Kommentar: Nostalgi i en opdateret version

I dag blev de vedholdende rygter bekræftet, da Tour de France-ruten blev offentliggjort i Paris. Ruten var blevet lækket i forvejen, og derfor var der ingen overraskelser, da den blev præsenteret. Det var også allerede offentliggjort, at den traditionelle korte enkeltstart skal skyde løbet i gang inden de første linjeløbsetaper.

Allerede her kommer det første skud nostalgi i spil - men det er en sandhed med modifikationer. Bonussekunderne er tilbage i Touren, og det klæder løbet, at sprinterne igen kan kæmpe indædt om den gule trøje. Dette skud nostalgi gør dog også op med fortiden, for bonussekunderne er kun med den første uge. Det er fantastisk tænkt, for vi får den højdramatiske spænding i starten, men de kommer ikke til at have afgørende indflydelse på klassementet. Det er intet mindre end en genistreg!

Endnu mere opsigtsvækkende er det dog, at ruten denne gang indeholder hele otte etaper med afslutning opad. Det er et helt absurd højt tal, som jeg ikke kan huske har været tilfældet i nyere tid. Til sammenligning havde vi fem i år, så der bliver uden tvivl muligheder for bjergrytterne til at udfolde og vise deres kapaciteter. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Tour de France 2015 bliver vundet af en bjergrytter. Det er det eneste tænkelige scenarie, jeg kan se for mig.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det traditionelle i nutidens forstand

Tour-arrangørerne tager os næste år med et kig tilbage i historiebøgerne. Vi skal genopleve den eksakte Alpe d’Huez-etape fra 2011 og den identiske La Toussuire-etape fra 2012, og begge har det til fælles, at det er meget korte og intensive etaper, som det har været kendetegnende for Touren de seneste par år. At tage de nærmest mytiske tinder og presse dem ind i en nymoderne etapeskabelon er intet mindre end et mesterstykke. 

Og kombineret med, at vi derudover også skal besøge Pra-Loup, som sidste gang blev brugt helt tilbage i 1975, opleve endnu en etapeafslutning på vanskelige Plateau de Beille og bestige Tourmalet, Galibier, Glandon, Croix de Fer, kan det ikke blive andet end et seværdigt cykelløb. Jeg elsker arrangørernes måde at tænke cykelløb på, for de formår at gøre det vanvittigt spændende!

Det er en særdeles barsk og bjergrig Tour, der venter rytterne, når de begiver sig ud på sommerens strabadser, men helt fri for tidskørsler bliver vi ikke. Som tidligere nævnt starter Touren med en 13,7 kilometer lang enkeltstart, og derudover venter der også 28 kilometer holdtidskørsel, men derudover er der slet intet.

Det er til stor variation fra normaliteten, for der plejer som regel at være en del flere enkeltstartskilometer på programmet, men de er tilsyneladende sparet væk. Man kan heller ikke undgå at fristes til at tro, at det er gjort således, at de franske klassementshåb kan få de mest optimale betingelser.

Jeg må dog erkende, at jeg er lidt overrasket over, at brostenene igen er en del af ruten, selvom det helt sikkert klæder løbet. Det er med til at skabe en helt anden dynamik i løbet, men ulempen ved det er, at man kan risikere at miste de store klassementsryttere. Der plejer også at gå lang tid mellem brostensbesøgene, men det kan være, at det bliver en ny trend at have med i løbet fremover.

Der er ingen tvivl om, at ruten i år er formidabelt lagt af arrangørerne, som formår at krydre det friske pust med det gamle, og ruten er absolut også til at forelske sig i, men det er op til rytterne selv at gøre den elskværdig. Det finder vi ud af, om den bliver til sommer, når nostalgien i en opdateret version skal stå sin prøve.