Kommentar: Hvorfor Riis’ tilbagevenden er bekymrende

Da Bjarne Riis og Lars Sejer Christensen i torsdags annoncerede deres tilbagevenden til dansk cykling som holdejer og licensindehaver blev jeg ikke overraskende kontaktet af ”Feltet.dk” for en kommentar. Jeg har jo tidligere udtrykt min bekymring i forhold til Riis’ troværdighed, når det handler om at ”cykle rent”. Når jeg valgte ikke at kommentere det i første omgang skyldtes det ikke, at jeg har skiftet holdning. På ingen måde.

Men nogle gange kan man godt føle, at argumenterne er leveret, parterne kender hinandens holdninger, og man kan godt blive lidt træt af at sige det samme om og om igen. Så jeg valgte at tie også ud fra en betragtning om, at det forhold, at Riis nu har fået en dansk licens måtte være en sag for DCU og DIF at udtale sig om. Men blot for at slå det helt fast, er jeg helt enig med DIF’s direktør, Morten Mølholm, når han siger, at det er bekymrende, at Riis nu er tilbage som licensindehaver i dansk cykling.
 

Når jeg nu alligevel ryger til tasterne skyldes det den positive, ja nærmest overstrømmende modtagelse, som DCU’s formand, Henrik Jess Jensen giver Riis i forbindelse med hans engagement i dansk cyklings talent- og ungdomsarbejde. Det er virkelig bekymrende. Men inden jeg uddyber, så lad mig lige for læserne genopfriske grunden til, at DIF og Anti Doping Danmark (ADD) er så bekymrede:
 

Hele grunden til, at der i dag er et verdensomspændende antidoping system, der gælder for al olympisk sport plus en del andre internationale og nationale forbund, skyldes et langt stykke hen ad vejen det store troværdighedsknæk, som professionel cykling led i kølvandet på Festina-skandalen i slutningen af 90’erne.

Hvorfor? Fordi dopingskandalerne blandt andet i cykling var ved at fjerne den fundamentale forudsætning for al konkurrencesport nemlig, at dem der konkurrerer gør det på lige vilkår, så både dem der ser på sporten og dem der deltager kan føle sig rimelig overbevist om, at det er den reelt stærkeste der vinder, og ikke den der har snydt sig til det.

Alle snød dengang, så var det ikke på lige vilkår, er der mange der spørger. Nej, det mener jeg ikke. Der var nogle ryttere der var mere risikovillige end andre, med fare for liv og helbred til følge, og der var trods alt også nogle ryttere der stod op mod strømmen og ikke dopede sig, eller dopede sig mindre end visse andre med det resultat til følge, at de aldrig vandt det, som deres talent måske havde berettiget dem til. Men til gengæld kunne de måske bedre se sig selv i spejlet. Var det de reelt bedste ryttere der vandt de store løb dengang, eller dem der tog de største chancer med doping? Det får vi nok aldrig svar på.

Hvad derimod alle, som jeg taler med inden for cyklingens verden, også tidligere professionelle ryttere der var med dengang, er enige om er, at doping ødelagde rigtige meget for cykelsporten. Interessen fra tilskuere, TV stationer og sponsorer dalede. Rytterne og dem omkring dem levede i konstant frygt for at blive afsløret og for følgevirkningerne af deres misbrug af doping præparater. Man måtte, som blandet andet Tyler Hamilton har beskrevet i sin bog ”Det hemmelig løb”, konstant skjule sig og lyve, og hele kulturen i cykling udviklede sig på en meget uheldig måde.
 

Den kultur er der blevet arbejdet meget med siden 90’erne og starten af 00’erne. UCI har i dag et af de mest udbyggede antidoping programmer blandt de internationale sportsforbund. ADD og DCU har gennem mange år efterhånden arbejdet tæt sammen om at forhindre doping i dansk cykling, og jeg er helt overbevist om, at professionel cykling i dag er meget renere end tidligere til glæde for alle involverede, inklusive cykelinteresserede som f.eks. mig selv.

Og så kommer vi til Riis igen - hvorfor er vi ”efter ham” og ikke de andre danske ryttere fra den tid, hvoraf en del jo også dopede sig i et eller andet omfang?

Med al respekt for alle andre ryttere fra den tid, så er der ingen af dem, der efterfølgende som leder har haft en så fremtrædende rolle som Riis. Han var sportsdirektør/ejer af et dansk succesfuldt professionelt hold gennem en årrække. Han havde dermed et udvidet ansvar som leder (jf. reglerne i det såkaldte WADA kodeks) over for sine ansatte ryttere. Det er slået fast gennem den undersøgelsesrapport, som DIF og ADD udfærdigede vedrørende doping i dansk cykelsport 1998-2015, at Riis i det mindste var vidende om, at der foregik doping på hans hold uden at han greb ind.

Derudover er det DIF og ADD’s opfattelse, at Riis’ forklaring på flere centrale punkter var så utroværdig og i modstrid med flere andre af hinanden uafhængige enslydende forklaringer, at vi ville have rejst en sag mod Bjarne Riis for medvirken til dopingmisbrug, hvis ikke sagerne var forældet efter den otteårige frist, der på det tidspunkt var gældende i WADA kodekset (den er senere ændret til ti år). Efter offentliggørelsen af cykelrapporten står Bjarne Riis godt nok tilbage uden en sag på halsen (og dermed uskyldig i juridisk henseende), men også med en lav troværdighed efter vores opfattelse.
 

I modsætning til andre danske ryttere, har Bjarne Riis ikke gjort op med sin dopingfortid som holdejer/sportsdirektør, og var han i dag ude af sporten eller havde han en mere perifer rolle, så skulle vi såmænd nok lade ham være i fred med sin egen samvittighed. Men det er jo som bekendt ikke tilfældet. Og netop det forhold, at Riis ikke har gjort op med sin fortid gør det svært at tro på, at han har lært af sine fejltagelser og ikke ønsker at gentage dem fremadrettet. Nu er han så tilbage med en licens og et erklæret program om at være med til at udvikle dansk ungdoms- og talentarbejde.

Og det starter godt med, at Bjarne Riis nu i Ekstra Bladet beskylder vores undersøgelsesrapport for at være ensidig. Nu var det sådan, at kun det, som den enkelte interviewede ønskede at stå ved kom med i rapporten, og det gjaldt selvfølgelig også Riis. Hvad der måtte være sagt af Riis eller andre, som ikke efter aftale kom med i rapporten, hverken kan eller vil jeg naturligvis udtale mig om, da jeg er bundet af min tavshedspligt. Så det er omkostningsfrit og et billigt trick af Riis at komme med den påstand, for han ved godt, at hverken ADD eller DIF kan svare igen.

Ydermere truer Lars Sejer Christensen med et sagsanlæg mod DIF’s direktør Morten Mølholm, fordi sidstnævnte helt berettiget udtrykker bekymring i forbindelse med, at Riis nu har fået en licens. Hvornår er det blevet forbudt at udtrykke sin bekymring?

Og endelig har vi en formand for DCU, Henrik Jess Jensen, der ovenikøbet velkommer, at Riis nu kan hjælpe DCU med at udvikle unge talenter. Hvis ikke jeg var bekymret før, så er jeg da i hvert fald blevet det nu.

Hvor peger det moralske kompas hen, Henrik Jess Jensen? Jeg er klar over, at der ikke er nogen juridisk mulighed for at forhindre Bjarne Riis’ indtræden i dansk cykling, men ligefrem at hylde det? Hvad er det for en sjette sans, der har overbevist formanden om Riis’ oprigtighed? Det hænger forhåbentlig ikke sammen med det faktum, at DCU ledelsesmæssigt og økonomisk er inde i særdeles turbulente tider, og at det ville være opportunt at få et indirekte økonomisk ”boost” fra Sejer Christensen og Riis?

Jeg håber virkelig ikke for dansk cyklings skyld, at de dyder og den integritet, som ikke mindst den nu forhenværende sportschef, Lars Bonde, var med til at cementere er ved blive hældt ud med badevandet. For så er vi da for alvor på vej tilbage mod fordums dunkle tider til skade for alle, der elsker cykelsporten.

Michael Ask,

Direktør i Anti Doping Danmark         

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation