Helvede i nord! Optakt Paris-Roubaix

nullAf Mikael Bay

Så er det på tide at: 1) få aflyst alle dine eftermiddagsaftaler på søndag, 2) fortælle din kæreste, at alt hvad du siger/råber/skriger mellem 13-17 ikke kan bruges mod dig senere, og 3) huske at sætte videomaskinen til, selvom du ser live fjernsyn.

Der er nemlig ingen grund til at underdramatisere, enhver udgave af cykelklassikeren Paris-Roubaix har nemlig potentialet til at blive en legendarisk begivenhed, som ingen garvet cykelfan med respekt for sig selv vil mangle i samlingen.

De kolde facts er simple, 259 kilometers cykling, heraf de 52,7 kilometer på brosten og ingen af disse på, hvad der kan betegnes som bakker. Det er simpelthen cykelsportens nok fladeste begivenhed, hvis man vælger at fraregne de løb, der i januar og starten af februar køres i Qatar. Paradoksalt nok er det også sportens hårdeste begivenhed!

For de 52,7 kilometer brosten rummer hele essensen af løbet, et smukt levn fra fortiden, hvor landmændene skulle have veje, de kunne transportere deres varer på, når de skulle ind til byerne og sælge. De fleste af stykkerne er fredede i dag, og bruges én gang om året, nemlig når 200 ryttere kommer forbi og får rystet deres cykler, krop og sjæl igennem.

For førstegangsseeren er det en unik cykelbegivenhed, der ikke kan sammenlignes med noget andet inden for sportens verden, for den ældre seer er det et romantisk gensyn med fortidens helte, der på én eller anden måde er mejslet ned i hver enkelt brostensstykke.

Opbygningen er et kapitel helt for sig selv og en væsentlig bidragyder til det unikke i løbet. Starten er ganske traditionel med 100 kilometer cykling i fladt terræn, hvor kun vejret kan være en faktor. Det er her, et håbefuldt udbrud kører af sted og gerne skaffer sig et solidt forspring, men efter 100 kilometer kommer det første af i alt 27 stykker brosten, også kaldet pavéer, og så er der ikke flere muligheder for at gemme sig.

Helt specielt bliver det at se rytterne komme igennem Foret d’Arenberg igen, efter at man sidste år så sig nødsaget til at udelade strækningen på grund af rytternes sikkerhed. Rent selvisk må man som seer håbe, at de ikke har gjort for meget, for det er en bizar oplevelse at se rytterne kæmpe sig igennem denne umulige skov, der mere end nogen stigning kan sørge for en seriøs udskillelse. Sidder du ikke blandt de 20 første her, så er dine muligheder i løbet allerede stærkt begrænset, og bemærk venligst, at der er over 90 kilometer til mål herfra.

Derefter går det slag i slag med en alvorlig udskillelse bagfra indtil favoritgruppen rammer stykkerne Orchies og Mont-en-Pévèle, hvor de første seriøse angreb sættes ind. Allerede her er rytterne så trætte, at det ikke er utænkeligt, at det afgørende udbrud kan sættes ind, endda af kun en enkelt rytter, men det afhænger lidt af vejret, hvor særligt regnvejr vil gøre det til en slagmark.

Herefter køres der tempo indtil det spektakulære Carrefour de l’Arbre, der i manges øjne er et endnu værre stykke end Foret d’Arenberg, men som på grund af beliggenheden så tæt på mål ikke har det gigantiske skue af bunkevis af ryttere, som skoven har. Derefter går det mod målet i Roubaix, hvor målstregen smukt er henlagt til den gamle velodrom i byen.

Det er ingen overdrivelse, hvis man påstår, at kun Tour de France rummer mere prestige end en sejr i Paris-Roubaix, men det er netop fordi, kun ganske få af feltets ryttere faktisk har en realistisk mulighed for at vinde. Øverst blandt disse kommer det ikke som nogen overraskelse at Tom Boonen står.

Boonen er allerede i en alder af 25 år kongen af brostenene, der er ingen over og ingen ved siden af, efter at han i søndags gentog sidste års sejr i Flandern Rundt. Vinder han også på søndag, vil han blive den første i historien, der gentager den i sig selv sjældne bedrift at vinde de 2 store brostensløb inden for samme år.

Han udfordres først og fremmest af George Hincapie og Fabian Cancellara. Hincapie virkede i Flandern Rundt til at være uhyggeligt godt kørende, men desværre blev han taktisk fanget af at have holdkammeraten Leif Hoste med fremme i det afgørende udbrud. Noget kunne efterfølgende tyde på, at man fra Team Discovery Channels side ikke helt havde regnet med, at Hoste skulle holde hjem med et angreb så langt ude fra, men det gjorde han, og Hincapie måtte tage til takke med 3. pladsen.

Fabian Cancellara har ligeledes gjort det fremragende den sidste uge, og tager man i betragtning, at Paris-Roubaix er skræddersyet til schweizeren, kan der sagtens være noget stort i vente for holdejer Bjarne Riis. Med sig har han en ligeledes godt kørende Kurt-Asle Arvesen og danske Lars Michaelsen, der sidste år blev nummer 5, og som i Gent-Wevelgem i onsdag nærmest mirakuløst genfandt noget, der ligner form efter at have været mere eller mindre sat ud af spillet med et brækket kindben.

Juan Antonio Flecha sad godt med både i Flandern Rundt og Gent-Wevelgem og noget atypisk for en spansk rytter, så er Paris-Roubaix hans favoritløb, og sidste år viste den seje spanier, at han godt kan sidde med helt til slut, selvom han var løbet tør for kræfter, da han ramte velodromen i Roubaix.

Herefter tynder favoritfeltet allerede ud, selvfølgelig skal folk som Andreas Klier, Alessandro Ballan og Leif Hoste nævnes, men de virker alle som ryttere, der er bedre tilpasset til at køre Flandern Rundt end Paris-Roubaix. Veteranen Peter van Petegem ligeså, selvom det kan virke paradoksalt at sige det om en tidligere vinder, for van Petegems vedkommende kan det dog siges, at man generelt bliver bedre og bedre i Paris-Roubaix jo ældre man bliver, og 36 år er ingen alder i den sammenhæng.

Et friskt bud kunne være, at Boonens holdkammerat Filippo Pozzato rent faktisk kan blive Boonens værste konkurrent, hvis man sender Pozzato i et fremstød, der skal trætte de andre hold, for den unge italiener har efterhånden bevist, at han har evnerne til at holde hele vejen, skulle han først få muligheden. Sidste år ofrede Pozzato sig dog totalt for Boonen, idet han var den, der sørgede for tempoet, da Quick-Step splittede feltet med omkring 70 kilometer til mål

Norske Thor Hushvod skal heller ikke glemmes efter triumfen i Gent-Wevelgem. Endnu mangler han dog at vise råstyrke til at stå hele distancen i de store klassikere. Erik Zabel derimod har den nødvendige styrke og erfaring til at blive en faktor, til gengæld kan han komme til at mangle seriøs opbakning fra sine holdkammerater.

Udover Lars Michaelsen består den danske deltagelse af Allan Johansen og Martin Pedersen fra Team CSC og Frank Høj fra Gerolsteiner, men ingen af disse er næppe i en form, der gør dem konkurrencedygtige på søndag.