Klumme: Nedslag i en engelsk cykelsommer

Critérium du Dauphiné  

Sommeren er så småt begyndt, hvilket i de engelske Midlands, hvor jeg pt. er bosat, mestendels betyder regn og skyer. Fremfor at tage min foretrukne løbetur langs byens kanaler, flygter jeg derfor direkte til mit træningscenter.

Efter lidt vægtløftning går jeg nedenunder og påbegynder arbejdet på min stædige og stadigt voksende vom; den har, om nogen, værdsat udskiftningen af den lette danske pilsner med den mere rugbrødslignende engelske variant. Idet jeg skyder brystet op mod mine knæ og udbryder et ynkeligt hvin, hører jeg for første gang en lokal udtale det, som bliver sommerens ord: ”Wiggins”.

Det er to ældre engelske mænd ved min side, der til min overraskelse taler om cykelsport. Havde jeg endelig fundet nogen, der delte min store passion i dette cykelforladte land? Nej, slet ikke. Samtalen gik på, om hvorvidt den engelske cykelrytter, Bradley Wiggins, måske kunne vinde Tour de France. De bliver hurtigt enige om, at det kan han næppe.

Jeg ved bedre og har længe prøvet og forklare mine engelske venner, at de går en stor cykelsommer i vente. De er typisk kritiske eller apatiske, men de beundrer Mark Cavendish. Men mest af alt er de ligeglade.    

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Tour de France

Efter en kort sommerferie i Danmark og Slovakiet er jeg atter tilbage i min søvnige universitetsby. Jeg begiver mig mod en lokal pub. På ben, for jeg tør endnu ikke cykle, da hverken vejene eller billisterne synes at anerkende cyklisters eksistens. Jeg er her for at møde to venner, Liam og Tom, og fordi pubben om søndagen sælger fadøl til £1. Bradley Wiggins har lige vundet Tour de France som den første englænder.

Liam betaler gavmildt første omgang. Han ser godt ud; tyndere, friskere og gladere. Han spørger, om jeg nød min tur, og jeg fortæller om korte romancer med piger med finurligt hår og en Slovakisk spiritus ved navn Borovička, der har det ejendommelige kælenavn ’Skovens Hævn’.

Liam har haft en mere fornuftig sommer.  Han er begyndt at motionere. En gammel rygskade var brudt op og gjort ham bevidst om, at det var nødvendigt at styrke hans ’core’. Hans rutine består af mavebøjninger, armbøjninger, lidt vægtløftning, og en times cykelløb efter arbejde. ”Ja, Touren har virkelige inspireret mig,” forklarer han, ”Wiggins! Jeg enkeltstarter derudaf som Wiggins.”

Mine tanker drages straks tilbage på sommeren 1996, hvor jeg og resten af Hernings unge drenge plagede vores forældre om en ny cykel. Den ene begivenhed, Riis’ store sejr, har formet mit fritidsliv mere end noget andet. Siden da har jeg set alt jeg kunne komme til, ligesom Danmark formentlig aldrig ser en sommer uden Tour de France på skærmen. Touren er nu en del af vores DNA. Gad vide om Wiggins’ sejr vil påvirke Liam i samme grad? Gad vide hvordan den vil påvirke England?

OL-linjeløbet

Jeg sover det meste af togturen mod London. Fra St. Pancras Station har jeg cirka en time til at nå frem til dagens store begivenhed, OL-linjeløbet for herrer. Jeg fanger hurtigt min metro, der mod forventning er relativ rolig her klokken ni om morgenen, og tager Picadelli-linien mod Green Park.

OL har fyldt meget i hele Englands gade- og mediebillede, men det er først, da jeg når op af undergrunden, at omfanget rigtigt går op for mig. London er fuldstændig udsmykket og der er boder og OL-skilte overalt. Alt er magenta. Jeg går gennem parken, men følger Picadelli-vejen ned mod Constitution Hill; det sted, jeg nøje har udvalgt.

Jeg ender med at stå godt: jeg vil kunne se rytterne komme opad bakken, og i de to sving, jeg står i mellem, vil rytterne køre langsomt. Jeg står til at starte sammen med en rumænsk familie samt en italiensk far og datter, men der er evig udskiftning, for folk ved ikke, hvor godt vi står. Jeg hjemsøges konstant af Wiggins’ hule øjne. Den store dille er nemlig at iklæde sig Wiggins-masker. Kort før start får jeg selskab af en engelsk familie iklædt ”Go Cav”-trøjer.

Arrangørerne har designet en tåbelig rute. Hvor mesterskaber, som VM i København, typisk køres på rundstrækninger på cirka 12-18 kilometer, hvor tilskuere kan se rytterne passere op til tyve gange, så har de engelske arrangører valgt en fjollet mellemløsning. Feltet sættes i gang ved The Mall, 300 meter fra hvor jeg står, hvorefter feltet føres sydvest gennem London og mod forstæderne og en bakke, Box Hill, hvor feltet kører ni omgange på en 15,5 kilometer lang rundstrækning, inden de atter vender tilbage mod London. Med andre ord er ingen glade; de ved Box Hill får ikke lov til at se afgørelsen live, og vi i London skal vente syv timer mellem start og mål. Samtidig er ruten designet på en meget udspekuleret måde, hvor man har forsøgt at gøre mulighederne for engelsk sejr store, uden dog at gøre det for åbenlyst, at planen er, at Mark Cavendish skal vinde.

Det er overstået, før man egentlig bemærker det. Jeg spotter den australske sprinter Matt Goss, men ellers er det en stor tåge. Men folk er ellevilde og det er slemt smittende på humøret. Jeg går glad derfra og tjekker de smukke, olympiske omgivelser ud. Den slovakiske stjerne, Peter Sagan, har især tiltrukket mange fans, men det er Cavendish alle taler om. 

London, som England generelt, er ikke specielt cykelvenlig. Cykelstier er sjældne. Men alligevel er der forbavsende mange cykler i trafikken, og modsat det provinsielle England synes cyklisterne ikke i lige så høj grad at blive tvunget op på fortovet. De tør faktisk blive på vejen. Små asiatiske piger slingrer indimellem bybusser og bilerne kommer skræmmende tæt på. Der synes ikke at være nogen orden, men alligevel fungerer det faktisk.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der er dog en forskel. Det er ikke hvem som helst, der cykler. Det er de særlige; de med det rigtige udstyr og de hurtige racercykler – det er ikke for sjov, det her, fortæller de os fodgængere. Selvom konsulentfirmaet Copenhaganize Consulting gav London en forbavsende positiv vurdering i deres store undersøgelse af verdens mest cykelvenlige storbyer, så mangler London stadig et stykke, før man får alle med. Men det går bestemt den rette vej. ITV, Englands pendant til TV2, startede over sommeren med at sende The Cycle Show, en slags cykelorienteret version af Top Gear, og der er tale om et folkeligt program med alverdens gæster med forskellige historier om livet på cyklen. Der er noget i luften.

Men englænderne har stadig utrolig meget at lære, ikke mindst om cykelsport, og det, de har lært, er noget helt andet, end vi danskere. Hvor danskeres forhold til cykelsport primært er blevet formet af Jørgen Leths æstetiske syn og ikke mindst hans forherligelse af de modige angribere, har englænderne fået en helt anden opdragelse.

Det bliver helt klart nærmest med det samme jeg går ind i dagens første pub. Klokken er halv elleve, men alle drikker fadøl. Som London generelt er det en multinational forsamling. En højlydt og orangeklædt gruppe af hollændere har taget de bedste pladser foran Tv’et, men der også er australiere, englændere, amerikanere og tyskere. Jeg bestiller en fadøl, kaffe og noget fedtet engelsk morgenmad. Der er god stemning i pubben, og alle synes at være kommet for at følge cykelløbet.

Allerede fra start bliver cykelløbets dynamik klar. Storbritannien, anført primært af ryttere fra det succesfulde Team Sky, jagter udbryderne og holder dem i kort snor. De får lidt hjælp, men ikke megen. Min sidemand ved baren forklarer mig, hvad jeg allerede ved, nemlig at Storbritannien bare vil kontrollere udbryderne, og så hente dem langsomt på vejen ind til London. ”Som i Touren. Det er smukt”.

Den kommentar får en af hollænderne til at melde sig ind i samtalen. ”Det er bestemt ikke smukt. Det er kedeligt og destruktivt. Angreb, mod, impulsivitet; det er det cykelløb handler om, det er det, der skaber mestre”.

Disse ord falder for døde ører, og det bliver ikke sidste gang, jeg hører en englænder fremhæve det smukke i en massespurt. Som en smuk, mørkhudet pige senere forklarer mig, så er det massespurten – eller mere præcist den koordinerede jagt forinden – det hun finder mest smukt og bevægende ved cykelsport. ”Den måde de lissom, præcist fanger dem til sidst og så skyder Cavendish frem… Det er så spændende”. Danskere og hollændere, der er vokset op med aggressive idoler, har ikke fået den samme opdragelse.   

Jeg forlader pubben og begiver mig ud i solskinnet. Løbet står alligevel stille de næste omgange, det ved jeg. Jeg går forbi en boghandel, hvor jeg finder en bog, jeg længe har ledt efter, og hopper ind i den næste pub, hvor klientellet synes nærmest identisk med den sidste: højstemte og orange hollændere, forvirrede amerikanere og fejlagtigt bedrevidende englændere.

Løbet er nu i sin afgørende fase. Feltet mangler kun bakken to gange inden de atter kører mod London, og Storbritannien synes at have det hele under kontrol. ”Se der,” siger min skaldede engelske kompagnon ved baren, ”de kontrollerer bare det hele, Wiggins og Froome. De har helt styr på det, som i Touren”. Jeg nikker, men nævner, at dette ikke er Tour de France, at landene kun har fem ryttere til start, og at OL aldrig tidligere er blevet afgjort i en massespurt og næppe vil gøre det igen, som jeg forklarer min ligeså forvirrede mor i en SMS.

På sidste opkørsel af bakken mister Storbritannien kontrollen over feltet og en større gruppe slipper af sted – uden Cavendish og Wiggins. Kasakken Alexandre Vinokourov vinder en flot, opportun sejr, der sætter et perfekt punktum på offensiv karriere. Hollænderne og jeg jubler, mens englænderne er stille og skuffede. Måske de værdsætter sådan noget en dag, ligesom de forhåbentligt snart får lavet nogle cykelstier. 

Vuelta a España

Nogle dage senere får Wiggins og England den sejr, som de har ventet på, men guldet i herrernes enkeltstart drukner lidt, idet England begynder at støvsuge medaljer i roning. Men Wiggins er nu ikke bare en sportsstjerne, men en sand nationalhelt. Ved GQ Magazines årlige ’Men Of The Year’ prisoverrækkelse overleveres Wiggins en ’lifetime achivement award’ af Liam Gallagher fra Oasis. Det føles som et højdepunkt, for det kan næsten kun gå nedad herfra. Det ved vi, der har fulgt cykelsport i længere tid. Men England tror stadig på cykelhelte.

Jeg forsøger at gejle mine venner op til Vuelta a España, men det er ikke lige til. De Paraolympiske Lege foregår samtidig, og Premier League, cricket og rugby er startet. Tour de France er stadig kun en distraktion, noget der får ventetiden mellem fodboldkampene til at passere hurtigere. Vueltaen fylder nærmest intet i folks bevidsthed. Selvom Wiggins mænger sig med stjernerne i de kulørte blade, er det ikke det samme. Når jeg snakker med folk om Vueltaen, nævner jeg, at Chris Froome er blandt storfavoritterne… sammen med Alberto Contador.

Englænderne ved ikke meget om Contador, men de ved, han er en snyder; han er ikke ligesom deres ryttere. Der er stadig en vis naivitet over mange englænderes forhold til cykelsport, en ejendommelig tro på, at ’vores’ ryttere er anderledes end ’de andres’. Man tror på Wiggins. Når jeg prøver at forklare venner, at det sjældent er en god ide at have idoler i cykelsport, stopper jeg halvvejs. For i grunden misunder jeg deres naivitet, deres mangel af kynisme, når det går ’godt’.

For når det går skidt forsvinder naiviteten. De engelske kommentatorer fokuserer naturligt nok på Chris Froome i Vueltaen, men på Alberto Contador og Team Saxo Bank-Tinkoff Banks store dag, mister de engelske kommentatorer objektiviteten. De mere end insinuerer, at der er en grund til, at det er Alberto Contador og Alejandro Valverde, der får noget ud af den dag, og ikke Chris Froome og Joaquin Rodriguez, to ryttere der ikke har været suspenderede for doping.

Det var et forvarsel om, hvad der venter næste sommer, når Bradley Wiggins og Chris Froome atter står overfor en spansk armada i Tour de France. Hvis Wiggins viser sig som den stærkeste, er det fordi han er den bedste; vinder Contador, er det uden tvivl, fordi han er dopet. Sådan kan briterne stadig leve i en simpel cykelverden, hvor der stadig er et klart ’de’ og ’vi’. På trods af David Milliar. På trods af Robert Millar. Vi danskere lever, for det meste, i en mere tvetydig cykelverden, hvor vi balancerer tvivlen med entusiasmen. Men oplysning er ikke altid en god ting. Naivitet har også sine dyder.

Og så længe Cavendish, Froome og Wiggins er med fremme i de store løb, vil flere og flere englændere følge med, og en dag måske også være i stand til at genkende det smukke i et offensivt kørt cykelløb. Årets skønne og medrivende Vuelta kan ikke have undgået at åbne nogle englænderes øjne for, at cykelløb kan se anderledes ud end kontinuerlig togkørsel med Team Sky i front. At cykelløb kan være både overraskende, overvældende og dynamisk. At det kan være bedre.