Italienske motionsklassikere: Maratona dles Dolomiti – en beretning

I det nordlige Italien har man virkelig forstået, hvad det vil sige at udnytte terrænet både sommer og vinter. Med udgangspunkt i byerne Canazei, Gröden og Corvara har man skabt et skiområde, der er et af de største sammenhængende områder i Europa. Omdrejningspunktet i dette område er en rundtur, der hedder Sellaronda. Denne tur kan løbes både med og mod uret.

Om sommeren tager dette område udgangspunkt i den samme rundtur, hvor den dog køres på cykel. Her er der også mulighed for at køre den både med og mod uret. Det foregår blandt andet i den største af flere cykel events, der tager udgangspunkt i de fire bjergpas Passo Campolongo, Passo Pordoi, Passo Sella og Passo Gardena: Motionscykelløbet - Gran Fondoen - Maratona dles Dolomiti over 138 kilometer (med mulighed for to kortere ruter og færre end de 4.230 højdemeter!).

Der deltager ca. 9.000 cykelryttere i dette enestående løb, som kørte første gang i 1987, og der er hvert år så meget rift om pladserne, at man allerede i oktober/november skal tilmelde sig en lodtrækning om pladserne. Lodtrækningen foretages herefter i slutningen af november måned. Til løbet i 2014 var der over 31.000 interesserede, fra 80 forskellige lande, som havde købt en lodseddel. De kostede 2 € stykket, men så går pengene også til et godt formål i forbindelse med hjælpearbejde i Afrika.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Løbet afvikles lige omkring den 1. juli, det er lidt forskelligt fra år til år, om det er sidst i juni eller først i juli. I hele ugen op til løbet er der aktiviteter i området henvendt til cyklister, og hele egnen emmer af cykelløb. Setup’et er ganske imponerende, og når man fra torsdag aften kan afhente sin startpakke, finder man da også en cykeltrøje og en vindvest i startpakken. Vindvesten er fremstillet af genbrugsmaterialer.

Startpakken indeholder også et fyldigt program - det kræver trods alt noget af en organisering at få sendt 9.000 cykelryttere af sted fordelt på fire forskellige startgrupper. Man finder naturligvis også den obligatoriske ’expo’ med masses af udstillere, når man henter sin startpakke.

Dagen oprinder

Vi havde indlogeret os på Hotel Gran Risa, hvilket skulle vise sig at være helt perfekt i forhold til starten. Fruen skulle starte i startgruppe 2 (og køre en kortere distance), som lå en lille stykke oppe ad vejen, hvorimod jeg skulle starte i gruppe 3 som havde opmarch lige udenfor cykelkælderen.

Hotellet serverede morgenmad fra kl. 4.00 - starten gik kl. 6.30. Startgrupperne bliver man inddelt i i forhold til den tid, man kørte i året før. Det er ikke sådan, at fruen er bedre end mig. Alle damerne starter simpelthen i de to første startgrupper, hvorimod der er fire startgrupper til mændene.

Ca. kl. 6.00 kom jeg op af cykelkælderen og gik direkte ind i startboksen. Trods det tidlige tidspunkt på dagen var stemningen allerede god og spændt forud den forestående start. Der var høj musik i højtalerne, som ind imellem blev afbrudt af en speaker, der lige skulle komme med de sidste informationer om løbet. Derudover var der et par lokale kendisser, som lige skulle sige et par bevingede ord inden start. Ovenover os fløj der helikoptere rundt og fotograferede. Nogle af dem optog også til fjernsynet. Hele løbet blev transmitteret direkte på RAI.

Klokken 6.30, præcis, lød startskuddet. Da vi stod ca. en kilometer fra startstregen, kunne man svagt høre det. Og der gik da også lidt tid, før vi kunne sætte i gang. Da ens tid først begynder, når man passere startstregen, betyder det ikke ret meget, hvornår man får lov til at køre, selvom man selvfølgelig er lidt utålmodig. Ifølge arrangørerne var de første ryttere på vej op ad det andet bjerg, Pordoi, da de sidste ryttere passerede startstregen.

Efter at man er kommet af sted, er det med at holde tungen lige i munden - 9.000 ryttere fylder rigtig meget, og det er jo ikke alle, der kører lige hurtigt. Har man først prøvet et af de store motionsløb, vil man vide, hvad der menes.

Fra starten i La Villa går det svagt opad mod målbyen Corvara, hvor man inde i selve byen starter rigtigt på den første stigning, Passo Campolongo. Det er også her, man kører ind på Sellaronda.

Det gik fint op ad bjerget, hvor man overhaler en masse foranliggende ryttere. Ofte er man lidt overmodig og gavmild med kræfterne, og bliver endda nødt til at bremse, da det ikke lige er til at komme forbi.



Udfordringerne starter
Allerede på toppen af Campolonga oplevede jeg min første krise - da jeg her fandt ud af at mine to flasker stadigvæk stod hjemme på hotellet. Nu tænker man så over, hvad man skal gøre, og her kom jeg i tanke om, at der normalt altid er nogen, der taber deres flasker på nedkørslerne, så nu var fokus på at se efter en tabt flaske, man kunne overtage.

Nedkørslen fra Campolongo forløb perfekt - dog uden, at jeg fandt en ny flaske. Der skulle derfor drikkes igennem i depoterne.

Herefter stod den straks på opkørsel til Passo Pordoi, Jeg var endnu ikke kommet ud af trafikken, så det handlede stadigvæk om at skulle forbi en masse andre ryttere.

Pordoi består af mange hårnålesving, og man kan se toppen af passet de sidste fire km. Det er et fantastisk syn, når man ser ned i mod dalen, og det eneste, man ser ned af bjerget, er ryttere på alle hylderne under en. Fra toppen af Pordoi går det igen nedad mod Canazei. Men omkring halvvejs nede svinger man til højre op imod Passo Sella. Kort efter svinget kommer der et lille plateau, hvor der ligger en restaurant og et depot.

Jeg valgte at gå på depotet, da jeg endnu ikke havde fundet en flaske

Passo Sella er ikke ret lang, men den er meget stejl! Når man kører fra depotet, kører man hen imod en klippevæg, som man skal opover. Vejen går langs denne ”væg” med hårnålesving og stigningsprocenter omkring de 11. Oppe over ”væggen” flader vejen ud den sidste kilometer, og straks efter passet svinger man, og så går det igen nedad.



Op og ned - og mere op og ned …
På ved ned fra Passo Sella skete det så - jeg fandt en flaske. Ved at fylde den op på depoterne undervejs kunne jeg holde hele vejen hjem til mål. 2014 var heldigvis ikke den varmeste udgave af løbet, så væskeindtaget var ikke helt påtrængende, som det har været nogle af de andre år.

Næste stigning gik op til Passo Gardena, en opkørsel, som kommer i to tempi. På de første tre kilometer er der et depot sammen med en restaurant, hvor der altid er en mindre fest. Restaurantens personale går rundt og serverer pølser og ost for rytterne. I år var der et lille blæserensemble, som stod og spillede for os.

Alle ryttere skal ned af den snoede nedkørsel, da den ender i målområdet i Corvara, og for dem, som vælger at køre den helt korte rute på 55 kilometer, er det her, det slutter. Man kan afgøre med sig selv, om man vil køre i mål og derved gennemføre Sellaronda’en. Alternativt kan man fortsætte igennem mål ud på de to lange ruter.

Jeg fortsatte og skulle dermed en ny tur opover Passo Campolongo, denne gang dog med en hel del mindre trafik. I bunden sendes man denne gang i en anden retning og fortsætter ned i dalen. Her kommer der et længere, men fantastisk stræk, hvor det går lidt op og ned. Man kører på langs af bjerget og kan se flere 100 meter ned i en kløft. Betagende, intet mindre!

Ved delingen - om man vil køre Gran eller Medio Fondoen (106 kilometer), det bestemmer man selv på dagen - fortsatte jeg ud på den fulde distance. Eller det vil sige, det er jo ikke kilometerantallet, som skræmmer, men højdemetrene. Blandt andet dem, som kommer af Passo Giau …

Fra delingen kommer der en længere nedkørsel, hvor man et stykke nede svinger til højre for at køre op ad en mindre bonusbakke med det ’lette’ navn Belvedere di Colle Santa Lucia. Kort før toppen var der igen et depot, hvor jeg fik fyldt min flaske, så jeg var klar til dagens store udfordring: Passo Giau. Efter toppen er der en kort nedkørsel, der slutter med et skarpt højresving, inden man svinger til venstre og starter opkørslen. Så er man ligesom kommet helt ned i fart inden stigningen. Perfekt!

De sidste, men grimme procenter

Passo Giau’s nøgletal er 9,9 kilometer med 922 højdemeter, svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3 procent. På vej op findes der nogle meget få og meget korte steder, hen over en bæk, hvor stigningen flader ud. Ellers er det en meget konstant stigning, der holder den samme procent hele vejen op. Stigningen starter efter ca. 87 kilometer og allerede 2.400 kørte højdemeter, så den kan godt mærkes!

Mange stopper på vejen op - for at nyde udsigten eller af ren træthed? Jeg kæmpede mig hele vejen derop, uden at stoppe op undervejs. Det gik der så en lille time med … Inden det igen går nedad, mod Cortina. Så langt kommer man dog ikke, Passo Falzarego påbegyndes, og der går direkte videre op til Passo Valparola.

I forhold til Giau føles den stigning næsten flad, hvis det ikke lige var fordi; man jo netop havde Giau i benene. Første gang, man kører løbet og når toppen af Falzerego, tror man er man er oppe. Men man bliver dybt skuffet, da man på toppen svinger til højre og fortsætter op yderligere ca. 200 højdemeter mod Passo Valparola.

Jeg faldt i 2014 ikke for den ’begynderfejl, men havde også brug for at samle al min koncentration om dagens sidste udfordring. Tidligere vidste man, at nu gik det bare ned til mål, men i 2014 - og det gentages i 2015 - har man indføjet en lille stigning få kilometer fra mål.

Mür de Giat eller på dansk kattebakken er en lille stigning på kun 360 meter. Men hvilke 360 meter! Den gennemsnitlige stigningsprocent er 13,1, med et max på hele 19 procent. Det tangerer direkte ondskabsfuldhed fra arrangørernes side.

Heldigvis var der fyldt med tilskuer på denne korte stigning, som heppede det bedste, de havde lært, så for alt i verden stiger man ikke af og begynder at trække. (Det var der dog nogle der gjorde.) På nedkørslen fra Valparola havde jeg fået en siver på forhjulet, så jeg havde kørt lidt forsigtigt ned og fra toppen af Kattebakken havde jeg travlt med at komme til mål, inden jeg blev helt flad på forhjulet.

Vel ankommet til mål får man en medalje og ved returnering af sin chip enten 10 € retur eller en cap til erindring. Der er naturligvis også både mad og drikke at fylde depoterne op med. Når der skal laves mad til flere tusinde ryttere, kan man ikke lige forvente, at det er en 5 stjernet Michelinmenu man får. Men jeg afleverede cyklen i den overvågede cykelgarderobe og fik mig en glimrende måltid mad. Stemningen i den overdækkede skøjtehal var god, og man fornemmede, at der allerede var godt gang i at blive fortalt mange løgnehistorier fra dagens cykelridt. 

Peter Vestergaard kørte på eget initiativ Maratona dles Dolomiti og har skrevet ovenstående beretning på opfordring fra Feltet.dk. De kommende dage kan du også læse beretninger fra La Fausto Coppi Gran Fondo og La Leggendaria Charly Gaul. 

Læs meget mere om motionscykling på Feltet.dks nye cykelportal for motionister: www.motionsfeltet.dk