: enten en klassementsrytter, der tager bjergtrøjen som en biting, eller en rytter der risikerer sine klassementsforhåbninger ved at give sig i kast med lange soloridt, på etaper, hvor der er mange point at hente. Sidste års vinder, Emanuele Sella, var i den henseende lidt en anomali, idet han startede med at smide masser af tid. Derfor fik han lov at køre med i udbrud. Senere vandt nogle etaper og kørte sig i bjergtrøjen, men viste sig senere så god i bjergene, at han langsomt kørte sig ind i klassementet. Sella, der siden blev taget for CERA, og hele hans hold er ikke at finde på startlisten i denne udgave, hvorfor trøjen skal finde en ny ejermand.

Traditionelt er dette en trøje, som de mindre italienske hold kæmper indædt om. Da det ofte handler om udbrud, er trøjen også svær at forudsige, men nogle navne trænger sig naturligvis mere på end andre. Blandt de store profiler kunne Stefano Garzelli (Acqua & Sapone - Caffé Mokambo) være en mand til trøjen, men om han går efter klassementet, etapesejre, eller en potentielt en bjergtrøje er svært at spå om, men han har helt sikkert de nødvendige kvaliteter. Andre oplagte profiler tæller Juan Mauricio Soler Hernandez og Felix Rafael Cardenas (Barloworld). Begge er gode bud, især da de begge før har vundet bjergtrøjer; Soler i Touren (2007) og Cardenas i Vueltaen (2003 og 2004). Soler har i denne sæson vist nogle af de takter, der i 2007 bragte ham på alles læber, men at præstere i en Grand Tour er selvfølgelig noget helt andet end Settimana Ciclistica Lombarda, hvor han sluttede som nummer to. Cardenas har kørt resultater ind i denne sæson, men virker stadig til at have sine bedste år bag sig.

Serramenti PVC Diquigiovanni - Androni Giocattol virker i stedet som det mest sandsynlige bud på en sejr. Holdet er velsignet med en overflod af talentfulde klatrere, og har før vist interesse efter trøjen, senest med José Rujano, som sejrede i 2005. Selvom Michele Scarponi og Gilberto Simoni begge besidder de nødvendige kvaliteter, vil man nok i stedet se til den sydamerikanske fløj af mandskabet. Carlos José Ochoa og Jackson Rodriguez er begge interessante klatrere, men Jose Rodolfo Serpa Perez vil nok være holdets es. Serpa er en udpræget klatrer, der ofte dominerer den sydamerikanske kalender, og som denne sæson vandt sin hidtil største sejr i Tour de Langkawi. Serpa lavede desuden nogle giftige fremstød i Ardenner-klassikkerne og formen virker helt i top.

Fra de ikke-italienske hold kunne Joaquin Rodriguez (Caisse D’Epargne) være et godt bud. Han har før vundet bjergtrøjen i Vueltaen, og kørte sidste sæson en meget offensiv Giro. Efter det sidste års mange topresultater kan han dog betænkes at have større mål. Andre bud tæller Johann Tschopp (Bbox Bouygues Telecom), Thomas Rohregger (Milram), Laurens Ten Dam (Rabobank), Gabriele Bosisio (LPR Brakes), Alexander Efimkin (Ag2r) og et hav af andre potentielle emner. Ligeledes må man forvente at det spanske mandskab Xacobeo Galicia hiver noget op af ærmet for at legitimere deres invitation.

Ungdomstrøjen (maglia bianca)
Denne trøje, der helliger og hylder fremtiden, blev i første omgang uddelt fra 1976 til og med 1994. Så stoppede man, og trøjen blev først genindført i 2007. De seneste vindere, altså siden genintroduktion, har således været Andy Schleck (2007) og Riccardo Ricco (2008).

Modsat de andre trøjer bliver den hvide ungdomstrøje ikke fordelt på baggrund af en indlagt konkurrence, men tager i stedet udgangspunkt i de unge rytteres placering i klassementet. Den bedst placerede vinder simpelthen ungdomskonkurrencen. De aldersmæssige forudsætninger er dog typisk, at man er født efter 1. januar 1984, og derfor højest er 25 år gammel.

I modsætning til de seneste udgaver, er der i år ikke nogen klare favoritter, og undertegnede må blot håbe, at han i opremsningen rammer nogenlunde rigtigt. En ’ung’ rytter som Janez Brajkovic (Astana) ville være et oplagt bud, men falder uden for aldersgrænsen i år. Thomas Lövkvist (Team Columbia) kunne på papiret fremstå som en favorit, men går ikke til løbet med illusioner om klassementet, ligesom han endvidere aldrig har kunnet stå distancen i de lange etapeløb. Som det fremgår af de udvalgte ryttere, er det ikke favoritter, end ikke outsidere, der er tale om. Vinderen kan således vise sig, at befinde sig relativt langt nede i de samlede klassement, men da vi taler om talenter, er der således også god grund til at forvente nogle positive overraskelser.

Starter vi med italienerne, så ligner ryttere som Eros Capecchi (Fuji-Servetto) og Daria Cataldo (QuickStep) nogen, der kunne være på tærsklen til et stort gennembrud. Capecchi kørte en meget flot sæson i fjor, hvor højdepunktet var sejren i Euskal Bizikleta, men har kørt en lidt anonym sæson hidtil. Cataldo var prominent som ungdomsrytter, men er først rigtig ved at finde sig til rette i ProTour-feltet nu, og kommer til løbet ovenpå et fint Romandiet Rundt. Andre italienske talenter tæller Valerio Agnoli (Liquigas), der har kørt en synlig sæson, men som nok er tiltænkt andre pligter. Francesco Masciarelli (Acqua & Sapone - Caffé Mokambo) kørte sidste år et fantastisk efterår i de italienske endagsløb, men talentet i etapeløbene er mindre udforsket. Og selvom Team Columbia har mange mål i denne Giro, så kunne en rytter som Morris Possoni måske gøre en god figur, om end holdet har mere oplagte ryttere til klassementet.   

Blandt udlændingene falder specielt Barloworlds interessant duo John-Lee Augustyn og Christopher Froome én i øjnene. Begge kørte sidste år et flot Tour de France, hvor Augustyn uden sit uheldige styrt på etapen til Jausiers (16. etape) kunne have kørt sig ind i mange fleres bevidsthed. Ellers er Jackson Rodriguez (Serramenti PVC Diquigiovanni - Androni Giocattoli) i gang med en flot sæson. Den 24-årige ryttere fra Venezuela har kørt en overbevisende for-sæson på den sydamerikanske kalender, men har også været med fremme i de seneste italienske opvarmingsløb, specielt Giro dell Trentino, men også GP Industria & Artigianato, hvor han sluttede som nummer tre. Derudover går belgiske Kevin Seeldrayers (QuickStep) til løbet med klassementdrømme efter sit flotte i Paris-Nice – han sluttede som nummer syv efter at hjælpe Chavanel undervejs. Men bjergene i Giro d’Italia udgør naturligvis et helt andet monster.