Leder: Guldet hjemme, hvad med de grønne skove?

Da Lasse Norman i søndags sikrede sig OL-guld i omnium, var det klart et af de største resultater for dansk cykelsport i dette årtusinde. Men hvor stort er det egentligt? Jeg vil mene, at der bestemt er grund til begejstring og gode udsigter, men det skal heller ikke gå over gevind.

Der skal ikke herske tvivl om, at hvis en atlet opnår en OL-guldmedalje, eller en hvilken som helst medalje, så har der ligget adskillige hårde træningstimer og masser af arbejde bag. Atleten (eller holdet) og trænerne formåede at finde de små ting, der afgjorde konkurrencen til deres udfald, og det er en kæmpe stor præstation, uanset om det er i 100 meter-løb, synkronsvømning eller omnium. En præstation, man aldrig må undervurdere. Det kan dog godt gradbøjes, hvor ”stort” OL-guld er, alt efter hvilken disciplin det er vundet i, hvis man vel og mærke måler i medieinteresse og sponsorkroner, og ikke i atletens personlige glæde.

15 minutters berømmelse

Forleden kunne man på Politiken.dk blandt andet læse følgende:

Drenge og piger valfarter i dag til landets cykelarenaer, for at køre omnium mod hinanden, "Men det er der som sådan ikke noget nyt i. Det gjorde alle jo i forvejen", vurderer bestyrer af Ballerup Super Arenas direktør Marcel Christensen. "Jeg synes faktisk, det er lidt irriterende med det guld. Nu kommer der bare endnu et vognlæs af nye omnium-medløbere", sukker han.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Også danske sportsfolk og kendte er i en sand lykkerus.

"Det er den største triumf for dansk cykelsport nogensinde", mener Team Saxo Bank-Tinkoff Banks holdejer, Bjarne Riis.

På spil var naturligvis avisens satirehold, som i ovenstående uddrag forlystede sig over to bemærkelsesværdige hændelser: For det første at det 20-årige stortalent, Lasse Norman Hansen, gjorde det næsten umulige og vandt OL guld i omnium. For det andet, at omnium med ét fik en bevågenhed, der gav påmindelser om, da curling i sin tid nærmest blev nationalsport og vi alle fortrolige med, hvad råbet ”WEEEEE” betød. Politikens satirehold havde imidlertid fat i noget: Omnium oplevede sine ’15 minutters berømmelse’ – vi lærte alle både at udtale ordet og fatte, at en dansker er verdens bedste i øjeblikket. Måske alle ikke ligefrem var klar til at ’køre omnium mod hinanden’, men ’vi’ havde banket alle de andre. Eller Lasse havde i hvert fald.

”Kun” banecykling

Som ovenstående satireindslag viser, er det ikke guldet i OL's mest prestigefyldte disciplin, som Norman vandt. Det er alligevel "større" at vinde 100 meter-løb end banecyklingens omnium – selvom begge dele er lige flot.

En del af svaret skal findes i, hvordan dynamikken er inden for (bane)cykling, eller mere præcis udholdenhedsdisciplinerne på banen – de discipliner, hvor man kan kombinere landevejs- og baneevner. For disse discipliner er blevet en del af cykelsportens talentakademi. De ryttere, der kører rigtig godt i disse discipliner, vil som regel også kunne blive professionelle på landevejen. Selvom det godt kan lade sig gøre at leve af at køre bane om vinteren og landevej om sommeren, så er pengene på landevejen bedre, og som en delvis konsekvens deraf er prestigen det også. Kravet til træningstid er stadig lige så stort, så hvorfor ikke gå efter de store penge?

Dette gælder ikke kun i Danmark, men overalt i verden. Fremragende baneryttere, som Bradley Wiggins, Stuart O'Grady og Chris Boardman, er alle skiftet til at have landevejen som primært fokus med stor succes. Det udelukker selvfølgelig ikke, at man kan prøve at satse på banen igen, når OL nærmer sig eller køre et par 6-dagesløb, men alt skal koordineres og godkendes af landevejsholdet.

Stadig masser at håbe på

Når det så er sagt, så vil en OL-guldmedalje på banen stadig få stor betydning for dansk cykelsport, både bane og landevej. Med en OL-guldmedalje til at vinke foran Team Danmark og deres sponsorer står DCU stærkt i forhold til at kunne sikre sig vigtige støtte- og sponsorkroner. Dermed ser det ud til, at man kan fortsætte og måske endda udvide det gode talentarbejde, der bliver gjort på både bane og landevej. Talenterne står nemlig nærmest i kø til at prøve at køre sig ind på 4000 meter-holdet til OL i Rio i 2016. I sidste måned slog Danmark Storbritannien i junior-EM-finalen i netop denne disciplin, et bemærkelsesværdigt resultat, der fortæller, at det ikke kun er på landevejen, at Danmark har juniorryttere i absolut verdensklasse.

Det er dog velkendt, at en stærk juniorkarriere ikke er ensbetydende med stor succes i eliterækken, men med så mange gode talenter, vil der uden tvivl være nok, der udvikler sig til at blive konkurrencedygtige til at komme ind omkring 4000 meter-holdet. Og konkurrence skaber som bekendt bedre ryttere. Så når Jesper Worre lover OL-guld i Rio, har han bestemt noget at have det i, omend fire år er en evighed i sportsverden. Muligheden er der dog helt sikkert.

To indendørs baner?

Noget andet, man kan håbe på, er, at der kom en indendørs cykelbane i Odense. Nu har de vidst også været ”lige ved” at få finansieringen til den på plads, siden H.C. Andersen stadig boede i byen. Med en OL-guldmedalje til en lokal rytter og et landevejs-VM og Giro d'Italia start i Danmark inden for det seneste år samt et stjernesprækket felt til Post Danmark Rundt om nogle uger, så er det vist nu eller aldrig. Naturligt nok vil byrådet i Odense (eller andre store byer) ikke ødsle med borgernes penge under en finanskrise, men det må være muligt at udnytte den store interesse for cykling, der er fulgt i kølvandet på de begivenheder, til at finde sponsorer, der kan spytte i kassen. Jeg tvivler ikke på, at nogen nok skal tage det op, men lad det nu ikke blive et løfte i en kommunalvalgkamp næste efterår, for der har hr. og fru Danmark sikkert glemt alt om en OL-guldmedalje i en disciplin med et så mærkeligt navn som ”omnium.” Jeg håber oprigtigt, at nogen vil smede, mens jernet er varmt, og Odense virker umiddelbart som det mest interesserede sted.

En ekstra bane vil være af stor betydning, også selvom det ”kun” bliver en træningsbane uden tilskuerpladser. I et forsimplet regnestykke vil dobbelt så mange cykelbaner betyde, at dobbelt så mange kan træne, og man (efter noget tid) vil få dobbelt så mange gode baneryttere. Det vil helt sikkert også smitte af på den i forvejen store talentmasse, der er på landevejen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Flere discipliner

Som det ser ud nu, vil alt denne snak om ekstra satsning på banen i bedste fald stadig kun give to, måske tre danske medaljemuligheder om fire år i Rio, da satsningen i øjeblikket går på mændenes holdforfølgelsesløb og omnium. Det kan godt ændre sig inden næste OL. UCI har sagt, at de vil kæmpe for flere banediscipliner til om fire år, men indtil videre har de ikke haft held til det; og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle lykkes denne gang.

Mere realistisk bliver det nok, at UCI ændrer på de nuværende discipliner, så omnium, måske sammen med keirin eller holdsprint, ryger ud, så der bliver plads til mere klassiske discipliner som pointløb, individuelt forfølgelsesløb eller parløb. Selvom alsidighed er værd at belønne, så er det ikke mangekamp, der har gjort atletik populært. Det er derimod at se nogen, der er rigtig god til at løbe hurtigt, hoppe højt og springe eller kaste ting langt; ikke bare dem, der er middelgode til det hele.Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være anderledes i banecykling. Det er federe at se nogle, der er supergode til at køre pointløb eller forfølgelsesløb gøre det godt, end at se nogen der skal spare sig til næste disciplin.

Sats også på kvinderne

Men der vil formentlig stadig kun være 2-3 udholdenhedsdiscipliner for hvert køn til OL, så vil man se ekstra medaljemuligheder, skal man enten satse på sprintdiscipliner, der ikke kan kombineres med landevej, eller udholdenhedsdiscipliner for kvinder. Det oplagte valg er her kvinderne, hvor der er flere unge baneryttere at udvikle, og også nogle landevejsryttere, der måske kunne overtales til at prøve en OL-satsning på banen. Begynder man nu med et forsøg på holdforfølgelsesløb, kan det godt være noget, der nærmer sig en medalje om fire år. Holdforfølgelsesløb for kvinder er stadig en ret ny disciplin, og ser man bort fra briterne, var OL ganske jævnbyrdigt i denne disciplin.

Det er klart, at holdforfølgelsesløb køres lidt anderledes for kvinder, når man kun har tre ryttere med, og alle skal med hjem. Det er også velkendt, at pengene i kvindecykling slet ikke når samme niveau som herrecykling. Men lige præcis til OL vil en dansk medalje nok skabe omtrent lige så meget glæde, medietid og potentielle sponsorindtægter, om den er vundet af en mand eller en kvinde. Håndbold viste i hvert fald dette. Flere af rytterne har ved internationale juniormesterskaber vist, at de sagtens kan være med. Er det ikke værd at forsøge at bygge videre på det, inden de selv dropper cyklingen? Lidt sjovt, at man lige har haft syv piger af sted til etapeløb i Holland, hvor de klarede det fremragende, men EM i næste uge – i Holland – bliver uden deltagelse af danske piger. Hvorfor egentlig?

Kan interessen fastholdes?

Der er masser at arbejde med, og med en OL-guldmedalje har dansk cykelsport – og banecykling i særdeleshed – fået et ekstra skub i jagten på både penge og interesse i befolkningen. Tiden er moden til at tænke store tanker, men også arbejde hårdt for at kunne realisere dem. Selvom det sikkert ikke er det hele, der vil lykkes.

Men det springende punkt, det store spørgsmål, er, om dansk banesport er klar til at tage imod interessen. Det kan man vise ved at satse på ovennævnte elementer. Det kan også ske ved at arrangere flere stævner, hvor de bedste deltager, hvor TV kan tiltrækkes. Endelig vil en endnu bedre og kvalificeret dækning end hidtil også fange den cykelinteresserede befolkning. Dermed kan man forhåbentlig få maksimalt udbytte af Lasse Norman Hansens funklende guldmedalje.

Vi krydser fingre for guld og grønne skove for dansk cykelsport de kommende år.

Philip Tarning-Andersen, medlem af redaktionen på Feltet.dk