Leder: Tour de Tandløs

Sidste år, da Tour de France ruten blev offentliggjort, blev favoritterne hurtigt udpeget til at være sidste års vinder Cadel Evans og udfordrerne Bradley Wiggins, Vincenzo Nibali, Alberto Contador og Andy Schleck. Desværre var hverken Contador eller lillebror Schleck til start i årets Tour de France, og derfor blev det rent klassementsmæssigt en langgaber.

Til alt held havde løbet andre perspektiver – ellers havde Touren nærmest været uudholdelig i sin forudsigelighed. Smadret – som klassementskonkurrenterne blev det – af Team Skys enestående dominans i alle terræner. Da Wiggins først kørte sig i førertrøjen, havde holdet etapeløbet fuldstændigt i deres hule hånd – og ingen andre formåede for alvor at vise tænder.
 

Ingen turde, kunne eller ville
Wiggins har hele året præsteret på højeste niveau og vundet Paris-Nice, Tour de Romandie og Critérium du Dauphiné. Han virkede med andre ord frygtindgydende, og det indtryk bekræftede han hurtigt. Sad man efter alpeetaperne tilbage med et spinkelt håb om, at løbet kunne blive åbnet op igen i Pyrenæerne, blev man skuffet. Konkurrenterne hverken kunne eller ville. Cadel Evans var langt fra så stærk som i 2011, og selvom Vincenzo Nibali flere gange forsøgte sig i Pyrenæerne – og derfor her på siden også er blevet hyldet for sit fightermod – satte han aldrig alt på et bræt, og så blev det hele vejen igennem lige ved og næsten.

På 17. etape (som Alejandro Valverde vandt), var Nibali ude i et tidligt udbrudsforsøg, som angiveligt skulle – hvis der da var en plan – sætte Team Sky under pres. Men Valverde fik italieneren til at falde tilbage til feltet, så han selv nogle timer senere kunne vinde etapen. Smart af Valverde, men gik Nibali virkelig efter at vinde årets Tour de France, så måtte der også tages chancer. Dette var en af dem! Og man blev efterladt med spørgsmål som: Hvorfor tør rytterne ikke satse? Hvorfor bliver det kun til lige ved og næsten? Er der overhovedet nogen, som vil vise tænder?

Nibali kunne måske have sat Team Sky under pres – eller i hvert fald have forsøgt at isolere Wiggins – og samtidig give holdkammeraterne muligheden for at køre passivt og være klar til at hjælpe, når Team Sky eventuelt havde hentet ham. I stedet kunne Bjarne Riis efter etapen da også tørt konstatere, at ”der sker jo ikke noget” – hvad man ikke kunne være uenig i. Man kan selvfølgelig også hævde, at Nibali var tæt på at sikre sig podiet, og at udbrudsforsøget fra start af var dødsdømt, men prøver man ikke, så vinder man heller ikke noget – og det gjorde Nibali ikke. Han blev nummer tre, og det har vi sikkert alle sammen glemt i morgen.

Og Froome måtte ikke …

Eneste reelle udfordrer til Wiggins var faktisk hans egen holdkammerat, som ikke var bange for at skilte med, at han var betydelig stærkere end sin kaptajn i bjergene. Men han fik ikke lov til at køre sin egen chance. Froome var loyal – og hatten af for det! – men nu sidder vi og funderer over, om det så var den bedste rytter, der vandt årets Tour de France?

Det fik – og får – vi desværre aldrig et svar på, hvilket egentlig ikke kun er ærgerligt for os (tilskuerne) og for løbet, men også for vinderen, Bradley Wiggins. Hans sejr vil nu i Tour-historien sikkert blive føjet til føljetonen om holdkaptajner, der muligvis var svagere end deres løjtnant, hvis denne undervejs i løbet havde fået lov for at køre sin egen chance. Til den føljeton hører, rimeligt eller ej, Hinault-LeMond i 1985, Delgado-Indurain i 1990, Riis-Ulrich i 1996 og Sastre-Schleck i 2008. Men hermed mindes vi trods alt også om, at cykelsport fungerer som en hierarkisk holdsport, hvor man på forhånd har valgt en leder; en kaptajn man kører for, indtil det er mere end åbenlyst, at der skal ændres på den holdopstilling. Man smider heller ikke målmanden op i angrebet, bare fordi han undervejs scorer et mål på straffespark.

Men Team Skys dominans i årets løb mindede om US Postals (Lance Armstrong perioden) og før det Banestos (Miguel Indurain perioden) mangeårige neutralisering af Tour de France, hvor det hele blev sat på plads på enkeltstarterne, og løbet ellers holdt i et jerngreb på grund af et stærkt hold (i Armstrong-årene tilsat amerikanerens vilde trang til også at detronisere alt og alle på mindst en bjergetape). Sådan har de seneste års Tour de France ikke været, og årets løb var altså et kedeligt comeback til de ’gamle dage’.

Og lad os slå fast, at vi ikke her vil optræde som hverken 'romantiske tosser' eller 'nyttige idioter', på hvem man kan skyde i skoene, at vi drømmer os tilbage til en tid, hvor rytterne kunne give sig i kast med umenneskelige bjergtogter. Vi havde blot håbet på at se lidt mere mandsmod og uforudsigelighed – om det så foregik internt på Team Sky eller på BMC for den sags skyld.

Hvad havde RadioShack-Nissan gang i?
Et af de hold, man eksempelvis forud for årets Tour de France kunne have store forhåbninger til, var RadioShack-Nissan. De kunne, på papiret, stille et stærkt hold og med flere gode temporyttere måske udfordre Wiggins (og Evans). Men uden Andy Schleck til start virkede holdet i store og særligt i de afgørende dele af Touren modløst og rådvildt og endte med at køre efter en, for et hold af deres kaliber, ligegyldig holdkonkurrence. Det blev altså heller ikke fra denne kant, imod disse skarpslebne tænder, at Wiggins skulle forsvare sig.

Holdet fik en etapesejr og en uges tid i gult ved Fabian Cancellara, men er det godt nok? Team Sky fik seks gange så mange etapesejre og virkede før sæsonen, igen på papiret, ikke så stærke etapeløbsmæssigt som RadioShack-Nissan. Efter en af etaperne i Pyrenæerne kunne man sågar høre Christopher Horner udtale, at han ikke gad ofre sig 100 % for at køre et godt resultat hjem? Det siger vist alt – og skaber kun desto mere forundring – og ærgrelse – over, at Jakob Fuglsang ikke var med i stedet.

Dertil kommer Fränk Schlecks positive dopingprøve, som efterlod en dårlig smag i munden hos de fleste, men tilsyneladende satte lidt ekstra skub i motivationen hos RadioShack-Nissans eneste lyspunkt, den 40-årige cykelveteran, Jens Voigt, som dog ikke fik en etapesejr, men stillede sit fantastiske væsen og sin fightervilje til skue i al sin pragt.

Riis kan være stolt
Heldigvis var det hele ikke så surt. Isoleret set, med Team Saxo Bank - Tinkoff Bank-briller på, så har årets Tour de France faktisk været mere end godkendt. Før årets løb kunne man godt ryste lidt i underhylerne over, hvordan det skulle gå det danske mandskab, der lidt drillende blev kaldt dårligere end Team Rynkeby. Men allerede fra 1. etape var holdet i aktion og erobrede den prikkede trøje, som var målet. Der manglede dog prikken over i’et: en etapesejr eller den samlede sejr i bjergkonkurrencen.

Chris Anker Sørensen endte som nummer 14 samlet, hvilket var langt bedre end forventet, når nu bjergtrøjen oprindeligt var målet. Hvordan kunne det mon være gået på 17. etape, hvis han ikke havde fået fingrene i ’maskinen’? Desuden kom ’Oksen fra Hammel’, som vi alle ved, på podiet i Paris som årets fighter. Det var fuldt fortjent. Lige så fortjent var det, at Michael Mørkøv var inde i billedet til samme pris efter at have udvist en exceptionel evne til at ramme udbruddene, hvormed han ikke kun kørte sig ind i danskernes hjerter og bevidsthed, men også i franskmændenes.

Riis kan altså kun være tilfreds med årets Tour de France. Endnu engang tegner der sig et billede af, at hans cykelhold præsterer på højeste niveau, når han er til stede. Forhåbentligt er der også kommet intern ro på holdet efter Alberto Contadors kontraktforlængelse, og efter at Tinkoff Bank er kommet ind som co-sponsor. Men hvordan kan det egentlig være, at holdet får bedre resultater, når Riis er tilstede, end når han ikke er tilstede? Er han, som Feltet.dk’s egen klummeskribent, Allan Johansen påpegede det, bedre til at motivere rytterne end de øvrige sportsdirektører, eller er det blot, fordi Riis er tilstede ved de løb, hvor ryttere er ekstra opsatte, og hvor det tæller mere?

Og lade sig inspirere af Tinkov
Under årets Tour de France gæstede holdets nye hovedsponsor, Oleg Tinkov, den danske lejr. Et frisk pust, hvor den ellers noget stramme facade fra Bjarne Riis (han er sandsynligvis mere hjertelig, når han motiverer sine ryttere) blev opløst af lidt humor, sjov og ballade. Det ville nu ikke gøre noget, hvis Riis lod sig inspirere lidt af dette. Tour de France har ’ikke været så ringe endda' for den danske korkprop, som i foråret mistede sin stjernerytter Alberto Contador samt stod uden hovedsponsor. Nu er de store bølger ved at have lagt sig, og korkproppen er igen oven vande. Riis kan om 14 dage igen gøre brug af Alberto Contador, og vi kan samtidig rette blikket mod Vuelta a España, som starter den 18. august.

Sidst men ikke mindst, er det sejt gået, at dette ’Team Rynkeby’ ender med at slå selveste Omega Pharma-QuickStep (og Brian Holm) i årets Tour de France. Det undertippede danske mandskab hentede nemlig en bedre etapeplacering end det belgiske hold, da Chris Anker Sørensen blev nummer to, mens Omega Pharma-QuickSteps bedste etapeplacering blev to tredjepladser til Peter Velits og Sylvain Chavanel. 11 top ti placeringer blev det i øvrigt til for ’Team Rynkeby’ mod Omega Pharma-QuickSteps ti af slagsen, og holdet endte med at sende Chris Anker Sørensen op på det store podie i Paris.

Men lad blot propperne springe, for efter Tour de France er også før Tour de France, og selvom årets udgave måske ikke bliver lagt i kassen med de udgaver, vi hiver frem og ser igen og igen, så har der været både store oplevelser og seværdige øjeblikke – bare ikke i kampen om den gule trøje.

Jesper Johannesen - Stifter af Feltet.dk og medlem af redaktionen
 

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet