Goldschmidts klumme: Froome, Skurken som hovedrolle

Christopher Froome har været en dominerende skikkelse i cykelsporten i snart tre år. Han er cykelsportens uovervindelige, kalkulerende Skurk og har ikke andre interesser end at trætte løbet og knuse det i sit lette, akavede gear.

Populær har man aldrig kunnet kalde ham, og kulminationen af Froomes rolle som fjende nummer ét i den moderne cykelsport skete i dette års Tour de France, hvor et skybrud af hånlige bemærkninger styrtede ned over ham efter hans uheldige exit på 5. etape. Så kunne han lære det!

Froome kender sig selv ud over perfektionens grænser. At kende sig selv så godt er en kunstform. Han kigger på sin cykelcomputer og ved præcis, hvor længe han kan køre og hvor hurtigt. Han kører ikke på sin intuition og sit temperament. Han holder blikket stift på cykelcomputeren.

Hans ansigt er lidelsesløst. Hans knæ og albuer stritter. Han kører væk. Hans introduktion i sporten var mærkelig og hurtig, og han tog et tigerspring fra middelmådig til stjerneklatrer.

Den perfekte Skurk
Froome er upopulær grundet alle de ovennævnte forhold. Han er ikke den ryttertype, der i det almene er afholdt. Han er ikke en let, dansende italiener med smukke øjne og elegant stil, accelererende fra gruppen, som vi elsker det.  

Men ingen god film, uden en god Skurk - og Froome er den perfekte Skurk. Vi må holde af ham for hans tilstedeværelse og hans rolle. Hans foregribelse af teknologien. Hans moderne tilgang til tingene. Vi må holde af ham som modpol til Contador og Nibali, for uden ham ville de ikke skinne så meget. Det er et helt uundværligt løb i løbet: at have det kolde, kalkulerende stående i direkte kamp mod den varme intuition. 

Den stærke, sortklædte overmagt, der bliver udfordret af kreative angreb. Jeg mener, vi bør revurdere vort syn på Froome. Han er en kærkommen hovedrolle i cykelsportens præsens. Han spiller sin rolle perfekt. Jeg kan lide ham, også i den rolle.
 

Skurken i cykelsporten er nemlig en vigtig hovedrolle - også ud fra en historisk betragtning. Det har været en evig karakter, og Skurkene opstår i alle situationer og spændingsfyldte øjeblikke. De fleste kan sikkert huske, da Contador angreb Andy Schleck, da denne tabte kæden i 2010. Der var ingen grænser for, hvor usportsligt det var, og hvor meget der nu blev håbet på Schleck. Senere blev han så Skurken for ikke at levere resultater og ikke at bære sin opgave som stjerne med stolthed. 

Ingen morale i cyeklsporten
Eller for at gå længere tilbage i historien - Anquetil, der offentligt sagde, at han stillede op for præmiepengenes skyld. Han var kølig og beregnende og kørte ikke mere end nødvendigt. Det var ikke populært. Så hellere den korrekte folkelige Raymond Poulidor. 

Skurkene opstår altså på forskellige måder. Manglende stil, manglende manerer, manglende resultater, overlegenhed, men alle disse grunde fører til den samme uundværlige rolle.
 

Anquetil og Poulidors årelange duel er en af sportens mest glorværdige historier.  Netop denne modsætning, denne fortælling om den gode og den onde i duel, er fantastisk. I cykelsporten er der ikke nogen morale eller forudsigelighed i, hvem der vinder. 

Den stærkeste vinder. 

Lad os hylde vore Skurke, som vi hylder vore helte, for de lever i kraft af hinanden og gør sporten uforlignelig.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder