Kloppenburg efter mareridtssæson: Ikke af med mig endnu

Sidste års tredjeplads til DM i cykelcross i Kalundborg var jo ikke helt, som jeg gerne ville have haft det. Juli og august 2015 havde været rigtige gode med nogle gode resultater på landevejen og med tilbud om en 2016 kontrakt med BMS-Birn, som jeg sagde ja til. Så jeg havde jo sat mig op til, at det skulle være en god sæson, og jeg ville komme tilbage på mit gamle niveau.

Da crosssæsonen startede kunne jeg med det samme mærke, at jeg ikke var 100 procent. Først tror man, at man bare lige skal i gang igen, da 2014-2015 crosssæsonen jo var afskrevet på grund af sygdom. Som tiden gik begyndte jeg at blive lidt uroligt omkring det, da jeg formodede, at der var mere end bare at komme i gang igen.

Lægen lavede alle de normale kontroller og blodprøver for at tjekke om alt var i orden, det kunne jo blandt andet være, at CMV virussen fra året før var kommet tilbage, selvom det ikke lige følte sådan. Heldigvis var alt i orden, men det efterlod mig med en dobbelt følelse. Hvis kroppen var ok, måtte jeg finde det andre steder, så vi gennemgik min træning men der var ikke rigtigt noget at finde der heller. Så jeg kørte videre og håbede på at det hele ville bedre sig. Det endte med en meget frustrerende tredje plads til CX DM i Kalundborg.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som ved de fleste løb, jeg kørte i perioden op til, følte jeg, at jeg havde en god første omgang, og så var det som om, jeg ikke kunne køre stærkt mere, selvom jeg ikke følte mig forpustet eller presset, men benene ville bare ikke. Når jeg så kom i mål, havde jeg det som om, at jeg godt kunne køre et par omgange mere. Meget frustrerende tog jeg hjem til Belgien og tilbage til skrivebordet for at forberede sæsonens sidste halvanden måned.

Alvorlig rygskade

Efter en uge eller to derhjemme begyndte jeg at have smerter i mit venstre ben. Det føltes lidt som vokseværk eller som om dele af mit ben "sov". Efter et par dage, uden det forsvandt, ringede jeg til min læge. Jeg kunne komme ind med det samme, og efter et par hurtige check blev der bestilt tid til MRI og CT scan til ryggen.

Resultatet af scanningerne var desværre ikke gode. Der var en voldsom overbelastning og to svulmede disk i rygsøjlen i underryggen. Smerterne i benet kom fra et opstået pres på nerven, der går hele vejen fra rygsøjlen ned til tæerne. Det forklarede ifølge ham, hvordan jeg havde følt mig på cyklen igennem de sidste måneder.

Så den sidste måned af sæsonen blev aflyst, og jeg måtte ringe mit nye hold for at udskyde min landevejssæsonstart. Jeg var mildest talt skuffet. To sæsoner var nu ødelagt på grund af sygdom og skader. Først måtte jeg holde mig i ro i en periode med en del massage og behandling hos min fys for at få overbelastningen til at falde til ro og for at være klar til at begynde genoptræning.

Da jeg startede genoptræningen for alvor i marts gik det faktisk ret godt, og jeg var overrasket over, hvor godt den første store basis blok på cyklen gik. Så ved godt mod ringede jeg til Bo Handberg for at snakke om min sæsonstart og vi aftalte det skulle være i begyndelsen af maj.

Smertene vender tilbage

Desværre var det ikke slutningen på historien. I løbet af sæsonen kom smerterne i benet tilbage ad flere gange, selvom ryggen var god, og jeg stadigvæk fik regelmæssigt fysioterapi og sørgede for at lave nok styrketræning og core stability. Når smerterne kom tilbage, trak musklerne i mit venstre ben sig sammen, og jeg kunne ikke træde en bule i en blød hat. Det kunne ske fra det ene minut til det andet.

Så jeg kom til flere tjek, hvor de fandt ud af, at nerven, som havde siddet i klemme igennem vinteren, sendte signaler ud selv - uden om hjernen - og at der var aktivitet, selvom jeg sad helt stille. Det forklarede smerterne, da musklerne trak sig sammen og var en slags beskyttelses mekanisme.

Nerven var altså blevet beskadiget, og det tager tid at hele. Ingen vidste rigtigt hvor lang tid, og der var heller ikke rigtigt noget, man kunne gøre. Jeg måtte gerne træne og køre løb men skulle holde øje med smerten og sørge for, at jeg holdt igen, når den kom, da der var risiko for kronisk smerte.

Resten af landevejssæsonen var fyldt med høje toppe og dybe dale. Når smerterne var væk, var jeg glad og endeligt på vej tilbage for så at blive skuffet igen, når smerten vendte tilbage. Det var en hård periode - fysisk men mest psykisk.

Jeg sank meget dybt i perioder. Det er hårdt at være skadet og være i et cykling og cykelcross-mekka og bo, hvor alle ved, at man kører på cykel. Det er svært at glemme skaden og tænke på andre ting, når alt omkring én er cykling.

Lang pause fra cyklen

I midten af august besluttede min kæreste - James Spragg - sig for at indstille karrieren, og jeg besluttede, at det var tid til at tænke over, hvad der skulle ske med crosssæsonen. Motivation var langtfra i top, og jeg følte mig ærlig talt drænet, før crosssæsonen overhovedet var startet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Jeg besluttede mig for, at jeg vil sætte et kryds igennem 2016-2017. Jeg ville ikke blive ved at rende rundt, som en hund, der jagter sin egen hale. Nu ville jeg give min krop og mit hoved tid til at hele og stille og roligt finde glæden tilbage.

Sygdom og skader havde gjort, at så snart jeg tænkte på cykling, fik jeg stress og kom i dårligt humør. Så vi tog til England, hvor min kæreste er fra og gik lange ture med hunden og på stranden - vi tog endda ud at surfe. Vi tog også et par cykelture, for sjovt vel at mærke. På en af turene fik en engelsk veninde overtalt mig til at komme med ud og køre Rás na mBan, et lille etapeløb i Irland, bare for sjov. Uden pres og bare for sjovt gik det faktisk overraskende godt.

Det sparkede lidt liv i mit lille cykelhjerte, og det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke var klar til at indstille karrieren og ville opnå meget mere, men at jeg havde brug for tid til at komme tilbage. Den mentale skade efter to år med sygdom og skade var stor, og selvtilliden var i bund.

Jeg tog en lang cykelpause efter Irland, og det var her, vi besluttede os for, at vi ville flytte til England for at være lidt længere væk fra cyklingens centrum, for at kunne koble bedre fra og for selvfølgelig at være tættere på en del af vores familie - min familie bor stadig i Gislinge. 

Så den 1. december blev den store flyttedag, og vi flyttede til svigerforældrene i Devon. Det er nu base for vores husjagt, og forhåbentlig finder vi vores drømmehus snart, så vi for alvor kan slå os ned.

Motivationen tilbage

Efter vi flyttede fandt jeg også for alvor cyklen frem igen, og med de nye omgivelser kom frisk motivation. Selvom jeg bare kørte det, jeg følte for, blev det til masser af timer oven i mine seks til otte timers styrketræning om ugen, som jeg var blevet ved med at lave. Uden pres for at skulle nå at blive klar til noget løb eller en sæsonstart kørte jeg bare og var glad og uden bekymring.

Siden landevejssæsonens ende havde jeg ikke rigtigt fået snakket med nogen inden for cyklingens verden. Jeg havde heller ikke fået snakket med Bo om en ny kontrakt for 2017. Det bekymrede mig dog ikke, og jeg tænkte faktisk, at jeg bare ville tage 2017 som det kom og som individuel rytter i mindre løb.

Så da jeg ringede til Bo, var jeg overrasket over, at hvis jeg ville, kunne jeg godt få en ny kontrakt. Vi blev dog enige om, at min første idé var bedre for mig lige nu uden pres fra nogen om at blive klar på et sat tidspunkt. Hvis det nu var, at det kom til at gå rigtig godt, kunne vi jo altid tage en snak igen. Så vi besluttede os for, at det var bedst for mig, at vores veje skiltes for nu.

”Ikke af med mig endnu”

Jeg er glad for den beslutning, jeg tog, om ikke at køre cykelcross i 2016-17 og om ikke at have nogen forpligtelse i 2017. Skaden kommer frem i ny og næ, men det giver mig ikke stress længere, da jeg ikke skal nå noget.

Jeg er kommet så langt mentalt, at jeg har turde at tænke på at køre landevejsløb til foråret uden at få stress. Så pigerne er ikke af med mig endnu, ikke på landevejen og heller ikke i cross. Så selvom jeg rigtig gerne ville have kørt DM på søndag, er jeg også glad for ikke at køre.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Bonussen har været, at jeg for første gang i syv år har kunne holde jul og nytår hos min familie i Gislinge. Det har været fantastisk, og der gik det op for mig, hvor meget man giver afkald på, når man dyrker eliteidræt. Men hvis jeg skal holde jul og nytår som i år, så vil jeg blive tyk og rund ret hurtigt, og det kan vi jo ikke have. Så vi ses igen til DM i 2018, og jeg har hørt rygter om, at det skal afholdes i Holbæk.

Margriet Kloppenburg