Kommentar: Vueltaen er ikke, hvad den har været

Vuelta a España. Et af verdens tre største etapeløb. Tre uger langt og traditionelt afvigende fra årets største cykelsportsbegivenhed, Tour de France, ved at være mere bjergrigt og have færre kilometer med individuel tidskørsel. I år er ingen undtagelse, og de tretten bjergetaper vil ganske sikkert give seværdigt cykelløb. Sidste år så vi Spaniens tre bedste etapeløbsryttere i direkte kamp om den røde trøje med Alberto Contador som samlet vinder.

De tre angrebsivrige spaniere serverede et fabelagtigt cykelløb, som, følte mange cykelfans, var en behagelig afveksling fra det kontrollerede Tour de France, som Team Sky tog sig godt og grundigt af. Desuden var 2012-udgaven af den spanske Grand Tour også en delvis afveksling fra den tendens, der ser ud til at have præget løbet de sidste par sæsoner og bliver ved med at gøre det.

Vuelta a España er nemlig ikke et mål i sig selv for nogen ryttere længere. Der er efterhånden kun tre grunde tilbage til at køre verdens tredjestørste etapeløb:

1. Du har haft Giro d’Italia som det store mål i denne sæson, men bliver nødt til også at køre løbet som et mål for at gøre sponsorerne tilfredse (Vincenzo Nibali)

2. Du har fejlet i dine hidtidige mål i sæsonen og har derfor brug for enten oprejsning eller et godt resultat til en ny kontrakt (Samuel Sanchez, Alejandro Valverde sidste år)

3. Du skal forberede dig til VM (Joaquim Rodriquez, Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Fabian Cancellara, Philippe Gilbert, Bauke Mollema, Tony Martin m.fl)

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Den sidste grund er (som det måske kan fornemmes) den mest udbredte årsag til at køre årets sidste tre uger lange etapeløb. Fabian Cancellara viste dette med al ønskelig tydelighed, da han i 2010 udgik på 19. etape til meget stor irritation for sportsdirektør hos Team Saxo Bank, Bradley McGee, som udtalte sig i utvetydige vendinger om, hvad han mente om Cancellaras pludselige exit. Men Cancellara skulle forberede sig til VM i enkeltstart, og sådan var det. Vigtigere var det spanske løb altså ikke.

Vuelta-sejr? McKayla Maroney is not impressed

Den holdning har betydning for løbets kvalitet. At Vuelta a España er et sidste håb i sæsonen eller ren forberedelse, betyder, at en sejr i Vueltaen bare ikke er lige så særlig som en sejr i et af de to andre tre ugers etapeløb. En af storfavoritterne til årets sejr er Vincenzo Nibali. Han har vundet løb før, meeen … var det en stor sejr?

At have en sejr i en Grand Tour på sit palmarès vil altid være noget af det største, man kan opnå, og en cykelrytter vil med garanti kigge tilbage på det og tænke: ”Wow, hvor er det vildt!” Men hvad med resten af verden? Nibalis sejr i 2010 var flot, og han er en fantastisk cykelrytter, men hvem gik andenpladsen til? Åh ja, Ezeguiel Mosquera. Og hvad laver han så nu? Åh ja, han har karantæne, og hans andenplads er faktisk taget fra ham igen, fordi han blev taget for hydroxyethylstivelse, kendt som sløring for EPO.

Den næste på resultatlisten? Slovakiske Peter Velits, som med stabil bjergkørsel og en ordentlig røvfuld medvind på enkeltstarten formåede til alles overraskelse at forblive på podiet. I år agerede han hele juli måned trækdyr i front af Tour de France-feltet for Mark Cavendish på Omega Pharma-Quick Step. Fränk Schleck blev nummer fem som et plaster på såret for at have brækket kravebenet på brostenene på 3. etape af Tour de France to måneder forinden.

Ingen vil nok heller aldrig glemme 2011-udgaven. Det var her, vi alle sammen opdagede verdens i øjeblikket bedste etapeløbsrytter, Chris Froome. Han blev nummer to, og Juan Jose Cobo vandt med 13 sølle sekunder. Ingen anerkender dog reelt Cobo som sejrherre, for han vandt kun af den simple årsag, at han samlede flere bonussekunder op end Froome undervejs, og de fleste er også enige om, at Froome uanset hvad ville have vundet, hvis ikke han skulle have arbejdet for holdkaptajnen Bradley Wiggins i starten af løbet - endda iført den røde førertrøje.

Sidste år er ikke engang en undtagelse fra tendensen: Alberto Contador stillede kun op, fordi hans karantæne først udløb tre uger før; Alejandro Valverde havde ikke det Tour de France, man havde håbet på, og ville rette op på det i sit hjemlands største løb; Chris Froome ville køre sin egen chance efter at være blevet spist af med andenpladsen i Tour de France i juli. Joaquim Rodriquez havde faktisk Vueltaen som sit mål fra sæsonstart (i hvert fald efter Giro-nederlaget), og tabet af den nærmest allerede sikre samlede sejr på 17. etape er nok stadig én af de ting, der kan holde Purito vågen til langt ud på natten.

Vueltaen er en trøstepræmie

Vueltaen er nu et løb, hvor løjtnanter pludselig bliver kaptajner, ubeskrevne ryttere brillerer, og skuffelser skal vendes til succeser. Løbet får ikke den værdighed, der har fortjent. Selv for år tilbage var løbet en trøstepræmie til løjtnanterne, der kørte som hjælperyttere for stjernerne i Tour de France. Roberto Heras vandt Vueltaen 3-4 gange (afhængig af 2005-sagen, der endnu ikke er helt lukket), men hvert år var det først efter at have knoklet for Lance Armstrong i Tour de France halvanden måned inden. Heras blev på US Postal/Discovery Channel, fordi han fik denne trøstpræmie og lod sig nøjes med andenpladsen i det interne hierarki på holdet.

Løbets placering på kalenderen er naturligvis afgørende for denne udvikling. Som det er lige nu, er tre ugers hårdt cykelløb inden verdensmesterskabet rigtig god træning for de ryttere, der ikke helt selv kan træne sig op til topform i september, men skal bruge løbsfarten til det. Desværre giver det et favoritfelt af en kvalitet, der slet ikke kan matche de to Grand Tours tidligere på året. De største stjerner er slet ikke til stede, og hvis de er, er de ikke på det niveau, de kan være.

Og det er ikke kun etapeløbsspecialisterne, der springer over - hvor mange sprintere er med i år? Det handler naturligvis også om, at ruten er så bjergrig og efterlader meget få chancer til de rene sprintere, men det giver altså løbet en anden aura, når Mark Cavendish, Andre Greipel, Marcel Kittel og Peter Sagan er til stede. John Degenkolb vandt alle massespurter - fem styks - sidste år, men det var mod ”sprintere” som Ben Swift, Allan Davis og Daniele Bennati og de i år noget dygtigere sprintere Elia Viviani og Nacer Bouhanni. Men ingen af de største sprinterstjerner var til stede, og det gør også, at tyskerens sejre ikke fremstår så imponerende, når alt kommer til alt.

Vuelta a España er ikke, hvad det har været. En sejr her er bare ikke så stort, som det var engang. Publikum begynder at være mætte efter en hel sæson med store begivenheder, rytterne er ikke de samme som i Touren eller Giroen, og ukendte ryttere laver flotte resultater, men forsvinder ud i glemslen igen. Det spanske bjergshow er flot, seværdigt, og jeg glæder mig, til det går i gang - men det betyder ikke så meget i det store billede.

Lasse Wedege Penning

Har du også noget på hjerte, som kunne blive en kommentar på Feltet.dk, er du velkommen til at sende din tekst til os på mail debat@feltet.dk.
 

De holdninger, som gives til kende i kommentaren, er forfatterens egne og ikke udtryk for Feltet.dks holdning.