Leblanc: Cykling har mistet mod og romantik

Han startede selv på cyklen og var en lille men anerkendt hjælperytter for fx Tour de France vindere som hollandske Jan Janssen, der vandt Touren i 1968 og spanske Louis Ocana, der tog øverste podieplads i klassementet i 1973. Men inden da havde han taget en universitetsgrad i journalistik, og da cykelkarrieren sluttede, arbejdede han for blandt andet L’Equipe og Vélo Magazine, inden han blev ansat hos Radio Tour, hvor han var i syv år, før han blev udnævnt til direktør for Tour de France.

”Der er meget mindre fantasi og improvisation i cykelløb i dag. Der er udbrydere, men de bliver næsten altid hentet igen. Der er intet mod og få overraskelser. Er det løbsradioernes skyld? Måske lidt. Eller er det fordi pengene bag sporten har fået meget større betydning? Det er også en del af forklaringen. Cykelsport er blevet pragmatisk og gennemgående effektiviseret. Ingen fantasi eller romantik. Tag eksempelvis Touren i 1960, hvor de fire store favoritter kørte væk sammen på en flad etape og kom i mål 15 minutter før feltet. Fuldstændig utænkeligt i dag”, forklarer Leblanc i et nyt interview med det engelske cykelmagasin Rouleur.

Jean-Marie Leblanc var direktør for Tour de France fra 1989 til 2007, og i den periode voksede løbet fra at være et stort fransk løb til en international gigant. Problemerne voksede med, at det blev på Leblancs vagt, at det store dopingskelet kom ud af skabet, og Festinaskandalen i 1998 og operation Puerto fra 2006 rullede hen over scenen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

”Det gjorde mig træt og følelsesløs. Og navnlig Armstrong synes jeg bedrog og svigtede Touren, publikum, medierne og alle dem, der troede på ham. Mest af alt svigtede og bedrog han sin egen sport”.

Et andet ubehageligt minde er Fabio Casartellis død efter et styrt på 15. etape af Tour de France i 1995.

”Det er meningen, at Tour de France skal bringe fest og glæde. Den dag døde en ung mand på kun 24 år. En olympisk mester. Det var en tragedie. På en eller anden måde fejlede Touren her”, siger Leblanc trist.

Men han har også store højdepunkter at se tilbage på, hvor han fx fremhæver 100-året i 2003.

”Det var formidabelt. Løbet var smukt, Armstrong og Ulrich udkæmpede en flot kamp. Og det var løbets 100 års fødselsdag, og hele Frankrig festede med. Paraden tilbage i Paris var fantastisk”.

Leblanc er klar over, at Tour de France og cykelsporten er nødt til at udvikle sig, og han byder den stigende internationalisering velkommen. Cykelsporten har en forpligtelse til at være global, mener han. Det skal være et rejsende cirkus, der både viser glæden og smerten. Og hans favoritrytter i dag er såmænd Vincenzo Nibali, der efter Leblancs mening er en rigtig old school repræsentant.

”Han vandt Touren men ikke som en matematiker, der tæller sekunderne eller hjerteslagene pr. minut. Han vandt ved at være modig, og det er cykelsport, som vi kan lide det. Jeg tror, at de fleste franskmænd var meget imponerede over ham”.

70-årige Jean-Marie Leblanc er nu tilbage i barndommens Nordfrankrig, hvor han bor i landsbyen Fontaine-au-Bois, som også blev skuepladsen for hans uigenkaldeligt sidste optræden i Tour de France.

”Jeg er kommet godt ind i den tredje alder. Jeg er tilbage i Nordfrankrig, hvor jeg er ansvarlig for turisme og kultur (Leblanc er for øvrigt en særdeles dygtig klarinetspiller)i min landsby. Jeg holder æsler, og mine børnebørn spiller musik for mig. Jeg har et helt andet liv”.